kvinder medansvarlige i voldtægtssager ?
18. marts 2005
Retsvæsen holder kvinder medansvarlige i voldtægtssager
I voldtægtssager, hvor kvinden har haft en kontakt til gerningsmanden forud for voldtægten, får hun ofte tillagt en stor del af ansvaret for hændelsen
Hvis du bliver voldtaget af en fyr, som du har flirtet med i byen og fået drinks af, er der større risiko for, at politiet tvivler på, om der reelt er tale om en voldtægt, end hvis du bliver overfaldet af en fremmed på gaden.
Det er ikke kun hver fjerde unge dansker, der mener, at kvinder, som går udfordrende klædt, selv har et medansvar, hvis de bliver voldtaget.
Flere betjente mener også, at en kvinde, som flirter og går udfordrende klædt opfører sig uansvarligt, fordi hun på den måde giver manden indtryk af, at hun har lyst til samleje.
Det viser et speciale ved Københavns Universitet og Psykologi ved Roskilde Universitetscenter.
Udfra interviews med betjente og ved at gennemgå de sidste 20 års offentliggjorte voldtægtsdomme har de fundet ud af, at kvinder, der bliver voldtaget af én, de har været i kontakt med forinden, ofte får tillagt en stor del af ansvaret.
»Det, der afgør om betjentene mener, at der er tale om en voldtægt, er i høj grad, hvad kvinden har gjort forinden. I sager med kontaktvoldtægter fokuseres der i langt overvejende grad på kvinden og ikke på manden, mens der i sager med overfaldsvoldtægter hovedsageligt fokuseres på manden,« siger Ann Maskell og fortæller om, hvordan det i en sag, blev fremhævet, at kvinden havde købt en øl til manden tidligere på aftenen: »Man kan sagtens blive spurgt ud, om man selv har lagt op til et samleje, eksempelvis fordi man har flirtet,« beretter hun videre.
Mangel på beviser
At politiet særligt ved kontaktvoldtægter tvivler på, om kvinden har været udsat for en voldtægt, hænger sammen med, at der ofte er mangel på beviser for, at manden har handlet med forsæt. For at en mand skal kunne dømmes for voldtægt, skal han med andre ord have været klar over, at kvinden ikke ønskede at have samleje. Men i stedet for at fokusere på manden, retter politiet søgelyset mod kvinden for at finde ud af, om hun kan have givet ham grund til at tro, at hun var interesseret i sex.
Ann Maskell og Tenna Roepstorff Poulsen peger på, at traditionelle kønsopfattelser også spiller ind på politiets tvivl over for sagen.
»Der hersker en opfattelse af, at mænd er styret af deres begær og derfor ikke er i stand til at se, at de rent faktisk begår voldtægt. Dette gør at politiet ofte opfatter kontaktvoldtægten som en misforståelse frem for som en rigtig voldtægt,« siger Tenna Roepstorff Poulsen.
Ifølge Tenna Roepstorff Poulsen og Ann Maskell tillægger politiet kvinden et medansvar for voldtægten, fordi der er en udbredt opfattelse af, at det er kvindens ansvar ikke at ophidse manden seksuelt, eksempelvis ved sin påklædning eller flirtende adfærd:
»Det er et urimeligt krav til kvinden, der bygger på en forældet opfattelse af, at manden er styret af sine drifter og ikke kan kontrollere sig selv,« siger Tenna Roepstorff Poulsen.
Desuden tillægger politiet kvinden ansvaret for at få manden til at forstå, at hun ikke har lyst til sex frem for, at manden tillægges et ansvar for at sikre sig, at hun rent faktisk har lyst:
»Mange af betjentene mener, at det slet ikke er nok, at hun siger nej. Kvinden skal også gøre fysisk modstand og fortsætte denne modstand,« siger Ann Maskell og tilføjer, at betjentene dog også har stor forståelse for, at kvinden kan være så bange, at hun ikke gør modstand.
Langt de fleste voldtægter sker mellem et offer og en gerningsmand, der har haft kontakt med hinanden inden, og derfor er det, ifølge Ann Maskell og Tenna Roepstorff Poulsen, et problem, at politiet opfatter en ’rigtig voldtægt’ som en, hvor kvinden bliver overfaldet på gaden:
»Hvis der er tale om en kontaktvoldtægt, hvor parterne måske har mødt hinanden i byen, lever kvinden ikke op til billedet af et ideelt offer,« siger Tenna Roepstorff Poulsen og understreger at denne opfattelse ikke kun gælder politiet.
