kedeligt ægteskab...

Jeg har kendt min mand i 13½ år, vi mødtes lige inden jeg fyldte 19 år, han var 22 år. Vi har 2 små børn sammen. Vi er noget et punkt hvor vi vil noget forskelligt. Det ærgrer og skræmmer mig lidt! Jeg er skilsmissebarn og har dårlig erfaring med det. Tidligt har jeg svoret at jeg aldrig vil byde mine børn det. Den holdning har jeg for så vidt stadig!!!
Vores problem: Vi har i mine øjne et ægteskab baseret på tæt venskab og vores elskede børn. Der er gået for meget venskab i det, det er rent udsagt kedeligt... Jeg ønsker flere indput i mit liv, mere gejst, flere oplevelser osv. Min mand er fuldt tilfreds med vores liv som det er!
Jeg har gået til psykolog for at komme det lidt nærmere. Hun mener ikke at jeg kan/skal ændre min mand, han er jo fuldt tilfreds med vores liv. Hun mener jeg så selv må komme ud og opleve noget mere, få flere indput.
Jeg har fortalt min mand at det agter jeg at gøre, så kan han følge med eller blive siddende i sofaen. Jeg har sagt direkte at der er gået for meget venskab og dagligdag i den, at det er kedeligt og jeg trænger til noget "mere"
Men der sker ikke en skid, han ligesom ikke reagerer på det. Jeg syntes jo det er et wake up call til ham, men der bliver ikke reageret OVERHOVEDET.
Skal jeg mon fortsat prikke til ham, eller skal jeg bare (som psykologen siger) få oplevelser på egen hånd med f.eks veninder ?
Jeg er forvirret og nedtrykt over mine "manglende" følelser og utilfredshed med vores ægteskab! Vi har altid været meget enige om at være "hjemmemennesker", vores børn bliver aldrig passet osv. Men nu vil jeg gerne noget mere... have par-oplevelser med min mand. Som sagt er jeg alene om behovet.
Jeg vil SÅ gerne det skal lykkedes og kan ikke overskue konsekvenserne, hvis det ikke gør!
Min mand har uændret lyst til sex og syntes han "får for lidt" men jeg har ikke gnisten eller begæret, så den del af ægtekabet er også ved at gå i stå.
Hvad syntes I❓Forventer jeg for meget af et 13 års langt forhold ?
Ideer til hvordan jeg får rusket liv i ham, modtages også gerne!

Den situation jeg var i for år tilbage....ja næsten 100%...lige bortset fra at jeg ikke gik til en psykolog, men til en "veninde". På et tidspunkt var jeg meget ude at rejse med mit arbejde og var kun hjemme i weekenderne.....
Nå, men det der skete var, at "Veninden"...host.....åbenbart synes hun skulle udnytte situationen, når jeg nu var træt af ham, så kunne hun jo agere trøst og hjælp med børnene når jeg ikke var hjemme.....OG HVAD DERTIL HØRER.....Du ved...en mand der mangler sex....osv...Hun var jo ret godt inde i sagerne....så hun vidste lige hvilke knapper hun skulle trykke på...og det faldt han for.
Så alt i alt betød vores ægteskab altså heller ikke meget for ham når det kom til stykket......så vi blev skilt og havde nok det man kalder en lykkelig skilsmisse.

Nogengange tænker jeg også det var lettere hvis han tog valget og ikke gad mere. Men jeg er så heldig at min mand er 100% loyal og trofast. Han er jo ALTID hjemme og ifølge ham er den på jobbet enten for tykke, eller for gamle ;-) Jeg tror seriøst ALDRIG han ville finde andre græsgange. Han er jo også glad og tilfreds med vores liv (bortset fra sexlivet)
Han har haft 1 kæreste før mig, han har aldrig oplevet forelskelsens sus.

