langvarig utroskab - tilgive?

Jeg opdagede i februar at min mand havde været mig utro med en kollega, - noget yngre end ham. Jeg fandt det bevis jeg længe havde søgt i hans telefon og først da tilstod - og afsluttede han utroskaben.
Vi har halvstore børn sammen og jeg holder stadig meget af min mand. Han siger at han elsker mig og kun mig! - Pigen som han havde haft et forhold med i næsten et år, ser han ikke længere. Hun har skiftet til en anden afdeling. Men usikkerheden luer konstant bag facaden. Mit humør skifter som vinden blæser og jeg kan vende fra at elske ham og vores familieliv ubeskriveligt, til at råbe, skrige, følge foragt, vrede, angst og stor sorg.
Jeg har læst at flere forhold overlever utroskab og kommer styrkede ud på den anden side, - men jeg føler ikke at vi kommmer videre! Jeg er ved at blive skør og bliver mere og mere usikker på, om jeg kan komme videre.
Hvordan så Jer andres - bedrage koner - historier ud efter utroskaben kom ind i dit ægteskab. Kom I videre og lade utroskaben bag Jer? Fik I et dårligere ægteskab?, blev I skilt med det samme eller efter en periode?? Fortæl..........
Knus

Min mand var også mig utro for ca. 5 år siden med en kollega.
Det stod på over 1 år. Han afsluttede forholdet, og jeg tog kontakt til pigen for at se, hvad hun var for en. Hun var sød nok, selv gift og forholdet til min mand havde for hende været en hævn mod hendes egen mand, som havde været hende utro i lang tid. Du kan næsten gætte, hvad der er sket her. Min mand og jeg er stadig gift, det er ikke et lykkeligt ægteskab, og nu er jeg ham utro med en gift kollega, hvis kone har været min elsker utro.
Tja, utroskab er en stor hævntogt.

ar mig utro til en mande komsammen. De var efterfølgende sammen engang imellem når de kunne finde nogle timer.
Tilgav ham og vi prøvede virkelig at få det til at kører. Også pga børnene. Men jeg var ikke tryg. Sur, græd, var ikke til stede og var meget opfarende. Jeg skreg min smerte i hovedet på ham. Jeg ville jo så gerne bare være den lykkelige q som jeg var engang. Og familien. Hvad skulle der blive af familien hvis vi gik fra hinanden??
Men det korte af det lange er. Jeg prøvede i ca 1 år. Da besluttede jeg at jeg ikke kunne mere. Jeg elskede ham og omvendt men kunne ikke leve med tvivlen og mit liv mere.
Da jeg sagde det til ham forstod han mig( safde han) jeg flyttede med vores sidste hjemme boende barn. Vi kom på plads og var ret glade for vores nye liv da der var gået noget tid.
Jeg føler ikke de 18 år er spildt. Men det 19`ne år skulle bare slet ikke ha være der. Hvorfro gik jeg ikke med det samme. Jeg fløer mig skidt på, svinet til, slået hårdt i maven og nedgjort. Mit råd er: KOM VÆK NUUUUUUUUUUUUUUU!! undskyld men du kan og skal ikke leve med smerten resten af dit liv. Han var et svin men hvem er det der betaler prisen nu?
Held og lykke i fremtiden.
Hilsen hender der har det fantastisk NU-!

utro for at hævn over nogle. Jeg elskede ikke min mand mere men havde ike "nosser" nok til at skride fra ham og udsætte mig selv og børnen for problemet med 2 forældre der kæmper for at få dem/se dem mm.
Ham jeg var utro med var singel....

for gifte folk - & ingen kommer styrket ud af det.
Jeg har selv været igennem samme mølle for snart 4 år siden, da jeg 'tvang' min kone til at vælge hvem af os hun ville være sammen med.
Hun ville gerne blive i familien og 'fortrød' sit årelange sidespring.
Jeg havde heller ikke lyst til at opløse familien og vi er derfor blevet sammen.
Men forholdet er da slet ikke det samme som før.
Jeg ved ikke om jeg stadig elsker hende, noget jeg aldrig i tvivl om før.
Jeg ved at hun ikke længere elsker mig - selvom hun siger at hun elsker mig føler jeg mig stadig tilsidesat og ydmyget.
På positiv siden tæller absolut at vores børn lever et 'normalt' familieliv med mor og far etc etc.
Jeg selv har også fået mulighed for at forfølge nogen af de ikke-parforholds ting jeg selv gerne vil - marathonløb, bjergbestigning osv hvor hun bare ikke kan være med.
Du kan godt vælge at blive i familien, men det bliver aldrig med samme fortrolighed.

