Kan man indlede et forhold med en bipolar?

Hej sådan en skøn fredag aften!
Jeg har været på date med en rigtig sød og dejlig fyr 2 gange. Sidst vi sås havde han lidt svært ved at svare på nogle spørgsmål om hans fortid. Han har så mailet mig i dag, at det er fordi at han har en sygdom. Han er bipolar, eller maniodepressiv. Er det dumt at indlede et forhold med sådan en fyr?

De har desvære en vane med og være ustabile. Jeg skal ikke bestemme for dig men jeg ville nok trække i bræmsen og se tiden an.

så giv det dog en chance.
Alle har jo et eller andet og hvis han bliver behandlet for det, så behøver det jo ikke dominere jeres liv.
I min familie er der en ung fyr som har bipolar disorder og han har den sødeste kæreste og hun er lige så glad for ham som han er for hende og de har været sammen i 5 år eller sådan noget.
Muligt at Alex Smidt Nielsen har en masse erfaring på området og kan fortælle dig noget andet.
I bund og grund skal du jo følge din egen overbevisning.

Jeg ville ikke gøre det hvis jeg var dig. Du kan lide ham og de følelser vil vokse og så bliver du død ulykkelig når du indser det ikke går. Jeg datede en maniodepressiv, han var sød og dejlig og jeg fik stærke følelser for ham, men han kunne uden varsel blive negativ over de mindste ting og havde dårlige perioder hvor han slukkede telefonen i flere dage og da han havde fortalt at han havde prøvet at begå selvmord 3 år før blev jeg jo nervøs hver gang. Han ville have at vi skulle have et fast forhold og købe hus han kunne gå og arbejde på og få børn sammen. Men jeg kunne ikke lade vær med at tænke hvad hvis han prøvede at begå selvmord igen og jeg så stod med 2 børn og hus osv og til sidst var jeg drænet physisk af vores forhold for når vi var sammen brugte jeg al min energi på at være positiv og distrahere ham når noget gjore ham sur, jeg skulle hele tiden være på og kunne ikke slappe af når han var i nærheden. Jeg kunne ikke være sammen med ham mere end en weekend ad gangen, så jeg måtte ende det og det var rigtig hårdt.
Men igen din fyr behøver jo ikke at være på den måde, han har det måske bedre end ham jeg kendte, så hvis du virkelig kan lide ham så prøv nogle flere dates. Du ved bedst hvordan han er når i begynder at hænge ud derhjemme, så kan du se hans sande jeg. For som der blev sagt af en anden der er folk der kan være lykkelige og leve et godt liv med den sygdom. Lyt til dit hjerte, hvis du kan lide ham så kan du lide ham:)

Ikke særlig meget selv men har kendt 1 og kender andre fyre og piger der har kendt den slags menesker hvor det var meget hektisk. Som sagt jeg skal ikke bestemme men tag tingende stille og roligt og hvis hun bliver vild med ham og omvendt og det går godt og hun vil tage chancen jamen så gør hun det.

Det at han allerede fortæller dig det tidligt er et godt tegn. Det kræver nosser at leve med en bipolar, så hvis man bare vil have det lette og forudsigelige liv er det nok ikke en af os man skal vælge. Hvis man som en anden skriver så også vil tage ansvaret fra kæresten så skal det nok gå galt. Bipolar kommer i 2 grundvarianter, type I, den klassiske hvor man har manier eller har haft dem. Manier er absolut dden farlige del af de 2 tilstande, her kan det være umuligt at nå ind til personen og vi har også selv svært ved at styre hvad der foregår. Til gengæld kan manierne som jeg ser folk der har haft dem rimelig let behandles. Type II bipolare har aldrig haft en ægte mani, men er kendetegnet ved masser af depressioner. Hvor voldsomme depressionerne er er individuelt, og nogle folk der får ordentlig behandling kan have sygdommen under rimellig kontrol. snak med manden om hvordan hans bipolare tilstand og historie er og tag det roligt med at gå ind i et meget fast forhold altså villa Volvo og Vovhund!

og din pligt.