Hej.....
Jeg mødte min mand.da jeg var 16 og han 19,vi har været sammen i 25 år.Han faldt for sin arb`s kollega og vi er nu skilt.
Vores liv var også gået i hver sin retning.Han ville helst sidde og se dvd film,mens jeg havde brug for nye imput udefra.
Hvis ikke du vil have jeres samliv skal ende med en skilsmisse,så er det nu du skal op hesten igen.
Find en gå i byen veninde få nogle nye imput fra det pulserende liv.
Tag f.eks på osetur i en sexshop med veninden tag noget inspiration med hjem i soveværelset,sæt lidt krydderi på.Inviter evt din mand på kroweekendbesøg og køb nyt lækkert frækt undertøj.
Lær at man har brug for voksentid uden børn.
Held og lykke.🙂

Altså lige bortset fra, at jeg ikke havde den store lyst til sex....
Han kunne slet ikke se at der ellers var noget galt.......han syntes vi havde det godt som vi havde....altså lige bortset fra for lidt sex. Faktisk kunne alt hvad du har skrevet om ham og jeres forhold lige så godt ordret have været skrevet af mig.....egentlig lidt skræmmende

Ja Henny, måske skal man aldrig sige aldrig ;-)

Problemet her er jo lidt....
Skal der ske noget er det MIG der skal tage initiativ (ok det er også mig der har behovet!) Men når reaktionen så er: nå ja det kan vi da godt og det lyser ud af ham hvorfor vi ikke bare kan være hjemme... Ja så falder det altså til jorden.
Jeg er dog begyndt at tage mange hyggelige Cafebesøg med veninder og så har jeg meldt mig i fitness center, det er dejligt :-)

Han passede sit arbejde fint.
Sov hver aften på sofaen efter aftensmad.Snorkende,pruttende,og ellers bare total flad.
Han ville have sex hver aften,inden han igen skulle sove videre i sin seng.Ingen søde ord,eller noget der lignede,så alt det var total sexdræbende for mig.Han troede vores forhold var perfekt,selvom jeg tit sagde til ham,at jeg ikke kunne holde ud at se ham ligge der og bare flyde ud.Rejse til syden gad han ikke,men på skiferie med sin familie,det var for ham højdepunket.Jeg ved han bollede uden om,derfor ville jeg ikke røre ham uden kondom.Forholdet sluttede,og idag er jeg glad for at jeg ikke har forb med ham.--Det skal også lige siges,at han ikke hold sig tilbage for at prutte ved spisebordet,noget som jeg var total færdig over.Det var han vant til hjemmefra,sagde han.
Nej,han var et nummer for klamt.

Det lyder fuldstændigt som mit liv og ægteskab.
Jeg har desværre ikke svar på hvordan man rusker liv i ægtemænd, men jeg er bare begyndt på det JEG har lyst til, startet på en uddannelse, og håber på at få et job, hvor der er rejse aktiviteter, jeg er også startet på lidt fritids interresser, det trøster lidt, men man falder hurtigt tilbage i den kedelige hverdag.
Jeg håber for dig, du kommer videre, jeg tror ikke det kommer her og nu, jeg tror det kræver lidt af os selv, og tage koncekvencerne af vores beslutninger.
P.s vi har været gift i 20 år. 😖

Du ved.....en mand der er i underskud for sex.....han vil altid være et let "Offer" hvis pludselig udfordringen uventet dukker op......Mænd er generelt svage på det punkt....især hvis et udækket behov har stået på i længere tid.

min mand prutter og skider også konstant og det sammen med at jeg syntes han lader stå til =ingen motion eller generel interesse for at holde sig lækker og tiltrækkende... Det er altså i høj grad med til at gnisten går ud!!!

Hvor er det tungt altid at skulle være den der giver og giver.......uden at få bare lidt interesse igen.....
Hvis mænd bare forstod, at det de giver af sig selv til deres partnere, kommer mange gange igen til deres fordel.......så ville der ikke være så mange mænd der manglede sex, der ville ikke være så mange kvinder der var i følelsesmæssig underskud......og der ville ikke være så mange skilsmisser.

En sang som jeg synes passer ret godt ind her......."Fool"....you didn`t have to loose her.....you only had to love her, but now her love is gone.....
http://www.youtube.com/watch?v=HzMwyxVCCiA

Henny, jeg kom til at tænke på denne her, da jeg lyttede til sangen, ja ham Elvis var ski god.
Hvad denne her handler om siger jo titlen, Woman without love.
I forhold til emnet, så kan det vel roligt siges, at kvinder der ikke tages alvorligt af deres mænd og som ikke forstår, at vi skal også skal have modspil i det daglige liv for at føle os elsket. Vi vil også elskes med sjælen, ikke kun i sengen.
http://www.youtube.com/watch?v=74kMiPmrVsQ

