Kanonisk skrift.. Hvad er det?

Hejsa
Jeg er blevet stillet et spørgsmål, der lyder således:
Har hinduismen et kanonisk skrift?
Men jeg forstår ikke spørgsmålet, da jeg ikke ved hvad "kanonisk" betyder... Er det noget med love?
Jeg håber der er nogle der kan hjælpe :-)
Hilsen
Suriyan

Den bog der nu er kendt som Bibelen er i virkeligheden en samling gamle, guddommeligt inspirerede skrifter. Skrifterne blev til og blev samlet i løbet af en periode på 1600 år. Alt i alt udgør denne samling dokumenter hvad Hieronymus på latin træffende betegnede som Bibliotheca Divina eller Det Guddommelige Bibliotek. Til dette bibliotek hører et katalog eller en officiel fortegnelse over bøgerne, der er begrænset til netop de bøger der hører til inden for bibliotekets fagområde. Alle andre bøger er udeladt. Jehova Gud er den store Bibliotekar der fastlægger normen for hvilke skrifter der skal medtages. Bibelen er således en samling bestående af 66 bøger som alle er et resultat af Guds vejledende hellige ånds virke.
Den række bøger der anerkendes som uforfalskede og inspirerede, omtales ofte som Bibelens kanon. Det hebraiske ord (qanæh´) betød oprindelig en rørkæp der blev brugt som målestok når man ikke havde et stykke træ ved hånden. Apostelen Paulus brugte det græske ord kanon´ i betydningen „rettesnor“, samt om det „distrikt“ han havde fået tildelt efter mål. (Gal. 6:16, NW, 1984-udgaven, fodnote; 2 Kor. 10:13) Kanoniske bøger er derfor bøger som er sande, inspirerede og værdige til at blive brugt som rettesnor for hvad der er den rette tro, lære og adfærd. Hvis vi som lodsnor bruger bøger der ikke er „lige“, vil vor „bygning“ ikke være i overensstemmelse med sandheden, og den vil ikke blive godkendt af den store Bygmester.
Hvad der kendetegner de kanoniske bøger. Efter hvilke guddommelige kriterier blev det afgjort at Bibelens 66 bøger er kanoniske? Først og fremmest måtte dokumenterne omhandle Jehovas gerninger i forbindelse med jorden, samtidig med at de måtte få mennesker til at tilbede Jehova og indgive dem dyb respekt for hans navn, hans gerninger og hans hensigter med jorden. De måtte vidne om at de var inspirerede, at de var et resultat af den hellige ånds virke. (2 Pet. 1:21) De måtte ikke appellere til overtro eller tilbedelse af skabninger, men skulle i stedet tilskynde læserne til at elske Gud og tjene ham. Der måtte ikke være noget i de enkelte skrifter der var i konflikt med hele bogens indre harmoni, men hver eneste bog måtte ved sin overensstemmelse med de andre bekræfte at der kun er én forfatter, nemlig Jehova Gud. Man ville også forvente at bøgerne vidnede om nøjagtighed, selv i de mindste detaljer. Foruden disse grundlæggende kendetegn er der i hver enkelt bog, alt efter indholdets karakter, andre sikre tegn på at den er inspireret og derfor kanonisk, og disse er omtalt i indledningen til hver af lektionerne over Bibelens bøger. Desuden er der visse særlige omstændigheder for henholdsvis De Hebraiske Skrifters og De Kristne Græske Skrifters vedkommende som er med til at fastlægge den bibelske kanon.

Hej ftg,
Jeg ved at jeres selskab har udgivet en lille bog om andre religioner.
Måske har du læst den?
Kan du ud fra det fortælle, om man kan betragte nogle af hinduismens skrifter som kanoniske? Dvs. at hinduismen har kanoniske skrifter?
Hilsen
Suriyan

Men jeg tror ikke man kan kalde dem kanoniske.
Her er hvad der står om skrifterne:
Hinduismens hellige skrifter
De ældste skrifter er Vedaerne, en samling bønner og hymner der kaldes Rigveda, Samaveda, Yajurveda og Atharvaveda. De er blevet til over en periode på adskillige århundreder og blev fuldført omkring år 900 f.v.t. Senere blev andre skrifter føjet til, deriblandt Brahmanaerne og Upanishaderne.
Brahmanaerne forklarer hvordan ritualer og offerhandlinger, både private og offentlige, skal udføres, og går i detaljer om deres dybere betydning. De blev skrevet fra omkring år 300 f.v.t. eller senere. Upanishaderne (bogstaveligt: „sidde hos [en lærer]“), også kaldet Vedanta og skrevet omkring år 600-300 f.v.t., er en række afhandlinger der efter hinduisk filosofi forklarer årsagen til alle tanker og handlinger. I disse skrifter findes læren om samsara (sjælevandring) og karma (troen på at ens nuværende lod i livet skyldes gerninger man har gjort i en tidligere tilværelse).
En anden gruppe skrifter er Puranaerne, som er lange allegoriske beretninger der indeholder mange myter om guder, gudinder og helte. Til det omfattende hindubibliotek hører også de to store eposer Ramayana og Mahabharata. Den første er, ifølge A. Parthasarathy, en beretning om „Herren Rama . . . den berømmeligste af alle skikkelser i den hellige litteratur“. Ramayana er fra omkring det fjerde århundrede f.v.t. og er et af hinduernes populæreste skrifter. Det handler om helten Rama eller Ramachandra, der af hinduerne betragtes som den ideale søn, broder og ægtemand. Han regnes for at være den syvende avatar (inkarnation) af Vishnu, og hans navn bruges ofte som hilsen.
I det andet store epos, Mahabharata, indgår værket Bhagavadgita, der ifølge Bhaktivedanta Swami Prabhupada, grundlæggeren af Det Internationale Selskab for Krishna-bevidsthed, „er den højeste undervisning i moral. . . . Bhagavad-gitas sidste instruktion er det sidste ord i al moral og religion: overgiv dig til Krsna [Krishna]“. — BG.
Bhagavadgita (Den Himmelske Sang), der af nogle betragtes som „juvelen i Indiens åndelige visdom“, er en samtale på en slagmark „mellem Herren Sri Krsna [Krishna], den Almægtige Personlige Guddom, og Arjuna, hans nære ven og hengivne discipel, som han underviser i selverkendelsens kunst“. Men Bhagavadgita er altså kun en enkelt del af hinduernes omfattende hellige skrifter. Nogle af disse skrifter (Vedaerne, Brahmanaerne og Upanishaderne) kaldes Sruti („det hørte“) og regnes for at være direkte åbenbaring. Andre, deriblandt eposerne og Puranaerne, kaldes Smriti („det som er erindret“) og opfattes som formuleret af mennesker skønt de hidrører fra åbenbaring. Dette gælder Manusmriti eller Manus Bog, der indeholder hinduernes religiøse og sociale lov og forklarer hvordan kastevæsenet er opbygget.