Du skriver : "....men har kendt 1 og kender andre fyre og piger der har kendt den slags menesker hvor det var meget hektisk."
😮 hm...jeg studser over dit "den slags mennesker" 😕
Men vi alle kan sikkert kategorisere andre mennesker i "den slags mennesker" - de fleste gør det så ikke, for det virker underligt angstfyldt. F.eks. er er dem der ryger, og dem der er bange for rygere, så er der dem der æder for meget, og nogle for lidt, og så er der de småborgerlige og de fanatiske (et eller andet) osv. osv. Men sidst og ikke mindst er der alle middelmådighederne - de såkaldt kedelige, og de er selvfølgelig også en slags mennesker. Dem kan man så i venners kreds kalde "den slags mennesker" 😃
Nå men spøg til side. Jeg har været gift med en maniodepressiv, og han var en meget spændende personlighed. At vores ægteskab gik i stykker, skyldes ikke hans disposition for mani eller depression. Det synes jeg kun var inspirerende, at han kunne veksle så meget. I de maniske perioder var han en fantastisk god kunstner og gav virkelig meget kærlighed - langt mere end andre jeg har kendt! Så måske var årsagen at han havde denne stærke følsomhed i sig altid. Men heraf var der selvfølgeig også de grå perioder, hvor jeg så måtte forstå at træde varsomt. Han fik ikke medicin, for det ville han ikke. Han så sin 'sygdom' som noget særegent ved ham, hvad det også var.
Iøvrigt ikke unormalt at spændende personligheder og kunstnere er manio depressive. Dirch Passer skulle have været det. Og hvem ville tro han kunne være depressiv, men det var han faktisk. Dybt depressiv i perioder.
Så jeg vil bestemt ikke fraråde trådstarter, at date denne fyr, hvis han altså facinerer hende. Hvis ikke må hun hellere holde sig til "den slags mennesker" hun måske selv tilhører❓- f.eks. en Mr. Ordinare 😉

Ikke særlig meget selv men har kendt 1 og kender andre fyre og piger der har kendt den slags menesker hvor det var meget hektisk. Som sagt jeg skal ikke bestemme men tag tingende stille og roligt og hvis hun bliver vild med ham og omvendt og det går godt og hun vil tage chancen jamen så gør hun det.

Tror du ligger meget mere i det jeg siger end hvad det endelig er. Han tilhører en gruppe af folk som har den her sygedom og derfor siger jeg den slags menesker. Det er ikke ment på nogen ond måde og som du selv beskriver kan det bruges til alle typer menesker hvilket jeg også gør.

Ok, jeg tror bestemt heller ikke du er ond. 😮 😉
Men jeg studsede alligevel, for det er ikke ligegyldigt hvad man siger - eller tænker for den sags skyld. Vi har det med at fragmentere vores medmennesker ud i grupper af individer, som viser at lige DEN gruppe hører vi ikke til. Men jeg bryder mig bare ikke om denne tendens. Muslimer bliver jo også generaliseret som "den slags mennesker" - selvom hver enkelt jo netop kunne kategoriseres under en hvilken som helst anden gruppe også. Rygere, idioter, kriminelle, arbejdsnarkomaner, sindslidende, fede, kunstnere, småborgere, spekulanter osv.osv.
Hvorfor ikke bare møde hinanden som MEDMENNESKER - og altså også denne mand, som for kvinden her er 'problemet' blot fordi han har en side i sig, som i visse sammenhænge kan være en sindslidelse - men i de rette omgivelser faktisk også kan være et potentiale til noget større og mere spændende. Måske kan han gi' mere end en almindelige (kedsommelig?) normal mand. 😃
Du advarede lidt imod ham, og det synes jeg er langt ude, blot fordi manden er maniodepressiv. Som sagt har jeg haft det tæt inde på livet, og kender en del kunstnere, der har denne 'lidelse' - som i meree kreative miljøer ikke ses som et bminus, men faktisk kan være et fortrin.
Så følsomhed (også når det tangerer overfølsomhed)behøver bestemt ikke være et onde eller en sygdom. Vores samfund er sygt, fordi der i omgangsformen kun er plads til attityden *lykkelig* - det afstedkommer en forløjet samværdsform, som jeg nemt kan gennemskue, og som faktisk gør mig mere utryg, end hvis jeg møder et menneske, der kan rumme både smerte og glæde - og i ekstem grad. Ja jeg ved jo godt at nogle er på selvmordets rand også - min mand var det inden jeg kendte ham (forsøgte selvmord som ung)men nu lever han et intens og spændende liv med sin såkaldte sygdom.
Jeg anerkender nok ikke maniodepressive som syge, men ser dem som ekstrem følsomme mennesker, kan du nok høre. Det moderne samfund er overfladisk! Ikke mindst i facebook og andre fora, hvor det vist hører til sjældenhederne at folk åbner op for de dybere og mere problematiske sider i sig selv - hvis de da tør erkende denne side. Man gemmer sig bag almindelig snik snak om ingenting, for at undgå at MÆRKE livet - uinteressant i længden at være sammen med 'den slags mennesker'. 😖
Så fik du den 😉