Jeg kan sagtens følge dig.......Når hverdagen sætter ind glemmer begge parter måske at "Fodre" hinanden med kærlighed. Det er lidt tricky......for det ender jo med, at begge er ulykkelige på et eller andet plan.
Tit ændrer forholdet sig jo når der kommer børn, man glemmer at tilfredsstille hinandens behov for omsorg.......og så bliver det kedeligt...
Og jo...ham Elvis er bestemt kommet med mange guldkorn.....her er en til "I`ve lost you", som handler om netop det, at man ikke længere er tætte på samme måde.
http://www.youtube.com/watch?v=rX54wh5delU

Du siger at du ønsker flere indput i dit liv, mere gejst, flere oplevelser osv. Men det er jo ikke ret konkret.
Hvilke oplevelser?
Gejst i hvilken form?
Hvilke input?
Vil du ud og rejse noget mere? Vil du oftere ud at spise? Vil du besøge venner og familie lidt oftere? Vil du på museum og café lidt oftere?
Du er nok nødt til at finde ud af konkret hvad det er du savner. Du kan ikke forlange at din mand skal kunne læse dine tanker og finde ud af det for dig.
Du skulle nok også finde lidt mere ro i dig selv. Vær glad for det du har istedet for at være trist over det du ikke har. Ingen mennesker kan få det hele og hvor har jeg oplevet mange som aldrig finder ro i sig selv fordi de altid synes at vennerne, familien og naboerne har det sjovere og bedre og er mere lykkelige end dem selv. Disse mennesker bliver aldrig lykkelige fordi de forstår aldrig at værdsætte det gode som de har.
Du har en god familie. Det bør du være meget glad for. Lidt flere rejser og cafébesøg er detaljer der kan ordnes.
Smutter du fra manden og finder en ny, så er du i samme suppedas når den første nyforelskelse har lagt sig efter et lille års tid.
Så tænk dig nu RIIIIGTIG godt om!

Hej
Ja, du skal selv op af sofaen, frem for at forvente at din mand, der er tilfreds med sit liv, gør noget. Det behøver ikke skille jer ad, at du foretager dig ting på egen hånd, og med veninder. Tværtimod kan det bidrage til, at I får et bedre ægteskab, hvis begge ægtefæller er tilfredse med deres liv.
Jeg er selv i et 23 år gammel forhold, og har også været det igennem, du er nu, da vores to børn var små, og gjort mig de samme overvejelser, som dig. Jeg kom til den konklusion, at det ikke var min mands ansvar at dække mine behov, men mit eget, og at jeg godt kunne gøre det inden for rammerne i mit ægteskab. Det har jeg ikke fortrudt. Sørg for, at du en gang imellem også foretager dig ting med din mand, så I har noget at være fælles om. Lad være med at sidde og vente på, at han tager initiativet - gør det selv.
Helt konkret besluttede jeg mig for at tage en anden uddannelse, da mine børn var små. Det udviklede mig som person, og jeg fik nogle af de udfordringer, jeg godt kunne tænke mig. Dernæst dannede vi et netværk, der dengang mødtes hvert halve år, men som i dag, 11 år senere, mødes en gang i kvartalet. Det har været en succes. Vi startede netværket ved at samle veninder med deres veninder, og stoppede, da vi nåede 12. Vi er vidt forskellige, men har et godt forum, hvor vi kan støtte hinanden. Endelig fandt jeg frem til mennesker, som jeg har et interessefællesskab med, og som jueg kan tage til de ting, jeg gerne vil til sammen med.
Jeg er som sagt stadig gift med min mand, og mine børn er ved at være voksne. Jeg keder mig ikke i mit ægetskab. Jeg tror det handler om at indse, at selvom man er gift, er man to personer med forskellige behov, og at det er urealistisk at tro, at man kan få alle dækket hos hinanden. Derfor kan man sagtens have et godt ægteskab, hvis man lader være med at begrænse hinanden. Det er værre, hvis den ene begynder at forbyde den anden at gøre ting, han/hun gerne vil, eller stille med sure miner, hvis man foretager sig ting på egen hånd.
De bedste hilsener
Quinde42

