kan man kalde dem for venner?

min højtelskede søster døde for ca 3måneder siden.
Jeg bor langt væk fra min familie, men jeg har dog nogle venner, eller nærmere sagt -troede jeg, for mine så kaldte venner, har ikke en eneste gang kommet med en blomsttil mig, inviteret mig på middag hos dem, ikke skrevet et kort til mig, ikke givet mig et knus og sagt, at det gør dem ondt - jo lige til begravelsen, men ellers ikke....
Timerne og dagende og ugerne er bare gået, som om intet var sket....jeg har ikke lyst til at snakke om min søster med mine venner, for de gør je som ingenting - dem alle sammen foruden 1 veninde, som virkelig har støttet mig....
Jeg følermig så svigtet af mine venner, jeg føler nu, at de er så egoistiske, at de kun tænker på sig selv...
Det kan godt være, at de ikke har så let ved at tale om døden, for de har aldrig mistet en nærstående (jo, den ene har mistet en veninde for 9 år siden)
Jeg har i starten da min søster døde snakket lidt om hende, men jeg følte, at mine venner var stået af....nu taler vi ikke om store teenage unge, vi taler om mennesker i mellem 35-39 år...
Er folk bare så bange for at tale om døden, eller er de ikke rigtige venner og hvorfor har de mon ikke lyst til at gøre noget ekstra godt for mig, lige i tiden efter min søster døde...????? ja, det er mig et stort spørgsmålstegn...

folk er bange for at tale om døden - de bliver mindet om deres egen dødlighed !
Jeg kondolere, det gør mig ondt med din søster.
Det er altid svært at være der for den der har mistet, vi har i vores del af verden et akavet forhold til døden.
Særlig svært er det hvis man ikke selv har stået i samme situation. Os der desværre har prøvet at miste en elsket, ved at vi har brug for at snakke om vedkommende igen og igen, og græde og græde, og vi ved at der ikke behøves at blive sagt noget som helst - vi vil bare gerne have vedkommende nær til at holde om os, eller sidde ved siden af, og bare forstå at vi går en svær tid igennem.
Men folk der ikke selv har mistet, kan ikke sætte sig ind i disse følelser, og da de ikke kan formå det, hvilket er helt naturligt er de forfærdelig bange for at blive påtrængende, eller gøre den sørgende endnu mere ked af det, evt ved at spørge ind til sorgen eller den afdøde, og derved medfører at den sørgende skal begynde at græde, for hvad skal vi så sige eller gøre ?
Det er forfærdeligt at midste et nærtstående menneske, særligt når dette menneske er ungt, som jeg vil tro det er i dit tilfælde, da du nævner alderen på de venner du føler svigter dig.
Jeg kan godt forstå du føler dig alene, men har du forsøgt at sige til dine venner at du har brug for mere omsorg lige pt ?
At du er ked af det, og har brug for at dele din sorg med dem❓Og at de ikke skal sige eller gøre noget, men bare være der - til stede sammen med dig.
Jeg er sikker på at dine venner simpelthen er så usikkere på hvad de skal sige og gøre - og sådan har langt de fleste mennesker det desværre, når det omhandler det allermest naturlige og uundgåelige, nemlig døden.
Pas godt på dig selv, og fortæl hvad du har brug for - amdre mennesker er desværre ikke tankelæsere !
Venligst Ayla

Var det cancer? Hader den lortesygdom

Jeg har selv været offer for cancer i nærmeste familie.
Det er meget forskelligt hvordan omgangskredsen reagerer. Rigtig mange ved slet ikke hvordan de skal forholde sig til situationen. Nogen reagerer ved slet ikke at lade høre fra sig, simpelthen fordi de ikke aner hvad de skal gøre og som tiden går, synes de bare det er pinligt at de ikke har kunne tage sig sammen og sådan kører den onde cirkel.
Andre igen vil helst ikke mase sig på. De vil sådan set meget gerne hjælpe, men er bange for at være i vejen, men hvis man kontakter dem selv, så skal de nok være der. De er bare ikke altid klar over, at man ikke rigtig kan overskue selv at tage kontakt.
Så er der så dem som måske tror at du har det ok (jeg lyver ikke, dem er der faktisk nogen af, som oven i købet ellers er søde og dejlige mennesker) og nok har nogen andre der tager sig af dig - og igen regner med at du nok ringer når det er.
Der er mange muligheder, men det er nogle af de mest hyppige.
Selvom man mener at folk bør tage kontakt til en, fordi man altså befinder sig i en sårbar situation hvor man ikke rigtig har noget overskud, så er det tit en selv der må tage initiativet til kontakten, da folk ikke vil trænge sig på eller ikke aner hvad fanden de skal gøre.
Du har min største medfølelse. Det er så svært og hårdt at miste og jeg håber du genfinder kontakten med dine veninder eller finder nogen ander der kan tage sig lidt af dig :-)

.... jeg må kondulere på det dybeste.
Jeg har i en alder på 34 år prøvet og miste, bare under andre omstændigheder for 1 mdr. og 20 dage siden.....
Men omgivelsernes reaktioner genkender jeg. Midt i sorgen, forventer man ens allernærmeste er der for en, selv ens egen familie.
Min familie kan ikke finde ud af hvordan man tackler sorg og så er det bedst og holde sig væk "til det går over"....
Ens bedste venner er der pludselig ikke...
Men måske og det håber jeg af hele mit hjerte, opdager du, at dem du ikke regnede med er der! Det kan være en, som du måske ikke har tænkt så meget over, men opdager at personen har et hjerte af guld. Så hold fast i det, da det kan udvikle sig....
De alle varmeste tanker og knus( fra en vild fremmed) og håber det bedste for dig for.
Bare jeg kunne gøre noget for dig.....
Varmt knus fra Panter10

Har ikke selv haft døden så tæt inde på mig, og derfor kan jeg heller ikke relatere 100% til det, men har en kammerat som mistede hans mor for nogen år tilbage, og der var heller ingen der hjalp udover mig, i den tid jeg nu kunne.. vores veje skildtes da man har forskellige planer med livet. Tror det fordi folk har det svært med at føle hvordan den anden person har det, og vil ikke sidde i en lige pludselig opståelig pinlig situation hvor de hverken ved hvad de skal gøre eller sige, selvom det jo fuldstændig grotesk.. selvfølig svært at fortælle dig hvad du nu skal gøre, nu har du vel fundet ud af hvem man kan regne med når det virkelig kommer til stykket.
Man siger jo, tiden læger alle sår… at såret læges og arret heles, så Man ser det næsten ikke.
Men i dette henseende tror desværre der skal noget mere professionel hjælp til.
Håber i hvert fald du finder vejen for dig!
Alt held og lykke herfra!