Kan man elske et pap barn ?

Jeg har selv prøvet at være papfar, men siden hen fået mine egne børn (med en anden kvinde).
For mig er der ingen tvivl, der er himmelvid forskel.
Selv om jeg holdt af det papbarn, så er det intet ved siden de følelser jeg har for mine egne.
Betyder det, at man ikke kan elske et adoptivbarn, så højt som et biologisk barn❓Eller kan adoption ikke sammenlignes med det at få et papbarn ?
Er der nogen, som både har prøvet at få sine egne, og adoptere ?

Jeg tro man vil elske sit adoptivbarn ligeså højt som du vil elske dit biologiske barn, men din kærlighed til dit biologiske barn og dit adopterede ( læs: et adopteret barn som følge af barnløshed )vil nok være højere end kærligheden til et papbarn. Der er nogle helt andre bindinger rent følelsesmæssigt til de førstnævnte, da du selv har været med til at ønske dette barn og du vil elske det fra dag 1. Du kan selvfølgeligt også elske et papbarn, men den følelsesmæssige binding er nok forskellig alt efter hvor tidligt du har lært barnet at kende og hvad din indstilling til dette barn er. Oftest er et papbarn en ekstra person der følger med i et forhold og det er med disse individer som med alle andre, at du enten elsker dem fra dag 1, kommer til at elske dem eller måske aldrig. Et papbarn er for den udefra kommende person ikke et ønskebarn men jeg tror det generelt er meget forskelligt fra person til person.

Min søster og hendes mand har søgt om adoption.
De har været så fucking meget igennem, så jeg håber virkeligt det er det rigtige de gør.
Hilsen Kedelig mand, som er parat til at slå ihjel for sine biologiske børn.

Da jeg mødte min første kone, havde hun en søn på 2 år, hvor faderen ikke ønskede kontakt med drengen....utroligt.
Ingen tvivl om jeg elskede ham og lærte ham alt det jeg synes en far skal lære sin søn. I fritiden var vi sammen om alt og alle vores ferier tilbragte vi sammen.
Min kone blev gravid og vi fik tvillinger (en dreng og en pige)....uha uha for et arbejde, men det har været det hele værd.
Mine følelser ændrede sig ikke for min "pap-søn" og vi havde et godt forhold. Jeg gjorde aldrig forskel på ham og "mine egne".
Der er dog ting man som pap-far ikke forstår. Han gjorde indimellem ting, hvor jeg tænkte "hvorfor gør han det". Hvorimod min "egen søn", har jeg altid forstået og vidst hvordan han handlede. Min søn lignede mig op og ned af dage. Min "pap-søn" (åndsvagt ord) ville nok have haft større forståelse hos sin egen far, da de jo nok ligner hinanden og hans rigtige far, ville nok have været mere forudseende end jeg. Selv om jeg elskede ham og stadig gør, gør det nok lidt ondt at sige, de dybe følelser jeg har for min egen søn, kan jeg nok ikke leverer 100% til min "pap-søn" hvor meget jeg end ville. Ens følelser er man jo ikke altid selv herre over, men det er vigtigt ikke at gøre forskel på børn, uanset om det er ens egne eller om det er "pap-børn".
Jeg er fraskilt idag og gift igen, men jeg har stadig min "pap-søn" som jeg har mine egne.
Jeg har altid ment, at han skulle vide hvem hans rigtige far er. Han har mødt hans far, men weekenderne tilbragte han ved mig, da han ikke ønskede kontakt med sin rigtige far. Idag bor jeg så i et andet land, men ser mine børn ofte og på lige fod med min "pap-søn", både her og i Danmark.
Iøvrigt et rigtig godt indlæg du har lavet.

Jeg er sikker på at det vil blive et ønskebarn og de vil komme til at elske dette barn meget højt ligeså højt som hvis det var deres biologiske.Desværre er det ikke alle der kan få børn selv og disse mennesker må utroligt meget igennem for at få et barn. Men jeg mener disse børn der bliver adopteret generelt er højt elsket, da disse børn virkelig er ønskebørn.
Mine bedste ønsker til dem.
Knus Kvinden

Faktisk godt elske et papbarn. Jeg elsker da begge mine. Men jeg tror også at min og børnenes store fordel er at jeg ingen børn har selv. Havde jeg haft det dengang deres far og jeg fandt sammen, havde situationen set meget anderledes ud er jeg sikker på. Jeg havde nok ikke gidet at kæmpe så meget for at få tingene til at fungere og vinde deres kærlighed, hvis jeg havde haft min egen at tage hensyn til. Så held og lykke til din søster og svoger. Jeg er sikker på at de nok skal elske deres lille adoptivbarn....

