Konen blev sur

Konen blev sur i går fordi jeg ikke ville tage med hende hjem fra en fest. Jeg hyggede mig til festen, og var slet ikke klar til at gå.
Hun var overtræt, fordi hun havde kun sovet 3 timer natten inden og havde været på arbejde hele dagen. Jeg holdt en spontan fødselsdagsfest fredag.
Vi havde ellers haft en god og hyggelig fest i går aftest, men hun var meget træt, og sagde at hun ikke havde lyst til at tage hjem alene. Det plejer hun ellers ikke at have et problem med, og hun plejer at acceptere at jeg som regel ikke gider tage hjem, når hun vil. Det blev jeg lidt irriteret over, for hun begyndte at hænge på mig.
Så var der en som kom med en kommentar om hvornår vi skulle have børn (vi er i starten af 30'erne og har ikke nogen, fordi hun har et problem med sine hormoner, så det er ikke fordi vi ikke prøver, der er bare ikke sket noget), og hun blev ked af det og begyndte at græde, og sagde at hun ville gerne hjem nu.
Jeg gad stadig ikke tage hjem, men sagde at hvis hun VIRKELIG gerne ville have det, kunne jeg da godt tage hjem, men jeg ville være sur over det, og være sur resten af aftenen. Jeg foreslog oven i købet at vi kunne sætte os ud på trappen og snakke om det, men så blev hun bare vildt sur, tog sine ting, kyssede kun lige hurtigt farvel og gik. Jeg skrev en sms om at jeg elskede hende.
En time senere skrev hun at hun elskede mig, at hun var ked af det og ensom, og at hun ville ligge sig til at sove nu, og da jeg kom hjem nogen timer senere havde hun skrevet et brev om, at hun godt synes jeg kunne tilsiddesætte mine egne behov for hende bare en gang i mellem og alt muligt andet lort.
Jeg synes hun er urimlig, når hun beder mig om at tage hjem fra en god fest, og det hele ødelagde resten af festen for mig. Øv.
Men er det hende eller mig, som har ret?
Manden

Det er jo et svært spørgsmål du stiller, for i mit ægteskab, så følges vi ikke nødvendigvis hjem sammen, fordi min mand er vanvittig social og jeg er af den type, når kl. bliver 24-1 stykker, så har jeg fået nok og vil have fred. For os fungerer det fint, og ikke surer miner eller tror vi af den grund mangler at elske hinanden. Vi har bare forskellige behov på dette område. Min anbefaling vil være få afklaret hvad der er ok i jeres forhold på dette område. Enten vælger I generelt at følges hjem eller så er de ok at den part hænger lidt mere til en social begivenhed en den anden, men det vigtigste er få afklaret hinandens forventninger på dette område.
På det du skriver, så synes jeg din kone er urimelig, at fordi hun ikke har lyst til at feste skal du heller ikke have lyst til at feste. Det hænger jo ikke sammen, og vi ejer jo ikke hinanden fordi vi elsker hinanden. Efter min mening burde hun været gået hjem og hygget sig og været tilfreds med at det er ok for dig ikke alle har den for for tillid eller respekt for hinanden, men sådan tænker vi jo så forskelligt.

Som skrevet plejer vi at have det sådan som du beskriver. At hun tager tidligere hjem end mig, uden sure miner. Det var kun lige i går, sikkert fordi hun blev så ked af det.
Så generelt er det altså ikke et problem at jeg bliver længere.
Men tak, jeg synes også hun var urimlig.

uha det er altid svært , men i vore forhold har vi fundet melodien ... vi plejer at indgå et kompromis .
hvis jeg var træt og han hyggede sig , ville jeg enten sige at han kunne blive alene hvis han havde lyst men som regel aftaler vi hvis den ene hygger sig og den anden vil hjem at vi nupper en time til ... enten så hygger vi os begge efter den time eller også går vi ... for nogengange er det mig som vil hjem og nogengange ham .. men kan jeg se han har det dejligt ville jeg nok tage hjem alene ..
kan ikke se nogen kan bestemme
uha de kommenterer om børn 😕 hvornår lærer folk det❓ hvis et par er i 30érne så får de nok enten børn når de er klar til det eller får den hjælp der skal til ... hvorfor skal folk altid bore i den slags ( fik selv hjælp til det som 30 årig , så kender hvor meget de nærgående spørgsmål kan såre )
men naturligvis er man oversensitiv når man ovenikøbet er træt

Jeg vil nok mene, at eftersom hun normalt ikke har et problem med, at du bliver længere til en fest end hun, så kunne du godt have imødekommet hendes behov i går. Ud fra det du skriver, er hun jo normalt ikke besiddende, men havde måske et særligt behov i går. Hvis du havde vist dig som en hensynsfuld kæreste, havde du fulgt med hende hjem...