Hovedetspørgsmålet er vel om du stadigvæk elsker din mand? Elsker du ham stadigvæk er der noget at kæmpe for, men er dine følelser væk for din mand, så bør du overveje din fremtid nærmere hvad den skal indholde. Du skriver for mig noget vigtigt, og det er at du selv keder dig selvom jeres ægteskab er baseret på et tæt venskab. Jeg keder mig næsten aldrig sammen med mine venner, og når jeg keder mig sammen med dem er det allgevel hyggeligt. Lyder det mærkeligt, men jeg håber du forstår alligevel.
Du skal gå ud i livet og opleve, for det kan godt være du på et tidspunkt gerne ville være hjemmemenneske, men det vil du ikke mere og sandsynligvis fordi du ikke får nok input hjemmefra. Et ægteskab kan ikke give en alt har jeg engang lært, det kan give en 50-70% livsindhold og resten skal man have ude i byen, og her taler jeg bestemt ikke om utroskab, men håndbold, fodbold, strikkeklub, cafebesøg med veninderne eller hvad man nu interesserer sig for.
Du forventer ikke for meget, og hvornår forventer man også for meget. Jeg synes du forventer for meget, hvis du synes din mand skal deltage i det du har lyst til, men omvendt så synes jeg også at I skulle finde ud af noget sammen, da det lyder som om i mangler tid til 2 uden børn.
Men grundfundamentet skal være orden og det er at du elsker din mand, hvis de følelser er langt væk og du "bare" holder af ham som en ven, så må du finde ud af om det er nok for dig.

Du har fat i MEGET rigtigt. Jeg vil lige tænke nærmere over dit indlæg.... og vende tilbage. Tak for det :-)

Jeg syntes jeg mangler de "kæreste følelser" der skal være i et parforhold. De har længe været væk og jeg er nu, efter mine besøg hos psykologen, blevet klar over at det er fordi jeg har rykket mig og gerne vil have flere indput i hverdagen. Indput der ikke er nødvendige for min mand.
De indput er f.eks fitness center, nyt tøj og hår, kæreste ophold på f.eks hotel, cafebesøg og ja i den dur.
Vi er meget afhængige af hinanden- trygheden- det gælder begge veje. Mit tidlige løfte om ALDRIG at være skyld i en skilsmisse fra mine børns far, ja det løfte ligger dybt, og jeg mener stadig at så må det være på bekostning af mig selv, hvis det skulle komme så vidt.
Jeg ville gerne finde de følelser frem i forhold til min mand!!!! Men det er svært. De ting jeg har fortalt ham om hvad jeg føler om vores liv, ja- det har han jo overhovedet ikke reageret på :-(
Nogengange tager jeg mig i at håbe HAN finder andre græsgange og tager valget for mig. Men den type er han slet ikke og dem der kender os har også sagt til mig at det vil aldrig ske.
Jeg håber bøtten pludselig vender.

Man skal sku fokusere på det positive hvis man skal være tilfreds .... man kan ikke få det hele.
Men mange vil det hele og ender med det halve.

til alt det du vil ... du kan ikke sidde forvente han gør det.
Han er tilfreds med det det er du ik ... så må løsningen startes af dig. Du kan jo heller ikke fylde dit liv ud med oplevelser og så tro at dine følelser vågner op ... eller hans.
Måske er du bare løbet død i forholdet.
Nogle gange skal man miste det man har før man opdager dets værdi. Men jeg opfatter det som om du ikke tager ansvaret og som du selv skriver håber på han gør det for dig.
Det er altså dovenskab undskyld mig ...

Som jeg tidligere har skrevet, så har det ALTID været mig der har arrangeret/taget initiativ hvis der skulle ske det mindste ud af huset. Meget ofte med en reaktion af at hvad skal det nu til for...
Nu siger jeg direkte til min mand at vores liv er blevet for kedeligt, jeg vil have nogle oplevelser. Så fatter jeg simpelthen ikke at han ikke tænker: Åhh nej, mentalt er hun på vej væk, jeg må hellere stramme op før det er for sent.
Det er mig ubegribeligt! Jeg ved han elsker mig og bestemt ikke kunne forestille sig et liv uden mig. Han må åbenbart føle sig MEGET sikker på jeg aldrig går, trods min utilfredshed. Og det har han nok ret i.
Men ja, jeg kan da godt fortsætte med at tage initiativ, er dog bare blevet en kende træt af det!

skal han stille op når han ikke ved hvad der er galt ?
Jamen fortsætte med at tage initiativ ... altså det er jo dig der er utilfreds med tingene ik❓
...." aldrig går, trods min utilfredshed. Og det har han nok ret i"....
Jamen sige det sidste ikke det hele ?

