[quote="sand kristen" post=2670137]Lyver Jesus eller er han slet ikke Gud❓Svar: Jesus lyver ikke og Jesus er Gud
Mattæus 20:23
sædet ved min højre hånd og ved min venstre står det ikke til mig at give væk, men det tilhører dem for hvem det er beredt af min Fader.“
Hvis Jesus er Gud, og almægtig, er det netop op til ham af give sædet væk. Ikke! Svar: Da Jesus sagde det havde han givet afkald på det guddommelige, for at blive menneske. Så på det tidspunkt kunne han intet give væk.[/quote]
Fra litteraturen
Rigtige svar.
Religionens fremtid i lyset af dens fortid
12. del: 100-476 e.v.t. — Evangeliets lys slukkes
„Folk har opdaget at det er langt mere bekvemt at forvanske sandheden end at reformere sig selv.“ — Charles Caleb Colton, engelsk præst fra det 19. århundrede
LIGE fra år 33, da kristendommens grundlægger døde for romernes hånd, var bibelhistoriens sjette verdensmagt konstant ude efter de kristne. Den fængslede dem og kastede nogle af dem for løverne. Men selv når de kristne i byen Rom i det første århundrede blev truet med martyrdøden som levende fakler i Neros haver, lod de fortsat deres åndelige lys skinne. (Mattæus 5:14) Med tiden skulle situationen dog ændre sig.
Bogen From Christ to Constantine oplyser: „I de første årtier af det tredje århundrede begyndte kirken at vinde større anseelse.“ Men det var på bekostning af normerne. „Kristen levevis ansås ikke længere for et krav til den kristne tro.“
Kun et mat skær var tilbage af evangeliets strålende lysvæld. Bogen Imperial Rome skriver: „Kristne skribenter i det fjerde århundrede forfægtede at det ikke alene var muligt at være en god kristen og samtidig en god romer, men at Roms lange historie i virkeligheden dannede prolog til det kristne epos. . . . Dette betød at Rom måtte have en guddommelig mission.“
Den romerske kejser Konstantin den Store var af samme opfattelse. I 313 gjorde han kristendommen til en anerkendt religion. Ved at sammenknytte kirke og stat og gøre kirkens folk til statens tjenere, samt sikre at staten fik kontrol med kirkens anliggender, gjorde kejseren faktisk kirken en bjørnetjeneste.
Allerede i begyndelsen af det andet århundrede havde Ignatius, der var biskop i Antiochia, introduceret en ny menighedsordning. Rådet af ældste skulle erstattes af det monarkiske episkopat med én gejstlig i spidsen for hver menighed. Et århundrede senere inddelte Cyprian, biskop i Karthago, kirkens hierarki i syv trin, med biskoppen øverst på rangstigen. Under ham fulgte præster, diakoner, underdiakoner og andre gejstlige. I Vestkirken tilføjede man et ottende trin, mens Østkirken nøjedes med et hierarki på fem trin.
Hvad førte kirkens nye ledelsesstruktur og statsanerkendelse med sig? Bogen Imperial Rome forklarer: „Blot 80 år efter at den sidste bølge af kristenforfølgelse havde lagt sig, begyndte kirken selv at straffe kættere med døden, og dens gejstlige udøvede næsten lige så stor magt som kejserne.“ I diametral modsætning hertil sagde Jesus at hans disciple ikke skulle være „en del af verden“ og at de skulle besejre den ved tro, ikke ved magt. — Johannes 16:33; 17:14; jævnfør Første Johannesbrev 5:4.
