krænkende kæreste

nu sidder jeg igen med den tanke og følelse af, at min kæreste igennem 1 års tid ikke rigtig interesserer sig for mig.
En episode som skete i går, kan jeg ikke rigtig ryste af mig og jeg er stadig unerlig tilpas.
kæresten kom hjem fra arbejde igår og han plejer at fortælle lidt om hvordan dagen er gået. Jeg fortalte ham så om min forsamtale på min nye arbejdsplads, imens stod jeg og rørte rundt i gryden og han læste avisen, jeg vendte mig om for at kigge på ham og han sagde ikke noget, men så sagde han pludseligt, at han da ikke havde forstand på det arbejde jeg skulle igang med...han sagde det i en irriteret stemmeføring og jeg sagde så, nej det behøver du heller ikke sagde jeg.
Så ringede min telefon og da maden var færdige spiste og småsnakkede vi lidt. Kæresten er hurtigere til at spise end jeg er, så da han var færdige ville han i bad, så vi kunne komme hen og handle ind derefter. Jeg sagde til ham, at nu er det anden dag han rejser sig fra bordet når han er færdige og jeg så kan sidde selv tilbage....det mente han ikke var noget galt i, for vi kunne jo alligevel ikke snakke sammen når man spiser og vi skal jo hen og handle ind snart. ja, men butikkerne lukker da ikke foreløbig, nå sagde han så, men vi kan da snakke i aften.
Jeg sagde til ham, at jeg følte han ikke interesserede sig for mig, han sagde at han ikke gad høre på hvad mit arbejde indeholdt, for det interesserede ham ikke, men han ville da gerne høre om mine arbejdstider og sådan....
Og så var skaden ligesom sket, vi skændes hele vejen til indbøbsstedet og han sagde at han da var ved at være ligeglad med det hele. jeg sagde at han da aldrig rigtig har interesseret sig for hvad jeg gik og lavede i det hele taget, han mente nu at det hele lå ved mig, at det var min skyld og at han ikke gjorde noget forkert.
Jeg sagde så ikke et ord mere og undervejs hjem i bilen sagde han flere gange, fortæl nu om dine arbejdstider, nej det ville jeg ikke, tænk at skulle holde kæft med ikke at fortælle om mit arbejde, men han måtte godt fortælle om sit arbejde, det konfronterede jeg ham med, men han grinte bare. han prikkede til mig flere gange, men jeg havde ikke lyst til at fortælle om mit kommende arbejde.
Så kom vi hjem til ham og han holdte om mig og sagde at han elskede mig, men jeg var så skuffet over at han ikke gider høre på, interesserer sig ikke for mig/arbejdet.
Han laver så tit noget andet, eller kigger i avis når jeg snakker til ham, det siger han, at han også gør nårt hans venner besøger ham, nej det passer jo kun en lille smule, han er på 90 % af tiden når vennerne besøger ham...
Nu i dag kan jeg ikke tilgive ham, skal jeg leve med an kæreste som ikkegider høre på mit arbejde og jeg skal lytte til ham, det vil og kan jeg ikke.
Jeg mener hans opførsel er meget uforskammet, og krænkende.
er jeg virkelig så nærtagende, så underlig og forkert??????

Jeg syntes at din holdning overfor din kæreste, er helt i orden.
Hvad hvis du udviste samme opførsel og behandling overfor ham, ville han nok reagere på samme måde.
Syntes at han viser en ligegyldighed overfor dig og dit nye arbejde.
Han burde glæde sig på dine vegne, støtte dig og vise glæde ved dig og dit arbejde, og selvom det ikke interessere ham.

dig en kæreste som minder meget om min afdøde far. Han gemte sig også altid bag en avis, interesserede sig ikke for min mor, hans kone, men meget for alle andre. Jeg var meget forurettet på min mors vegne over hans måde at behandle hende og også os på.
Det har jeg lært meget af i mit forhold, hvor min kone og jeg taler utrolig meget om hendes arbejde, mit og vort liv iøvrigt. Derfor er det altid både spændende og rart at være sammen. Jeg er ældre end hende og har via råd hjulpet hende til tops i den store virksomhed hun er ansat i.
Din beskrivelse af situationen, fortæller om en mand som ikke har overskud i livet til også at rumme dig. Han lyder træt og uoplagt, og kvæler dermed også dig.
Mit bedste råd er, find dig en sjovere livsledsager, det bliver ellers en lang vej...og i konstant modvind, læser jeg af dit indlæg.
Du er rigtig på den, han forkert!

