Deprission??

Hejsa!
Jeg har tidligere i dag skrevet det indlæg der hedder "Er jeg ved at blive gammel". Hvis I har læst det vil I vide at min trang til at feste er væk. Udover det har jeg ikke lyst til at se mine venner. Har mest lyst til bare at sidde for mig selv. Det har jeg haft længe. Og først nu, går det op for mig at jeg har mistet alle mine venner. Jeg kan godt forstå de er trætte af at jeg gang på gang giver afslag, at DE hele tiden skal kontakte mig...
Derudover så bliver jeg student i år. Men jeg har ikke lyst til at fejrer det. Har ingen planer om en studenterfest. Jeg har ikke lyst til at min familie skal komme op på skolen med roser og champagne den dag jeg bliver student. Har bedt dem om at holde dig væk.
Ved ikke hvad der sker med mig! Har jeg en deprission?? Jeg kan ikke finde ud af mig selv mere. Ved ik hvad jeg vil og ikke vil længere...

Kan godt mærke at det stikker lidt dybere end bare ikke at gide gå til fest.
Kan mærker på dig at du mangler energi, og at det nok er længe siden du har slået høj skraldlatter op. Sådan noget kan man jo heller ikke forcere...men jeg tror det løser sig af sig selv...for du kan ikke undgå at skulle tage nye udfordringer op efter endt eksamen...og det er muligvis tanken om det, der slår dig helt i gulvet...kan jo ikke vide det...men jeg stror du mangler at lade ganske gevaldigt op.
Du har sikkert brugt alle dine reserver, og nu burde du så have en mægtig bunke parat til at tage næset hurdle...men der er bare ikke noget at tage af...
Forslag: Først det fysiske: Du skal have en masse frisk luft...og du skal have blodet til at rulle i dine årer..ikke sådan noget knoklemotrion...det er ikke det jeg er úde i...emn dit blod har brug for ilt...ilt til kroppen, ilt til hjernen, det gør dine tankeprocesser meget, MEGET lettere. Spis en masse appelsiner og jordbær...også broccoli...få en masse c-vitaminer...det hjælper. Og søvn...masser af søvn og hvile...riv 14 dage ud af kalenderen som kun er beregnet til dig...og ikke andet!
Hør musik...læg dig ned og lyt...fald i søvn mens musikken spiller....
Giv dig tid....
Det du synes er smukt, vil trænge sig på, når du er klar, og det smulle vil vise dig vejen. Du skal lære at lytte til dit indre. Hvis dit sind falder til ro, ved at se på en lyserød blomst, så er det, det, der har værdi for dig...og bliv ved at kigge dig rundt i verden...spørgs dig selv "Kan jeg lide det der?" Ja/nej...ret dig efter dit svar...og IKKE efter hvad tante Olga siger du BØR synes...for det er ikke dig...tror der er for lidt plads til dig selv for tiden....
Håber du kunne bruge mine tanker....jeg ved jo ikke noget...gætter bare...håber det er ok ;o)
God vind du ;o)

Hejsa 19-årige
Du lider ikke under depression. Men ovenpå megen festivitas kommer der en "tam" periode. Det har vi vist alle oplevet. Når du har rundet et vist antal år, så vil denne indsigt bare være én i en række af mange af disse "nedtrapnings-ture".
Slå koldt vand i blodet. Luften er måske gået lidt af ballonnen, men den bliver pustet op igen når du har taget dig en slapper.
At dine venner ser ud til at være forsvundet, er heller ikke alarmerende. Man har gå-i-byen venner som egentlig mere er kammerater. Og så har man dem der bliver hos én selvom man ikke fester så meget mere, DET er venner!!
Jeg ved det lyder pisseirriterende, men i din alder ser tingene fortvivlende ud. Jeg har den store fordel at have gennemlevet den slags et hav af gange.
Rejs dit hoved du raske gut(inde), det hele ordner sig!!
Mvh Speedy