Jeg synes det lyder som om at din kone har haft det dårligt og har haft behov for dine støtte, I de ting du skriver lyder det som om at hun har prøvet at vinke med en vognstang til dig
- hun ber dig direkte men diskret...
- hun bliver siddende istedet for bare at gå (hun søger at du skal lægge mærke til hende.
- hun græder (det behøver ikke være det med børn som har hele skylden for dette men den sidste dråbe i et fuldt glas vand måske)
- hun siger ikke ordentligt farvel...
- og brevet hvor hun beskriver sine følelser over situationen...
jeg synes du skal kigge på de røde flag som hun sætter op, især da hun har en hormonel sygdom som du siger, så er man eksra dispunibel over for dybe depressioner, føler mere ensomhed og kan føle at man ingenting er værd (når ikke engang ens mand gider tilside sætte egne behov for bajere og socialt samværd, til fordel for at støtte sin kone i et sårbart og dystert øjeblik)...
jeg forstår dig skam godt det er da træls at aftenen bliver ødelagt, og at du skal bytte noget muntert med noget nedern og træls... men jeg tror ærligt at din kone havde et stort behov for dig lige i situationen, det blev så ikke... så synes jeg du skal lade det ligge, det hjælper ingen af jer at du går og er sur og føler dig uretfærdigt behandlet - for tænk hun synes nemlig også du har været uretfærdig... så lade det stå lige og begynd på en frisk, og tal med din kone istedet for at ignorere hende! eller spørge os for den sags skyld!

det bliver kun værre jo ældre de bliver og der er masse af yngre festglade modeller derude så.... Go for it! 🙂

Er du en festabe, som bare altid hellere vil feste og lave alt muligt andet end det din køne gerne vil, så har hun ret.
Er hun "en hænger" så har du ret.

Og lige her var du der ikke. Klart at hun efterfølgende følte sig deprim. At du valgte at blive til den fest, det forstår jeg bare ikke. Du er da selv ude om det, hvis din kone en dag søger bekræftigelse hos en anden. Havde min mand handlet sådan, hvor jeg p.g.a. en speciel sårbar situation under en fest var blevet så ked af det, som din kone blev det, så havde jeg følt, han ikke elskede mig nok. Kommer der for mange af den slags hændelser, er det jo at man mister kærligheden. Det bør du lige tænke over.

Jeg elsker min kone meget højt, og ville aldrig forlade hende, slet ikke til fordel for en tomhjernet gås!!

Nogen gange er hun en hænger, som i går...
Men hun plejer at forstå, at når hun begynder at hænge er det tid for hende at gå hjem...

om det er en mand eller kvinde der svarer. Jeg er altså kvinde (på samme alder som jer, med en kæreste også på samme alder).
Jeg kan meget let sætte mig i din kones situation, for nogle gange har man bare VIRKELIG brug for lidt ekstra omsorg. Det lyder som om hun havde rigtig meget brug for at du var der for hende, og derfor er jeg nok af den mening at du kunne tilsidesætte et par festlige timer, for at være der for den kvinde du elsker.
Selvom det betød noget for dig at blive til den fest, tror jeg faktisk det betød mere for hende at du havde været der. Det betyder også at hvis det havde betydet virkelig meget for dig at blive til festen og hun bare synes det ville være hyggeligere at i var hjemme, skulle hun have bøjet sig for dit ønske.
Det kan være så svært at forstå hinanden for vi mænd og kvinder er bare så forskellige og tænker og føler forskelligt. Der er ikke nogen der har decideret ret, eller tager fejl. Jeg tror de fleste mænd, kender dit dillemma og kender situationen at konen brokker sig/er ked af det og jeg tror at de fleste mænd har en tendens til at tænke at det er noget hun gør for at få opmærksomhed/er over følsom/for at få sin vilje osv. men jeg tror (selvom det selvfølgelig også gælder for nogle) at det oftest er fordi der er noget der VIRKELIG går hende på.
Jeg kan ikke forestille mig nogen større sorg her i livet, end ikke at være i stand til at få børn (udover at miste dem, når man HAR fået dem) og hvis hun har haft en dårlig dag/aften og er kommet til at tænke over alt dette, kan jeg virkelig godt forstå hun havde brug for dig.
Når hun skriver et brev til dig, er det er forsøg på at nå ind til dig. Jeg tror godt jeg kan sige, uden at kende hende, at det har gjort så "ondt" inde i hende, at du ikke har været der til at lytte til hendes tanker og bekymringer, men hellere ville sidde til en fest. Lige i den stund hvor hendes hjerte virkelig bløder, tilsidesætter du hende.
Jeg kan faktisk sagtens se, at det ikke er let at være mand (helt ærligt, godt det ikke er mig) og skulle tilfredsstille en kvindes behov for opmærksomhed, bekræftelse, omsorg, lange dybe samtaler, forståelse osv osv. men det er nok i virkeligheden en del at dét, at vælge at leve sammen med en kvinde. Hvis vi var ens, var der jo heller ikke noget ved det, vel?
Det betyder ikke at du skal give efter for hendes ønsker til hver en tid, men du skal øve dig i at læse hende, så du ved hvornår det er alvor og hvornår det mere eller mindre, er hysteri. Hun skal selvfølgelig gøre det samme, så hun ved hvornår noget er rigtig vigtigt for dig, og kan give dig det, du har brug for.
Jeg håbe det hele løser sig (hvis jeg var dig ville jeg give hende et varmt kram og et kærligt kys og sige undskyld at jeg ikke var der for hende, fordi jeg ikke lige havde forstået hvor vigtigt det egentlig var for hende - så kunne det jo være hun ville undskylde for at være så nærtagende - og så kunne i have en super hyggelig søndag, hvem ved?)