han siger han da ikke snakker om sit arbejdes indhold, men mere om arbejdskollef´gaerne, nej, det passer jo ikke sagde jeg til ham, og så gav jeg ham nogle eksempler, men han grinte bare og sagde at jeg vist ikke havde hørt ordentlig efter, for det var ikke 5 cm, men 5 mm...
jeg undrer mig meget over hvordan han kan have sådan en holdning, at det er ok at han fortæller om sit arbejde, men der er ting han ikke gider høre på, om mit arbejde....jeg kunne forstå ham, hvis jeg i timevis sad og fortalteside op og side ned, men det gør jeg aldrig.
men det mærkelige i det er, at han har fortalt mig, at hver dag når hans eks kom hjem fra arbejde, så sad de og fik kaffe og hun fortalte om hvorda dagen var gået...jeg spurgte ham, om det var mere spændende at høre på hvordan hun havde lagt kartofler på plads på hylden i supermarked, nej sagde han, men jeg lyttede da, jammen hvorfor gider du så ikke lytte til mig, han mente at det var noget andet, hvordan spurgte jeg, jammen hun havde da børnene med hjem og vi kan da snakke om afteneen.
Jammen din store egoist kaldte jeg ham for, hvorfor skal alting foregå på dine promisser...

men han har da så godt som altid overskud til at være noget for sine venner....jeg forstår ikke den der med, at han kan opføre sig så anderledes sød og imødekommende overfor sine venner, men mig og hans børn behandler han nogle gange som det værste stykke skidt....jeg er ved at trække mig ud af forholdet, jeg kan simpelthen ikke holde til det og skal gerne have overskud til arbejdet, ja livet i det hele taget...
Tak for indput.

Du må overveje hvad du giver, hvad du betaler, og hvad du får på godt og ondt. -og hvad der er et muligt alternativ.
Ummddelbart lyder det ikke særlig empatisk fra hans side, og hvis det er det gennemgående mønster må du overveje om det så er de gode ting værd.
mvh

Det er meget almindeligt at folk der er sure, lukkede og udslukte derhjemme, er glade og åbne og fulde af overskud når de er ude blandt venner.
Det skyldes at der ikke er nogle forventninger til én når man er blandt venner. Dér handler det om hygge og sjov. Derhjemme derimod, er der pligter og krav.
Og mange mennesker, muligvis især mænd, har svært ved at tackle situationer hvor der kræves noget af dem følelsesmæssigt. Så bliver de helt enormt trætte, og lusker rundt og prøver at undvige samvær, gemmer sig bag avisen eller computeren.

Du skriver: Og mange mennesker, muligvis især mænd, har svært ved at tackle situationer hvor der kræves noget af dem følelsesmæssigt.
Jeg har oplevet det stik modsatte, at det er kvinder som virker undvigende og prøver at foregive at de har travlt, og så er de blevet trætte og gået i seng, næste dag tro de at alt er glemt.

Fair nok, jeg skrev jo netop også "muligvis". Og det gjorde jeg, fordi jeg selv oplever at det primært er mænd der har svært ved at være nærværende. Jeg hører langt oftere kvinder beklage sig over lukkede mænd, end mænd der klager over lukkede kvinder - med undtagelse af seksuelt lukkede, naturligvis, for dér tegner der sig omtrent et omvendt mønster. Læs bare de seneste halvtreds spørgsmål i denne debatkasse, så vil du se et mønster.
Og jeg vil endnu engang understrege, som jeg også skriver i mit andet indlæg, at folk (mænd eller kvinder) der er følelsesmæssigt undvigende, ikke er onde eller kolde, de ved bare ikke lige hvordan de skal handle, og så reagerer de ved at være konfliktsky. Til stor irritation for partneren.