for det glemte jeg at specificere (sorry) mere præcist
men jeg mener det er vigtigt at slå en linie rundt om dig selv og holde dig indefor den de næste lange stykke tid...indtil du er parat igen. Du kan selv mærke hvornår du er det...
Saml det omkring dig der er msuk, det du kan lide at spise, drikke, lytte til, dufte til, have på og røre ved. Prøv at nynne....
Lær den lille øvelse..."Kan jeg lide det?" Og ret dig efter dit eget svar. For du har altid ret..og det er den måde du finder vejen til dig selv.
Det vil give dig lidt mere balance, mere energi og selvtillid på lang sigt...

Hej der HalfEvil
Det er mageløst som du den ene gang efter den anden rammer sømmet lige på hovedet. Respekt!!
At en gammel ræv som jeg igen og igen kan tabe underkæben når jeg læser sine indlæg, siger meget om dig. Og dette er en velfortjent usminket kompliment.
Mvh Speedy

Oha....den var vist alligevel lidt for høj igår. Der skulle naturligvis stå "når jeg læser DINE indlæg". Pardon :o)
Mvh Speedy

Tusind tak for dine ord....det er meget sødt af dig at sige. Jeg bliver virkelig meget varm indeni når jeg læser det. ;o)
Jeg håber også den unge pige er enig med dig i at det er hovedet på sømmet. Så tager hun det måske til sig og bruger det...det ville jo være vidunderligt ;o)
Mange dejlige hilsner
Halfevil333

Hej du triste pige!
De ting, som beskriver omkring dig selv, kan for mig at se godt lyde som en depression. Jeg ved det selvfølgelig ikke, men jeg har selv i mange år kæmpet med depression. Dine "symptomer" matcher mine meget godt, og derfor synes jeg, du skulle få en aftale med din læge for at få af- eller bekræftet din mistanke. Der findes en lang række symptomer - og en behandling, og lægen vil sikkert kunne give dig - om ikke andet - et forhåbentligt klart svar.
Mvh. Bamse

Hej HalfEvil
jeg håber også at den unge kvinde læser dit indlæg. Det bør hun ihvertfald. Jeg tror der er tale om et såkaldt "burn out". Hvor man har kørt på for fuld skrue, og når man så tager en time out så mangler der en masse.
Jeg fik selv nok omkring nytåret hvor vi simpelthen lå vandrette i luften for at nå alt det vi skulle til. Men jeg oplevede det ikke på samme måde som den unge kvinde da vi så gik lidt i tomgang, for vi havde travlt i andre sammenhænge. Og naturligvis også fordi jeg vidste at den tomgang ville komme, vi valgte den selv. Og desuden havde jeg, som beskrevet i mit indlæg, oplevet det ofte før.
Denne livserfaring har den unge kvinde ikke, men det kommer. Og når det kommer, så vil hun få den samme indstilling som jeg. Hun vil tage de slappere - fysisk som mentalt - mere afslappet fordi hun ved at det kommer.
Mvh Speedy

Hejsa Bamse
Jeg læste med interesse dit indlæg. Og du har min sympati og min respekt for din åbenhed omkring det. Men jeg vil gerne advare om ikke at forveksle en midlertidig "dæmper" og så det du har oplevet.
Jeg tror at den unge kvinde bør anse sin "neder" som et tegn på at hun har kørt hårdt på, og at luften er gået lidt af ballonen. Hun skal tanke energi, såvel fysisk som mentalt.
Mvh Speedy

