Kæresten og Vennen og hvad skal jeg?
[Lang, men HJÆLP..!!!!]
Efter en drink i hovedet nytårsaften, har Vennen og Jeg ikke lige være på talefod, og han kommer med dumme kommentarer når jeg snakker med Kæresten.
Jeg prøvede at finde en løsning hvorved vi stadig kunne holde hinanden ud, og få snakket lide, men Kæresten ville ikke have Vennen og jeg skulle være i samme lokale mere. Aldrig mere.
Jeg knoklede på dette i 1½ måned, hvorefter jeg gav op samtidig med at aftalen blev lavet om ”Lukker han mig ude, lukker jeg ham ude”. Jeg advarede ved samme lejlighed Kæresten om at vores forhold ikke ville holde ved alt det her, at han allerede havde smidt mig ud og at han ville blive fanget på den senere. Han lyttede ikke.
Kæresten fik sin forretning op og stå. Han tog Vennen ind. Ved det, og ifølge hans egne regler, skubbede han mig ud. Kæresten ville jo ikke have at Vennen og jeg skulle være i samme lokale igen. Så jeg ville ikke engang kunne hente en nøgle dernede hvis jeg en dag havde glemt min.
Jeg tabte… Stor pris at tabe, men man kan jo ikke vinde hele tiden. Det er i orden at tabe.. Men tabe til Vennen???? Come on. Det er ikke fair. Vennen er en nar, og jeg taber til HAM. Alle andre ok, men HAM?!?!?!?
Efter nogle hårde dage med diskussioner over telefonen, hvor Vennen kom med dumme beskeder i baggrunden og Kæresten accepterede at de kom, satte jeg mig ned og smed ”Aftalen” op i hovedet på Kæresten. Bad ham lægge sin nøgle, tage sine ting, for vi ville ikke ses i min lejlighed mere.
Først der gik det op for Kæresten hvad han egentlig var i gang med, og at han var ved at miste mig.
Han satte sig ned og opløste alle regler, alle aftaler, om tog alle beslutninger og prøvede at holde fast på mig, inden jeg ville forsvinde helt.
Han indså hvor hans beslutninger havde bagt os, hvor sindssyg ondt det gjorde på ham, og hvor meget ret jeg havde haft hen af vejen.
Kæresten ville have vi skulle finde en løsning på hvordan han kan beholde det hele, og hvordan han kan have både Vennen og mig i hans klup. Hans bedste råd er at Vennen og jeg skulle mødes en dag i nogle minutter, bare for at vende os til at glo på hinanden.
Ideen er jo god nok, bortset fra at jeg allerede har tabt. Jeg sidder allerede med SortePer og så forventes der at jeg skal spille igen, med den på hånden. Jeg gider ikke spille.
Kæresten vil også have at jeg nu skal være med til at tage beslutningerne. Og at jeg skal være med til at få os ud af denne situation. Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre. Jeg har ikke sat os her. Jeg vidste det ville komme. Forklarede ham også at (efter han mente jeg sagde min mening for meget) at jeg faktisk ikke havde sagt mine meninger før nu, og kunne han ikke tage dem, måtte han finde sig en kæreste der gad være nikkedukke, for det blev ikke mig. At han var velkommen til at gå ud og finde en.
Med andre ord. Kæresten fandt ud af at han var ved at miste mig, og jeg ikke gad til det her mere.
Hvis vi holder ”Aftalen”, mister vi forholdet. Det er ensbetydende med at vi kun ses offentlige steder, aldrig hos hinanden og kun når vi ikke har noget bedre at tage os til.
Lader jeg det være og bliver ved med at tage Kæresten hjem og se ham normalt, ryger mit selvværd og jeg må til evig tid finde mig i aflyste aftaler, dumme kommentarer og at være lukket ude.
Så er der kun hans forslag tilbage med at vi må ses, og vende os til at glo på hinanden. Har jeg ikke lyst til, men burde gøre det for Kæresten’s skyld. Eller bør jeg? Jeg føler ikke jeg får noget fra Kæresten disse dage. Han aflyser aftaler, han lægger ikke meget mærke til mig, og alt er på vej ned over alt dette. Så skal jeg begynde et nyt spil, med SortePer siddende i panden, og kun gøre det for Kæresten. Men bør jeg gøre det kun for hans skyld?
Så endte vi på i dag, hvor jeg ikke aner hvad jeg skal eller burde gøre. HELP..!!!!