Hejsa
Jeg fandt en hjemmeside på nettet om hinduismen, hvor de havde en oversigt over kanoniske og ikke -kanoniske skrifter i hinduismen.
F.eks. er Vedaerne og Upanishaderne kanoniske skrifter, mens Bhagavad Gita og Mahabharatham ikke er kanoniske skrifter indenfor hinduismen.
Venlig hilsen
Suriyan

men det var da Vayasa der skrev Mahabharathaen, så vidt jeg ved, og så selvfølgeg også Bhagavad Gita, der jo er en del af Mahabharathaen.

Her er kilderne, til det jeg skrev.
http://sv.wikipedia.org/wiki/Helig_skrift
http://sv.wikipedia.org/wiki/Rigveda (under kategorien: Artikelkategorier: Ugglan | Hinduismens kanoniska skrifter).
Hilsen
Suriyan

Måske har du lyst til at læse hele kapitlet?
HVAD er hinduismen? Er det blot en religion som — efter overforenklet vestlig opfattelse — består i kastevæsen, ærbødighed for hellige køer og rituelle bade i Ganges? Eller indeholder den mere? Ja, den indeholder langt mere. Hinduismen er en helt anden livsopfattelse, et syn på tilværelsen som er fuldstændig blottet for vestlige værdibegreber. Vesterlændinge er tilbøjelige til at opfatte livet som en fremadrettet linje i historien. Hinduerne opfatter livet som et uendeligt kredsløb hvori menneskets historie kun har ringe betydning.
Det er ikke nemt at beskrive hinduismen, for den har ingen bestemt troslære, intet præsteskab og ingen fælles ledelse. Den har dog sine swamier (lærere) og guruer (åndelige vejledere). En religionshistorie definerer bredt hinduismen som „hele det kompleks af trossætninger og institutioner der er opstået fra dengang deres ældste (og helligste) skrifter, Vedaerne, blev samlet og indtil nu“. Et andet værk erklærer: „Man kan sige at hinduismen består i ærbødighed for eller dyrkelse af guderne Vishnu eller Shiva, eller gudinden Shakti, eller deres inkarnationer, aspekter, ægtefæller eller afkom.“ Dette omfatter dyrkelsen af Rama og Krishna (inkarnationer af Vishnu) samt Durga, Skanda og Ganesha (Shivas hustru og hans sønner). Det siges at hinduismen omfatter 330 millioner guder, og dog hævdes det at hinduismen ikke er polyteistisk. Hvordan kan det passe?
Den indiske forfatter A. Parthasarathy forklarer: „Hinduerne er ikke polyteister. Hinduismen taler om én Gud . . . De forskellige guder og gudinder i det hinduiske panteon repræsenterer blot den ene overordnede Guds kræfter og funktioner i den manifesterede verden.“
Hinduerne omtaler ofte deres tro som sanatana dharma, der betyder evig lov eller orden. „Hinduisme“ er i virkeligheden en samlebetegnelse for et utal af religionstyper og sekter (sampradayas) der i årtusindernes løb er vokset frem under den komplekse gamle hindumytologis paraply. Denne mytologi er så vanskelig at udrede at opslagsværket New Larousse Encyclopedia of Mythology siger: „Indisk mytologi er en frodig jungle af sammenfiltrede vækster. Når man vover sig ind i den lukkes dagslyset ude, og man mister enhver klar retningsfornemmelse.“ I det følgende vil vi dog forsøge at beskrive nogle af de træk og opfattelser der kendetegner denne tro.
Skønt hinduismen ikke er så udbredt som flere andre store religioner, havde den i 1990 henved 700 millioner tilhængere — svarende til omkring en ottendedel (13%) af jordens befolkning. De fleste af disse bor imidlertid i Indien, så det er naturligt at spørge: Hvordan og hvorfor er hinduismen blevet koncentreret i Indien?
Nogle historikere siger at hinduismens rødder skal søges for over 3500 år siden i en folkevandring der bragte et lyshudet arisk folkeslag fra nordvest ned i Indusdalen i det nuværende Pakistan og nordvestlige Indien. Derfra bredte indvandrerne sig til Gangessletten og det meste af Indien. Nogle eksperter siger at de religiøse forestillinger de bragte med sig, var grundlagt på gamle iranske og babyloniske lærdomme. Et af de træk som går igen i mange kulturer og som også findes i hinduismen, er et sagn om en vandflod.
Hvilken form for religion udøvede man i Indusdalen før arierne kom til? En arkæolog, sir John Marshall, taler om „’den store modergudinde’, undertiden fremstillet som en gravid kvindefigur, men i de fleste tilfælde som en nøgen kvindefigur med høj krave og hovedbeklædning“, og siger: „Dernæst kommer ’den mandlige gud’, der ’straks genkendes som en prototype på den historiske Shiva’, siddende med samlede fodsåler (en yogastilling), ithyfallisk (hvilket leder tanken hen på lingakulten [en falloskult]), omgivet af dyr (som symboliserer Shivas tilnavn ’Dyrenes Herre’). Der er fundet et væld af stenfigurer som forestiller fallos og vulva, . . . hvilket viser hen til linga- og yoni-kulten for Shiva og hans ægtefælle.“ (World Religions — From Ancient History to the Present) Shiva æres den dag i dag som en frugtbarhedsgud og dyrkes i form af en linga eller fallos. Han rider på tyren Nandi.
En lærd hindu, Swami Sankarananda, har imidlertid en anden udlægning. Han siger at de sten man ærede, hvoraf nogle er kendt under navnet Shivalinga, oprindelig var symboler på „himmelilden eller solen og solilden, strålerne“. (The Rigvedic Culture of the Pre-Historic Indus) Han forklarer at „sexkulten . . . ikke opstod som en religiøs kult. Det er den blevet senere. Den er en degeneration af det oprindelige. Det er folk der trækker idealet, som er for højt til at de fatter det, ned på deres eget plan.“ For at imødegå den vestlige kritik af hinduismen siger han at de kristne der ærer korset, et hedensk fallossymbol, i virkeligheden er „dyrkere af en sexkult“.
Med tiden blev de indiske trossætninger, myter og sagn skrevet ned, og de foreligger nu som hinduismens hellige skrifter. Disse skrifter er meget omfattende, og de forsøger ikke at fremstille nogen samlet eller ensartet hinduisk lære.
Hinduismens hellige skrifter
De ældste skrifter er Vedaerne, en samling bønner og hymner der kaldes Rigveda, Samaveda, Yajurveda og Atharvaveda. De er blevet til over en periode på adskillige århundreder og blev fuldført omkring år 900 f.v.t. Senere blev andre skrifter føjet til, deriblandt Brahmanaerne og Upanishaderne.
Brahmanaerne forklarer hvordan ritualer og offerhandlinger, både private og offentlige, skal udføres, og går i detaljer om deres dybere betydning. De blev skrevet fra omkring år 300 f.v.t. eller senere. Upanishaderne (bogstaveligt: „sidde hos [en lærer]“), også kaldet Vedanta og skrevet omkring år 600-300 f.v.t., er en række afhandlinger der efter hinduisk filosofi forklarer årsagen til alle tanker og handlinger. I disse skrifter findes læren om samsara (sjælevandring) og karma (troen på at ens nuværende lod i livet skyldes gerninger man har gjort i en tidligere tilværelse).
En anden gruppe skrifter er Puranaerne, som er lange allegoriske beretninger der indeholder mange myter om guder, gudinder og helte. Til det omfattende hindubibliotek hører også de to store eposer Ramayana og Mahabharata. Den første er, ifølge A. Parthasarathy, en beretning om „Herren Rama . . . den berømmeligste af alle skikkelser i den hellige litteratur“. Ramayana er fra omkring det fjerde århundrede f.v.t. og er et af hinduernes populæreste skrifter. Det handler om helten Rama eller Ramachandra, der af hinduerne betragtes som den ideale søn, broder og ægtemand. Han regnes for at være den syvende avatar (inkarnation) af Vishnu, og hans navn bruges ofte som hilsen.
I det andet store epos, Mahabharata, indgår værket Bhagavadgita, der ifølge Bhaktivedanta Swami Prabhupada, grundlæggeren af Det Internationale Selskab for Krishna-bevidsthed, „er den højeste undervisning i moral. . . . Bhagavad-gitas sidste instruktion er det sidste ord i al moral og religion: overgiv dig til Krsna [Krishna]“. — BG.
Bhagavadgita (Den Himmelske Sang), der af nogle betragtes som „juvelen i Indiens åndelige visdom“, er en samtale på en slagmark „mellem Herren Sri Krsna [Krishna], den Almægtige Personlige Guddom, og Arjuna, hans nære ven og hengivne discipel, som han underviser i selverkendelsens kunst“. Men Bhagavadgita er altså kun en enkelt del af hinduernes omfattende hellige skrifter. Nogle af disse skrifter (Vedaerne, Brahmanaerne og Upanishaderne) kaldes Sruti („det hørte“) og regnes for at være direkte åbenbaring. Andre, deriblandt eposerne og Puranaerne, kaldes Smriti („det som er erindret“) og opfattes som formuleret af mennesker skønt de hidrører fra åbenbaring. Dette gælder Manusmriti eller Manus Bog, der indeholder hinduernes religiøse og sociale lov og forklarer hvordan kastevæsenet er opbygget. Hvilke religiøse opfattelser har disse hinduskrifter så affødt?
_____

