"kæreste"løst forhold

Kender du det, at hverdagen ligesom har overtaget i forholdet. Der sker intet impulsivt eller overraskende?
Min kæreste og jeg har kendt hinanden i 2 år og boet sammen lige så længe.
Vi havde det pragtfuldt - lige indtil "hverdagen " satte ind - og hvornår var det lige det var??
Vores sexliv er mere eller mindre planlagt - onsdag og lørdag .. Skal vi gå ind ved siden af - og 5 min.senere er vi tilbage hvor vi sad i sofaen!
Det føles som om pladen er gået i hak.. og at vi ikke kan finde vejen væk der fra.
Endvidere føles forholdet som om jeg er en servicemaskine (oprydning, vsketøj, mad mv.) og han bare kan nyde heraf ... altså mor nr.2 i hans liv - det vil jeg bare ikke være, men når han ikke svinger støvsugeren - så bliver det lidt ulækkert i længden.. og så gør jeg det.. og ih.. hvor bliver vi uvenner!
Jeg har prøvet at tale med ham om det (hele)- talt om at dele cd'erne igen og pakke hans ting - men alligevel... vi vil jo ikke undvære hinanden..
Nå . men al den nærhed der burde være, den fællesskab/2-somhed er ligesom forsvundet midt i hverdagens tummerum.. og nu står jeg bare og savner et spontant knus - hvad fa'en skal jeg gøre ved det??

Jeg tror jeg ved hvad du mener. Har også noget jeg gerne vil snakke med en om, har du en mail, så ka vi skrive sammen der ?

du er garanteret ikke den enest det er sket for, så bare rolig (øh måske endnu mere urolig) men her følger et godt råd: gør noget, hvis du godt kunne tænke dig lidt spænding og lidt impulsivitet, så lad være med at "kræve" det af din kæreste, men begynd i stedet for selv at tage et initiativ, planlæg en aften ude i byen med spisning og dans eller noget lignende, måske noget du ved han ka lide. og med hensyn til den seksuelle del så tag bare en gang i mellem selv styringen, så bestemmer du jo også selv hvor længe det skal tage, rengøring tjah den er nok værer, der er mange mænd der simpelthen skal piskes igang, men prøv at opmuntre ham til at gøre noget for det fælles hjem

Hej,
Måske skal du overveje om der er et perspektiv i forholdet. Tryghed er ikke en god grund til at være i et forhold. Min kæreste og jeg kom igennem noget lignende (det var dog ikke manglende oprydning der var problemet). Vi gjorde det gennem lidt terapi og ved at anstrenge os med at elske hinanden. Det lyder måske lidt søgt og det kræver lidt i starten. Men pludselig oplever man den der vidunderlige og livsbekræftende følelse komme tilbage. Terapien fik vi (2X2 timer) os til at erkende at der var nogle ting som vi bar med os som gjorde at vi var endt i det mønster. Når man først finder ud af det, bliver tingene meget lettere. Jeg har i den forbindelse en jeg kan anbefale.
Held & lykke med det ;o)

hej ven!
jeg kan føle det du siger!!!!
men min svar er at prøve at bevare din personlighed og din live intakte og fortage de beslutning/tinge som du tror er best for dig og stole på din intuitioner for den lyver ikke!!:-) og ikke at tænke på ham!!
men! men! læge dig ikke ham dirigere dit liv for live er for kort til at spille!! og hvis han vil ikke høre på dig eller hjælpe i hjemme eller støtte nu vil det være svært at gør senere i livet!! tro mig jeg er i lignu!!:-(

AMn kean vel sige at alle rådene er fine nok..Jeg har talt med ham om det, og ja han lover "det skal nok blive bedre" - han vil gerne, men fra ord til handling - det er vist lidt svært!
Livet for os er måske bare blevet tryghed,ja. Vi har huset, hunden og katten og ringen . Alt har indtil "hverdagen" kom, været en dans på roser - vi fik de ting vi manglede.
Så er det min uddannelse bliver færdiggjort (han er i job), får drømmejobbet og begynder ligesom at se "problemerne2 i øjnene. Jeg vil ikke at jeg skal være hans extra mor - jeg vil have modspil i et forhold - og ikke i form af diskusioner over vasketøj, maglende sexlyst (eller what ever det er der er galt).
Jeg har nok ikke helt forstået hvad det er der gør han er så "tilbageholden" i vores forhold. Han har godt nok ikke haft så mange forhold (TAK) - men jeg har været "the wild thing", torsdag, fredag og lørdag - uge ud og ind.
Nu har jeg så fundet prinsen - tror jeg nok. Og alligevel føler jeg mig utilstrækkelig på "kærestemåden" - men totalt perfekt mor for ham - total ufedt!
Jeg plejer ellers kunne løse problemerne selv - eller med en veninde - men nu er der ligesom ingen "hjælp at hente der" for alle råd/løsninger er opbrugt.