Hahaha ja det er et andet syn på sagen, dog lidt ked af at du skærer os "normale" over en kam og siger vi nok er kedelige.
Man behøver jo ikke og have en sindslidelse af en art for og være utrolig kærlig for sin partner eller for og have mod til og dele sine inderste tanker.
Men hvad folk gør skal jeg ikke bestemme, bare det virker 🙂

Hejsa du 🙂
Jeg selv er sund og rask og lider ikke af nogle sygdomme, hverken fysisk eller psykisk. Jeg begyndte at komme sammen med en pige med bipolar lidelse for nu snart 9 år tiden (tiden flyver...). Hun lagde alle kortene på bordet på vores første date. Hun havde været ude i noget af en rollercoaster i sit liv 1½ år tidligere (her overgår virkeligheden fiktion) og var blevet indlagt og mødte stadig op på daghospital nogle gange om ugen, da jeg mødte hende. Hendes fuldstændige ærlighed og åbenhed omkring hendes sygdom kunne jeg rigtig godt lide, jeg kendte ikke andet end overfladisk til sygdommen. Hun fortalte så, hun var på medicin (Litarex), derudover lød hun helt "normal" om man så må sige.
Jeg må sige, at jeg var draget af hendes personlighed, og blev ret hurtigt forelsket. Så glemmer man jo alle faresignalerne 😃 Vi var endda ret hurtige med at melde vores forhold ud ift. vores familier og lidt senere vores venner. Men stadig så vi tiden an.
Jeg oplevede nogle gange i de første måneder af vores forhold, hvor hun var lidt "oppe", dog ikke fuldstændig grelt. Lidt flyvsk blev det dog da vi efter 5mdr flyttede sammen. For mange omstillinger på een gang kan godt accelerere sygdommen, så hun var temmelig oppe at køre under flytningen og uger senere ang. indretning. Hun var dog heldig at have mødt mig, da jeg aldrig førhen havde boet under samme tag med en kæreste, så tænkte vist bare "nåja, sådan er kvinder jo" 😃
Lige min kæreste har dog fået rigtig meget ud af kognitiv terapi sammen med sin medicin. Af en 21-årig at være (hendes alder da vi mødtes), der havde hun ekstrem stor selvforståelse og tog sit liv og sin sygdom ekstremt seriøst. Det gør hun iøvrigt stadigvæk : skriver ALT ned i kalender og planlægger ud i fortiden. Problemet for mange manio-depressive er, når der er for mange "løse ender", som de ikke kan sætte "hak" ved - så begynder tankerne at accellerere og dermed sygdommen.
Hvis du er brændt varm på ham, så har jeg nogle erfaringer, som jeg gerne vil dele med dig.
1: prøv at lægge mærke til om han har en kalender - og om han bruger den. Det er et rigtig godt tegn. Det er meget vigtigt for en person med pipolar lidelse at strukturere sin dagligdag. Hvis han er lidt ligeglad med, hvordan han planlægger sin dag, så er det et dårligt tegn - og du vil nok hurtigt lide af det under et forhold. For så kan sygdommen netop accellerere - selv hvis han er på konstant medicin.
2: Angående det med medicinen: der er desværre flere med lidelsen, som ikke tager den regelmæssigt - og så kommer man hurtigt ind i en ond spiral. Hvis I alligevel igen kommer ind på hans sygdom kan du jo spørge ham ind til hans medicin - om han tager den som han skal osv.
3: søvn. Får han nok søvn? For lidt søvn kan i den grad accelerere sygdommen.
4: Kognitiv terapi: Hvis han ikke har været igennem sådan et forløb, så bør han komme det. Det hjælper meget til med at blive mere stabil mht. ovenstående punkter.
Min egen kæreste er her uhyre god til at strukturere sin hverdag og at tage sin medicin hver eneste dag. Det er nok også grunden til, at jeg kun mærkede lidt til hendes sygdom i starten af vores forhold. De seneste 8 år har jeg stort set INTET mærket til den.
- lad være med at komme med for mange pludselige indskydelser. Ja. Man kan ikke være 100% spontan - men næsten. Det kræver lidt øvelse. Det bliver jo selvfølgelig kedeligt i længden, hvis alt skal planlægges i forvejen. Men mht. det spontane - så kun en enkelt ting ad gangen.
5: Børn. Vil du gerne have børn? Her skal du måske tænke dig grundigt om. Jeg og kæresten har ikke fået børn og det tærer lidt på vores humør. Min kæreste VIL meget gerne have børn, vi har gået som katten om den varme grød i nu snart 5 år. Men hver gang, det bliver aktuelt, så bliver hun hunderæd for det. Af flere grunde
- hun skal helt ud af medicinen under en eventuel graviditet. (jeg ved ikke, om en mand bør gå ud af medicinen inden han gør dig gravid, her må han nok kontakte sin læge).
- Et barn er en stor omvæltning og vil i de første år stjæle nattesøvn, som kan accelerere sygdommen
- Manio-depressivitet er arveligt. Det er dog meget forskelligt, hvad de forskellige statistikker siger. Nogen siger 50% risiko. andre 20% og andre igen 60%. Vi ved dog også begge at et evt. barn vil være i rigtig gode hænder, idet vi ikke alene er "eksperter" i sygdommen, men også allerede er forberedte på, hvis den bryder ud.
Det var hendes egen far ikke - han havde sygdommen i fuldt flor for 20 år siden, netop har fået sygdommen igen, efter at have været "normal" i 20 år. Det afskrækker min kæreste meget. Fordi sygdommen igen kommer til at fylde. I vores forhold har den som sagt slet ikke fyldt, jeg synes det er meget synd for min kæreste - heldigvis kan
.....nu har jeg nok lige skræmt dig fra vid og sans ved at nævne alle dårligdommene, og hvad du typisk skal være opmærksom på. Men når man først får de grundlæggende ting ind i dagligdagen, så behøver det på ingen måde at være et problem. Ja, jeg tænker slet ikke over det i det daglige og er bare glad for at have mødt sådan en dejlig person.
Iøvrigt er mange med bipolar lidelse mere kunstnerisk anlagt og mere hjælpsomme, mere sociale overfor andre mennesker. Du behøver altså intet at frygte, hvis han tager sin medicin og strukturerer sin hverdag og ikke lukker alt for mange pludselige indfald ind i sin dagligdag. Han kan hænde at være en fantastisk kæreste for dig.
Al held og lykke med kærligheden 🙂 [l]

