Kunst, en omgang rygklapperi?

Jeg har været på maler kursus, vældigt hyggeligt. Meeen jeg kom, efter at have set en masse billeder/maleri af forskellige kunstnere til, at tænke på er det i virkeligheden ikke bare en omgang rygklapperi? Jeg mener hvis et barn kan få sine værker udstillet på et eller andet kendt museum, hvor de tror hun er voksen, hvor er vi så? Er det ikke bare et sammenfald af heldige omstændigheder, der bestemmer om en kunstner bliver kendt? Og hvad der lige er inde i tiden? Det virker som om det bliver sværre og sværre for kunstnere at provokere, at være nyskabbende fordi vi har set alt? Derfor er jeg fristet til, at spørge hvad er god kunst er, men jeg har lært, at det ikke er noget definerbart. Ud fra det er jeg må jeg konkludere, at det er omgang rygklapperi. Hvor der bare er en kendt, der skal synes du er god og så er din lykke gjort?

Nogen skal nødvendigvis være udnævnt til kunstekspert, og de må nødvendigvis have en ven der maler ...så der bliver vel klappet ryg et eller andet sted.
Men står man i Rom og glor på en sten kaldet Pietà, så klappes der i hænderne.
Tror du det nogensinde bliver anderledes ?

Og håber på der ikke går the wave effekt i verdenen hele tiden.

Ganske simpelt. Alt elitens såkaldte "kunst", har alle dage været: eliten giver eliten gaver, eliten klapper ryg på hinanden, og ultimativt: deres prisuddelinger som er en stor gang hjernevask og røvslikkeri som er skabt for at vi skal tilbede dem som var de Guder!.

Jeg husker endnu sagen. Hvis den pågældende kunstner havde heddet "hans" eller "erik" var der ikke sket en skid. Nu hed ungen "Virtus" så han MÅTTE jo have talent, ikk'? Vorherre i skuret.