I hinduismen er der, ligesom i andre religioner, visse grundideer der præger folks tankegang og daglige adfærd. En vigtig grundtanke er læren om ahimsa (sanskrit: ahinsa) eller ikkevold, som Mohandas Gandhi (1869-1948), også kaldet Mahatma, var så kendt for. (Se side 113.) Ifølge denne filosofi bør hinduer ikke dræbe eller øve vold mod andre skabninger, og det er en af grundene til at de ærer visse dyr, heriblandt køer, slanger og aber. De strengeste eksponenter for læren om ahimsa og respekt for livet er tilhængerne af jainismen (grundlagt i det sjette århundrede f.v.t.), som går barfodede og har et klæde for munden for ikke at sluge noget insekt. (Se side 104 og billedet på side 108.) I modsætning hertil er sikherne kendt for deres krigertradition, og et af deres almindelige efternavne, Singh, betyder løve.
Et alment kendt element i hinduismen er varna, det vil sige kastesystemet, som inddeler samfundet i skarpt adskilte klasser. Man kan ikke undgå at bemærke at det hinduiske samfund stadig er lagdelt på grund af dette system, som dog forkastes af buddhister og jainer. Ligesom racediskriminationen stadig lever i De Forenede Stater og andre steder, er kastevæsenet dybt forankret i indisk tankegang. Det er på en måde en slags klassebevidsthed svarende til den der, om end i ringere grad, stadig findes i det britiske samfund og andre steder. (Jakob 2:1-9) I Indien fødes man altså ind i en streng kasteordning som det er næsten umuligt at slippe ud af. Den almindelige hindu søger heller ikke at slippe ud. Han betragter det som sin forudbestemte, uundgåelige lod i livet, som resultatet af hans egne gerninger i et tidligere liv, det vil sige af karma. Men hvordan er kastevæsenet opstået? Svaret må søges i den hinduiske mytologi.
Ifølge den hinduiske mytologi var der oprindelig fire hovedkaster der udgik fra forskellige dele af urmennesket Purushas krop. I en af Rigvedas hymner hedder det:
„Da de sønderdelte Purusa [Purusha], i hvor mange dele blev han da delt?
Hvad blev hans mund til? Hvad blev hans arme til?
Hvad blev hans lænder til og hvad blev hans fødder kaldt?
Af hans mund blev brahmanen [den højeste kaste] til, af hans arme krigeren,
af hans lænder vaisyaen, og af hans fødder sudraen.“ — Hinduisme i fortid og nutid af Kaj Mogensen.
Præsterne eller brahmanerne, den højeste kaste, blev altså anset for at stamme fra Purushas mund, den øverste legemsdel. Magthaver- og krigerklassen (kshatriya eller rajanya) kom fra hans arme. Agerbrugernes og de handlendes klasse, kaldet vaisya eller vaishya, udgik fra hans lænder. Den laveste kaste, sudra eller shudra, arbejderklassen, stammede fra legemets nederste del, fødderne.
I tidens løb er der kommet endnu lavere grupper til, de kasteløse og de urørlige, eller, som Mahatma Gandhi mere venligt kaldte dem, harijans, „folk der tilhører guden Vishnu“. Selv om diskriminering af de urørlige har været forbudt i Indien siden 1948, er livet stadig meget svært for dem.
Efterhånden blev kasterne delt op så der blev én for næsten hvert eneste erhverv eller håndværk i det indiske samfund. Dette gamle kastevæsen, der fastholder alle på deres bestemte plads i den sociale orden, er i virkeligheden også racebetonet og „omfatter forskellige racetyper varierende fra [lyshudede] ariere til [mere mørkhudede] før-dravidiske folk“. Varna, eller kaste, betyder „farve“. „De tre første kaster bestod af ariere, som var lyse i huden; den fjerde kaste, der bestod af de mørkhudede indfødte, var ikkearisk.“ (Myths and Legends Series — India af Donald A. Mackenzie) Det er en kendsgerning at kastevæsenet, forstærket af den religiøse lære om karma, fastholder millioner af indere i varig fattigdom og uretfærdighed.
En anden grundlæggende opfattelse som har været med til at præge hinduernes etik og adfærd, ja faktisk en af de vigtigste, er læren om karma. Den går ud på at alle handlinger får konsekvenser, positive eller negative, og er bestemmende for den reinkarnerede sjæls næste eksistens. Som der siges i Garuda Purana:
„Et menneske er sin egen skæbnes skaber, og selv i fostertilstand står det under indflydelse af sin tidligere tilværelses gerninger. Om det har skjult sig i en bjergfæstning eller gynger på havets bryst, om det sidder trygt på sin moders skød eller løftes højt op over hendes hoved: Et menneske kan ikke undfly virkningerne af sine egne tidligere handlinger. . . . Hvad der end skal hænde et menneske til en bestemt tid eller i en bestemt periode, vil med sikkerhed overgå ham den dag og til den tid.“
Garuda Purana fortsætter:
„Kundskab som et menneske har tilegnet sig i sin forrige fødsel, rigdom det har givet bort til velgørenhed i sin forrige eksistens, og gerninger det har gjort i en tidligere inkarnation, går forud for dets sjæl til dens opholdssted.“
Hvad bygger denne tro på? En vigtig forudsætning er den udødelige sjæl, og på grund af karmalæren opfatter hinduerne sjælen anderledes end man gør i kristenheden. Hinduerne tror at den personlige sjæl, jiva eller pran, går gennem mange reinkarnationer og muligvis også „helvede“. Den må stræbe efter at blive forenet med „Den Højeste Virkelighed“, også kaldet Brahman eller Brahm (som ikke må forveksles med hinduguden Brahma). Ifølge kristenhedens lære har sjælen derimod mulighed for at komme i himmelen eller helvede eller måske i skærsilden eller limbus. — Prædikeren 9:5, 6, 10; Salme 146:4.
Som følge af karma er hinduerne tilbøjelige til at anlægge et fatalistisk livssyn. De mener at ens nuværende lod og stilling skyldes en tidligere tilværelse og således er fortjent, hvad enten den er god eller dårlig. Hinduen kan forsøge at indlægge sig større fortjeneste i dette liv, sådan at den næste tilværelse bliver mere tålelig. Han er derfor mere parat til at acceptere sin lod i livet end vesterlændingen. Hinduen ser det hele som et resultat af loven om årsag og virkning, at han blot høster hvad han har sået i en tidligere tilværelse. Alt dette bygger naturligvis på den forudsætning at mennesket har en udødelig sjæl der lever videre, hvad enten det er som menneske, som dyr eller som plante.
Hvad er så det endelige mål for hinduen? Det er at opnå moksha, det vil sige frigørelse fra det evindelige kredsløb af genfødsler og nye tilværelser. Det er en frigørelse fra den legemlige eksistens, ikke for legemet, men for „sjælen“. „Eftersom moksha eller frigørelsen fra den lange række af inkarnationer er enhver hindus mål, er den største begivenhed i hans liv i virkeligheden hans død,“ siger en kommentator. Moksha kan nås ad forskellige margas eller veje. (Se side 110.) Det er tydeligt at meget i denne lære bygger på den gamle babyloniske forestilling om sjælens udødelighed.
Ifølge Bibelen er denne foragt eller ringeagt for det materielle liv imidlertid i direkte modstrid med Jehova Guds oprindelige hensigt med menneskene. Da han skabte det første menneskepar, stillede han dem en glad og lykkelig tilværelse på jorden i udsigt. Bibelen fortæller:
„Og Gud gik i gang med at skabe mennesket i sit billede, i Guds billede skabte han det; som mand og kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: ’Bliv frugtbare og talrige og fyld jorden og underlæg jer den, og råd over havets fisk og himmelens flyvende skabninger og hver levende skabning af dem der myldrer omkring på jorden.’ . . . Derpå så Gud alt hvad han havde frembragt, og se, det var virkelig godt.“ (1 Mosebog 1:27-31)