Ja en normal pige med et knap så pænt ansigt kan ikke score, men en smuk maniodepressiv kan. Sådan er verden blevet, kold og overfladisk.

Er du nu også så sikker på du er helt normal? Jeg mener når du skriver "os normale" tyder det jo på, at du identificerer dig med en normalgruppe af mennesker. 😃
Men kan vi så ud fra det konkudere, at det er normalt at gå op i at debattere på sol? Og hvis man tilhører gruppen af "den slags mennesker" er man så helt normal 😃
Hm... 😉
Man skal vel være lidt skør i boden, siden man gider det - kan vi ikke blive enige om det?
Pus 🙂

Det var derfor jeg lavede gåseøjn da jeg skrev det 😉 Du ved de her "". Ingen er jo nok helt normale alt efter hvilke briller du bruger.

Ja en normal pige med et knap så pænt ansigt kan ikke score, men en smuk maniodepressiv kan. Sådan er verden blevet, kold og overfladisk.

Er verden i dine øjne da mindre kold og overfladisk, hvis den smukke maniodepressive ikke kunne score?
Svar udbedes.

[quote="Anonym" post=2480475]Ja en normal pige med et knap så pænt ansigt kan ikke score, men en smuk maniodepressiv kan. Sådan er verden blevet, kold og overfladisk.[/quote]
Er verden i dine øjne da mindre kold og overfladisk, hvis den smukke maniodepressive ikke kunne score?
Svar udbedes.

- og hvem har bragt ordet "smuk" på banen? Hverken trådstarter eller jeg. Angående mit forhold, så er vi ret "gennemsnitlige", rent udseendemæssigt, ja jeg selv var nok "under gennemsnit", da jeg mødte min kæreste, men det har hun rettet op på sidenhen, hehe 😉

Jeg siger ikke at hun ikke har ret til det, jeg undrer mig bare over hvorfor udseendet er blevet så vigtigt og alle de grimme ting jeg plejer at få at vide. Men mænd vælger med øjnene har jeg fundet ud af.

Løgn, overfladiske menesker vælger med øjnede. Lad værd med og bedømme alle mænd ens og kvinder som er mindst ligeså slemme.

Nu skal du passe på med at skære alle over een kam.
Jeg er en fyr og på ingen måde udseendefikseret. Til gengæld er jeg den intellektuelle - og introverte type, dem er der heller ikke mange piger, der gider. Men dem om det.