Ud fra deres interview med betjente, der behandler voldtægtssager, har de fået indtryk af, at mange betjente lægger uforholdsmæssig stor vægt på gerningsmandens retssikkerhed, og har en snæver forståelse af hvornår en mand har forsæt.
Der var dog også enkelte betjent, som gav udtryk for, at systemet på flere områder er for dårligt indrettet til at håndtere kontaktvoldtægter, og at for få gerningsmænd bliver dømt.
Forbliv single!
Da Ann Maskell og Tenna Roepstorff Poulsen spurgte en af de interviewede betjente om, hvordan man som kvinde forebygger en kontaktvoldtægt, svarede han ironisk: »Man forbliver single.«
Et af de største problemer er ifølge Maskell og Roepstorff Poulsen da også, at adfærd, som almindeligvis anses for at være normal, kan blive vendt mod kvinden i en voldtægtssag:
»Vi lever i en pornoficeret tid, hvor kvinder stimuleres til at klæde sig udfordrende. Det hører med til normal ungdomskultur, at man går i byen og har et one night stand, men det er lige præcis en sådan adfærd, der fører til, at politiet vurderer, at manden kunne have haft grund til at tro, at hun havde lyst til sex,« siger Ann Maskell.
Både Roepstorff Poulsen og Maskell mener, at kvinders retsbeskyttelse er for dårlig: »Hvis hun først er gået med ham hjem, bliver hun nærmest et lovligt bytte,« siger Ann Maskell.
Kriminalinspektør ved Københavns politi Ove Dahl afviser, at politiet gør kvinden mere ansvarlig i voildtægtssager, hvor der har været kontakt mellem parterne forinden. Ifølge ham behandler politiet sager om overfaldsvoldtægter og kontaktvoldtægter ens:
Juridiske tiltag på vej
»Politiets rolle og opgave er at belyse sagen så objektivt som muligt. Vi tager ikke stilling til noget som helst. Det er ikke ikke vores rolle. Det er domstolenes opgave at vurdere om det, der er sket, rent faktisk er en voldtægt,« siger Ove Dahl.
En voldtægtssag begynder ikke hjemme på sengekanten. Ifølge Ove Dahl skal politiet have med, hvad kvinden har lavet forud om aftenen. Som tænkt eksempel nævner han, at det kan være, at kvinden er gået i byen med sin veninden kl 18 for at spise, hvorefter hun har været rundt på forskellige dansesteder i nattelivet, hvor hun på et eller andet tidspunkt møder en mand, som hun flirter og danser med og måske også udveksler telefonnumre med.
»Det er indlysende, at vi er nødt til at få at vide, hvad optakten har været, for at finde ud af hvad der er sket, hvad der er sagt, og hvad der er blevet aftalt,« siger han.
At flere betjente ikke mener, at et nej er nok, men at kvinden er skal gøre fysisk modstand, overrasker ikke Ove Dahl: »Det er indlysende, at det - set med en politimands øjne - er det nemmere at bevise, at der er foregået en voldtægt, hvis der har været fysisk modstand, eller hvis den pågældende har været påført skader,« siger han.
Men han medgiver, at det er et klassisk juridisk problem at bevise, hvad der er sket i en situation, hvor to unge ender hjemme sammen efter de har flirtet og danset med hinanden i byen. Ofte er det påstand mod påstand:
»På et tidspunkt sker der måske det, som kvinden helst ikke ville have, nemlig at de til sidst ender i den konkrete samlejesituation. Der har kvinden et lige så stort ansvar som manden. Hun kan lade være med at gå med ham hjem klokken fem om morgenen, hvis hun har i tankerne, at der skal ske mere end bare at kigge på frimærker. Ansvaret kan ikke bare deles ud på manden. Sådan er virkelighedens verden ikke. Kvinden må også tage ansvaret for sig selv,« siger Ove Dahl.