Det er rimelig vigtigt. Det er langt fra sikkert at du er inde i en depression. Men du kan være på vej dertil. Og der er det godt at du allerede nu er obs på det. Det med at vågne op en dag og indse at vennerne er forsvundet kender jeg fra mig selv. Jeg blev mor som 19-årig, og mente selv at jeg stadig var klar på det hele med vennerne. men de ringede hver weekende, og jeg havde bare ikke overskuddet til at tage med dem længere. Så en dag stoppede de med at ringe. Opdagede det faktisk ikke før et års tid senere hvor overskuddet kom tilbage. Der var der pludselig ingen at gå i byen med.
I min familie er depressioner hverdag. Vi har alle gennemgået det. Flere gange. Og for mig lyder dit indlæg til, at du måske en dag kunne udvikle en. Men for nu, sys jeg du skal lytte til dine behov. Lad være at tage i byen når ikke lysten er der. Den kommer igen. Men du må endelig ikke holde dig for dig selv. Hvis det er en depression du er på vej ind i, bliver det kun værre hvis du er alene. Alene-tid er lig med forfærdelige tanker, billeder osv. Vær sammen med dem der elsker dig mest, og dem du føler dig trygge ved at åbne op for. Og tal med lægen.
Og så til sidst. Kan ikke sige for meget hvor vigtigt det er at komme til bunds i det. En depression der ikke bliver behandlet i tide, kan medføre forfærdelige ting.
Håber du finder frem til lyset igen.

Hej :)
Jeg har selv en depression, som jeg har haft i 2 års tid.
Det du beskriver med ikke at have lyst til vennerne, og bare vil sidde hjemme, det kender jeg kun alt for godt. Samtidig var jeg også utrolig bange for at miste dem. Men jeg blev mere og mere ligeglad.
Er du ked af det tit?
Sover du godt om natten?
Har du nogen energi?
Det er de typiske tegn i en depression.
Lad værre med at tænke på "hvad nu hvis jeg har en depression" "hvad sker der med mig!!!!"
Du bliver jo også ældre🙂Livet er jo ikke bare fest og farver. Måske begynder du at indrette dig mere som en voksen. Blive mindre interesseret i fest og venner..
Mit råd til dig, er at du sætter dig ned stille.
Mærker efter i dig selv.
Hvad er det DU føler? Hvad tænker DU? Hvordan har DU det? Hvad er det DU vil? Sæt dig ned og overvej. Men.. For en sikkerheds skyld synes jeg også, at du skal kontakte din læge.
De har prøvet det før, og kan meget meget bedre sætte sig ind i din situation end vi andre kan over nettet.
Forsøg!
Håber du får det bedre og at du kunne bruge mit svar til noget.
Til sidst kan du få et "digt" jeg har skrevet.
Forestil dig at livet et én stor landevej med store og små huller i.
Nogen vil trampe over disse huller uden videre problemer. Andre vil falde i og have svært ved at komme op igen. Menneskemængden bliver svagere og fjernere for den som er faldet.
Men én ting alle har til fælles på denne landevej er, at ingen kan gå denne landevej til ende, uden at falde i bare den mindste vandpyt!
Hilsen Charlotte.

Pas godt på dig selv. jeg er læge. Hvis du får selvmor tanker så kontakter du " Psykiatrisk skadestuen" Straks. Du har ikke brug for medicine men professional snak..

ikke at sygeliggøre almen-menneskelige ting.
En såkaldt "burnout", krise...det er jo noget alle kommer ud i, og det er godt at kunne skrive om det på nettet, for at høre om andre råd og erfaringer.
Jeg mener det er bekymrende denne parathed til straks at syggeliggøre noget som er almindeligt forkommende.
Det er godt du siger, at der nok i langt højere grad er samtale der er brug for end medicin. Det er også mit indtryk.
Samtale er ALTID en god ting i en krisesituation.

jeg tror bare at du måske er blevet lidt mere moden end dine venner, det var måske en god ide at du opsøgte personer der er nogle år ældre end dig selv.
Det skulle du gøre inden du sidder der og funderer dig helt skæv i hovedet.