men din kone havde altså brug for dig, og du foretrak en fest.

man skal finde sig en ung kone for gamle skal de nok blive.😃😃

Jeg ville aldrig være i et forhold, hvor det var mere reglen end undtagelsen, at man ikke fulgtes hjem.
Du kommer med mig og du går med mig. Hvornår vi skal gå er aftalt på forhånd hjemmefra.
Hvis du normalt var en okay gut, ville hun ikke sætte sig og skrive et brev til dig. Det er noget kvinder gør, når de ikke kan råbe deres mand op.
Det kan godt være du ikke ved det, men dit forhold er i dyb krise og det skyldes måske specielt din hensynsløse og egoistiske adfærd og derefter dit festgen, som er lige vel fremtrædende i din alder. Bliv voksen.

Nu var du jo kommet af med hende? Var der måske nogle rigtige mænd til festen, der antydede du var en dårlig partner?

Jeg ville lige lufte min mening.
Man skriver kun, hvis han ikke er til at råbe op, helt korrekt. Hvis jeg var hende, uden børn, ville jeg slet ikke have noget med ham at gøre. At han ikke kan række en hånd, når hun er ulykkelig, det siger alt.

Det ernok vigtigt det du skriver at du ikke vil være i forhold hvor I ikke kan følges hjem, hvorfor ikke egentlig? Er du uselvstændig, tror du kærlighed handler om at man gør alting sammen, hvad med friheden til at være sig selv er det heller ikke ok. Kærlighed handler ikke om at være ens eller at ville det samme altid. Det handler om at respektere og acceptere hinandens forskellighed på godt og ondt.
Jeg stoler på min 100%, hvorfor skulle jeg ikke det og hvorfor skulle jeg ellers have et forhold til ham, så ville det jo kun være en belastning hvis jeg ikke tror på ham, så friheden til forskelligheden, friheden til at være et selvstændig individ, friheden til ikke altid at ville det sammen hvorfor er det ikke ok. Handler det om normer og regler, at sådan gør man bare eller er det fordi du synes det er hyggeligt at følges ad hjem og så vide din fyr/mand eller ville hjem det giver dig en tilfredsstille af magten til at bestemme, hvornår synes du denne fest er slut for os 2.
For mig at se er det måske dig der skal blive voksen og finde ud af at kærlighed ikke handler om at have magt og kontrol og bestemme over hinanden, men det handler om respekten og accepten og netop kærligheden til den forskellighed der præger vores forhold.
Du kan få ca. 50% opfyldt af din partner resten skal du have ude i byen, f.eks. dine venner, håndbold, blomsterbinding eller hvad du nu har det godt med, hvis du forlanger eller forventer man kan få alting opfyldt af en person har du store krav til din partner, som ingen kan opfylde og eller ikke skal. Du lyder som en der elsker dig selv mere end din partner og hans ønsker og behov, men de behov skal selvfølgelig tilsidesættes for at du kan få dit behov opfyldt, f.eks. ved at I kan følges af hjem til en fest og så kan din partern eventuelt ligge og blive irriteret over at du ikke er lige så stor en festabe som ham eller omvendt.
Start du med at finde ud af at mennesker har forskellige behov og ønsker til livet og det skal du have respekt for, for i denne case bliver der jo ikke skrevet om manden er ude efter en anden kvinde eller andet i den dur der er farligt for forholdet. For mig lyder du umoden ligesom du helt sikkert synes jeg er umoden fordi jeg mener vi har forskellige behov og ønsker og dem skal vi ikke tilsidesætte.
Lige denne case er jeg ikke enig med dig, men der kan altid opstå en helt specielt situation som gør at man til hver en tid tilsidesætter sine egne behov, men ikke lige på dette område.

Kan du ikke forstå at kvinden var ulykkeig i netop denne situation? At hun havde brug for sin kæreste, men han var der ikke for hende. Det er denne ene situation du skal forholde dig til hr. fru Anonym og ikke andet. Selvfølgelig skulle han have støttet op om hende lige her.