Det er så bare en skam at der er så mange overfladiske mennesker til.

Hvad? Det er da mere tilladt for en fyr at være introvert og stille. Er man det som pige og tilmed med et udseende under gennemsnittet har man stort set ikke en chance. Men mænd skriver som regel også at jeg er grim på dating...barnligt.

Min pige er utrolig stille i sociale sammenhænge og er nok det folk vil kalde gennemsnit køn med lidt extra på kroppen.
Jeg syntes det er utrolig sødt at hun er den stille pige
Jeg syntes det er dejligt at hun ser naturlig ud
Og jeg har til dato ikke kendt en pige som tænder mig mere med deres krop.
Det er noget fis og sige at mænd kun går efter udsende, der er sikkert nogle som gør men det er langt fra alle.
Hun spurte mig forleden hvorfor jeg ville være sammen med hende da hun syntes jeg var for god til hende, jeg sagde til hende at for mig var hun den eneste jeg ville være sammen med og længere var den ikke.

Hehe Alex..fyre der tænker som du gør er aldrig single.

Det er min første pige og jeg er 22, der er ingen piger som gad mig fordi jeg ikke var god nok til dem.
Så kan i piger jo tænke over det i 5min.

Man skal aldrig dømme en person ud fra vedkommendes diagnose.
Og i det her tilfælde, der har din date bare været ærlig.
Psykiske sygdomme er et meget stort tabu, især når man er Maniodepressiv(som jo nu hedder Bipolar Sindslidelse).
Det er nok også derfor at der er mange der holder deres diagnoser/sygdomme for sig selv.
Folk har det med at dømme dem alt for hurtigt.
Ja, du tænker sikkert hvorfor jeg sidder og skriver det her.
Jeg har selv Bipolar Sindslidelse. Jeg har valgt og være åben omkring min sygdom, men jeg råber ikke til højre og venstre, hvad jeg fejler. Er åben omkring det, fordi jeg er ligeglad med hvad andre tænker om mig.
Selvom jeg er Maniodepressiv/har Bipolar er jeg et menneske ligesom alle andre. Jeg har bare en sindslidelse. Kan blive gal, når folk dømmer os, for i ved ikke hvad vi har været igennem.
Nu er det et stykke tid siden, at du har skrevet dette indlæg. Så jeg ved jo ikke om i fik det til at fungere. Men jeg kan sige så meget, møder du en ny fyr og han fortæller at han har Bipolar, så prøv, at snakke med ham om det. Spørg lidt ind til, hvordan det er at have Bipolar. Vi er jo meget forskellige, så jeg er jo nok ikke ligesom ham. Men misbrug ikke hans tillid. Hvis han fortæller han er åben omkring det, kan i sikkert få en god snak ud af det. Vælger han at dele det med dig, så døm ham endelig ikke på det.

Jer to, tak for jeres dybe indlæg, der da nok kan få os alle til at tænke over en ting eller to. For hvad er normalitet overhovedet? Ja, den slags kan man da alle tider filosofere meget over, og det er da netop i dette tankemæssige spændingsfelt vi kan vokse som mennesker. Tak.
Kærlig hilsen Albert Johansen

"En bipolar"... du skriver det som om der er tale om en særlig race af mennesker.
Men ja, man kan jo rent faktisk godt have et forhold til en bipolar; vi er hverken sindssyge, udpræget voldelige eller på anden måde mere unormale end gennemsnittet. Hvis han vel og mærke passer sin behandling.
Jeg er selv bipolar type 2 og de fleste har ingen idé om det, medmindre jeg selv siger det. Min medicin er tilpasset mine behov og jeg har en psykiater jeg ser indimellem for et "tune-up" men det er også det. Selvfølgelig er der gode og dårlige dage, men det har alle sgu. Og jeg har oplevet masser af "normale" mennesker der opfører sig ustabilt og urimeligt når de har dårlige dage.
Jeg har et temmelig afslappet forhold til det selv, det er en del af mig men det ér ikke mig og jeg er gudhjælpemig heller ikke min sygdom! Hvis man bruger sin humoristiske sans over for andre er det min erfaring at tingene glider nemmere.
Jeg synes virkelig det er synd for såkaldte "normale" mennesker hvis de afviser at lære et menneske at kende som de egentlig synes er sødt/rart fordi de får at vide at vedkommende er bipolar. Langt de fleste velbehandlede bipolare tager uddannelser, varetager almindelig jobs osv. For nogens vedkommende kræver det et nedsat timetal eller andre hensyn, fordi vi ofte er mere sensitive over for stress, men der er jo mange mennesker der har det sådan. Der er også masser af mennesker der går ned med depression eller opfører sig dybt irrationelt, så hvorfor frygte en bipolar som noget særligt svært?
Ja nogle, specielt dem med type et, som er mere ustabil og med kraftigere udsving KAN være langvarigt ustabile i form af psykose men måske skal du A) Spørge ham hvilken type han har, B) Spørge lidt ind til hans behandling og C) Indhente noget information. Det bedste er næsten af kontakte depressionsforeningen som er slået sammen med bipolar-foreningen. De har informationsmateriale om sygdommen og der kan du måske også snakke med én som selv har den. Bipolare er ikke farlige eller verdensfjerne. Vi er mennesker som alle andre og du møder, uden at vide det, mange af os gennem livet.