hej
Du kan godt komme videre og få et bedre ægteskab end nogensinde før, men det kræver hårdt arbejde fra begge sider.
Jeg har selv været gennem turen (dog var det kun et enkelt sidespring fra hans side), men det fik os begge vækket - og i dag har vi simpelthen det skønneste forhold, du kan tænke dig.
Det, der hjalp os videre var en rigtig god omgang parterepi (i Roskilde). Jeg skriver gerne nærmere om ham, hvis du er interesseret.
Jeg kan dog sige så meget, at det første halve år ER svært; kommer man først igennem det, går det meget lettere.
Du skal dog allerførst gøre op med dig selv, om du inderst inde er virkelig interesseret i at fortsætte - det er det vigtigste. Dernæst skal han selvfølgelig være lige så interesseret.
Hvis I er det, og sørger for at tale og være sammen (også seksuelt), så KAN I få et rigtigt godt forhold ud af det.
Prøv at finde ind til årsagen for utroskaben; den ligger ikke kun hos ham. Der er jo en årsag til, at han fandt en anden. Læse nogle gode bøger om emnet - og selvudvikling - de kan også give nogle gode ideer.
Vi praktiserer i dag en aften om ugen, hvor vi holder "statusmøde". Her får vi talt igennem om alt det, man ikke når i hverdagen, og vi finder på små "opgaver", der kan vise os vej til den andens indre - man tror, at man kender hinanden efter 25 år;
meeeen; det er jo ikke sandt.
Desuden har vi noget, vi kalder månedens udfordring: Her skal den ene sørge for, at den anden bliver taget med ud til noget, som der interesserer den første meget - og man må ikke protestere. Det kan være en balletforestilling; en biludstilling eller en god film. Sidste gang var vi til foredrag med Sanne Neergaard, og selvom jeg trodede, at min mand ville finde det kedeligt, var han meget begejstret - og det er jo lige det, der er meningen. Det er sjovt at se og høre om, hvad er interesserer den anden. Jeg har været inde og se en film, som også viste sig at være god, selvom jeg aldrig selv ville have set den.
Så jo; det kan lade sig gøre.
held og lykke, hvad du end vælger.

når man har et forhold over et helt år, så er der noget grundlæggende galt. Du kan aldrig stole på ham længere - få dig et liv og find en anden mand.

Om du kan blive i forholdet det ved du bedst selv.
Vælger du at blive risikerer du også flere år med at gå og være bange for hvornår han gør det igen, for han har jo selv ødelagt din grund til at have tillid til ham.
Man skal selvfølgelig også tænke på børnene og mange skriver om at folk idag for nemt giver op og går fra hinanden, men man kan ikke komme udenom at nogle fejltagelser er så slemme at de smadrer det man havde, og man kommer heller ikke udenom at børn ikke er dumme, de ved da når der er noget galt, og de fortjener da slet ikke at skulle gå og være bange for at mor og far går fra hinanden, det er utrygt for dem + at de jo elsker deres forældre og derfor også ønsker at de skal være glade.
Så hellere få det overstået, og gøre alt hvad man kan for at bevare børnenes tryghed.
Jeg har selv været det igennem, da min exmand rodede med en kollega i 5-6 mndr. før jeg opdagede det.
Jeg føler mig godt dum over at jeg ikke noget før indså hvad han lavede, for der var flere tegn på det i de måneder, men jeg stolede jo på ham.
Jeg valgte at gå, for jeg kunne ikke leve videre med smerten og frygten for at han gjorde det igen, og mine børn som dengang var 6 mndr. og 5 år, de fortjente en glad mor, ikke en der konstant var bitter og bange.
Idag er jeg glad, og jeg er rigtigt glad for mit valg.
Så er der børnene som trives og forlængst har vænnet sig til at mor og far ikke hører sammen mere.
Faktisk har jeg fået et bedre liv, fordi jeg idag kan se at jeg levede i et ægteskab som aldrig skulle have været.
Noget godt er der da kommet ud af det, nemlig mine to dejlige børn :oD
Og husk så lige, at der er en derude som fortjener dig langt mere end ham du har nu.

Ja kom væk NU!
Det er jo tydeligt, at du ikke lever optimalt men minimalt. Altså hvis du fortsætter i den stemning, vil du miste dig selv og dit selvværd undervejs, det er jeg ret overbevist om, selvom der nok er en del kvinder med store hjerter, der kan rumme utroskab og vil anbefale dig at blive. Jeg mener det vil blive et langt sejpineri, hvor du skal tage din mands svigt på dig, det kan blive en tørn i sig selv, men du skal så ovenikøbet også tage MEDansvar for han var utro!!
HVIS du ikke har gjort dit bedste i forholdet, og måske har været for kold overfor ham, jamen så kan du evt. tage et medansvar og forsøge at redde ægteskabet. Men hvis det ikke er tilfældet, så red dig selv mens tid er.
I virkeligheden er det jo også tiden INDEN det reelle utrosbab der er nedværdigende for den part, der svigtes. Jeg tænker på den tid hvor din mand "jagtede" den anden kvinde. Det er jo en viljesakt, man ikke bare kan se bort fra - og den er lige så væsentlig som selve utroskabshandlingen, efter min mening.
For tiden medvirker jeg i et ægteskabsdrama, hvor en gift mand jagter mig, og har lagt kraftigt an til utroskab mod sin kone. Jeg synes det er lige præcis denne situation, der også er så nedværdigende, men som oftest ikke medregnes som egentlig utroskab.Men alts andet lige så må det da føles ydmygende at mærke ens mand tænder så meget på en anden kvinde, at han jagter hende så snart han er i nærheden af hende. Det er også ydmygende at hun skal tjekke den anden kvinde hele tiden, for at finde ud af om hun nu også boller hendes mand. Men DÈT alene, at hendes mand VIL en anden kvinde, og så meget at det kun er den kvinde han jagter, der er bestemmende for OM han ender i utroskab eller ej, det synes jeg personligt er mere end nok til at jeg personligt ville skride fra det forhold.
Så det behøver ikke være selve utroskabshandlingen, der bør være udslagsgivende for om man gider ens partner. For hvis ens mand forsøger at komme i bukserne på en anden kvinde, er det vel uvæsentligt om kvinden siger ja eller nej. Han viser da han vil en anden mere end hans kone, og det ville for mig være nok til at skride.