Bibelen forudsiger at der snart vil komme en tid med fred og retfærdighed på jorden, en tid hvor hver familie vil få en anstændig bolig og hvor sundhed og fuldkomment liv vil være menneskenes evige lod. — Esajas 65:17-25; 2 Peter 3:13; Åbenbaringen 21:1-4.
Det næste spørgsmål vi må have besvaret, er: Hvilke guder må en hindu behage for at få en god karma?
Selv om hinduismen gør krav på at have millioner af guder, er der i praksis nogle få foretrukne guder som er blevet samlingspunktet for forskellige sekter. Tre af de mest fremtrædende guder indgår i det hinduerne kalder Trimurti, som er en trehed eller treenighed af guder.
Denne trehed består af skaberen Brahma, opretholderen Vishnu og ødelæggeren Shiva, som hver har mindst én hustru eller gemalinde. Brahma er gift med Sarasvati, kundskabens gudinde. Vishnus hustru hedder Lakshmi, mens Shivas første hustru var Sati, som begik selvmord. Hun var den første kvinde der gik ind i en offerild og var således den første der lod sig brænde levende. Efter dette mytologiske eksempel har tusinder af hinduenker op gennem tiden fulgt deres mand i døden på hans ligbål, en praksis der nu er blevet forbudt ved lov. Shiva har også en anden hustru, som er kendt under flere navne og titler. I sin venlige skikkelse kaldes hun Parvati og Uma, samt Gauri, den Gyldne. Når hun optræder som Durga eller Kali, er hun en skrækindjagende gudinde.
Skønt Brahma indtager en central plads i hinduernes mytologi, ofres han ikke større opmærksomhed i deres almindelige gudsdyrkelse. Selv om han kaldes Brahma, Skaberen, er kun få templer indviet til ham. I mytologien tilskrives skabelsen af det materielle univers derimod et højeste væsen eller ophav kaldet Brahman eller Brahm, der identificeres med den hellige stavelse OM eller AUM. Alle tre medlemmer af treheden anses for at høre til dette „Væsen“ eller denne „Væren“, og alle andre guder betragtes blot som forskellige manifestationer. Uanset hvilken gud man da dyrker som den højeste, anses denne gud blot for at være et aspekt af den altomfattende guddom. Skønt hinduerne ærer millioner af guder, anerkender de fleste derfor i realiteten kun én sand Gud, der kan antage mange former: som mand, kvinde eller endog et dyr. Lærde hinduer er derfor hurtige til at påpege at hinduismen i virkeligheden er monoteistisk og ikke polyteistisk. I den senere vediske tankegang er forestillingen om et højeste væsen i øvrigt blevet afløst af tanken om et upersonligt guddommeligt princip, en absolut virkelighed.
For vishnuismens tilhængere indtager Vishnu, en velvillig solgud og kosmisk guddom, den centrale plads. Han fremtræder i ti avatarer eller inkarnationer, deriblandt Rama, Krishna og Buddha. Endnu en avatar er Vishnu Narayana, som „fremstilles i menneskeskikkelse sovende på den sammenrullede slange Shesha eller Ananta, flydende på de kosmiske vande, med sin hustru, gudinden Lakshmi, siddende ved sine fødder, mens guden Brahma fremstår af en lotus der vokser frem af hans navle“. — The Encyclopedia of World Faiths.
Hinduismens næsthøjeste gud er Shiva, ofte kaldet Mahesha (Øverste Herre) og Mahadeva (Store Gud), og den retning der dyrker ham kaldes shivaismen. Han beskrives som „den store asket, mesteryogien der sidder i dyb meditation på Himalayas skråninger, med kroppen indsmurt i aske og hovedet dækket af sammenfiltret hår“. Han er også kendt for „sit erotiske præg som den der bringer frugtbarhed og som den øverste skabergud, Mahadeva“. (The Encyclopedia of World Faiths) Han dyrkes i form af en linga, en fremstilling af fallos.
Ligesom mange andre verdensreligioner har hinduismen, som tidligere nævnt, en øverste gudinde der kan være både tiltalende og skrækindjagende. I sin blide form er hun kendt som Parvati og Uma. Hendes grusomme karakter fremstilles som Durga eller Kali, en blodtørstig gudinde der fryder sig over blodige ofre. Som Den Guddommelige Moder, Kali Ma (Sorte Jord-moder), er hun den øverste guddom for shaktisekten. Hun fremstilles som nøgen til hofterne og smykket med lig, slanger og hjerneskaller. Tidligere huserede nogle kalitilbedere, kaldet thugi (heraf det engelske ord „thug“, bandit, røver, kvæler), som ofrede kvalte mennesker til hende.
Man kan ikke omtale hinduismens gudeverden uden også at nævne dens helligste flod — Ganges. Meget af hinduernes mytologi er direkte forbundet med floden Ganges, eller Ganga Ma (Moder Ganga), som fromme hinduer kalder den. (Se kortet på side 123.) De fremsiger en bøn der indeholder 108 forskellige navne for floden. Hvorfor bliver Ganges holdt sådan i ære af oprigtige hinduer? Fordi den er så nært forbundet med deres daglige tilværelse og deres gamle mytologi. De tror at den tidligere fandtes i himmelen som Mælkevejen. Hvordan blev den da til en flod på jorden?
Med visse variationer vil de fleste hinduer forklare det på denne måde: Maharaja Sagara havde 60.000 sønner som blev dræbt med ild af Kapila, en manifestation af Vishnu. Deres sjæle blev dømt til helvede medmindre gudinden Ganga ville komme ned fra himmelen for at rense dem og løse dem fra forbandelsen. Bhagiratha, en oldesøn af Sagara, gik i forbøn hos Brahma for at han skulle lade den hellige Ganga stige ned til jorden. En beretning fortsætter: „Ganga svarede: ’Jeg er så mægtig en strøm at jeg ville ryste jordens grundvolde.’ Bhagiratha gjorde da bod i tusind år, hvorefter han gik til guden Shiva, den største af alle asketer, og overtalte ham til at stille sig højt over jorden mellem Himalayas klipper og ismasser. Shiva havde sammenfiltret, opsat hår, og han lod Ganga tordne fra himmelen ned i sine lokker, som blidt opfangede den jordtruende rystelse. Ganga piblede derefter stille ud på jorden og flød ned fra bjergene og hen over sletterne, hvorved den bragte vand og således liv til den tørre jord.“ — From the Ocean to the Sky af sir Edmund Hillary.
Vishnudyrkerne har en lidt anden forklaring på hvordan Ganges blev til. I en gammel tekst, Vishnu Purana, står der:
„Fra dette sted [Vishnus hellige sæde] udgår floden Ganges, der fjerner alle synder . . . Den udspringer fra neglen på Vishnus venstre storetå.“
Eller, som vishnudyrkerne siger på sanskrit: „Visnu-padabja-sambhuta,“ der betyder: „Født af Vishnus lotuslignende fod.“
Hinduerne tror at Ganges har magt til at rense, lutre, frigøre og helbrede de troende. Vishnu Purana siger:
„Hellige mennesker, som renses ved at bade i denne flods vand, og som i sindet er viet til Kesava [Vishnu], opnår endelig frigørelse. Når den hellige flod bliver omtalt, ønsket, besunget, set, berørt eller badet i, renser den dag for dag alle levende væsener. Selv når de der lever [langt] væk, udbryder: ’Ganga og Ganga,’ bliver de befriet for de tre foregående livs synder.“
I Brahmandapurana står der:
„Når nogle i hengivenhed bader sig én gang i Gangas rene strømme, beskytter den deres stammer mod hundredtusinder af farer. Generationers ondskab bliver fjernet. Blot det at bade i Ganga gør én ren med det samme.“
Inderne strømmer til floden for at forrette puja — udføre religiøse ritualer — ved at ofre blomster, fremsige messende bønner og lade en præst sætte en tilak, et mærke af rød eller gul pasta, på deres pande. Derefter går de ud og bader sig i floden. Mange drikker også af vandet, skønt det er stærkt forurenet af affald, kemikalier og lig. Flodens åndelige tiltrækning er så stærk at millioner af indere ønsker at kunne bade sig mindst én gang i deres ’hellige flod’, hvad enten den er forurenet eller ej.