Ikke alle mennesker behøver lægehjælp, pga småting som dem hun gennemlever.
Hypokont det er hvad du er.
og undskyld mit indlæg, nu må du ikke få et tilbagefald :))

TAK!!! Jeg kan sagtens bruge det du har skrevet. Gode råd er dyre. Jeg vil prøve at give mig selv mere tid. Og bør nok også komme ldt ud igen, bare for mig selv... Og tak fordi du både gad læse og svare på mit indlæg...

Håber virkelig at det bliver nemmere med tiden. Kan godt være det er mig der panikker fordi det er første gang det sker for mig.....Og MANGE tak til dig også. Dejligt at I gider tage jer tid til at hjælpe mig. Ved godt det kun er på skrift, men jeres gode ideer hjælper mig utroligt meget.

Hmm.......Vidste ikke at man kunne gå til lægen for en deprission... Hva hjælper det? I mean, hva kan lægen gøre? Det er jo noget der foregår inde i en selv.

Jeg ved som sagt ikke om jeg er på vej ind i en deprisssion. Men det med først at opdage at vennerne er væk et års tid efter det kender jeg alt for godt....Havde ik opdaget det før fordi jeg havde så mange ting at tænke på. Der foregik så meget. Og nu hvor jeg "er kommet til mig selv igen" indser jeg at jeg ikke har været mig selv det sidste års tid. Og jeg er heller ik mig selv nu. Du har ret. Når jeg er sammen med andre skubber jeg mine dumme tanker væk. Men når jeg er alene græder jeg så meget at det gør ondt i hele kroppen...

Ja, men jeg har det problem at jeg ik vil snakke med fremmede mennesker ang. mine problemer. I min familie har det altid været tabu....Og har bare lært at lukke det inde i mig selv. Jeg vil virkelig gerne kunne snakke om det, men jeg kan ikke. Først her for nylig har jeg lukket mig op for en veninde som har været der siden barndommen... Og jeg havde endda svært ved at tale med hende....Men tak for tippet

Dit sigt ramte plet. Tak for dit svar....

Den eneste jeg snakker med for tiden er 29 år. Og jeg sys vi svinger utrolig godt sammen. Hun forstår mig på et helt andet plan... Og det kan også godt være at det er det jeg har brug for lige for tiden. En der har mere erfaring her i livet, en som tænker længere end folk på min alder....Tak for svaret.

Havde det på samme måde da jeg blev student - eller i tien efter.
Havde absolut ikke lyst til at holde nogen studenterfest, jeg følte mig helt tom inden i og vidste ikke, hvad jeg ville.
Jeg tror, det var fordi indtil da, havde alting ligesom givet sig selv, og vejen havde været lagt.
Nu stod jeg lige pludselig og skulle til at tage nogle seriøse valg om, hvad min fremtid skulle indeholde. Jeg havde ikke længere den tryghed, som min skolegang havde givet mig.
Det var virkelig en nedtur, og jeg følte mig helt handlingslammet. Jeg kunne slet ikke overskue alle de valg, og muligheder jeg havde.
Det var bestemt ikke en sjov tid, men jeg overlevede den! :o)

at det er det der nagrer mig. Jeg ved virkelig heller ik hva jeg vil med mit liv nu....Finder vel ud af deten gang...

Hej igen og undskyld at jeg ikke lige har været på nettet i e5t stykke tid.
For det første vil din læge kunne fortælle dig om, hvad en depression er - og af- eller bekræfte dig i din mistanke.
Der er mange måder at behandle depression. Den mest brugte er antidepressiv medicin, som din læge kan ordinere til dig. Samtaleterapi hos en psykolog, en psykiater eller psykoterapeut er også blevet et mere og mere udbredt tilbud, som kan fungere som alternativ til eller som supplement til behandling med antidepressiver.
Ofte er depression - måske altid? - en følge af almindelige, psykologiske (negative) mekanismer, der via belysning og bearbejdning i terapi kan "rettes op på".
Kost, motion og livsstil har også betydning, men igen; søg læge og fortæl ganske ærligt, hvordan du har det...
Mvh. Bamse