Kan man tilgive sin mor?

Jeg er i syv sind nu.. jeg er ked af det, og jeg er harm og gal.
Jeg føler mig splittet i et følelsesmæssigt kaos.
Fra jeg var ca 8 år og frem til 14 år, blev jeg misbrugt af min far. Min halvsøster gjorde ligeledes.. Hun meldte ham dog til politiet efter hun var flyttet hjemmefra, men af årsager jeg stadig ikke helt forstår, blev tiltalen frafaldet pga manglende beviser mange år efter misbruget.
Min mor vidste godt hvad der foregik, men hun var psykisk syg, og "bange" for min far.
Som 16 årige flygtede jeg hjemmefra, og levede et meget turbulent liv, uden kontakt til mine forældre.
Jeg blev dog gift, og fik selv børn.
Så døde min far for ca et år siden, og min mor kontaktede mig.
Jeg havde ikke lyst til at deltage i begravelsen, men det gjorde mig ondt at se min mor så ked af det, så jeg tog med.
Jeg havde ikke lyst til at have kontakt med min mor, fordi jeg også føler, at hun burde have grebet ind dengang!!
Nu fortæller hun mig, at hun er ked af alt det der skete, at vi var udsatte for min fars syge lyster, men at hun ikke turde gøre noget, fordi hun frygtede ham.. og hun havde ikke selv noget familie at søge hjælp hos.
Hun beder mig om at tilgive hende, og at vi skulle arbejde på at få en god tid sammen fremover, da jeg jo ikke ved hvor længe jeg har hende..
Det er UNFAIR syntes jeg... jeg føler mig så splittet, inderst inde holder jeg jo af min mor, men jeg føler også .......... hmmm.. kan ikke finde de rette ord, men jeg føler mig på en måde gjort fortræd.
Skal jeg mon tilgive hende, kan jeg det?
Jeg ved det ikke... det gør så ondt at tænke på

Du skriver ikke hvilken form for psykisk lidelse din mor har haft? Det kan have haft stor betydning for, hvor meget hun var i stand til at sige fra? Hun blev måske netop psykisk syg for at undgå at blive konfronteret med virkeligheden?
Jeg kan forestille mig, at det må være forfærdeligt at være der. Jeg synes, at du skal fortælle hende, hvordan dine følelser har været, hvor svigtet du har følt dig af en som, som skulle have beskyttet dig. Hvis du kan nå frem til det igennem noget tid, vil det uden tvivl være en lettelse for dig, hvis I kan forenes igen og at du kan tilgive din mor. Det er smertefuldt det du har været udsat for og der er ingen undskyldninger. Men det er smukt at kunne tilgive.

Som barn er ens fast holdepunkt forældrene. Det er dér man føler sig tryg og får sin støtte. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor hårdt det må have været for dig at opleve svigt fra begge dine forældre. Dels din fars overgreb, dels din mors manglende beskyttelse.
På en måde synes jeg, at det er fejt af din mor at komme til dig nu. Så hvis du tilgiver din mor skal det ikke være for hendes skyld, men din egen.
Jeg kom dog til at tænke på, at du skal overveje, om du vil fortryde, hvis I ikke bliver forsonede, og det så en dag er for sent?

mor virkelig ville hjælpe jer, ville hun have pakket sine sager og gået. At hun var banger for jeres far, er ingen undskyldning. Vil egenlig mene at det i sig selv var grund til at forlade ham. Hun kunne have flyttet by eller lignende, mens han var på arbejde, eller anmelde. Det værste ville vel havde været at han gennembankede hende, jeg ville foretrække det at at noget så grusomt skulle gå ud over mine børn. Du var et barn, hvad kunne du have gjort, lige meget hvad var det ikke din skyld. Sikken en dårlig spændig det må have været for jer. Tror også det er et fårsøg på at give dig dårlig samvittighed. Du behøver ikke tilvige hende, sig det lige ud! men i kan have en form for samvær, eller lidt kontakt. Men gør hvad du mener er rigitg for dig!
Håber du finder ud af det, held og lykke.

efter mange år, hvor jeg godt har vidst hvilke problemer min mor var oppe imod. Alligevel har jeg svært ved at acceptere den følelsmæssige fortræd hun har forvoldt mig. Det har intet med incest at gøre, men følelsmæssig afpresning, uforudsigelighed, og svigt på andre områder.
Jeg ved at den dag jeg virkelig kan tilgive hende, min mor, er det fordi jeg har arbejdet den følelsesmæssige proces igennem og der ikke findes mere nag i mig længere. Den dag vil jeg få fred med det. Måske fordi jeg så kan tilgive hende, men nok mest fordi mit indre arbejde er tilendebragt....
Jeg har ofte læst og hørt at man skal tilgive for sin egen skyld. Men spørgsmålet er om det er godt at gøre før sorgen er bearbejdet til ende.... Jeg er som sagt stadig i tvivl. Min mor har været død i 23 år nu, men som sagt.... jeg svinger stadig.
Jeg føler med dig og tror du nok skal finde ud af hvad der er rigtigt for dig. Held og lykke (-:

Du har kun 1 mor du kan tilgive; og pludselig en dag er det forsent at gøre det. Tænk over det...

