Kæresten har sin familie

som han gang på gang besøger, og det gør mig oprigtigt ked af det.
Som nu her i dag, vi sidder og er ude og køre, og så siger han at han pludselig skal hjem til familiebesøg. Da han har lovet sin familie det, og han vil også gerne være sammen med dem. Det skal siges at han har fortalt mig om besøget for nogle dage siden, men jeg havde selvfølgelig glemt alt om det. Så jeg får endnu et chok (har fået mange nu, da sandheden ikke rigtig kommer frem af sig selv).
Jeg spørger naturligvis om jeg ikke er vigtigere end dem, og det siger han så jeg er.
Men det tror jeg jo ikke på, når han sådan kan forlade mig for at tage på visit hos sin tante. Altså, jeg mener, kan man have et selvstændigt, voksent liv når man lever på den måde? Er der andre, der har oplevet at deres partner gør det samme?
Jeg synes det er dybt sårende, når det vel var os der skulle være sammen med hinanden!
Vi er midt i tyverne, jeg troede ikke det var normal opførsel for folk på vores alder.
Jeg har overhovedet ikke en familie jeg bare lige kan besøge, de er enten døde, bor meget langt væk (andre nordiske lande) eller skilt. Så min egen familie er meget brudt op. Derfor sårer det mig så meget mere når andre "bare lige" skal over til deres familier gang på gang.
Hilsen
hende den triste (og nu alene)

tager du ikke bare med? - hvis Jeres forhold er seriøst må du se om hans familie ikke også kan blive din - det er da dejligt at han har en familie han er glad for.

Jeg forstår ikke hvorfor det sårer dig at din kæreste har et tæt forhold til sin familie og kan lide at besøge dem? Jeg er enig i at du burde blive en del af denne familie i stedet for at bebrejde din kæreste for at foretrække dem frem for dig. Han kan ikke gøre for at du ikke har noget familie at besøge!
min kæreste har selv meget mere familie end jeg har, men jeg nyder nu at være sammen med hendes familie fordi det også er blevet min.

Hvad mon han gør når han møder familien. GÅr han ud og møder nogen du ikke kender til?
At han ikke tager dig med lugter af at han ikke er ærlig. Har du tjekket om han reelt er hos familien når han siger det?
Man skal ikke være naiv. NOgle folk er svin og det kan man mærke selvom man ikke har bevis. Vær ikke godtroende. En uærlig person respekterer ikke din godtroenhed og ærlighed. Tro heller ikke ham hvis du føler dig uelsket. Også selv om du intet bevis har. Det er ikke din pligt at have bevis men din pligt at se på helheden og forstå om han er god overfor dig.
Bliver han defensiv eller bortforklarende eller vred hvis du spørger ind til tingene. Det er et typisk tegn at folk bliver nervøse og vrede hvis de ikke er ærlige (ligeglad med dine følelser).

af jer to. Intet i verden kan gøre mig mere harm end mennesker, der "glemmer" deres familie, når de bliver voksne - tanter, bedsteforældre osv. osv., der har spillet en stor rolle under opvæksten, og som så bliver skubbet ud på et sidespor af et egoistisk, ungt menneske, der ikke gider familien.
Hvis man holder af sin familie, hvorfor skulle man så IKKE være sammen med den?? Den eneste fejl her er, at du ikke tager med - men hvis du er så negativt indstillet over for familiebesøg og ligefrem synes, det er barnligt (?) at se sin familie, kan jeg da godt forstå, han ikke tager dig med.
Det er dig, der virker umoden og uselvstændig.