Du skriver : "....men har kendt 1 og kender andre fyre og piger der har kendt den slags menesker hvor det var meget hektisk."
😮 hm...jeg studser over dit "den slags mennesker" 😕
Men vi alle kan sikkert kategorisere andre mennesker i "den slags mennesker" - de fleste gør det så ikke, for det virker underligt angstfyldt. F.eks. er er dem der ryger, og dem der er bange for rygere, så er der dem der æder for meget, og nogle for lidt, og så er der de småborgerlige og de fanatiske (et eller andet) osv. osv. Men sidst og ikke mindst er der alle middelmådighederne - de såkaldt kedelige, og de er selvfølgelig også en slags mennesker. Dem kan man så i venners kreds kalde "den slags mennesker" 😃
Nå men spøg til side. Jeg har været gift med en maniodepressiv, og han var en meget spændende personlighed. At vores ægteskab gik i stykker, skyldes ikke hans disposition for mani eller depression. Det synes jeg kun var inspirerende, at han kunne veksle så meget. I de maniske perioder var han en fantastisk god kunstner og gav virkelig meget kærlighed - langt mere end andre jeg har kendt! Så måske var årsagen at han havde denne stærke følsomhed i sig altid. Men heraf var der selvfølgeig også de grå perioder, hvor jeg så måtte forstå at træde varsomt. Han fik ikke medicin, for det ville han ikke. Han så sin 'sygdom' som noget særegent ved ham, hvad det også var.
Iøvrigt ikke unormalt at spændende personligheder og kunstnere er manio depressive. Dirch Passer skulle have været det. Og hvem ville tro han kunne være depressiv, men det var han faktisk. Dybt depressiv i perioder.
Så jeg vil bestemt ikke fraråde trådstarter, at date denne fyr, hvis han altså facinerer hende. Hvis ikke må hun hellere holde sig til "den slags mennesker" hun måske selv tilhører❓- f.eks. en Mr. Ordinare 😉

[quote="alexsmithnielsen" post=2479857]Ikke særlig meget selv men har kendt 1 og kender andre fyre og piger der har kendt den slags menesker hvor det var meget hektisk. Som sagt jeg skal ikke bestemme men tag tingende stille og roligt og hvis hun bliver vild med ham og omvendt og det går godt og hun vil tage chancen jamen så gør hun det.[/quote]

Ligesom Einstein, Walt Disney, Boris Jeltsin, Marilyn Monroe og den britiske skuespiller Steven Frye som har lavet to fantastiske dokumentarer for BBC om det at være bipolar. Nogle af disse eksempler har gjort sig særligt dårligt bemærket ved irrationel adfærd, men her skal man også tænke på at der er grader og typer af sygdommen.
Jeg ærgrer mig over at bipolarer stort set altid beskrives i henhold til type 1, som er noget mere "hidsig" end type 2. Bipolarer der beskrives som særlig "inspirerende" mennesker og som meget vekslende. Nogle af os, mange af os, ønsker faktisk bare et helt fredeligt liv med familie og uden de store vilde eventyr, men det er der aldrig nogen der tror på, fordi bipolarer oftest beskrives som din mand.
Jeg har al respekt for dit indlæg, for det er jo grundlæggende positivt. Jeg håber bare at folk vil være lidt mere åbne og opmærksomme på at bipolarer er nøjagtig lige så forskellige som de såkaldte "normale". Normal er i øvrigt meget relativt. Jeg kender masser af "normale" mennesker som f.eks. ikke kan opføre sig normalt i pressede situationer, som går langt over stregen i mange henseender, men de har ingen diagnose, så de betragtes som "normale" selv når de går amok i en brandert, bruger alt for mange penge osv.