Andre kommer med deres afdøde for at de kan blive brændt på ligbål ved flodbredden, hvorefter asken bliver strøet ud i floden. De tror at dette vil sikre den henfarne sjæl evig lyksalighed. De der er for fattige til at bekoste en ligbrænding skubber blot det indhyllede legeme ud i floden, hvor det angribes af ådselfugle eller blot går i opløsning. Dette fører os frem til spørgsmålet: Hvad lærer hinduerne, ud over det vi allerede har set, om livet efter døden?
Bhagavadgita svarer:
„Ligesom den legemliggjorte sjæl bestandigt vandrer i denne krop, fra barndom til ungdom til alderdom, vandrer sjælen ind i en anden krop efter døden.“ — Kapitel 2, tekst 13, BG.
En hindukommentar til denne tekst lyder: „Siden hvert eneste levende væsen er en individuel sjæl, forandres dets krop ustandseligt, nogle gange manifesterer den sig som et barn, nogle gange som en yngling og andre gange som en gammel mand. Stadig er den samme åndelige sjæl til stede, og den undergår ingen forandringer. Denne individuelle sjæl forlader endeligt kroppen ved døden og vandrer til en anden krop; og eftersom man kan være sikker på at få en anden krop ved næste fødsel — enten materiel eller åndelig — havde Arjuna ingen grund til at sørge over [døden].“
Læg mærke til at kommentaren siger at „hvert eneste levende væsen er en individuel sjæl“. Dette stemmer overens med hvad Bibelen siger i Første Mosebog 2:7:
„Så dannede Jehova Gud mennesket af støv fra jorden og blæste livsånde ind i hans næsebor, og mennesket blev en levende sjæl.“
Men det er vigtigt at skelne mellem to ting: Er sjælen mennesket som helhed med alle dets evner og funktioner, eller er det noget som er adskilt fra de legemlige funktioner? Er mennesket en sjæl, eller har det en sjæl? Følgende citat klargør den hinduiske opfattelse.
Bhagavadgita siger i kapitel 2, tekst 17:
„Det der gennemstrømmer hele kroppen er uforgængeligt. Ingen er i stand til at ødelægge den uforgængelige sjæl.“ — BG.
Dertil knyttes denne forklaring:
„Hver eneste krop [er] en legemliggørelse af en individuel sjæl, og symptomet på sjælens tilstedeværelse opfattes som individuel bevidsthed. Størrelsen af denne sjæl er beskrevet som en titusindedel af den yderste spids af et hår.“
Mens Bibelen siger at mennesket er en sjæl, siger den hinduiske lære altså at det har en sjæl. Dette gør en himmelvid forskel, og det har sat sit tydelige præg på de lærepunkter som disse forskellige opfattelser har affødt. — 3 Mosebog 24:17, 18.
Læren om en udødelig sjæl stammer oprindelig fra det gamle Babylons forurenede pulje af religiøse opfattelser. Og den fører logisk til den tanke der optræder i så mange religioners troslære — at der må være et liv efter døden, enten som følge af reinkarnation eller fordi sjælen kommer i himmelen, i helvede, i skærsilden, i limbus eller et andet sted. For hinduen er himmelen og helvede midlertidige opholdssteder for sjælen før den næste reinkarnation. Af særlig interesse er hinduernes opfattelse af helvede.
En tekst fra Bhagavadgita lyder:
„De Mennesker, hvis Slægts Love er sat ud af Kraft, de er sikre paa Ophold i Helvede; det har vi lært, Krishna!“ — Kapitel 1, tekst 44, Tu.
En kommentar hertil lyder: „Den, som altid er engageret i syndefulde aktiviteter, . . . vil . . . med sikkerhed blive overført til helvedesagtige planeter.“ I sammenligning med kristenhedens evige pinested er der imidlertid en nuanceforskel: „Denne straf er dog ikke evig.“ Hvori består så hinduernes helvede?
Følgende beskrivelse af en synders skæbne er taget fra Markandeya Purana:
„Så binder Yamas [de dødes guds] udsendinge ham hurtigt med frygtelige løkker og trækker ham mod syd, skælvende under stokkeslag. Så føres han af Yamas udsendinge, udstødende frygtelige, ildevarslende råb, gennem ugæstfri egne med [planten] kusa, torne, myretuer, nåle og sten, her og der glødende med flammer, dækket af faldgruber, under solens brændende stråler og dens svidende hede. Ført af de frygtelige udsendinge og ædt af hundreder af sjakaler når synderen frem til Yamas hus gennem en grufuld passage. . . .
Når hans legeme brændes føler han en stærk, brændende fornemmelse; og når hans legeme bliver slået eller skåret i, føler han stor smerte.
Når hans legeme således ødelægges, lider han som skabning — skønt han vandrer over i et andet legeme — evig elendighed på grund af sine egne forkerte handlinger. . . .
For at få sine synder vasket af, føres han derefter til et andet helvede. Efter at have gennemgået alle helveder antager synderen et dyrs liv. Efter at have gennemgået ormes, insekters, fluers, rovdyrs, mygs, elefanters, træers, hestes og køers liv og forskellige andre syndige og elendige liv, kommer han til menneskelivet, hvor han fødes som en pukkelrygget eller afskyelig person eller som en dværg eller en Chandala Pukkasa.“
Sammenhold dette med hvad Bibelen siger om de døde:
„De levende ved nemlig at de skal dø, men de døde ved slet ingen ting, og til dem er der ikke længere nogen løn, for mindet om dem er glemt. Også deres kærlighed og deres had og deres skinsyge er allerede gået til grunde, og de har til fjerne tider ingen yderligere del i alt det der gøres under solen. Alt hvad din hånd finder at gøre, gør det med den kraft du har, for der er hverken virksomhed eller planlægning eller kundskab eller visdom i Sheol hvor du går hen.“ — Prædikeren 9:5, 6, 10.
Når mennesket, som Bibelen siger, ikke har en sjæl men er en sjæl, kan der naturligvis ikke være nogen bevidst eksistens efter døden. Så er der hverken lidelse eller salighed. Alle de ulogiske forestillinger der knyttes til „livet efter døden“ forsvinder.
Denne nødvendigvis korte gennemgang af hinduismen har vist at det er en polyteistisk religion som bygger på monoteisme — forestillingen om et højeste væsen eller princip, Brahman, der symboliseres ved stavelsen OM eller AUM og har mange facetter eller manifestationer. Det er også en religion der lærer tolerance og fremmer godhed mod dyr.
På den anden side har nogle elementer i den hinduiske troslære, som for eksempel loven om karma, kastevæsenets uretfærdigheder, billeddyrkelsen og uoverensstemmelserne i myterne, fået nogle til at drage denne tros gyldighed i tvivl. En sådan tvivler opstod i det nordøstlige Indien omkring 560 f.v.t. Det var Siddhartha Gautama. Han grundlagde en ny trosretning der ikke slog an i Indien men vandt tilhængere mange andre steder. Denne nye tro var buddhismen.
[Fodnoter]
Navnet „hinduisme“ er dannet af europæerne.
Ofte bliver sanskritordet atma (eller atman) oversat med „sjæl“, men dette ord gengives mere nøjagtigt med „ånd“. — Se A Dictionary of Hinduism — Its Mythology, Folklore and Development 1500 B.C.–A.D. 1500, side 31, og brochuren Døden overvindes — Vil du få del i sejren?, udgivet af Vagttårnets Selskab, 1989.
En tiende og fremtidig avatar er Kalkin, der „skildres som en prægtig yngling der rider på en stor, hvid hest og svinger et meteorlignende sværd hvorfra der regner død og ødelæggelse til alle sider“. „Hans komme vil genoprette retfærdigheden på jorden og genindføre en tidsalder med renhed og uskyld.“ — Religions of India; A Dictionary of Hinduism. — Jævnfør Åbenbaringen 19:11-16.
Bibelens lære om de dødes opstandelse har ingen forbindelse med læren om sjælens udødelighed.