Hej igen,
Der er et eller andet der trækker energi ud af din kæreste. Jeg kan umuligt vide hvad. Du kan måske give et par gæt. Han har formodentlig også selv et bud eller to – dog ikke nødvendigvis, da man ofte kan føle sig drænet for energi, uden selv at ane hvorfor.
Hvis han er lige så lukket over for sig selv som han er over for dig – hvis du forstår hvad jeg mener: Nogle mennesker reflekterer faktisk ikke så voldsomt meget over deres eget liv, heller ikke når de er i enrum – Så har han sikkert svært ved at ”betragte sig selv udefra” og se hvor uhensigtsmæssigt han behandler dig. Så vil han bare synes at han da er ”på den rigtige måde”, og at du er forkert. Og derfor bliver han vrissen og distanceret, når du kommenterer hans adfærd.
Som du beskriver ham, synes jeg han ligner en person der kunne have godt af at arbejde lidt med sig selv. Men den slags kan man jo ikke tvinge andre til, de skal gøres af egen lyst og trang. Men så længe han fortsætter som nu, vil du lide under det.
Det værste ved energi-drænede mennesker, er nemlig at de også dræner deres omgivelser. De drager kærester og børn ind i deres humør-cirkus, så ingen i familien til sidst orker at mobilisere nogen som helst positive og konstruktive tiltag. Så sidder alle bare og hænger og er mugne.
Så længe hans energi er bundet op i en negativ strøm, og så længe han har viklet dig med derind, så skal der en ekstraordinær indsats til for at bryde ud. Jeg kan desværre ikke give dig andet råd end at følge din mavefornemmelse og din første indskydelse: spørg dig selv om du gider?

være nærværende og sød og kærlig og dejlig og hvis det bare lige havde været fordi han kom træt hjem fra arbejdet, han ikke orkede at høre på mig lige da, så havde det været helt i orden, men han sagde jo og har sagt flere gange til mig, at mit kommende arbejde ikke interesserer ham, han har ikke interesse for det og så kan jeg jo ikke gøre mere, men jeg synes det er meget egocentrisk af ham, at han ikke gider lytte til mig, når han fortæller om sit arbejde..

Okay, så kan jeg da godt forstå at dine følelser er blandede, og derfor ekstra svære. For hvis han godt, eller ligefrem sagtens, kan være indlevende og deltagende, så er han jo ikke bare en kold skid eller en dum nar, men rummer evnen til empati. Men noget blokerer ham altså åbenbart ind imellem, og især når du taler om dit arbejde?
Hvordan har han det med sit eget job? Måske er han utilfreds med noget dér, og så provokerer det ham at du har fået et nyt job som du er glad for?

energien ud af min kæreste, det er hans arbejde, han arbejder mellem 12-14 timer hver dag, også nogle enkle weekender arbejder han. Vi er kun sammen ca 2,3,4 timer hver aften, for så skal han i seng.
Men som jeg har skrevet længere oppe, så interesserer mit kommende arbejde ham ikke, men derfor synes jeg han er egocentrisk, kun gider høre på sig selv et langt stykke hen ad vejen og det kan jeg ikke leve med, men jeg har også meget svært ved at undvære ham, men han har nogle meget dårlige sider jeg ikke bryder mig om.
du har ret, han reflekterer ikke meget over noget som helst og kan nok derfor ikke forstå hvordan jeg har det med hans opførsel, meget godt skrevet og formuleret🙂
Jeg vil også mene, at han også kunne have godt af, at arbejde med sig selv, men det får jeg ham aldrig i livet til og ja, du har sikkert lige så ret som amen i kirken, at sålænge han fortsætter som nu, og det vil han temlig sikkert blive ved med, så vil jeg lide under det. Jeg kan ikke arbejde så intens med mig selv, ved at sige til mig selv, at sådan er han bare, han mener ikke noget ondt med det, tja, det ved jeg jo godt nogle gange, men jeg kommer nok aldrig til at kunne acceptere han er så egocentrisk, det koster al for megen energi at skulle sige fra så ofte.
Jeg kan godt mærke at min energi er på lavblus og humøret også. Jeg gider ikke bruge min energi på ham, og jeg kan ikke komme ud af forholdet, som du skriver, så skal der en ekstraordinær indsats for at bryde og den energi har jeg ikke.
Om mit nye arbejde kan give mig det energi der skal til for at bryde kan jeg kun håbe, men jeg er samtidig også bange for, at arbejdet koster energi og den energi har jeg ikke, så mon jeg går helt til grunde i både kæresteproblemer og arbejdsmæssigt...uhhh ha, det tør jeg næsten ikke at tænke på...
Mange tak for alle dine fine ord😉rigtig god dag[s]