Tror du ligger meget mere i det jeg siger end hvad det endelig er. Han tilhører en gruppe af folk som har den her sygedom og derfor siger jeg den slags menesker. Det er ikke ment på nogen ond måde og som du selv beskriver kan det bruges til alle typer menesker hvilket jeg også gør.

Nå virkelig? Måske skal du vælge dine ord med omhu. At have en sygdom gør dig ikke til "den slags mennesker". Det udtryk ville ingen bruge om en med diabetes eller kræft. Det er hamrende nedsættende.

Hejsa du 🙂
Jeg selv er sund og rask og lider ikke af nogle sygdomme, hverken fysisk eller psykisk. Jeg begyndte at komme sammen med en pige med bipolar lidelse for nu snart 9 år tiden (tiden flyver...). Hun lagde alle kortene på bordet på vores første date. Hun havde været ude i noget af en rollercoaster i sit liv 1½ år tidligere (her overgår virkeligheden fiktion) og var blevet indlagt og mødte stadig op på daghospital nogle gange om ugen, da jeg mødte hende. Hendes fuldstændige ærlighed og åbenhed omkring hendes sygdom kunne jeg rigtig godt lide, jeg kendte ikke andet end overfladisk til sygdommen. Hun fortalte så, hun var på medicin (Litarex), derudover lød hun helt "normal" om man så må sige.
Jeg må sige, at jeg var draget af hendes personlighed, og blev ret hurtigt forelsket. Så glemmer man jo alle faresignalerne 😃 Vi var endda ret hurtige med at melde vores forhold ud ift. vores familier og lidt senere vores venner. Men stadig så vi tiden an.
Jeg oplevede nogle gange i de første måneder af vores forhold, hvor hun var lidt "oppe", dog ikke fuldstændig grelt. Lidt flyvsk blev det dog da vi efter 5mdr flyttede sammen. For mange omstillinger på een gang kan godt accelerere sygdommen, så hun var temmelig oppe at køre under flytningen og uger senere ang. indretning. Hun var dog heldig at have mødt mig, da jeg aldrig førhen havde boet under samme tag med en kæreste, så tænkte vist bare "nåja, sådan er kvinder jo" 😃
Lige min kæreste har dog fået rigtig meget ud af kognitiv terapi sammen med sin medicin. Af en 21-årig at være (hendes alder da vi mødtes), der havde hun ekstrem stor selvforståelse og tog sit liv og sin sygdom ekstremt seriøst. Det gør hun iøvrigt stadigvæk : skriver ALT ned i kalender og planlægger ud i fortiden. Problemet for mange manio-depressive er, når der er for mange "løse ender", som de ikke kan sætte "hak" ved - så begynder tankerne at accellerere og dermed sygdommen.
Hvis du er brændt varm på ham, så har jeg nogle erfaringer, som jeg gerne vil dele med dig.
1: prøv at lægge mærke til om han har en kalender - og om han bruger den. Det er et rigtig godt tegn. Det er meget vigtigt for en person med pipolar lidelse at strukturere sin dagligdag. Hvis han er lidt ligeglad med, hvordan han planlægger sin dag, så er det et dårligt tegn - og du vil nok hurtigt lide af det under et forhold. For så kan sygdommen netop accellerere - selv hvis han er på konstant medicin.
2: Angående det med medicinen: der er desværre flere med lidelsen, som ikke tager den regelmæssigt - og så kommer man hurtigt ind i en ond spiral. Hvis I alligevel igen kommer ind på hans sygdom kan du jo spørge ham ind til hans medicin - om han tager den som han skal osv.
3: søvn. Får han nok søvn? For lidt søvn kan i den grad accelerere sygdommen.
4: Kognitiv terapi: Hvis han ikke har været igennem sådan et forløb, så bør han komme det. Det hjælper meget til med at blive mere stabil mht. ovenstående punkter.
Min egen kæreste er her uhyre god til at strukturere sin hverdag og at tage sin medicin hver eneste dag. Det er nok også grunden til, at jeg kun mærkede lidt til hendes sygdom i starten af vores forhold. De seneste 8 år har jeg stort set INTET mærket til den.
- lad være med at komme med for mange pludselige indskydelser. Ja. Man kan ikke være 100% spontan - men næsten. Det kræver lidt øvelse. Det bliver jo selvfølgelig kedeligt i længden, hvis alt skal planlægges i forvejen. Men mht. det spontane - så kun en enkelt ting ad gangen.
5: Børn. Vil du gerne have børn? Her skal du måske tænke dig grundigt om. Jeg og kæresten har ikke fået børn og det tærer lidt på vores humør. Min kæreste VIL meget gerne have børn, vi har gået som katten om den varme grød i nu snart 5 år. Men hver gang, det bliver aktuelt, så bliver hun hunderæd for det. Af flere grunde
- hun skal helt ud af medicinen under en eventuel graviditet. (jeg ved ikke, om en mand bør gå ud af medicinen inden han gør dig gravid, her må han nok kontakte sin læge).
- Et barn er en stor omvæltning og vil i de første år stjæle nattesøvn, som kan accelerere sygdommen
- Manio-depressivitet er arveligt. Det er dog meget forskelligt, hvad de forskellige statistikker siger. Nogen siger 50% risiko. andre 20% og andre igen 60%. Vi ved dog også begge at et evt. barn vil være i rigtig gode hænder, idet vi ikke alene er "eksperter" i sygdommen, men også allerede er forberedte på, hvis den bryder ud.
Det var hendes egen far ikke - han havde sygdommen i fuldt flor for 20 år siden, netop har fået sygdommen igen, efter at have været "normal" i 20 år. Det afskrækker min kæreste meget. Fordi sygdommen igen kommer til at fylde. I vores forhold har den som sagt slet ikke fyldt, jeg synes det er meget synd for min kæreste - heldigvis kan
.....nu har jeg nok lige skræmt dig fra vid og sans ved at nævne alle dårligdommene, og hvad du typisk skal være opmærksom på. Men når man først får de grundlæggende ting ind i dagligdagen, så behøver det på ingen måde at være et problem. Ja, jeg tænker slet ikke over det i det daglige og er bare glad for at have mødt sådan en dejlig person.
Iøvrigt er mange med bipolar lidelse mere kunstnerisk anlagt og mere hjælpsomme, mere sociale overfor andre mennesker. Du behøver altså intet at frygte, hvis han tager sin medicin og strukturerer sin hverdag og ikke lukker alt for mange pludselige indfald ind i sin dagligdag. Han kan hænde at være en fantastisk kæreste for dig.
Al held og lykke med kærligheden 🙂 [l]