Tak for henvisningen.

Jeg har læst om hinduismen gennem andre kilder, da jeg normalt ikke læser bøger udgivet af jeres sekt.
Spørgsmålet om livet efter døden er et ret interessant emne.
Hvad jeg kunne forstå ud fra den tekst, som du har været så venlig at lægge ud, så må JV betragte sjælen som mennesket, dvs. forskellig fra hinduismens tanke om at sjælen er en del af mennesket, men som forlader kroppen når en person dør.
For eksempel kan man i videnskaben opretholde nogle celler fra mennesket i "live" et stykke tid efter at det menneske er gået bort.
Vil det så sige, at i stadig betragter det menneske som at være i live, eftersom det hele af det menneske ikke er dødt endnu, og f.eks. vedkommendes krop brændt? For cellen er vel også sjælen i følge jer?
Livet efter døden er ikke noget man kan bevise. Så skulle én af os dø, og så komme som et genfærd og fortælle hvordan tingene hænger sammen!
Dog kender man nogle eksempler på folk, der husker deres tidligere liv, og som kan fortælle om steder, private ting og sager, der beviser dette.
Ang. kastesystemet. Der findes også kristne fra Sydasien der også følger den.. den er nu blevet en del af kulturen fremfor religionen.
Har ikke tid til at skrive mere for denne gang. Skal til time.
Hilsen
Suriyan