I denne uge har justitsminister Lene Espersen bebudet, at regeringen vil forbedre retsstillingen for ofre for voldtægt. Strafferetsplejeudvalget har netop udsendt en betænkning, hvor udvalget blandt andet foreslår, at der indføres en regel om, at offeret skal have mulighed for at få en samtale med en bistandsadvokat forud for afhøringen hos politiet, og at der skal være en advokat til stede under afhøringen.
shn@information.dk
Retsvæsen holder kvinder medansvarlige i voldtægtssager
I voldtægtssager, hvor kvinden har haft en kontakt til gerningsmanden forud for voldtægten, får hun ofte tillagt en stor del af ansvaret for hændelsen
Hvis du bliver voldtaget af en fyr, som du har flirtet med i byen og fået drinks af, er der større risiko for, at politiet tvivler på, om der reelt er tale om en voldtægt, end hvis du bliver overfaldet af en fremmed på gaden.
Det er ikke kun hver fjerde unge dansker, der mener, at kvinder, som går udfordrende klædt, selv har et medansvar, hvis de bliver voldtaget.
Flere betjente mener også, at en kvinde, som flirter og går udfordrende klædt opfører sig uansvarligt, fordi hun på den måde giver manden indtryk af, at hun har lyst til samleje.
Det viser et speciale ved Københavns Universitet og Psykologi ved Roskilde Universitetscenter.
Udfra interviews med betjente og ved at gennemgå de sidste 20 års offentliggjorte voldtægtsdomme har de fundet ud af, at kvinder, der bliver voldtaget af én, de har været i kontakt med forinden, ofte får tillagt en stor del af ansvaret.
»Det, der afgør om betjentene mener, at der er tale om en voldtægt, er i høj grad, hvad kvinden har gjort forinden. I sager med kontaktvoldtægter fokuseres der i langt overvejende grad på kvinden og ikke på manden, mens der i sager med overfaldsvoldtægter hovedsageligt fokuseres på manden,« siger Ann Maskell og fortæller om, hvordan det i en sag, blev fremhævet, at kvinden havde købt en øl til manden tidligere på aftenen: »Man kan sagtens blive spurgt ud, om man selv har lagt op til et samleje, eksempelvis fordi man har flirtet,« beretter hun videre.
Mangel på beviser
At politiet særligt ved kontaktvoldtægter tvivler på, om kvinden har været udsat for en voldtægt, hænger sammen med, at der ofte er mangel på beviser for, at manden har handlet med forsæt. For at en mand skal kunne dømmes for voldtægt, skal han med andre ord have været klar over, at kvinden ikke ønskede at have samleje. Men i stedet for at fokusere på manden, retter politiet søgelyset mod kvinden for at finde ud af, om hun kan have givet ham grund til at tro, at hun var interesseret i sex.
Ann Maskell og Tenna Roepstorff Poulsen peger på, at traditionelle kønsopfattelser også spiller ind på politiets tvivl over for sagen.
»Der hersker en opfattelse af, at mænd er styret af deres begær og derfor ikke er i stand til at se, at de rent faktisk begår voldtægt. Dette gør at politiet ofte opfatter kontaktvoldtægten som en misforståelse frem for som en rigtig voldtægt,« siger Tenna Roepstorff Poulsen.
Ifølge Tenna Roepstorff Poulsen og Ann Maskell tillægger politiet kvinden et medansvar for voldtægten, fordi der er en udbredt opfattelse af, at det er kvindens ansvar ikke at ophidse manden seksuelt, eksempelvis ved sin påklædning eller flirtende adfærd:
»Det er et urimeligt krav til kvinden, der bygger på en forældet opfattelse af, at manden er styret af sine drifter og ikke kan kontrollere sig selv,« siger Tenna Roepstorff Poulsen.
Desuden tillægger politiet kvinden ansvaret for at få manden til at forstå, at hun ikke har lyst til sex frem for, at manden tillægges et ansvar for at sikre sig, at hun rent faktisk har lyst:
»Mange af betjentene mener, at det slet ikke er nok, at hun siger nej. Kvinden skal også gøre fysisk modstand og fortsætte denne modstand,« siger Ann Maskell og tilføjer, at betjentene dog også har stor forståelse for, at kvinden kan være så bange, at hun ikke gør modstand.
Langt de fleste voldtægter sker mellem et offer og en gerningsmand, der har haft kontakt med hinanden inden, og derfor er det, ifølge Ann Maskell og Tenna Roepstorff Poulsen, et problem, at politiet opfatter en ’rigtig voldtægt’ som en, hvor kvinden bliver overfaldet på gaden:
»Hvis der er tale om en kontaktvoldtægt, hvor parterne måske har mødt hinanden i byen, lever kvinden ikke op til billedet af et ideelt offer,« siger Tenna Roepstorff Poulsen og understreger at denne opfattelse ikke kun gælder politiet.
