Kan "ondskab" defineres?

I en anden tråd var der debat om "ondskab" og hvem der var skyld i den eller hvem som tillod den.
Begrebet "ondskab" blev aldrig defineret yderligere - men der kom - men alligevel talrige indlæg om hvorfor guder nu tillader samme udefinerede ondskab.
Måske endnu et forsøg på at nå en definition kan lykkes. Vi kan jo tage udgangspunkt i noget konkret.
Sidste week-end blev fire unge mænd dræbt i Roskilde området. Var det ondskab?
Det vil der nok være en del der føler. Kæresterne til de unge mænd vil nok mene at de har været ude for noget ondt.
Hvad med de tre passagerer som blev dræbt? Var de ude for ondskab fra den fjerde?
Hvad med ham der kørte bilen, var han ude for ondskab - og i givet fald fra hvem? Det var jo på en måde hans skyld ikke. Han gjorde det ikke med vilje, men i kådhed var det jo ham som forårsagede ulykken.
Religiøse mennesker har altid så travlt med at mennesket har sin frie vilje - så ham der kørte bilen var jo fri til at gøre det han gjorde - ikke? Han var IKKE udsat for ondskab - vel?
Han udsatte måske de andre for ondskab - men han havde sin frie vilje - selvfølgelig havde han også ansvaret for sine handlinger. Hans død var jo bare konsekvensen af hans egne handlinger - ikke?
Hvis vi tager en tur til Italien, var der en kaptajn som skulle blære sig og som i kådhed - eller måske var blevet bestukket af chefen. Hvem var det så der forårsagede de dødsfald som kom ud af det? Var det kaptajnen eller var det chefen som bestak ham til at sejle for tæt på?
Hvis nu en gud (ingen nævnt, ingen glemt) skulle AFVÆRGE ondskaben over dem som døde i det skibsforlis, hvad skulle en gud så have gjort? Skulle han have fjernet det undersøiske skær da han kunne se at skibet havde kurs den vej?
Skulle han så også have flyttet vejtræet på vejen ved Roskilde så de unge mennesker bare havde fået en trilletur ud på marken?
Husk nu at både kaptajnen og den unge chauffør havde deres frie vilje som menneske til at agere som de selv ville.
Det ER altså ikke nemt når man ønsker at indføre "fremmedlegmer" som guder, engle og dæmoner i en verden som følger nogle helt basale naturlove.

politikeren

Rigtigt godt spørgsmål. De religiøses tavshed i denne tråd, siger alt. De skal vist kringle en besvarelse meget for at få det til at hænge bare en anelse sammen.
Gud, hvor har man det dog let som ateist. Hvor gør man dog logikken og sammenhængen besværlig ved at være religiøs.

Dit problem er at du lægger en moralsk dom ind over ordet ondskab! Ligesom mange kristne lægger en moralsk dom ind over ordet synd.
Men synd betyder at mislykkes (ordret: at ramme ved siden af målet). Ondskab betyder det der gør ondt.
Syndede den unge mand der førte bilen? Ja, han mislykkedes med sine manøvrer, så han syndede. Var det ondskab? Ja, familie og venner ved det gør ondt. Syndede de unge mennesker i bilen der måske gejlede chaufføren op til at køre hurtigere? Ja, de ville sikkert gerne opleve et sus i maven, men deres plan var næppe et dødeligt uheld.
Problemet med at diskutere ord som synd og ondskab er, at folk så gerne vil gøre det til et moralsk spørgsmål: Noget med hvad man må og ikke må. Men det er meget enklere i virkeligheden: Synd er at mislykkes, og det sker hele tiden for os mennesker, uanset hvor troende vi er. Ondskab er når livet gør ondt og det oplever vi jo også allesammen.

Ondskab er ikke et ord, der anvendes i den vediske religiøse tradition. Det er et ord Kirken har opfundet. I Vaishnava-religionen opererer man i stedet med forskellige grader af uvidenhed. Den materielle natur fungerer ifølge naturens tre kvaliteter - godhed, lidenskab og uvidenhed - og des mere man er underlagt uvidenhedens kvalitet, des mere 'ond' er man.
Jeg går ud fra at ondskab i normal forstand defineres af det, der er imod Gud og sjælen. Alt, hvad der cementerer sjælen ind i en kropslig forståelse af sig selv er således ondt og alt, hvad der bidrager til forståelsen af sit sande væsen og Gud er godt.
I en vedisk forstand er ondskab eller uvidenhed det, der er imod sand viden. Her er Guds definition på viden, og alt, hvad der imod det, er uvidenhed eller ondskab - Krishna siger:
Ydmyghed; at være uden hovmod; ikke-vold; tolerance; enkelhed; at vende sig til en autoriseret åndelig mester; renlighed; vedholdenhed; selvbeherskelse; at forsage objekterne for sansenydelse; fravær af falsk ego; at indse det onde i fødsel, død, alderdom og sygdom; ubundethed; at være fri for tilknytning til børn, kone, hjem osv.; at være i ligevægt under både behagelige og ubehagelige hændelser; konstant og ren hengivenhed til Mig; at tilstræbe et liv på afsides beliggende steder; at være uafhængig af den generelle menneskemasse; at indse vigtigheden af selverkendelse; og filosofisk at søge efter den Absolutte Sandhed - alt i alt erklærer Jeg dette for at være viden, og hvad der end findes der udover, er uvidenhed. (Bg. 13.8-12)

🙁
1.) Dumhed, som kan se ud som ondskab.
2.) Idioti, som både i mild og ekstrem grad ses som ondskab (Jeg ville bare se hvad der skete hvis man gjorde sådanne)
3.) Den notoriske Sadist, hvor dr. Mengele står som bevis for ondskab lever, men også er en ekstrem grad for idioti.
→ Er dette ondskab?
Men ondskab er uhyre svært at definere. Jeg læste for et stykke tid siden om en af Pinochet's forhørsledere, han var en respekteret og afholdt læge, men blev beordret til at holde live i mishandlede fanger, så man kunne får flest mulige oplysninger ud af samme, han endte med selv at mishandle fanger, fordi han fik den ide at han så kunne gøre mindre ondt, men set i bakspejlet, var han godt klar over, at han langsomt men sikkert i stedet brugte sin uddannelse til at gøre mest ondt på kortest tid uden at fangen bukkede under.
Han betegnede det selv som ondskab.
jalmar