fået nogle problemer på sit arbejde og han har sagt, at jeg måske finder en ny kæreste på mit nye job, da vores forhold ikke går så godt længere, men han har jo også sagt flere gange før, at mit kommende arbejde ikke interesser ham overhovedet og ikke gider høre på det....men jeg mener at lige meget hvad der ligger til grund for hans uhensigstsmæssige opføærsel, så kan jeg ikke acceptere at han er så afvisende overfor mig og det er da trist, at jeg ikke kan dele mit arbejde med ham nogle gange, hvor ensom kommer man da så lige til at føle sig i sit forhold, at der kommer tabu emner op, som han ikke gider forholde sig til...
jeg føler mig tilsidesat, ikke værdsat nok af ham og holdt udenfor.
men hold da op hvor var han sød ved mig i går aftes da vi kom i seng og her til morgen også, men jeg er stadig lidt påvirket af hans opførsel, at jeg ikke live ved om jeg gider se ham i dag, der er andre jeg har lyst til at dele mine oplevelser med, også omkring mit kommende arbejde, for han gider jo ikke høre på mig...

Selv tak, og tak fordi du selv deltager i den tråd som du har startet, det er rigtig dejligt når folk følger op på de svar som de får. (kan du mærke hvordan en god dialog giver god energi? 😉[s]
Han arbejder da også alt for meget, din kæreste - er det fordi han gerne VIL arbejde nærmest i døgndrift, eller er det noget han føler sig presset til?
Jeg er glad for at høre at du selv er bevidst og reflekteret omkring de her ting, for så kan han da ikke køre dig fuldstændig rundt i manegen.
Og hvem ved, hvis du er en så åben og snakkende person i virkeligheden som du har været i denne tråd, så vil du helt sikkert hurtigt møde nye, gode kolleger, som kan give dig nogle energi-indsprøjtninger. Mit råd er: brug den næste tid på at fokusere på dig selv. Det fortjener du. Tillykke med jobbet, i øvrigt, og nyd livet [f]

du er økonomisk afhængig af ham = du vil ikke forlade ham så længe han vil forgylde dit liv.
Få dig dog et liv i stedet for at jamre sådan, hvorfor fanden er kvinder så stupide, de vil have opmærksomhed hele tiden og så fatter de ikke at andre mennesker prøver at undgå dem.
Hvad med at flytte sammen med en anden kvinde, så kan i sammen jamre over livets fortrædeligheder og i kan give hinanden den opmærksomhed ingen andre vil give jer.

Uha, Ernst, hvorfor spørger du ikke damen direkte om hun føler sig økonomisk afhængig, i stedet for at slynge det ud som en påstand? Det forekommer mig uhøfligt, også selvom vi er anonyme her. Eller måske netop derfor.😕
Ja, mange kvinder er bange for om de kan klare sig økonomisk alene, og holder derfor mere ud end de ville gøre hvis de selv var velhavende. Men trådstarter har jo netop lige fået et godt nyt job, så det er da en mystisk konklusion du inddrager i netop dette tilfælde, Ernst?

det sidste jeg er i dette forhold...har du ikke lige læst, at jeg har fået nyt arbejde, arbejde er lige med penge. At kæresten arbejder næsten i døgndrift har ikke noget at gøre med at han giver mig ting, tvært imod, han sparer op....
Så lad dog lige være med at lege gættelege på denne uhensigtsmæssige måde...håber da snart solen skinner på dig....