Ud fra deres interview med betjente, der behandler voldtægtssager, har de fået indtryk af, at mange betjente lægger uforholdsmæssig stor vægt på gerningsmandens retssikkerhed, og har en snæver forståelse af hvornår en mand har forsæt.
Der var dog også enkelte betjent, som gav udtryk for, at systemet på flere områder er for dårligt indrettet til at håndtere kontaktvoldtægter, og at for få gerningsmænd bliver dømt.
Forbliv single!
Da Ann Maskell og Tenna Roepstorff Poulsen spurgte en af de interviewede betjente om, hvordan man som kvinde forebygger en kontaktvoldtægt, svarede han ironisk: »Man forbliver single.«
Et af de største problemer er ifølge Maskell og Roepstorff Poulsen da også, at adfærd, som almindeligvis anses for at være normal, kan blive vendt mod kvinden i en voldtægtssag:
»Vi lever i en pornoficeret tid, hvor kvinder stimuleres til at klæde sig udfordrende. Det hører med til normal ungdomskultur, at man går i byen og har et one night stand, men det er lige præcis en sådan adfærd, der fører til, at politiet vurderer, at manden kunne have haft grund til at tro, at hun havde lyst til sex,« siger Ann Maskell.
Både Roepstorff Poulsen og Maskell mener, at kvinders retsbeskyttelse er for dårlig: »Hvis hun først er gået med ham hjem, bliver hun nærmest et lovligt bytte,« siger Ann Maskell.
Kriminalinspektør ved Københavns politi Ove Dahl afviser, at politiet gør kvinden mere ansvarlig i voildtægtssager, hvor der har været kontakt mellem parterne forinden. Ifølge ham behandler politiet sager om overfaldsvoldtægter og kontaktvoldtægter ens:
Juridiske tiltag på vej
»Politiets rolle og opgave er at belyse sagen så objektivt som muligt. Vi tager ikke stilling til noget som helst. Det er ikke ikke vores rolle. Det er domstolenes opgave at vurdere om det, der er sket, rent faktisk er en voldtægt,« siger Ove Dahl.
En voldtægtssag begynder ikke hjemme på sengekanten. Ifølge Ove Dahl skal politiet have med, hvad kvinden har lavet forud om aftenen. Som tænkt eksempel nævner han, at det kan være, at kvinden er gået i byen med sin veninden kl 18 for at spise, hvorefter hun har været rundt på forskellige dansesteder i nattelivet, hvor hun på et eller andet tidspunkt møder en mand, som hun flirter og danser med og måske også udveksler telefonnumre med.
»Det er indlysende, at vi er nødt til at få at vide, hvad optakten har været, for at finde ud af hvad der er sket, hvad der er sagt, og hvad der er blevet aftalt,« siger han.
At flere betjente ikke mener, at et nej er nok, men at kvinden er skal gøre fysisk modstand, overrasker ikke Ove Dahl: »Det er indlysende, at det - set med en politimands øjne - er det nemmere at bevise, at der er foregået en voldtægt, hvis der har været fysisk modstand, eller hvis den pågældende har været påført skader,« siger han.
Men han medgiver, at det er et klassisk juridisk problem at bevise, hvad der er sket i en situation, hvor to unge ender hjemme sammen efter de har flirtet og danset med hinanden i byen. Ofte er det påstand mod påstand:
»På et tidspunkt sker der måske det, som kvinden helst ikke ville have, nemlig at de til sidst ender i den konkrete samlejesituation. Der har kvinden et lige så stort ansvar som manden. Hun kan lade være med at gå med ham hjem klokken fem om morgenen, hvis hun har i tankerne, at der skal ske mere end bare at kigge på frimærker. Ansvaret kan ikke bare deles ud på manden. Sådan er virkelighedens verden ikke. Kvinden må også tage ansvaret for sig selv,« siger Ove Dahl.
I denne uge har justitsminister Lene Espersen bebudet, at regeringen vil forbedre retsstillingen for ofre for voldtægt. Strafferetsplejeudvalget har netop udsendt en betænkning, hvor udvalget blandt andet foreslår, at der indføres en regel om, at offeret skal have mulighed for at få en samtale med en bistandsadvokat forud for afhøringen hos politiet, og at der skal være en advokat til stede under afhøringen.
shn@information.dk