At træde frem for Farao krævede mod.
Det var kun ved Guds kraft og ved hans ånds virke at Moses og Aron kunne klare den opgave de havde fået overdraget. Farao var konge over datidens ubestridte verdensmagt. Ved hans hof herskede en pragt uden lige, og den hovmodige Farao, der selv formodedes at være en gud, var omgivet af rådgivere, militære befalingsmænd, vagter og trælle. Desuden var der de religiøse ledere, de såkaldte magere, som var Moses’ største modstandere. Disse mænd var de mægtigste i riget, næst efter Farao selv. Farao brugte hele sit imponerende hof til støtte for Ægyptens guder. Og Moses og Aron trådte ikke blot frem for Farao én gang, men mange gange, og for hver gang blev Faraos hjerte hårdere fordi han var besluttet på at bevare herredømmet over sine værdifulde hebraiske trælle. Da Moses og Aron havde fortalt at den ottende plage ville komme over Ægypten, blev de faktisk drevet bort fra Farao, og efter den niende blev de advaret om at de ville blive straffet med døden hvis de igen prøvede at se hans ansigt. — 2Mo 10:11, 28.
Med dette i tanke er det meget forståeligt at Moses gentagne gange henvendte sig til Jehova for at hente styrke og forvisse sig om hans støtte. Men det må bemærkes at han aldrig forsømte at gøre og sige nøjagtig som Jehova havde befalet. Han ændrede ikke ét ord af Jehovas budskaber til Farao, og hans ledelse udvirkede at efter den tiende plage „gjorde alle Israels sønner sådan som Jehova havde påbudt Moses og Aron. Sådan gjorde de.“ (2Mo 12:50) På grund af sin stærke tro fremhæves Moses som et eksempel for kristne. Apostelen Paulus skrev om ham: „Ved tro forlod han Ægypten, ikke af frygt for kongens harme, for han holdt stand som så han den usynlige.“ — He 11:27.
Før den tiende plage brød løs, fik Moses den forret at indstifte påsken. (2Mo 12:1-16) Ved Det Røde Hav måtte han atter høre på folkets klager da de tilsyneladende var fanget i en fælde og stod ansigt til ansigt med døden. Men han udviste tro som en sand fører under Jehovas vældige hånd og forsikrede israelitterne om at Jehova ville tilintetgøre den ægyptiske hær der forfulgte dem. Han råbte åbenbart til Jehova i denne krisesituation, for Gud sagde til ham: „Hvorfor bliver du ved med at råbe til mig?“ Så befalede Gud Moses at løfte sin stav og række sin hånd ud over havet og kløve det. (2Mo 14:10-18) Mange hundrede år senere sagde apostelen Paulus om israelitternes overgang over Det Røde Hav: „Vore forfædre [var alle] under skyen og alle gik gennem havet og alle blev døbt til Moses ved hjælp af skyen og havet.“ (1Kor 10:1, 2) Det var Jehova der døbte dem. For at undslippe deres morderiske forfølgere måtte jødernes forfædre i forening slutte op om deres hoved, Moses, og følge hans ledelse gennem havet. På den måde blev hele Israels menighed i realiteten døbt til Moses, dens befrier og fører.
Med dette i tanke er det meget forståeligt at Moses gentagne gange henvendte sig til Jehova for at hente styrke og forvisse sig om hans støtte. Men det må bemærkes at han aldrig forsømte at gøre og sige nøjagtig som Jehova havde befalet. Han ændrede ikke ét ord af Jehovas budskaber til Farao, og hans ledelse udvirkede at efter den tiende plage „gjorde alle Israels sønner sådan som Jehova havde påbudt Moses og Aron. Sådan gjorde de.“ (2Mo 12:50) På grund af sin stærke tro fremhæves Moses som et eksempel for kristne. Apostelen Paulus skrev om ham: „Ved tro forlod han Ægypten, ikke af frygt for kongens harme, for han holdt stand som så han den usynlige.“ — He 11:27.
Før den tiende plage brød løs, fik Moses den forret at indstifte påsken. (2Mo 12:1-16) Ved Det Røde Hav måtte han atter høre på folkets klager da de tilsyneladende var fanget i en fælde og stod ansigt til ansigt med døden. Men han udviste tro som en sand fører under Jehovas vældige hånd og forsikrede israelitterne om at Jehova ville tilintetgøre den ægyptiske hær der forfulgte dem. Han råbte åbenbart til Jehova i denne krisesituation, for Gud sagde til ham: „Hvorfor bliver du ved med at råbe til mig?“ Så befalede Gud Moses at løfte sin stav og række sin hånd ud over havet og kløve det. (2Mo 14:10-18) Mange hundrede år senere sagde apostelen Paulus om israelitternes overgang over Det Røde Hav: „Vore forfædre [var alle] under skyen og alle gik gennem havet og alle blev døbt til Moses ved hjælp af skyen og havet.“ (1Kor 10:1, 2) Det var Jehova der døbte dem. For at undslippe deres morderiske forfølgere måtte jødernes forfædre i forening slutte op om deres hoved, Moses, og følge hans ledelse gennem havet. På den måde blev hele Israels menighed i realiteten døbt til Moses, dens befrier og fører.