men rigtigt dejligt. Du er en af konstruktive herinde og hvor ville jeg blive glad, hvis der var flere af din slags🙂[f]

Der er sgu knas og krummer i dig, Outside!
Men for at det ikke skal blive en total rose-klub i denne tråd, så vil jeg godt lige sige et par ord mere om afhængighed:
Ja, umiddelbart kunne man jo tro, at det nu ville være en smal sag for dig at forlade ham, da du ikke har brug for den økonomiske tryghed som han kan give.
Men enhver der har levet i et (eller flere) længerevarende og seriøse parforhold ved jo godt, at der er mange andre aspekter af afhængighed end det økonomiske. Der kan være børn, fælles venner, hus eller lejlighed, og alt indboet – hvordan skal man nu dele det hele når man går fra hinanden… åh, det bliver sgu så besværligt, tænker man.
Og så venter man lidt, og ser tiden an. Glatter ud, og ser om det ikke bliver lidt bedre, og ”det går vel egentlig også meget godt”, og bla bla bla… Man gør det delvist fordi man er imødekommende og forstående, og vitterlig prøver at give partneren en chance. Men man gør det også fordi man er pissehamrende magelig.
Mageligheden (som er mere dovenskab end frygt) er den tungeste form for afhængighed. Og den har ikke nødvendigvis noget med økonomi at gøre. Den har at gøre med at skulle ændre sine vaner. At skulle til at bo et andet sted, omgive sig med nogle andre ting, og omgås nogle andre mennesker, og måske (forhåbentlig) også en ny kæreste.
Og en ny partner – orker man overhovedet at gå ud og finde sådan en? Hvad nu hvis man forelsker sig i en der har en grim sofa eller en dum hund? Det kan virke som et uoverkommeligt projekt. Er man klar til det? Og så vælger man at blive hvor man er, bare en lillebitte smule tid endnu. Ligesom med slankekure, rygestop og opsigelse fra lortejobbet. Der skal tages tilløb. Og endnu et tilløb. Og så starter jeg på mandag. Efter et lille tilløb…

Hvis en af parterne i et forhold ikke er forstående over for den andens behov for at fortælle om dagens gang eller de tanker der rører sig, ja så er sådan et forhold dømt til at køre skævt. Hvem gider at lytte til en anden person, hvis man ved at vedkommende ikke vil lytte til en selv?
For mig er det en selvfølge at man lytter, uanset om det er positive eller negative nyheder der kommer for dagen. Jeg mener også at det er vigtigt at komme med et velovervejet svar på de ting der bliver spurgt om, lige så vel som jeg aldrig svarer på noget der kun er hørt brudstykker. Man svarer ikke i Nord når der bliver spurgt i Syd, det er uforskammet at gøre sådan over for en anden person. Og det er i den forbindelse underordnet, om det er en person man har et nært forhold til eller ej.

altså dine, som han gerne vil kende... den stinker lidt !
Min ex ville vide det samme, for så kunne han jo planlægge hvornår han kunne se hende han nu var utro med..

ved alt bedre end alle andre har i ikke lagt mærke til det + han hader kvinder han er sikker på at alle kvinder er ude på at røve deres mænd -- manden har ikke fattet at kvinden her taler om noget helt andet .
ernst du burde måske også arbejde en hel masse med dig selv 😉

den fes faktisk ikke ind.
Trådstarteren skrev om at hun ikke lige kunne forlade den mand hun offentlig udstiller som en kold skid, ingen argumentation, næ det behøver hun stort set ikke, men hvad i himlens navn skulle den sætning til for, hvis hun ikke vil fortælle hvorfor hun ikke kan komme ud af det forhold, nu hvor hun oven i købet har fået et job.
Jeg ved sikkert lige så meget om mange emner, som andre gør, og ja jeg har det med at se tilbage på mine erfaringer i de mange år jeg har levet.
Nej jeg hader ikke kvinder, de er såmænd ganske søde og venlige.
Og hvad har du så tænkt dig at jeg skal arbejde med ?? jeg dyrker ikke min egen person og ej heller min krop, men til gengæld tør jeg sige/skrive hvad jeg mener, hvad de fleste mænd ikke tør, grunden til jeg tør er, at jeg ikke skal score nogen eller noget her på sol, jeg skal ikke stryges med hårene, det her er en debat og her bør man skrive hvad man mener OG stå ved det man mener.

eller magelighed, der gør det svært at forlade ham, det er ren og skær sindsyg forelskelse...

