Kan ikke stoppe med at stirre på folk / OCD
Hej,
Jeg skriver dette indlæg, for til dels at blive klogere på hvad man kan gøre, og til dels for at komme i kontakt med andre, som lider af det samme.
Jeg er 22 år og lider af socialangst og OCD, hvor det sidste er det værste. Jeg har nemlig igennem det seneste års tid udviklet en rigtig ubehagelig OCD, som sammen med angsten gør, at jeg stirrer på alle folk ud af øjenkrogene. Og det føler jeg, at folk kan føle og er anstødende på folk.
Det er ikke fordi at jeg vender og drejer hovedet, nej, jeg kigger måske lige ud i en retning, men fordi mine øjne er 'spærrede' op og jeg samtidig har angsten og er i ekstra alarmberedskab, så stirrer jeg på alle folk ud af øjenkrogene ved at kigge til siderne uden at dreje hovedet. Det er som om, at jeg må vide, hvor alle folk er henne. Og det værste er, at jeg bliver mere usikker og utryg ved at gøre det, da man så lige pludselig ved hvor mange folk der er og man så bliver nervøs. Men jeg kan bare ikke stoppe med at stirre på folk.
Jeg har fået flere reaktioner fra folk, som har kunnet mærke at jeg har stirret på dem. Så har folk vendt sig, kigget på mig eller reageret på en anden måde, som om de reagerede direkte på det. Både fra arbejde, i skolen, med familie og bekendte, fremmede m.v. Sågar børn har spurgt, hvorfor jeg kigger mærkeligt og ikke drejer hovedet. Senest har min søster også bemærket det, da jeg kørte bilen og hun sad på passagersæddet.
Det er forværret så meget med tiden, at jeg ikke ved hvad jeg skal gøre, andet end at isolere mig helt fra alt og alle, så jeg ikke kan stirre på folk og dermed ikke støde folk, for det ønsker jeg ikke. Jeg ønsker kun det bedste for folk og vil ikke såre, støde eller såre nogen eller noget, det kunne jeg ikke drømme om.
Blot kan jeg ikke holde op med at stirre på folk, hvis jeg er i nærheden af nogen.
Mit spørgsmål er derfor, hvad man gøre?
Jeg har lidt god erfaring ved at være socialt sammen med folk, hvor jeg bare 'glemmer' al det her med stirren. Men det er gået hen og blevet værre, så det ikke virker længere. De eneste situationer jeg nogenlunde føler jeg kan overkomme, uden at jeg stirrer på folk og har for meget fokus på det, er, når jeg er sammen med børn fx mine 3 små halvsøskende på 8-10 år, som jeg leger med. For her leger jeg med børnene og har det rart, da børn ikke er lige så veludviklet som voksne, der kan mærke hvis man stirrer og lægger mærke til det.
Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre, da min hverdag uden arbejde og uddannelse ikke giver mening. Det er som om at jeg mangler indhold og mening, da det her absolut ikke giver nogen rationel mening.
Jeg har for nylig lige været indlagt pga. forværret angsttilstand med mine allerførste panikanfald, men det er jeg helt ovre nu, hvor jeg ikke har haft panikanfald i rigtig lang tid og ikke rigtig føler mig angst mere. Nu er problemet mere OCD'en, som tvinger mig til at stirre på folk og ikke lader mig være i fred. Jeg blev også indlagt, fordi jeg havde selvmordstanker, da livet ikke gav mening og jeg derfor ikke havde lyst til at leve. Det gjorde mig skør med denne OCD-lidelse, så jeg ikke kunne holde det ud. For hvis ikke man kan være sammen med nogen, kan man intet, da en stor del af livet handler om at indgå i relationer.
Det skal til slut også nævnes, at jeg som barn har lidt af bakteriaangst, hvor jeg vaskede alting flere gangen, ligesom jeg vaskede mine hænder godt og grundigt flere gange. Bl.a. kunne jeg heller ikke klare, at folk så på min mad, for ellers kunne jeg ikke spise den, da der var kommet bakterier på maden og jeg så måtte smidde maden ud i skraldespanden, som jeg altid gjorde det i folkeskolen og dermed blev undervægtig, som jeg også har været indlagt som.
Kender du lidt til min situation? Kender du nogle af trækkene og hvordan det er? Kender du nogen der gør? Eller har du nogle forslag til, hvad man kan gøre? Så hører jeg meget gerne fra dig og vil blive rigtig glad.