Når du aldrig læser Jehovas vidners litteratur, så står du i den mest uheldige situation, når du skal tale med din onkel, for jo mindre du ved, des sværere er det for dig at argumentere.
I hinduismen tror man, at når et menneske dør, er det sjælen (atman) der sammen med sindet og kundalini shakti forlader legemet, og lader sig føde i et nyt legeme i overensstemmelse med éns karma og karma pala.
Læren om den udødelige sjæl er trængt igennem til de fleste religioner, under en eller anden form, men den findes ikke i Bibelen. Alligevel er læren trængt ind i kristenheden fra græsk filosofi.
Ordet sjæl, som du finder det i Bibelen, er oversat fra det hebraiske ord næ'fæsj. Ordet næ'fæsj betyder et levende væsen, i modsætning til en død krop.
Du skriver:
"Hvad jeg kunne forstå ... så må JV betragte sjælen som mennesket, dvs. forskellig fra hinduismens tanke om at sjælen er en del af mennesket, men som forlader kroppen når en person dør.
For eksempel kan man i videnskaben opretholde nogle celler fra mennesket i "live" et stykke tid efter at det menneske er gået bort.
Vil det så sige, at i stadig betragter det menneske som at være i live, eftersom det hele af det menneske ikke er dødt endnu, og f.eks. vedkommendes krop brændt? For cellen er vel også sjælen i følge jer? "
Her er vi inde på dit fagområde, men døden er en proces der tager tid. Under normale omstændigheder begynder det med hjernedød, derefter holder hjertet op med at slå, men der er stadig energi tilbage i kroppen. For eksempel fortsætter skægget med at vokse efter at en mand er død. Hvornår et menneske er endeligt dødt, må være en lægelig vurdering, men når man er hjernedød er der ikke længere nogen bevidsthed.
Videre skriver du:
"Livet efter døden er ikke noget man kan bevise. ... Dog kender man nogle eksempler på folk, der husker deres tidligere liv, og som kan fortælle om steder, private ting og sager, der beviser dette. "
Det er især i Indien, at man har sådanne beretninger, men det er jo også i Indien at man har læren om reinkarnation. Her i den vestlige verden er reinkarnationsteorien først begyndt at vinde indpas i nyere tid.
For at kunne diskutere med din onkel på et sagligt grundlag må du vide lidt om kristendommen. Jeg vil derfor sende nogle informationer.
Med venlig hilsen, ftg.