„Helgener“ og græske guder
Allerede længe før kejser Konstantins tid havde hedenske ideer forplumret den kristne religion. De mytiske græske guder som havde øvet så stærk indflydelse på Roms religion, havde også påvirket de kristnes. „Da Rom blev et kejserdømme,“ skriver bogen Roman Mythology, „var Jupiter blevet identisk med den græske Zeus . . . Senere blev Jupiter tilbedt som Optimus Maximus, den Største og den Bedste, en titel som levede videre i kristendommen og som findes i mange monumentindskrifter.“ The New Encyclopædia Britannica tilføjer: „Både græske helte og græske guder levede videre i kristendommen som helgener.“
Skribenten M. A. Smith forklarer at „mange gudeverdener blev sammenblandet, og at regionale forskelle udviskedes. . . . Folk var tilbøjelige til blot at opfatte de mange guddomme som forskellige navne for en højere magt. . . . Den ægyptiske Isis, efesernes Artemis og den syriske Astarte kunne sidestilles. Den græske Zeus, den romerske Jupiter, den ægyptiske Amon-Re og selv den jødiske Yahweh kunne påkaldes som forskellige navne for samme højere magt.“
Samtidig med at den kristne kirke i Rom smeltede sammen med den græsk-romerske tankegang, undergik den også en forandring andre steder. I Alexandria, Antiochia, Karthago og Edessa, som alle var centre for teologisk aktivitet, dannedes der forskellige skoler for religiøs tænkning. En forhenværende kannik fra Canterbury, Herbert Waddams, siger at skolen i Alexandria for eksempel var „særdeles påvirket af Platons ideer“ og gav de fleste „gammeltestamentlige“ beretninger en allegorisk fortolkning. Skolen i Antiochia havde en mere bogstavelig og kritisk bibelfortolkning.
De lange afstande, den ringe samfærdsel og de store sprogvanskeligheder forstærkede forskellene. Men det var dog først og fremmest kirkefolkenes uafhængige ånd og selviske ambitioner samt deres villighed til at udvande sandheden efter forgodtbefindende, der fik evangeliets lys til at gå ud.
Falsk ’kundskab’
Helt tilbage i det første århundrede havde vranglære fundet vej ind i den kristne menighed, hvorfor Paulus formanede Timoteus til at vende sig bort fra „modsigelserne i den ’kundskab’ der falskeligt kaldes således“. (1 Timoteus 6:20, 21) Måske hentydede Paulus til gnosticismen, en strømning som havde sin blomstringstid i begyndelsen af det andet århundrede men som sandsynligvis allerede spirede frem i det første århundrede, muligvis med en vis Simon Magus som katalysator. Nogle lærde mener at det er ham som er omtalt i Apostelgerninger 8:9.
Navnet gnosticisme kommer af det græske ord gno′sis, der betyder „kundskab“. De gnostiske grupper hævdede at frelse beroede på en mystisk kundskab om dybder som var ukendte for almindelige kristne. De mente at når de besad denne kundskab kunne de, som The Encyclopedia of Religion udtrykker det, forkynde „den hemmelige sandhed som Jesus havde åbenbaret“.
Gnosticismen hentede sit tankegods mange steder fra. Efter babylonisk forbillede udledte gnostikerne af bibelske tal skjulte budskaber om mystiske sandheder. Gnostikerne lærte også at ånden er god, mens al materie i sin natur er ond. „Det var den samme tankegang,“ skriver den tyske forfatter Karl Frick, „som allerede fandtes i den persiske dualisme og i det fjernøstlige Kinas ’yin’ og ’yang’.“ Den „kristendom“ man møder i de gnostiske skrifter har tydeligvis rødder i ikkekristne kilder. Hvordan kan den da indeholde „den hemmelige sandhed som Jesus åbenbarede“?
Videnskabsmanden R. E. O. White kalder gnosticismen en kombination af „filosofiske spekulationer, overtro, halvmagiske ritualer og somme tider en fanatisk eller endda obskøn kultus“. Andrew M. Greeley fra University of Arizona siger: „Gnostikernes Jesus er til tider usammenhængende, uforståelig eller ligefrem uhyggelig.“
Sandheden om Kristus forvanskes
Det var dog ikke kun gnostikerne der fordrejede sandheden om Kristus. Nestorios, der var patriark i Konstantinopel i det 5. århundrede, docerede at Kristus i virkeligheden rummede to personer, mennesket Jesus og den guddommelige Gud Søn. Da Maria fødte Kristus, var det kun mennesket hun bragte til verden, ikke den guddommelige Søn. Monofysitismen („én natur“), derimod, holdt på at Gud og søn var uadskillelige, og at Jesus havde to naturer men kun var én person, på samme tid sand Gud og sandt menneske. Ifølge denne lære fødte Maria ikke kun mennesket Jesus, men også Gud.Både nestorianismen og monofysitismen var udløbere af en strid som havde raset siden det foregående århundrede. En aleksandrinsk præst ved navn Arius fremførte at Kristus var underordnet Faderen. Han forkastede udtrykket homoousios (af samme væsen) som man anvendte til at karakterisere forholdet mellem Kristus og Gud. I år 325 fordømte koncilet i Nikæa hans lære og erklærede at Jesus var „af samme væsen som Faderen“. Ved koncilet i Chalkedon blev det fastslået at Kristus var Guds menneskevordelse. Det babylonisk-ægyptisk-græske treenighedsbegreb fortrængte således Kristi lære om at han og hans Fader var to adskilte personer, som langtfra var lige. — Markus 13:32; Johannes 14:28.