Det er hellere ikke alle der passer sammen biologisk, selvom de
elsker hinanden. Og så må de ud og finde en anden partner at
få børn med, eller i sidste ende adoptere.
Jeg havde helt klart valgt at finde en ny partner, hvis lægerne
sagde at parterne ikke passede sammen. Adoption er altid den
sidste udvej, hvis man fysisk er forhindret i at få børn.

Helt kedelig er du da ikke, for det er et rigtig godt emne du der har bragt op.*S*
Ja jeg tror godt man kan elske sine BONUS børn lige så højt som ens egne børn. Men det er svært og det kan tage uendelig lang tid..
Men selvfølgelig er der nogle som aldrig kommer til det, men tror på jo yngre barnet er når man lærer det at kende jo nemmere er det netop fordi man kan værer med til at præge..
Og jo de mennesker som af en eller anden grund ønsker at adoptere går ind i det med hjertet, så de er åbne for det lille barn de får.. og tror det vil værer meget vanskelig IKKE elske et adoptivbarn.. Personligt tager jeg hatten af for de forældre der Vælger at blive forældre af denne vej..
I denne skilsmissetid, er det svært at finde en potientel partner som ikke har børn især når man når op i årene..
Man skal bare huske på en vigtig ting hvis der er særbørn, DE har ikke valgt at mor og far ikke kan sammen længere, de har ikke brug for at føle sig som en klods om benene, de har brug for at mærke de er lige så velkomne som den af deres forælder man nu kommer sammen med..
HAr bar indtrykket af at det er nemmere for Mænd at tage andres børn til sig end kvinder har, måske jeg tager fejl..?...
Men særbørn og bonusbørn ,?, ja en lille forskel vil der vel altid være.. jeg er selv Weekend papmor til 2 drenge,, og ville sku ønske de var mine,, (deres mor er en god mor) men de ligner begge deres far så meget på både krop og sjæl såå jeg kan ikk andet end elske de små poder... Og køber jeg til mine egne 2 køber jeg også til mine bonus drenge, dog ikke tøj..
min datters far meldte pas/ fra da hun stadig kun var et lille foster, men min kæreste har taget 99% over der hvor den biologiske far har svigtet.. tror på alt kan lade sig gører hvis man selv vil..

altså dig kan man da kun tage hatten af for..*SS*
Du har fat i det rigtige set med mine øjne. Generne kan man jo ikke løbe fra, og der vil altid være små finurlige ting som man ikke forstår hvor kommer fra..
En lille historie fra eget liv.. kendte ikke min egen far før jeg fyldte 12.. har aldrig set ham..
Jeg har aldrig kunne fordrage kartofler.. Første gang jeg er hos ham og hans kone bliver der serveret både kartoffler og Ris.. både min far og jeg spiser af risene.. Vi har den samme mani med at knække tændstikker.. *SS* sådan er der så meget.
i min egen rolle som mor har jeg altid tvunget mig selv til at spise en kartoffel eller 2 for ikke gøre mine børn kræsne.. Men min Yngste ( en pige på nu 5) har ALDRIG kunne få den kartoffel spist uanset hvad jeg så gjorde.. så det er lidt sjovt som arven går igen..
Men syntes det er flot du stadig tager dig af din BONUS søn godt han har dig.. Og et stort PLUS til drengens mor fordi hun lader dig være han "far" stadigvæk.. Det hører man desværre alt for ofte af bonusbørn og bonus forældre bliver tvunget til adskillese når de voksne ikke længere kan sammen..
Som jeg siger i mænd er nogle herlige skabninger..

Ja, mænd er måske nogle dejlige skabninger....men jeg er nu kun til piger (griner).
Drengen har én gang mistet sin rigtige far og han kan jo ikke gøre for, vi gik hver sin vej.
Jeg tror dog, at folk som ikke har børn selv og som desværre ikke selv kan få, vil elske anderledes når de adopterer. De tænker nok ikke så dybt i det "de ikke kan forstå" som vi andre gør....og heldigvis for det.
Og til "Kedelig mand", jeg håber det bedste for din bror og hans kone. Man forstår jo ikke alting på denne jord, én ting som jeg aldrig lærer at forstå "hvorfor findes der mennesker som ikke kan få børn sammen", er det ikke meningen med liv, at man skal formerer sig og det er det højst opnåelige for 2 som elsker hinanden. Og, hvorfor skal det være så svært at adopterer, når der er så mange ulykkelige og forældreløse børn i denne verden?