Som jeg skrev i dit andet indlæg, det må da være dig, så undrer det mig ikke, at han også hjemme ikke er kærlig.
Han gør det ikke af ond vilje, i er bare forskellige. han kan ikke lytte og svare dig omkring dit job, han kender ikke noget til det og interesserer sig ikke dybere for at høre dine tanker omkring det. Han mangler empati, og det får han aldrig.
Spørgsmålet er så om du gider leve med ham, eller om du vil finde en anden type, der er bedre at snakke med.

Jeg tror, at du bare skal give ham lidt luft engang imellem.
Det lyder til, at han også er sød og opmærksom - men jeg har oplevet flere mænd, som har brug for et pusterum, når de kommer hjem. Lad ham læse sin avis, eller få lidt "alentid" lige når han kommer hjem, så han selv lige kan "komme sig" over dagen. Hvis han er en type, som er meget udadvendt og "på" når han er ude eller på job - så har han også brug for lidt tomrum til at lade batterierne op.
Vi kvinder er rigtig gode til at "overfalde" vores mænd lige når de kommer hjem, og vil fortælle en hel masse om dagens oplevelser - og det er ikke fordi, de er ligegalde - men de har brug for lidt stiltid i deres eget hjem også. Jeg har ihvertfald lært ikke at bombardere med en hel masse lige så snart han træder ind af døren - men at give lidt rum til afslapning - med det resultat, at jeg i dag har en lang mere afbalanceret mand - og i særdeleshed en interesseret og indlevende mand - netop fordi jeg også giver ham plads til at han bare kan være for sig selv, og uden at bebrejde ham for dette - ret så basal - behov.
Gi' ham lidt luft og ro når han kommer hjem - og så vil du se, at han giver dig så meget mere.

og han er stadigvæk ikke interesseret i at høre på mig, han har ikke spurgt en eneste gang til arbejdet, det eneste han har sagt er, at han håber det bliver noget for mig. Jeg har sagt til ham, ok, nu hvor det eneste som interesserer ham er mine arbejdstider, så har jeg smidt dem i hovedet på ham og sagt, at bare rolig, jeg fortæller ikke om andre ting, for du skal da ikke overbebyrdes af mig....han sagde at det ikke var sådan ment, at han ville da godt høre om arbejdet, hvordan det gik, men ikke hvad det som sådan indeholder, for det har han ikke forstand på og det interesserer han ikke.....
Jeg kan ikke finde ud af denne mand, nogle gange kan han finde på at sige nogle ting og dagen efter lave dem om, for igen at sige, at det kun var for sjov, for dernæst igen at sige, at han er ligeglad....hvad fanden sker der oveni hovedet på manden.........??????

Du stikker altså også meget til ham og ofte....det kan kun ende med at irritere ham (og dig endnu mere).
Hvad med bare at lade det ligge? I er nok begge lige stædige - I har haft jeres diskussion og skænderi om dette - og du bliver ved med at ribbe op I det, så bliver det kun værre.
Det hele bliver påtaget - han vil føle at det er en pligt at spørge, og du vil ikke tro på han er oprigtig alligevel lige meget hvad han spørger om - og så vil du stikke til ham igen.
Nu har du jo sagt at du ikke vil fortælle og overbebyrde ham - jamen så lade vær.
Det kan være, at det kommer naturligt senere - I en mere afslappet atmosfære.

gider man ikke at høre andre snakke.
Det går begge veje. Hvis du forventer, at han skal høre på dig, skal du ikke gøre det, mens han er optaget af noget andet. Til gengæld bør han også finde tid til at høre på dig, hvis han forventer, at du finder tid til at høre på ham.
Giv ham samme behandling, næste gang han vil fortælle om sit arbejde. Det plejer at hjælpe at få det igen.

