Kan man gør sig meget godt for sit barn - at det

bliver giver tilbageslag? Eller hvad gør vi forkert?
Min datter er knapt 12 år.
Hun har i løbet af året haft masser af ferieture, overnatninger, og har haft så mange ture og oplevelser, vi har gjort hvad vi kunne, for at hun skulle være glad, men hun er meget agressiv herhjemme. Hun er efter os, og især hendes bror, og er direkte ond, mod os alle. Skubber, niver, ødelægger og kaster ting, og hendes lillebror går hun forbi, men rammer ham - ved et uheld, og dem har hun mange af. Hun råber øgenavne ad ham pga. bla. stammen
Hun gider os ikke, vil ikke hjælpe herhjemme, dog når der er lommepengedag, men nej alligevel ikke - smutter.
Hun skal i 7 kl. til næste skoleår, og jeg vil ønske at hun kan komme hjemmefra, da vi ikke kan magte hende længere. Det er en falliterklæring, men jeg vil gerne have at hun skal have hjælp til at 🙁få det bedre.

og ved ture og oplevelser blevet knyttet mere til andre.
I står som de "dumme" givere.
Det havde været bedre at give hende pligter, end ture.
Det ville hun blive en mere frisk og glad person af til glæde for hende selv, Jer og samfundet.

at tale med lærer og skolepsykologen.Nej, jeg mener ikkee, man kan gøre for meget godt for sit barn, men man kan godt finde sig i for meget!
Efterskole er måske en god ide, og jeg synes ikke, det er en falliterklæring. Jeg var på efterskole 2 år. Min familie boede et sted, hvor der var meget langt til skoler og kammerater, så det var en god løsning at tage på efterskole, og jeg var glad for det.

Jeg tror ikke man kan gøre for meget godt for sine børn - hvis det vitterlig er godt for barnet, det man gør.
Alle forældre vil deres børn det bedste, men det er bare ikke altid at de ting man gør, er de rigtige. Og det er altid meget nemmere at se for alle andre...
Jeg er selv mor til to, hvór den yngste er 12 år.
Præcis hvad der er gët galt er jo svært at sige. I tænker meget på at give jeres datter gode oplevelser, men aligevel kan I ikke magte hende længere. Uden at kende jeres baggrund eller jeres børns opvækst i øvrigt lyder det for mig som om jeres datter mangler omsorg og kærlighed. Hun mangler sin mor og far...
Hendes reaktion med vrede og agressivitet lyder for mig som et råb om hjælp. Hendes adfærd over for sin bror lyder som alvorlig jalousi.
Ture og oplevelser er skønne ting - men hvis jeres datter grundlæggende har det dårligt, er det jo ikke det der gør hende glad.
Jeg kan slet ikke holde tanken om at I vil sende jeres datter væk ud. Hun er altså stadig en lille pige, der har brug for sin mor og far. Samtidig er hun ikke velfungerende, og hvis hun sendes hjemmefra risikerer I at hun bliver kold og kynisk - for overhovedet at overleve.
Jeg synes I skal tage fat i en psykolog, der er vant til børn og teenagere. Både I og jeres datter har brug for redskaber til at blive velfungerende både som individuelle mennesker og som familie. Problemerne løses ikke ved at sende jeres datter væk.

ikke, man kan sige på forhånd. Men man må starte med at finde ud af, HVAD der er galt - og om hun også har problemer uden for hjemmet.

jeres datter har rigtig meget brug for sine forældre. Brug for klare retningslinjer og for at I viser positiv interesse.
Det ved jeg ikke om I gør, - men der er ingen tvivl om, at negativ opmærksomhed er bedre end ingen opmærksomhed.
De ferieture og overnatninger som hun har haft... har I været med på dem? Hvis ikke, så har hun sikkert ikke fået dækket sit behov for at være sammen med jer.
Hun skal lære at man tager sin del af pligterne i hjemmet og at der er en konsekvens, hvis hun smutter. At der er en konsekvens, hvis man ikke opfører sig ordentlig overfor andre. Så I som forældre skal være konsekvente. I behøver ikke råbe ad hende eller skælde hende ud. Det er nok at fortælle i et almindeligt toneleje, at hvis hun ikke gør det i beder hende om, så har det den og den konsekvens. Og så skal I holde det! (Det kan f.eks. være at hun ingen lommepenge får).
Men hun skal også lære at der er rare stunder sammen med sine forældre. At det er stunder, hvor hun som hun er, kan have nærvær med sine forældre.
Det kan også være godt at lave noget alene med hende, - hvor hendes bror ikke er med, så I kan have hende på tomandshånd.
Nogle af de bedste stunder jeg har med vores teenagerpige, er de stunder, hvor vi er alene og laver noget af det som hun har lyst til at lave.
Jeg kan også genkende nogle af de ting du skriver om din piges opførsel. Sådan kan vores pige også opføre sig. F.eks. ikke gide hjælpe med oprydningen, drille hendes lillebror, have et grimt sprog osv. Jeg tror det er en del af det at blive teenager... Men der er også en konsekvens. Og vil hun have nogle af de goder hun er vant til, - ja, så skal der andre boller på suppen.
Blot husk, at hun også "bare" er et barn, der har bru for omsorg, varme og forståelse. At blive set og hørt!

Og så skal man også tænke på, at hun er på vej ind i teenagerårene, og for en pige i den alder sker der SÅ meget indeni, at det kan være svært for hende selv at finde hoved og hale i noget som helst.
I kan godt få hjælp og vejledning ved en psykolog, hvis I synes I mangler redskaber (som andre også har nævnt), men jeg synes ikke I skal sende hende væk.
For mig er en efterskole ikke et sted man kan placere sine børn, fordi man ikke ved hvordan man skal magte dem, men fordi det kunne være en god oplevelse for barnet.
Det kan godt være at det ville være en god oplevelse for jeres datter, men hvad så, når hun kommer hjem igen??? Jeg synes I skal hjælpe jeres datter og jer selv, med at få et godt forhold til hinanden igen, inden hun skal nogle steder.

Hun mangler åbenbart, at de voksne har sat grænser for hende... Og nu er hun teenager, med alt hvad det medfører af frustrationer for selv velfungerende piger...
Det I gør og har gjort forkert er, at I ikke har sat grænser for hende. Det er jo uacceptabelt, at I tillader hende at te sig sådan - og tilmed at mobbe sin bror. Og så får hun ovenikøbet lommepenge, som belønning.
I må begynde at gi' hendes adfærd nogen konsekvenser (eksempelvis ingen lommepenge, eller fratage hende andre ting, som betyder noget for hende, hver gang hun opfører sig uacceptabelt). OG ligeså vigtigt, husk at belønne positiv adfærd, med ros og anerkendelse...
At en teengager er tvær og sur - er i sig selv ok, det hører med, men det du beskriver, er langt over det man skal tillade...
Der findes hjælp at hente, både hos en terapeut - eller i form af bøger... I skal simpelthen opdrage jeres datter...
Husk, det er ikke kun jeres datter der skal have hjælp - det er i høj grad jer som forældre, der skal på banen. At bare shippe hende videre i systemet - er måske ikke det bedste for hende... Hun har jo endnu ikke lært hjemmefra, hvordan man begår sig blandt andre mennesker...