Du kan evt. skrive til mig på mail: shais@hotmail.dk - 1000-tak (SMIL) :D
Jeg skriver dette indlæg, for til dels at blive klogere på hvad man kan gøre, og til dels for at komme i kontakt med andre, som lider af det samme.
Jeg er 22 år og lider af socialangst og OCD, hvor det sidste er det værste. Jeg har nemlig igennem det seneste års tid udviklet en rigtig ubehagelig OCD, som sammen med angsten gør, at jeg stirrer på alle folk ud af øjenkrogene. Og det føler jeg, at folk kan føle og er anstødende på folk.
Det er ikke fordi at jeg vender og drejer hovedet, nej, jeg kigger måske lige ud i en retning, men fordi mine øjne er 'spærrede' op og jeg samtidig har angsten og er i ekstra alarmberedskab, så stirrer jeg på alle folk ud af øjenkrogene ved at kigge til siderne uden at dreje hovedet. Det er som om, at jeg må vide, hvor alle folk er henne. Og det værste er, at jeg bliver mere usikker og utryg ved at gøre det, da man så lige pludselig ved hvor mange folk der er og man så bliver nervøs. Men jeg kan bare ikke stoppe med at stirre på folk.
Jeg har fået flere reaktioner fra folk, som har kunnet mærke at jeg har stirret på dem. Så har folk vendt sig, kigget på mig eller reageret på en anden måde, som om de reagerede direkte på det. Både fra arbejde, i skolen, med familie og bekendte, fremmede m.v. Sågar børn har spurgt, hvorfor jeg kigger mærkeligt og ikke drejer hovedet. Senest har min søster også bemærket det, da jeg kørte bilen og hun sad på passagersæddet.
Det er forværret så meget med tiden, at jeg ikke ved hvad jeg skal gøre, andet end at isolere mig helt fra alt og alle, så jeg ikke kan stirre på folk og dermed ikke støde folk, for det ønsker jeg ikke. Jeg ønsker kun det bedste for folk og vil ikke såre, støde eller såre nogen eller noget, det kunne jeg ikke drømme om.
Blot kan jeg ikke holde op med at stirre på folk, hvis jeg er i nærheden af nogen.
Mit spørgsmål er derfor, hvad man gøre?
Jeg har lidt god erfaring ved at være socialt sammen med folk, hvor jeg bare 'glemmer' al det her med stirren. Men det er gået hen og blevet værre, så det ikke virker længere. De eneste situationer jeg nogenlunde føler jeg kan overkomme, uden at jeg stirrer på folk og har for meget fokus på det, er, når jeg er sammen med børn fx mine 3 små halvsøskende på 8-10 år, som jeg leger med. For her leger jeg med børnene og har det rart, da børn ikke er lige så veludviklet som voksne, der kan mærke hvis man stirrer og lægger mærke til det.
Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre, da min hverdag uden arbejde og uddannelse ikke giver mening. Det er som om at jeg mangler indhold og mening, da det her absolut ikke giver nogen rationel mening.
Jeg har for nylig lige været indlagt pga. forværret angsttilstand med mine allerførste panikanfald, men det er jeg helt ovre nu, hvor jeg ikke har haft panikanfald i rigtig lang tid og ikke rigtig føler mig angst mere. Nu er problemet mere OCD'en, som tvinger mig til at stirre på folk og ikke lader mig være i fred. Jeg blev også indlagt, fordi jeg havde selvmordstanker, da livet ikke gav mening og jeg derfor ikke havde lyst til at leve. Det gjorde mig skør med denne OCD-lidelse, så jeg ikke kunne holde det ud. For hvis ikke man kan være sammen med nogen, kan man intet, da en stor del af livet handler om at indgå i relationer.
Det skal til slut også nævnes, at jeg som barn har lidt af bakteriaangst, hvor jeg vaskede alting flere gangen, ligesom jeg vaskede mine hænder godt og grundigt flere gange. Bl.a. kunne jeg heller ikke klare, at folk så på min mad, for ellers kunne jeg ikke spise den, da der var kommet bakterier på maden og jeg så måtte smidde maden ud i skraldespanden, som jeg altid gjorde det i folkeskolen og dermed blev undervægtig, som jeg også har været indlagt som.
Kender du lidt til min situation? Kender du nogle af trækkene og hvordan det er? Kender du nogen der gør? Eller har du nogle forslag til, hvad man kan gøre? Så hører jeg meget gerne fra dig og vil blive rigtig glad.
Du kan evt. skrive til mig på mail: shais@hotmail.dk - 1000-tak (SMIL) :D