Selvom nogen sikkert vil synes du er hysterisk, så tror jeg at du skal overveje om du virkelig vil være sammen med ham.
Hvis han på daglig basis ignorerer dig, ikke hører efter når du fortæller om ting der interesserer/betyder noget for dig og i det hele taget bare synes du er krævende fordi du gerne vil have at i deler nogle ting med hinanden, i særlig grad det der betyder noget, så er det måske ikke ham du skal være sammen med?
Der er ikke noget mere dræbende i et forhold end ligegyldighed. Jeg er selv tidligere blevet meget såret af netop sådan en adfærd i et forhold hvor jjg da interesserede mig for hans interesser osv. Det var måske ikke mine, men fortalte han passioneret om noget han brændte for, arbejde eller hobby, så spurte jeg da og synes det var spændene. Nej, jeg fattede måske ikke de praktiske detaljer, men det var spændene fordi det betød noget for ham. Til gengæld var han slet ikke interesseret i mit; hvad jeg lavede til daglig, om jeg fik en god bedømmelse på en stor aflevering eller lignende. Han lukkede sig inde ved computeren og gav samme udmelding som din kæreste: jeg elsker dig, men det rager mig hvad du oplever. Det er faktisk det samme som at sige "jeg vil godt have dig, men du interesserer mig egentlig ikke, du er bare rar" og sådan skal det ikke være.
Man skal helst støtte og finde interesse i hinanden. Man behøver jo ikke at gå med til alt eller decideret dyrke de samme interesser, arbejde med det samme osv. Men at høre et menneske man elsker fortælle om noget der har hans/hendes glødende interesse bør være naturligt, ikke en sur pligt som man bare ignorerer.
Hvordan kommunikerer i i øvrigt? Taler i sammen, dyrker i hinanden eller skændes i bare NÅR i taler sammen?

Jeg tror det er godt at du trækker dig ud, for du kan spilde en frygtelig masse tid med at være ked af det og såret uden at det interesserer ham en døjt.
Den der følelse af at alle andre er interessante men ikke en selv, at han altid har tid, energi og interesse for andre men ikke en selv... det er bare så svært og de er ikke rimeligt.
Jeg tror han er lidt en ego-tripper. Du skriver om hans eks-kone og jeg tænker på om du evt. er blevet han re-bound? Altså den første han er sammen med efter sit ægteskab? For manges vedkommende er det en slags outled hvor de bare er mega-egoistiske og kun søger at få deres egne behov stillet, fordi de er sårede og sure over ægteskabets sammenbrud.
Men spørgsmålet er jo også om han reelt HAR været sådan i sit ægteskab eller om det er gået i stykker fordi han opførte sig lige sådan over for konen som måske fik nok?

Lad os lige opsummere:
Han er jaloux, fordi han føler mindreværd, og beskylder dig derfor for at søge udad fordi jeres forhold går skidt.'
Han gider ikke at engagere sig, medmindre HAN lige har lysten. Så er han kvalmt sød og opmærksom, så han opnår hvad han vil, nemlig din hengivenhed.
Han interesserer sig kun for dig hvis han vil opnå noget, men gider ellers ikke at høre om noget der handler om dig, han er egocentreret.
Følelsen af at blive bedraget (af hans opførsel, altså) hænger ved... du køber den ikke helt, føler dig forvirret og skuffet - for hvor lang tid går der inden han gider at gøre noget igen.
Og hvad vil han opnå med det, for gør han nogensinde noget for dig, hvis han ikke vil opnå noget selv?
Jeg ved ikke om jeg har ret, men jeg forestiller mig at det er nogen af de tanker du selv har gjort dig og jeg kan kun give dig et råd. Lad være med at spilde din tid, han er det ikke værd.