... vi er desværre for nyligt gået fra hinanden :-(, det kunne ikke være anderledes. Min ekskæreste har 3 dejlige børn, jeg holdt(/holder) utroligt meget af dem alle, dog mest af den ene, en DEJLIG unge. Det gør ondt og jeg er utroligt ked af jeg nu, i hvert fald delvist, mister kontakten til hende og hendes søskende. Faktisk kan jeg næsten ikke holde ud at tænke på det.
Dejlige unge.
Men sådan er livet, når man involverer sig, vi var sammen i 4 år, men når jeg ikke er genetisk forældre til barnet, så "rammer det x-tra hårdt", da jeg jo "ingen rettigheder har".
Ville dog aldrig have været den tid, som bonusmor for de dejlige børn, foruden, trods smerten nu.
Så, jo, man kan bestemt godt elske et bonusbarn. Jeg gjorde/gør i hvert fald.
Hilsner fra
soulomor

Dejligt, sådan skal det være, synes jeg. Rart at høre om hvordan du har gjort og hvad dit hjerte har kunnet rumme :-)
Hilsner fra
soulomor

Dejligt, sådan skal det være, synes jeg. Rart at høre om hvordan du har gjort og hvad dit hjerte har kunnet rumme :-)
Hilsner fra
soulomor

Som mor til både biologiske og adoptive børn kan jeg sige at det bestemt ikke er svært for mig at elske mine adoptive børn. Jeg elsker alle mine børn. Jeg holder af dem af forskellige grund, men jeg elsker dem allesammen.

er min erfaring som papmor

Selvfølgelig kan man elske sine papbørn, de er lige så meget værd som ens egne børn. SÅ SKAM DIG

Det tror jeg der er delte meninger om. Det tror jeg godt man kan, men det kommer meget an på omstændighederne. Jeg tror det er noget man enten gør eller også gør man ikke... måske kan du lære det... Det kommer nok an på om er ønskede børn eller ej. Det lyder hårdt, men jeg tror det er lidt forskelligt...

Uanset om det er papbørn eller ens egne biologiske børn, så skal de opdrages med kærlighed, tryghed og opmærksomhed. Børn er noget af det mest givende og vidunderlige der findes,de er ganske simpelt bare dejlige
FRED VÆRE MED ALLE BØRN PÅ JORDEN

Yes, det er jeg fuldstændig enig med dig i! :-)
Det er bare svært for nogle folk at se sådan på det

Grundpillerne i moderne børneopdragelse er Kærlighed, tryghed, og opmærksomhed, og så er det lige meget om det er papbørn eller ens egne børn. Og husk lige at Det hjerte man giver børnene kommer tifold igen.
De bedste hilsner Svend Åge

Grundpillerne i moderne børneopdragelse er Kærlighed, tryghed, og opmærksomhed, og så er det lige meget om det er papbørn eller ens egne børn. Og husk lige at Det hjerte man giver børnene kommer tifold igen.
De bedste hilsner Tek-12

Det er en god reminder, hvis jeg skulle ha haft børn

Det var da en skam, du ville da ellers nok blive den perfekte moder, du har jo en dejlig indstilling, til børneopdragelse. desværre er Verden så betændt af vold og terror, så man næsten ikke kan byde børn børn det.
MVH Tek-12

Men de har alle - både egne og papbørn - krav på en kærlig og omsorgsfuld opdragelse og at der IKKE bliver gjort forskel..

Man forventer vel heller ikke at papbørn skal ELSKE, men bestemt respektere ens nye partner vel?

Hej
Jeg er ved at have været det hele igennem. Min mand havde 2 børn inden jeg mødte ham. Vi har et barn sammen, kan ikke få flere, og prøver at adoptere. Der er forskel. De 2 store er bare dejlige og jeg glæder mig til at de kommer. Vi har dog mere et intenst venskab end et egentlig mor-datterforhold - for jeg er ikke deres mor og bliver det desværre aldrig. De betragter mig ikke som en mor - for sådan en har de i forvejen, og jeg vil ikke - kan ikke - trænge mig på. Jeg tror mere jeg er som en tante, som de har et rigtigt nært forhold til - og det er altså en dejlig ting.
Min egen søn er noget andet. Jeg elsker ham overalt på jorden og vil gøre alt for ham. Han er der hele tiden og der er samtidig langt flere forpligtigelser der følger med.
Det kommende adoptionsbarn tror jeg vil være på samme måde. Barnet vil være der hele tiden og der vil være en masse forpligtigelser der følger med. Et af de vigtigste element vil nok være, at barnet vil betragte mig som mor - i modsætning til bonusbørnen. Jeg får forældremyndighed over barnet - dvs. det er officielt mit - det er bonusbørn oftest ikke.
Hvis man har læst bogen "Den lille prins" kan jeg huske at han sagde et eller andet med, at det var den tid han havde "spildt" på sin rose, der fik ham til at elske den. Med hensyn til adoption er det altså en langsommelig proces, og derved har man godt nok spildt meget tid - ventet og ventet - og forestillet sig alt muligt, det foregår jo ikke helt på samme måde med bonusbønene - de er der bare.
Trille