hvorfor tager du ikke bare med😮

Skriver du, helt uden forståelse for min situation.
Jeg fravælger jo ligesom ikke en tante - jeg HAR IKKE NOGEN!
Når det så er sagt, så kan jeg da godt se at jeg var unfair nu, det er på grund af mine egne problemer med familien at jeg ikke forstår og kan forholde mig til den slags.
Mine egne forældre har næsten aldrig haft noget at gøre med deres familier (dem der er tilbage af dem). Det har jeg været præget af. Men dermed ikke sagt at man skal være tvunget til at sidde på skødet af familien? Synes godt nok mange her i landet har den holdning at man med fandens vold og magt SKAL være sammen med familien bare fordi de er af blodets bånd. Det virker ret hæmmende, men okay. Jeg er så også et kritisk menneske.
Jeg har ikke haft mulighed for bare at være sammen med hans familie, jeg er ude af stand til at se mennesker lige nu, da jeg har en svær periode. Har heller ikke haft lyst, og han SPURGTE mig faktisk om jeg havde lyst til at tage med.
Blev heller ikke inviteret, så det er uden for diskussion.

- og du har godt nok paraderne oppe!! Jeg skrev ikke et ord om din situation med ingen familie - men idet du gav udtryk for, at familiebesøg var lig med uselvstændighed og mgl. modenhed, skrev jeg, at netop den holdning virkede umoden.
Man kan godt læse i dine indlæg, også dette, at du er ikke bare præget, men nærmest spoleret i din opfattelse af familienærvær og -samvær. Din kæreste har det tilsyneladende dejligt med sin familie, hvorfor det ikke virker relevant at nævne noget om med fandens vold og magt at SKULLE være sammen med sin familie. Det virker til, at du slet ikke kan sætte dig ind i, hvor stærkt et bånd, der er mellem mennesker, som har kendt hinanden hele livet. Det er synd for dig, men lad være at lade det gå ud over din kæreste, at du er gået glip af noget vigtigt.
Forstår ikke dine sidste to sætninger. Han spurgte om du havde lyst - men du blev ikke inviteret? Hvorfor spurgte han så?

hvis det er det du fisker efter.
Men jeg er imod mennesker der tvinger hinanden sammen - mit indtryk er at det er sådan i mange familier! De gør det af pligt og tvang.
Det er vel meget tydeligt at jeg har svært ved at forstå at man kan have sådan et forhold til sin familie, når jeg ikke kender til det selv - hvis du har svært ved at forstå det, kan du i så fald heller ikke sætte dig ind i mennesker.
Men det er jo enhvers eget valg, jeg bestemmer da heller ikke over hvad min kæreste gør - vi er meget selvstændige mennesker, skal jeg sige dig. Alt andet er for dumt.
Som sagt, så er jeg inde i en belastende periode og har ikke brug for menneske-
forsamlinger! Men prøver da at være glad og at være glad sammen med min kæreste!
Men det er faktisk ret svært for nogle af os at være glade når livet ligger i ruiner!

- det handler om sund fornuft: Når mange mennesker har megen glæde af at være sammen med familien, så kan det da ikke være helt umuligt at regne ud, at det rent faktisk spiller en stor rolle for dem. SKAL man have familie for at regne det ud? SKAL man være skilsmissebarn for at kunne regne ud, at dét kan være svært - SKAL man have en søster for at kunne anerkende, at forholdet mellem søstre kan være betydningsfuldt? - osv. osv.
Jeg kan ikke få ind i mit hoved, hvordan du kan "beslutte", at det er uselvstændigt at have glæde af sin familie og have lyst til at se den, blot fordi du ikke selv har en. Jeg har fx stor glæde af mit livslange venskab med nabodrengen fra min barndom - sådan én har min mand ikke, men han kan sågu da godt se og anerkende, at vi har et fantastisk venskab med en lang historie.
Jeg synes, du skal passe på ikke at bruge din egen "familieløshed" samt din nuværende, åbenbart triste situation, som undskyldning eller forsvar for at problematisere andres sunde og gode forhold. Din sidste sætning er både trist og martyragtig - husk, at du faktisk indledte denne debat med at problematisere din kærestes familieforhold, som om HAN havde "en fejl".

Hvorfor ser du ikke det som en chance for at få en familie? Min kærestes familie betyder meget for mig og jeg ser dem tit! Med eller uden min kæreste.
Fatter ikk, hvorfor det gør dig ked af det. Er du misundelgi?"