Faktisk var det Tertullian (ca. 160 til ca. 230 e.v.t.), et medlem af den nordafrikanske kirke, der skabte ordet „trinitas“. Dette ord fandt optagelse i den kristne sprogbrug før Arius blev født. Tertullian var den første teolog der i større stil skrev på latin i stedet for på græsk, og var med til at lægge grundvolden for Vestkirkens teologi. Det samme kan siges om „Sankt“ Augustin, en anden nordafrikansk teolog, der levede små to hundrede år senere. Han „regnes af de fleste for oldkirkens største tænker,“ fortæller The New Encyclopædia Britannica. Leksikonet gør imidlertid i samme åndedrag opmærksom på noget som burde forurolige alle oprigtige katolikker og protestanter: „I hans hjerne blev Det Nye Testamentes religion fuldstændig smeltet sammen med den platoniske tradition i græsk filosofi som i en smeltedigel, og produktet af denne sammensmeltning gik i arv til middelalderens katolicisme og renæssancens protestantisme.“
Katolicismen i krise
I slutningen af det fjerde århundrede gjorde kejser Theodosius I katolicismen til statsreligion og satte derved kronen på det værk som kejser Konstantin havde påbegyndt. Kort tid efter deltes Romerriget, netop som Konstantin havde frygtet. I 410 blev Rom erobret af visigoterne, et germansk folkeslag som længe havde voldt riget problemer, og i 476 afsatte den germanske hærfører Odoaker den vestromerske kejser og tog selv kongenavn, hvorved han satte punktum for det vestromerske riges historie.
Hvordan ville katolicismen klare sig under de nye forhold? I år 500 talte den efter eget udsagn godt 22 procent af verdens befolkning som sine medlemmer. Men de fleste af disse rundt regnet 43 millioner katolikker fik stukket blår i øjnene af religiøse ledere som fandt det mere bekvemt at forvanske sandheden end at reformere sig selv. Evangeliets lys af sand kristendom var blevet slukket. Men selv i det tætte mulm skulle der snart vise sig et lysglimt, hvilket seriens næste artikel „Ud af mørket kom noget ’helligt’“ vil berette om.
[Ramme på side 26]
Eksempler på gnostiske læresætninger
Markion (det andet århundrede) skelnede mellem ’Det Gamle Testamentes’ ufuldkomne Gud der stod under Jesus, og Jesu Fader, „Det Nye Testamentes“ ukendte Gud, den kærlige Gud. Tanken om „en ukendt gud“ er „et gennemgående tema i gnosticismen,“ forklarer The Encyclopedia of Religion. Denne ukendte gud beskrives som „den højeste Forstand, utilnærmelig for den menneskelige ånd“. Den materielle verdens skaber, demiurgen, er derimod et lavere guddomsvæsen og besidder ikke fuldkommen forstand.
Montanus (det andet århundrede) forkyndte at Kristi genkomst var nært forestående og at det ny Jerusalem skulle ligge i Lilleasien. Han fokuserede mere på moral end på troslære og forsøgte at bringe de oprindelige kristne værdier til ny ære og værdighed. Men hans yderliggående bevægelse blev til sidst selv offer for den slaphed som den havde tordnet så stærkt imod.
Valentinus (det andet århundrede), der var græsk poet og den mest fremtrædende af alle gnostikere, påstod at Jesu overjordiske legeme kun tilsyneladende blev født af Maria. Gnostikerne betragtede nemlig al materie som ond. Derfor kunne Jesus ikke have haft et materielt legeme, for så ville også det have været ondt. De såkaldte doketer lærte at Jesu jordiske fremtrædelsesform kun var en illusion og ydre skin. Det samme gjaldt hans død og opstandelse.
Manes (det tredje århundrede) havde tilnavnet al-Bābilīyu, et arabisk ord der betyder „babylonieren“, fordi han kaldte sig selv „Guds sendebud til Babylon“. Hans mål var at skabe en universel religion med elementer fra både kristendommen, buddhismen og zarathustrismen.
[Illustration på side 25]
Ved at blande kristendom og hedenskab var Konstantin den Store med til at slukke evangeliets lys