"ideer til hvordan jeg får rusket liv i ham" tsk tsk
Du kan ikke ændre ham, og hvorfor skulle du også det, han er jo godt tilfreds.
Men du kan ændre dig selv. Så start med at gøre det, og kom glad hjem. Mon så ikke han får noget at spille op til. Derefter ændre også han sig selv. Blot et gæt.
Et andet muligt gæt vil være at du falder for den første, den bedste der smiler til dig. Er hemmeligt sammen med ham, et godt stykke tid. Når I så bliver opdaget, så finder du og din mand "pludselig" ud af hvor meget i har sammen, (behøver jeg at nævne børnene), og så vælger I jeres forhold, som er ligeså kedeligt som nu, men du har i mellemtiden haft det dejligt, og vil egentlig gerne prøve "igen" om du kan ændre ham. tsk tsk
Prøv at læse andre historier fra de her sider. Det er mere normalt end som så.
Start med at erkende, du ikke kan ændre ham, men kun dig selv. Find ud af om du har det godt med det? Derefter handler du ud fra det, du er kommet frem til. Det er mit bedste råd.
Venlig hilsen
Grøn

Du vil jo ikke gøre dine børn til skilsmissebørn, under nogen omstændigheder.
Hvad er hans problem?
Du er villig til at vente et helt liv på, at han skal ændre noget, han dybest set er tilfreds med.
Hvad er hans problem?
venlig hilsen
Grøn

Vigtigt at du er kommet frem til at det er dig der har behov for noget mere livsindhold, hvad det så end er det ved kun du. Det er godt at du har fundet frem til det, for du kan ikke ændre din mand, men kun dig selv.
Jeg kender også til den situatin, hvor man sidder og tænker gider han ikke bare finde en anden, så jeg kan blive fri som fuglen og gøre lige præcis hvad jeg har lyst til, egentlig har jeg stadigvæk den lyst, men de dersens børn de binder. Jeg siger ikke hermed det er ok, for jeg føler mig bestemt som en kujon ved at tænke sådan, for det er jo at sige befri mig for ethvert ansvar. Ansvarsforflygtigelse ud over alle grænser, og så smider man det over på en som slet ikke har lyst til at gøre en forskel i sit liv. Du vil forskellen, du skal gøre initiativet.
Min grundholdning er en helt anden end din, at man skal ikke blive sammen for børnenes skyld, men fordi man føler der stadigvæk er noget at bygge på i ægteskabet ellers kom videre i livet for begge parteres skyld.
Bøtten vender ikke lige pludselig. Du vil leve en moszak-tilværelse, hvis du ikke vælger noget andet. Det er dit valg og ingen andres.
Problemet er sjældent problemet, så prøv at finde ud af hvad det egentlig er du har af udfordring i dit liv.
Tro på dig selv og hvad du vil. Tør du det eller vil du sidde i ingenmandsland resten af div liv og være gift i en anonym tilværelse. Hvad gør at du går til psykolog? Jeg tænker bare på om det har nogen indflydelse på at du vil noget andet lige nu eller er det længe du har følt sådan for din mand, sådan ikke rigtig andet end venskab?

Du blev gift for tidligt. Det er ingen bebrejdelse, det gjorde jeg selv.
Måske skulle du gå lidt ud med veninder eller finde noget at intessere dig for.
Du keder dig jo i den daglige trummerum. Jeg ved godt det er lettere sagt end gjort, men du kan da begynde med at gå lidt ud. Jeg opfordrer dig ikke til at være utro, det kommer der intet godt ud af. Men bare det at komme lidt i byen , venindesnak og spise ude, lidt sjov, det hjælper .