Efter en drink i hovedet nytårsaften, har Vennen og Jeg ikke lige være på talefod, og han kommer med dumme kommentarer når jeg snakker med Kæresten.
Jeg prøvede at finde en løsning hvorved vi stadig kunne holde hinanden ud, og få snakket lide, men Kæresten ville ikke have Vennen og jeg skulle være i samme lokale mere. Aldrig mere.
Jeg knoklede på dette i 1½ måned, hvorefter jeg gav op samtidig med at aftalen blev lavet om ”Lukker han mig ude, lukker jeg ham ude”. Jeg advarede ved samme lejlighed Kæresten om at vores forhold ikke ville holde ved alt det her, at han allerede havde smidt mig ud og at han ville blive fanget på den senere. Han lyttede ikke.
Kæresten fik sin forretning op og stå. Han tog Vennen ind. Ved det, og ifølge hans egne regler, skubbede han mig ud. Kæresten ville jo ikke have at Vennen og jeg skulle være i samme lokale igen. Så jeg ville ikke engang kunne hente en nøgle dernede hvis jeg en dag havde glemt min.
Jeg tabte… Stor pris at tabe, men man kan jo ikke vinde hele tiden. Det er i orden at tabe.. Men tabe til Vennen???? Come on. Det er ikke fair. Vennen er en nar, og jeg taber til HAM. Alle andre ok, men HAM?!?!?!?
Efter nogle hårde dage med diskussioner over telefonen, hvor Vennen kom med dumme beskeder i baggrunden og Kæresten accepterede at de kom, satte jeg mig ned og smed ”Aftalen” op i hovedet på Kæresten. Bad ham lægge sin nøgle, tage sine ting, for vi ville ikke ses i min lejlighed mere.
Først der gik det op for Kæresten hvad han egentlig var i gang med, og at han var ved at miste mig.
Han satte sig ned og opløste alle regler, alle aftaler, om tog alle beslutninger og prøvede at holde fast på mig, inden jeg ville forsvinde helt.
Han indså hvor hans beslutninger havde bagt os, hvor sindssyg ondt det gjorde på ham, og hvor meget ret jeg havde haft hen af vejen.
Kæresten ville have vi skulle finde en løsning på hvordan han kan beholde det hele, og hvordan han kan have både Vennen og mig i hans klup. Hans bedste råd er at Vennen og jeg skulle mødes en dag i nogle minutter, bare for at vende os til at glo på hinanden.
Ideen er jo god nok, bortset fra at jeg allerede har tabt. Jeg sidder allerede med SortePer og så forventes der at jeg skal spille igen, med den på hånden. Jeg gider ikke spille.
Kæresten vil også have at jeg nu skal være med til at tage beslutningerne. Og at jeg skal være med til at få os ud af denne situation. Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre. Jeg har ikke sat os her. Jeg vidste det ville komme. Forklarede ham også at (efter han mente jeg sagde min mening for meget) at jeg faktisk ikke havde sagt mine meninger før nu, og kunne han ikke tage dem, måtte han finde sig en kæreste der gad være nikkedukke, for det blev ikke mig. At han var velkommen til at gå ud og finde en.
Med andre ord. Kæresten fandt ud af at han var ved at miste mig, og jeg ikke gad til det her mere.
Hvis vi holder ”Aftalen”, mister vi forholdet. Det er ensbetydende med at vi kun ses offentlige steder, aldrig hos hinanden og kun når vi ikke har noget bedre at tage os til.
Lader jeg det være og bliver ved med at tage Kæresten hjem og se ham normalt, ryger mit selvværd og jeg må til evig tid finde mig i aflyste aftaler, dumme kommentarer og at være lukket ude.
Så er der kun hans forslag tilbage med at vi må ses, og vende os til at glo på hinanden. Har jeg ikke lyst til, men burde gøre det for Kæresten’s skyld. Eller bør jeg? Jeg føler ikke jeg får noget fra Kæresten disse dage. Han aflyser aftaler, han lægger ikke meget mærke til mig, og alt er på vej ned over alt dette. Så skal jeg begynde et nyt spil, med SortePer siddende i panden, og kun gøre det for Kæresten. Men bør jeg gøre det kun for hans skyld?
Så endte vi på i dag, hvor jeg ikke aner hvad jeg skal eller burde gøre. HELP..!!!!