Supergodt indlæg. Jeg kan støtte op om søvn, planlægning, behandling mv.
Dertil vil jeg lægge at man skal være opmærksom på selvmedicinering. Nogle bipolarer drikker meget alkohol eller ryger f.eks. en del hash fordi de synes det hjælper. Det skal man være opmærksom på for den slags børn holdes på et MINIMUM når man er bipolar, eller har enhver anden sindslidelse. Det er dårlig kemi for hjernen og dermed også for sygdommen.
Mht. børn så er arveligheden ikke nødvendigvis en faktor. Jeg er selv den første i min familie med bipolar og ingen aner hvor det kommer fra. Ingen andre har det og dermed er der ingen arvelighed forbundet med det i min familie, hvilket er tilfældet for mange. Selvfølgelig skal man tænke sig om, men bl.a. mht. medicin så ér det muligt at nøjes med enten at skære ned eller at skifte medicin under graviditeten. For nogle bipolare gravide er det en opvejning af risikoen for at sygdommen bryder ud i fuldt flor versus risikoen for barnet - og den er heldigvis nu om dage rimelig lille, selvom nogle medicintyper er mere skadelige end andre, det bør man snakke med læge, gynækolog og jordemoder om, mens man planlægger graviditet.
Risikoen for fødselsdepression er højere end hos normale gravide, men her er det netop vigtigt at man enten bliver sat op til fuld dosis eller starter op igen straks efter fødslen. Derfor må bipolarer som oftest ikke amme, men det ér småting i forhold til så meget andet.
Mht. det spontane så kan det godt lade sig gøre. Men man skal, som du meget rigtigt skriver, ikke smide 50 ting i hovedet på en bipolar på én gang. Netop strukturerings-problemer og hukommelsesproblemer er ofte symptomer og de problemer KAN gøre det vanskeligt hvis man bliver bedt om at forholde sig til for meget på én gang. Det kan udløse manier eller hypomanier (afhængig af hvilken type man er), men der er jo også mange "normale" mennesker som ikke kan adminstrere alt for meget af gangen, så det må man hoppe op og springe ned på. Man skal dog også tænke over om man selv er et menneske der omgående kræver handling på enhver beslutning. Det er nemlig tit noget vi bipolare har problemer med, fordi det lige kræver en lille omstilling - og vi passer jo på os selv😉så man skal lige huske at have lidt tålmodighed, som med så mange andre mennesker ;)