Så skal du gøre, hvad der føles rigtig for dig og kun dig.
Føler på dine vejne, det er frygtelig hvad du har været igennem. jeg synes det er for nemt at sige, at hendes moar bare skulle pakke sydfrugterne, og bare tage af sted, når faderen ikke var hjemme, vi ved ikke hvad hun har været igennem, om hun fik tæst, eller hun var physisk nede osv.
Det bedste for dig er, at få professionelt hjælp,
til at få det hele beabejdet, så kommer svaret helt af sig selv! tror jeg, personligt er jeg selv at den opfattelse, det er vigtigt at tilgive/acceptere, for at komme videre.
Held og lykke, jeg er sikker på, du selv kommer frem til det rette.
Knuz Talbjerg

delvis har du ret, men en mor er en der skal beskytte sine børn og ikke en frygter sit eget helbred frem for sine børn. taler af erfaring. har selv en mor jeg ikke tale med, hun viste også jeg blev misbrugt men gjorde ikke noget

Jeg tror du med tiden vil finde fred i dig selv og måske kan du en dag forstå din mor.

At din mor IKKE forlod din far der da du var de 16 år eller lidt efter. Hun var jo ked da han dødede så det lyder som om de bare levede vidre sammen og ligesom glemte dig og din søsters overgreb?? Undskyld mig men forlod hun ham ikke og derved viste at hun var på jeres side så tror jeg bestemt ikke jeg ville eller kunne tilgive noget som helts. Hvordan vil hun på nogen måde undskylde sådanne grimme ting som dig og din søster blev udsat for. Men jeg tror faktisk at hun ikke smuttede fra ham?? Man vælger ikke selv sine forældre, husk det. Tænk på dig selv og dine børn og dit liv nu. Håber squ du/i har det godt..
Mange varme hilsner

kun har en mor skal man tilgive sådanne svinagtige sex ting. NEJ DU. Hun skal gøre hvad der er bedst for hende og hendes familie og ikke tænke på moderen. Hvor var hun da der var en mand der krævede sex med 2 små piger??
Sygeligt bare at skrive at man skal tilgive.. Tilgivelse er en stor ting men tilgivelsen kan ikke altid bruges trods alt...

Et menneske kan have utroligt meget magt over et andet menneske (min far mod min mor), min mor kom fra et kæft trit og retning hjem, og min far var tidligere millitærmand.
Det var tydeligt at se, at han levede videre i "kommando" verdenen selv i det private.
Min mor var meget undertrykt under hele sin barndom, og jeg mener at kunne huske, at hun selv var misbrugt.
Alle i familien indordner sig under den der har magten, når altså ikke man ved bedre, og ikke har kontakt udadtil til andre.
Jeg undskylder på ingen måde min mor, jeg forstår hendes reaktion, men samtidig er det jo ingen undskyldning.. Vi var KUN børn, og burde være trygge og beskyttede.
På et tidspunkt, jeg mener jeg var omkring 15 år, tog jeg til familiens læge, og fortalte at jeg havde problemer til min far, men nåede ikke at sige mere til ham, fik derimod den besked, at jeg skulle tage hjem igen, og tage mine forældre med.
Hmmm. det var en gammel læge, tror ikke at det var "noget" han ville blandes ind i, det var nok bare mig der havde "griller" i hovedet.
Så også der svigtede systemet jo.. og som barn, vidste man jo ikke bedre...
Der er så mange faktorer der spiller ind, når man tænker tilbage på alt det der skete dengang.
Inderst inde forstår jeg stadig ikke, hvordan nogle kan gøre sådan mod sine egne børn!
Men jeg er vis på, at det desværre sker i mange hjem stadigvæk... og mange lever resten af deres liv med disse forfærdelige minder, uden at andre får det af vide.

er det for sent at tilgive.

men har haft grund til at tilgive mennesker igennem livet, da jeg er kristen, ved jeg at man skal tilgive mest for ens egen skyld, fordi det æder dig op at bære nag, man kan tilgive men ikke glemme, sig det til din mor, og så prøv om du kan holde ud at være sammen med hende ellers ikke, som en anden skriver, det er følelsesmæssig blackmail, hun har brug for dig nu, men hun var der ikke da du havde brug for hende, men tilgiv. Prøv at skrive et brev til din mor om hvordan du følte da du var barn og disse ting foregik, men lad være at sende det til hende, brænd det, og tilgiv hende, hun kunne ikke gøre andet i sin afmagt. Jeg håber det bedste for dig og håber at du må få ro i dit indre
knus fra mig

ting tilgives overhovedet. Ikke i min verden.....

der kender dine følelser til bunds, så det er kun dig selv, der ved, om du kan tilgive hende. Jeg kan godt forstå din dybe smerte, når du nu skal tage stilling til dette. Jeg synes ikke, at begrundelsen om, at hun er en ældre person, der måske ikke har så længe igen skal være afgørende. Det afgørende er, hvordan du har det med at tilgive/ikke tilgive. Hvilken betydning har det ene eller det andet valg for dig og dit liv? Dengang du blev misbrugt havde du intet valg, nu som voksen, er valget i dine hænder - og du skal ikke tilgive, fordi du skal tage hensyn til hende, men fordi det er dét, du ønsker for at få fred med dig selv. Men det er blot min mening.
Alt godt fremover
Hej, hej

Din psykisk syge mor var så bange for et ondt menneske, at hun lod ham misbruge sine elskede børn. Og du bærer nag?
Kan du ikke se, at hendes svaghed ikke er et overgreb på dig? Du er vred på den forkerte. Find en terapeut.