Ja jeg har været i forholdet siden jeg var 19 (nu 32) og vi var for hurtige til at binde os. Men vi gjorde jo hvad vi fandt rigtigt. Jeg var på udkig efter en stabil og tryg mand, og det må jeg da sige jeg har fået! Vi blev dog først gift efter 5 år (Jeg friede) første barn kom efter 7 år.
Det sidste du skriver er lige hvad jeg vil gøre, og jeg ER startet :-) Så må vi se hvor det fører hen. Som en anden skriver kommer følelserne nok ikke af sig selv, men jeg aner ikke hvad jeg skal gøre, så jeg starter med at gøre MIT liv lidt mere spændende ;-)

Jeg ser først dit svar nu. Hellere en tryg og stabil mand end en, der har travlt til andre sider. Man skulle jo gerne kunne blive gamle sammen i harmoni. Det betyder også meget. Glæden sammen, når der kommer børnebørn, må du heller ikke glemme. Så find du noget at more dig med.
Min far var som din mand, min mor rendte rundt til alting. I foreninger og klubber og ja, også rejser sammen med veninder. Min far stolede på hende og han sagde ikke noget til det. De er begge døde, men nåede at få 26 år sammen før min far døde.
Jeg vil ønske det bedste for dig. 🙂

1000 tak for dine indlæg til mig! Dem har jeg kunne bruge, til både at føle det er ok jeg har det som jeg har, men også til at blive bekræftiget i at jeg må få oplevelser på egen hånd!

Hej
Ca. hvert 7. år ændrer et menneske fundamentalt karakter (også selv om det ikke er særligt synligt), så den du var for 14 år siden er forskelllig fra nu.
Du skal få dig en hobby - både alene og sammen med din mand. Sluk for TV'et og kom ud i livet. Gå til Salsa-dans eller saml frimærker - hvad som helst som får pulsen op.

Jeg sidder her som mand lige rundet de 40, og nikker ret genkendende til det pigerne her skriver, blot med omvendt fortegn.
Jeg har det selv fuldstændig som i skriver, føler efter 15 års samliv at man kun er venner. Da vi har børn vil jeg strække mig ekstremt langt for at få det til at lykkes.
Jeg ville selv gerne starte på aktiviter som der bliver forslået i tråden, men møder her en masse modstand som " er det nu nødvendigt" og " hvorfor skal du nu rende til det flere gange i ugen"
Jeg skriver dette blot for at gøre jer opmærksom på at dette ikke kun er et kvinde fænomen, vi mænd kan også sagtens have de samme problemer med vores kvinder.
Måske vi skulle slå pjalterne sammen og få nogle sjove oplevelser ud af det. (ikke sex, bare rolig)
Knus Peter

Tak for de kloge ord.

Ud og hente nye oplevelser, ny uddannelse, nyt job eller bare kurser, fester, foreninger, hvad du nu kan li?
Så kan du altid se på sofaproblemet lidt senere

sofaproblemet lidt senere ;-)
Ja det er sådan det er nu, håber så bare sofaproblemet løser sig!!! (inden der kommer en lækker mand og byder sig til)
/trådstarter

Hvor mange gange er det. Din kone skal vel også have fri og lidt tid må I vel også have sammen, eller hvad.
Flere gange om ugen!!!!!!!!!!!!!!!!!!!! Hvis du vil rende 4 eller 5 gange er det lidt for meget. Vil du ikke lære dine børn at kende ???????????????????
Hvor mange gange er flere gange om ugen. ??

Det var jo ikke lige det, der var meningen, vel.

Min situation ligner din på en prik. Jeg blev gift som 21 årig og har været gift i 18 år, fik to børn efter 4 års ægteskab og har en mand, der er tilfreds med vores kedelige liv. Jeg har tit forsøgt at ruske i ham, men selv sommerferie kan han finde på at bruge hjemme. Det er så hyggeligt at grille og spise ude og går ture med vovsen. Vi er for unge til en pensionisttilværelse, har jeg sagt masser af gange uden at få en løsning på problemet. Manden er jeg glad for, men ikke det liv, han byder mig. Så jeg har gjort det, at jeg bestiller ferien, og så må han med (og er glad for det!), jeg inviterer venner på besøg, jeg bestilelr biletten i biffen osv. Har måttet indse, at han gør det ikke, kan ikke tage sig sammen, så det er vores løsning på problemet.
Jeg har ligeledes tit kontakt til veninderne, som jeg 1 gang om måneden sørger for at komme ud med.
mange sommerhilsner fra hvadgørvi2

Flere gange om ugen er ikke det jeg går efter. Kunne jeg bare få lov til at gå til noget en enkelt aften ville jeg være glad. Lad være med at være så mistroisk, jeg er ikke en der bare flygter hjemmefra. Er blandet andet selv med ungerne hver anden weekend hvor hun har vagt.
Har det bare fuldstændigt som trådstarter og ville gøre opmærksom på at det faktisk kan være det samme hvis man er mand.

