Kære anoreksi

Du er ikke mere end en hvisken i mit hoved,
og alligevel fylder du som et skrig.
Du er ikke mere end et skår i min sjæl,
og alligevel er du alt.
Jeg følger dine skrig,
jeg følger dine vilkår,
og det skår du er bliver til et sår.
Jeg følger dine regler for du gør mig glad,
forvandler mad til had.
Du er hellig for mig,
og perfektionen selv.
Hvis du nogensinde forlader mig bryder min verden sammen,
og så vil jeg ikke stå op til en ny dag,
for jeg kan ikke klare hverdagen uden dig.
Så vær min ven for altid,
for jeg ved, alt hvad de andre siger om dig er løgn.
Du er den eneste jeg altid kan betro mig til,
du er ikke en sygdom men en frelse og en ven.
Kære anoreksi, jeg elsker dig, for du gør mig til mere end jeg nogensinde var.
Værdig.

Svær at svare på men håber ikke du lider af anoreksi.

Nu har jeg jo været lidt hård ved dig i en anden tråd😉
Det er et skidegodt digt!
Det er skræmmende fordi man føler at du ved hvad du taler om.
Men netop derfor rammer det plet

diagnoseret nej... men jeg har problemer med mad og har haft det i mange år, men jeg kæmper selv med det, derfor ikke diagnoseret, ellers tak 🙂

Desværre må jeg meddele at jeg faktisk ved hvad jeg taler om i DET her tilfælde[;)... Men det er sådan digtet bliver bedst. Når der er hjerte og sjæl med...

tænkte jeg jo nok.....
Men jeg gik helt bevidst ikke ind på det, eftersom jeg overhovedet ikke kender noget til anoreksi, jo jeg ved jo hvad det er, men det er også alt.
Desuden var det heller ikke det du spurgte efter.
Men nu for at være lidt snusfornuftig, hvis du selv ved at du er ude i noget skidt og har brug for hjælp, er du jo allerede kommet et langt stykke af vejen.
Jeg vil da helt klart anbefale professionel hjælp...

tænkte jeg det var noget skidt. Det gjorde mig kun ked af det, efter jeg har kæmpet stærk imod i 2 år selv og været stort set over det, hvor det så er vendt tilbage stærk, har jeg ikke noget at kæmpe med mere... Jeg har nemlig opdaget at det faktisk gør mig glad, jeg har nemlig alt for meget at tænke på, det tager mine tanker og putter et andet sted. Jeg er færdig med at kæmpe, det må udvikle sig som det nu gør...
Angående hjælp så er der et meget langt stykke fra at skrive et digtet der udtrykker en og ligger det anonymt ind, snakke højt om det anonymt, til at gå til nogen man stoler på... min veninde der er selvskader ved jeg har et problem ( dog ikke i hvilket omfang), hun er den eneste og det kan jeg lide at holde mig. Engang var anoreksi et mareridt men nu kan jeg se alt det positive det er og KUN det positive...
Jeg forventer ikke at du forstår.. det er meget svært hvis man ikke selv er inde i det...

Jeg kan slet ikke sætte mig ind det.
Jeg synes det lyder pisseskræmmende når man kan synes at det er positivt at være anoretiker...
Men som sagt, har jeg ingen forudsætning for at kunne udtale mig om emnet.
Men jeg ønsker dig ihvertfald god vind fremover, og digt endelig videre 😉

forstå for jeg står i det og kan heller ikke selv forstå det.. Jeg tror ikke det er anoreksien du bliver venner med men det du føler den gør for dig....
Til din oplysning: Anoreksi er en mental sygdom, som vises i det fysiske ved voldsomt vægttab inden for kort tid. Du mister ikke din sult, men tillader ikke dig selv at spise: Det er som om du får en ny perfekt ven inden i it hovede som forstår dig helt 100% og altid vil være der og aldrig forlade dig, og du bliver bange for at du ikke kan kan klare hverdagen uden hende og at det hele uden ville styrte sammen... Men hvis hun skal støtte dig og være der for dig og gøre dig perfekt, værdig ( gerne et tilbagevendende behov hos anorektikere )så må du ikke spise og du har sådan et stort behov for de her ting at du vil gøre hvad som helst, så stemmen i dit hovede har ikke svært ved at overtale og overtale dig.. For hun giver dig en følelse af perfektion og værdighed som du ikke kan få nok af, men problemet er det bliver aldrig nok.... Det bliver et kærlighed/had forhold...
Nu ved du lidt 🙂
Mange tak og jeg vil fortsætte med at digte det kan du roligt stole på :)