Hvorfor bruges det græske ord psyche for sjælen i NT, og ikke bios? Hvis der nu kunne være stor risiko for, at forståelsen af sjæl i NT ville være ukorrekt. Psyche var jo det ord, der blev brugt i den græske verden om sjælen.Altså stor risiko for misforståelser. Hvorfor valgtes det mon så?
Collembola.

I DAGLIG tale har du uden tvivl hørt udtrykket „der var ikke en sjæl i stuen“. Du forstår umiddelbart at der menes at der ikke var noget menneske, nogen person, i stuen. Du vil aldrig mene at der skulle være tænkt på en usynlig, immateriel ånd.
Når Bibelen benytter ordet „sjæl“ bruger den det også altid med henblik på en person eller et dyr, noget som lever, bevæger sig og har et mål af intelligens. Når ordet benyttes om mennesker, er det nøje forbundet med det kødelige menneskes ønsker, følelser og erfaringer. Bibelen taler om at sjælen har „behov for at spise“, den „synder“, kan ’vansmægte’, kan ’kæmpe for at drage ånde’. (2 Mos. 12:16, NW; 3 Mos. 4:2, NW; 26:16; Jer. 15:9, NW) „Den sjæl, der synder, den skal dø,“ siger Ezekiel 18:4, 20. Den menneskelige sjæl er ikke udødelig. Og ikke kun sjæle der synder er i stand til at dø. Jesus Kristus, som ikke havde synd, „udtømte sin sjæl til døden“, nemlig som en løsesum, så at syndere, selv de der er døde, kan få evigt liv. — Es. 53:12.
I Bibelen benyttes ordet „sjæl“ altså om mennesker i betydningen „liv som et menneske“ eller mere specifikt „mennesket som en tænkende skabning“. Det omfatter hele personen, legemet med alle dets dele og personligheden med alle dens egenskaber og tendenser. Er dette en ny og usædvanlig opfattelse for dig?
Bemærk da hvad New Catholic Encyclopedia (bind 13) siger under overskriften „Sjæl (i Bibelen)“: „Nepes [eller nefesh, det hebraiske ord for „sjæl“] bruges med hensyn til både dyr og mennesker. Hvis der er tale om liv som et menneske, er nepes lig med personen, jeg'et. Efter døden går nepes til Sheol.
Det fremgår af ovenstående at der ingen dikotomi [tvedeling] af legeme og sjæl findes i GT [Gamle Testamente]. Israelitten så tingene konkret, i deres helhed, og således betragtede han mennesker som personer og ikke som bestående af forskellige dele. Ordet nepes betyder aldrig sjæl som noget der er adskilt fra legemet eller den enkelte person, selv om det er oversat med vort ord sjæl.“
Derefter, i underafsnittet „I Det nye Testamente“, siger det samme værk om sjælen: „Det [psyché, det græske ord for sjæl] kan betyde livsprincippet, livet i sig selv eller den levende skabning.“ Denne kilde fortsætter med at sige at det var under græsk (ikke kristen) indflydelse at psyche, ulig det tilsvarende hebraiske ord nefesh, kom til at blive betragtet som noget der var adskilt fra legemet og som var udødeligt. Den konkluderer: „Som en levende skabning, underlagt erfaringer af forskellig art, kan det [psyche] referere til dyr, ’og hvert levende væsen [psyche] i havet døde’ (Åb. 16:3), eller til mennesker, ’der kom frygt over enhver sjæl [psyche]’ (Apg. 2:43; Rom. 2:9; 13:1). Med andre ord kan psyche føle, elske og begære. I denne forbindelse kan det benyttes som det personlige eller refleksive stedord, som i Joh. 10:24, ’Hvor længe vil du holde os [egentlig: vore sjæle] i spænding?’“ — Siderne 449, 450.
Vi kan følgelig ikke adskille legemet fra personligheden som om personligheden var noget åndeligt eller immaterielt inden i personen og kunne eksistere afskåret fra legemet. Biologisk forskning har vist at en stor del af vor personlighed skyldes arv fra vore forældre og gennem dem fra rækken af vore forfædre. I hver af de milliarder af celler et individs legeme består af er der præcis de samme kromosomer og gener med de arvelighedsbærende faktorer som gør individet til det det er når det fødes. Ved fødselen har det allerede visse tilbøjeligheder og særpræg i sin fremtoning. Disse vil blive udviklet og vise sig efterhånden som vedkommende bliver voksen. Selv legemets bygning, højde og tyngde og så videre, har indflydelse på vedkommendes personlighed. Legemlige skavanker kan have indflydelse på karaktertrækkene.
Sjælen er derfor hele personen, hver fiber af den med alt hvad der kendetegner den — et menneskes fulde personlighed. Legemet er en så nøje sammenhængende struktur at én del eller ét organ ikke kan påvirkes uden at alle andre dele berøres. Apostelen Paulus brugte denne legemets enhed som illustration. Han skrev: „Øjet kan ikke sige til hånden: ’Dig har jeg ikke brug for;’ heller ikke hovedet til fødderne: ’Jer har jeg ikke brug for.’ Derimod er det langt snarere sådan at de af legemets lemmer som synes at være svagere, er nødvendige, og de dele af legemet som vi synes er mindre ærefulde, dem omgiver vi med så meget mere ære . . . Men Gud har sammensat legemet således at der vises mere ære til den del som er ringere stillet, så der ikke bliver splid i legemet, men så lemmerne har den samme omsorg for hinanden.“ — 1 Kor. 12:21-25.
bios = levevis, livsform
zoe = livet som princip

Kanonisk= syg
hahah!!!

jeg ved det godt❓hvad r det overhovedet det her handler om❓ahahahhahahahahaha hvad r det for en sjov abe side`?😃ahahha JEG VED DET GODT AHAH ! Hej hej , hej hej bye bye. bye bye (IDIOT) HAHA

Jeg tænkte på noget .😕
Hvad er deres skæbne ?
og hvor får de deres tro fra ?
Hvad er samlinningerne med Budismen og Hinaduismen❓
Svar på m.tt3@hotmail.com