Det er da ikke op til din mand at tage initiativet til din selvrealisering. Hvis du vil have flere par oplevelser, må det da være op til dig selv at arangere det.
Og hvis din mand slet ikke gider være med, selvom du står for det hele, jamen så må du lave noget med veninderne.

Nej bestemt ikke!!!
Men man er allermest sårbar/modtagelig, når ens parforhold ikke fungerer optimalt på alle fronter.

men for pokker!!! jeg fatter ikke at hvis ens ægtefælle ikke er tilfreds med den måde det kører på, ja- så må den anden part jo også oppe sig lidt. Man vil vel gerne "give sig lidt" for at ægteskabet skal lykkedes...
Her bestilte jeg også sommerferien og bevares han nød da også ferien, men ville dog helst have været hjemme!
Jeres løsning på problemet, ja det er jo også vores løsning, men jeg er ægerlig over det skal være på den måde :-( Jeg vil da også gerne overraskes indimellem!
Tak fordi du gav dit besyv med :-)

Jeg har det på nøjagtig samme måde.
Vi har dog kendt hinanden i 8 år.
For et år siden ønskede jeg parterapi. Det vil han ikke.
Han vil ikke have at andre blander sig. Han er tilfreds med livet som det er men savner dog mere sex.
Jeg har gået længe med mine tanker og er nu klar over at der ikke findes den bagdør jeg længe har ledt efter. Er nødt til at gå ud gennem hoveddøren og blive skilt ellers har jeg det fortsat sådanne om 5 år.
Pøj pøj med det

FLOT du er nået så langt. Jeg syntes du har kæmpet flot, foreslået parterapi og alligevel kæmpet videre et års tid.
Ved ikke om I har børn, men det er ihvertfald meget det der holder mig tilbage. Jeg kæmper videre og håber på et mirakel (som nok ikke kommer...) Men så bliver børnene i det mindste større i mellemtiden.
Det er dog utrolig der er så mange i samme situation!
Held og lykke med det forestående og jeg giver dig ret... det ville sikkert se ligesådan ud om 5 år!

Det virker til at I mangler at få udvidet jeres horisont.
Gad vide om jeres forhold ikke er et af disse der forhold, hvor man har slækket på kravene fra begyndelsen ?????
I så fald har der aldrig været tale om en "rigtig" forelskelse.
Og nu kommmer I frem til at hverdagen er trist, fordi i selv dybest set er triste.
Se det er meget trist. 😖

Mmm, jeg har leget lidt med ideen om at vi kunne prøve at bo her i huset på skift med børnene. Bare 1 måneds tid. Forhåbentlig puster det lidt nyt liv i følelsene, og vi kommer forhåbentlig til at savne hinanden og vores "firkløver" rigtig meget.
Vi er i den situation at vores gamle vennepar gik fra hinanden for snart 2 år tiden. Den af os der ikke er hjemme med børnene vil kunne bo hos en af dem. Fyrerne kan måske få lidt mandehygge og måske lidt snak. Min veninde og jeg kan også hygge og desuden vil vi alle jo være på job indimellem.
Jeg foreslog min mand det, og sagde at kunne gå og tænke lidt over ideen. Jeg sagde at noget måtte vi gøre, for at få det bedre. Han er mest til bare at lade dagene gå og så går det nok i sig selv...
Jeg kunne se han blev lidt våd i øjene, det er sgu også synd for ham, at jeg har fået andre behov for indput, men vi må jo prøve at få det til at fungere. Dette kunne måske hjælpe lidt.
Problemet er at vi først kan gøre det til september. Vores store dreng på 6 år, starter skole til august og der syntes jeg tingene skal være som de plejer!
Vores børn er dog vandt til nogengange at være alene med enten mor eller far, da vi begge har aftenvagter i vores job.
Er der nogen der har prøvet en lignende løsning ?