Jeg tror din kæreste bruger sit arbejde til at flygte fra en masse rod i hans sind.
Jeg kan jo ikke vide det, men folk der arbejder så meget og er så egocentrerede er det tit fordi de ikke tør at være "alene" med sig selv og deres egne tanker, fordi der er en masser der gør ondt - og fordi de så må se på sig selv. Det kan også være svært, men hvis han har trukket dig ind i det cirkus hvor du næsten går og "frygter" hvordan hans humør er, om han har en "god" eller "dårlig" dag, om han vrisser, skifter humør fra den ene time til den anden og sådan, så suger han alt ud af dig.
Du skal tænke på hvad du selv kan gøre; har du ændret dig i jeres forhold? er du blevet mere træt, uoplagt, føler du tingene er uoverskuelige, kommer du ikke så meget ud fordi du ikke orker det osv? For så ér det nok tiden at komme videre...

Ernst, du bruger altid de økonomiske argumenter.
Mit seneste forhold kørte ikke ret godt til sidst - men tænk, det var MIG der forsørgede os, det var MIG der holdt røven oppe og arbejdede på det og det var MIG der havde svært ved at stoppe det fordi jeg elskede ham.
Han havde med andre ord ikke nogen som helst økonomisk klemme på mig og jeg endte desværre i en meget voldsom situation fordi han blev så indebrændt pga. sin lukkede personlighed at han gik amok. Han fik hvad han havde brug for og alligevel havde jeg svært ved at gå, selvom han i lang tid op til sit psykotiske anfald opførte sig som trådstarters kæreste.
Det hedder kærlighed, følelser. Det er tit en del af et forhold og det der gør det svært at gå. Penge er så ligegyldige, men hvis det er ens egen førsteprioritering bliver det måske også det man tillægger andre?

Jeg synes ikke at "stikpiller" er en undskyldning for hele tiden at ændre "reglerne" i forholdet.
Hvis kæresten der her nævnes er typen som én dag siger noget, den næste dag "ændrer" reglen for hvad han vil snakke om (hvad hun "må" snakke om/dele med ham) for så igen næste dag at gøre grin med ham når hun forsøger at tilpasse sig hans ønsker, så handler det ikke om stikpiller og ro. Så handler det om at han vil styre, manipulere og egotrippe og det kureres ikke med tid og rum.

Den går nemlig over af sig selv, når den er blevet krænket tilstrækkeligt. Det mærkelige er, at man slet ikke opdager det, før bagefter. Hver gang han krænker dig, dør der en lille smule i dig og pludselig en morgen vågner du op og aner ikke hvad du laver sammen med den idiot. Du kan ikke engang genkalde følelsen af forelskelse. Du vil bliver dybt overrasket, den dag det sker.

Når hun siger til ham "så har jeg smidt dem i hovedet på ham og sagt, at bare rolig, jeg fortæller ikke om andre ting, for du skal da ikke overbebyrdes af mig" - det er helt klart en provokerende stikpille, og hjælper på ingen vis på situationen.
Og det er noget som vi kvinder er rigtig gode til - sådan lige at servere et eller andet slet skjult bemærkning, som lige skal ramme.
Istedet for en stikpille som ovenfor - så skulle hun hellere stille og roligt fortælle ham, " at når du reagere på den måde, uden at vise interesse for mit job - så bliver jeg ked af det, og føler at du ikke har interesse for mig".... eller lignende.
Træk det bebrejdende ud af debatten - og fortæl ham (stille og roligt og UDEN anklage) hvordan du føler, når du synes han ignorerer dig.

Har selv sådan en kæreste... Han gider MEGET GERNE at fortælle om sit job og hvad der ellers sker; men han viser med alt tydelighed at det ikke rager ham en skid hvad der sker i mit liv :(( og jo det er i min verden topmålet af egoisme og ligegyldighed...
Han kan også svinge 90 grader... det ene øjeblik er han sød og kærlig, men nok mest som der blev skrevet, når han skal opnå noget... næste øjeblik er jeg bare et nul. Især hvis der er alkohol involveret🙁 Kigger nu efter et nyt sted at bo inden mit selvværd kommer helt ned, for det dræner virkelig SÅ MEGET.. og er færdig med at spilde mit liv på en utilregnelig mand med for lidt selvværd. Vil bare ikke trækkes ned på det plan som efter min mening er uværdigt for alle mennesker. Så det er planen herfra.

Forpligtigelse..... min bare r.. Håber sandelig ikke du taler af erfaring [:|]