Og så har jeg det pokkers dårligt med at mærke en anden kvinde vurdere mig og nærmest spille op til "kamp", uden jeg har indledt et forhold til hendes mand. At hun så samtidig holder manden i kort snor og hindrer ham i at komme i nærheden af mig (uden hun er der)er også en sårende rolle hun indtager. Så hvor lavt skal man synke for at beholde den man har kær? Jeg synes et er uværdigt, og kan derfor kun anbefale man redder sig selv og opløser forholdet, mens man stadig har lidt selvrespekt i behold. Ikke mindst hvis der har været tale om længerevarende utroskab, synes jeg ikke man skal udsætte sig selv for mere pine. Det må alt andet lige også have været en pinefuld tid imens manden var utro (?) for jeg tror ikke på han har kunnet elske sin kone helt i den periode, og det må hun da have kunnet mærke, uden helt at vide hvad der var i vejen...formoder jeg da.
Håber alt godt for dig, og du må finde en god og trofast mand der er værd at satse på.
Pus :-)

Jeg må lige citere: "Så det behøver ikke være selve utroskabshandlingen, der bør være udslagsgivende for om man gider ens partner. For hvis ens mand forsøger at komme i bukserne på en anden kvinde, er det vel uvæsentligt om kvinden siger ja eller nej. Han viser da han vil en anden mere end hans kone, og det ville for mig være nok til at skride"...
Det er noget af det klogeste, der er skrevet længe!! Og jeg er fuldstændig enig i, at kvinder ikke bør foradre sig til "Jammerkomoder" og "dørmåtter" blot for at holde på deres skaffedyr! Smid dog de utro mænd ud og kom videre!
"Kæmp for dit forhold", "vi kæmper hver dag" og lignende udtryk får altså det værste frem i mig... et parforhold skal da ikke være en iscensat kamp - det er kærlighed vi taler om her, søstre! Det skal jo sprudle!!

Andet er der ikke at sige til det svar.

Men måske alligevel mere oprejsning (efter ydmygelsen) og trangen til at blive bekræftet(efter at være blevet afkræftet) end egentlig hævn.

Så det med at folk er utro pga. hævn er jeg ikke så sikker på. Jeg tror bare er sker det når man svigtes af sin elskede, at man úbevidst trækker sine følelser tilbage og man trænger så voldsomt til at blive bekræftet...og det aftager ikke med årene, måske tværtom, hvis ens partner ikke har forstået at samle det op igen. Så det behøver ikke være hævn...selvom det er en herlig fremstilling du kommer med. Hold da ferie for en cirkus de fleste lever i ;o)

forskel på om det er et one night stand, til a været sammen med en i et år bag om ryggen, jeg ville daffe lyn hurtigt, det bliver en lang sej kamp a kæmpe, med alle de løgne og fortielser...
Jeg haft flere kortere bekendskaber der har været mig utro, og også engang en i et langvarigt forhold, han var sammen med en til en fest jeg også var til, og vi levede med hver vores venner, og ku sagtens tage ud, uden den anden var med, men jeg begyndte a se spøgelser overalt og jeg blev jaloux, og efter det tillidsbrud, ku bare ikke opbygges tillid igen. Det er så ondt og hårdt a gøre sådan imod andre. Held og lykke og rigtig gode tanker til dig. Og se så a komme væk, du skal ikke se dig tilbage !!!!!! Trina

Du skriver: Jeg har læst at flere forhold overlever utroskab og kommer styrkede ud på den anden side, - men jeg føler ikke at vi kommmer videre! Jeg er ved at blive skør og bliver mere og mere usikker på, om jeg kan komme videre.
Nej du kommer ikke videre, for det kan du ikke alene. Du skal have det her bearbejdet igennem, for hvis du ikke kender de dybereliggende årsager til, at det gik galt, så vil du altid være på vagt overfor tegn på "nye episoder". Forpest ikke dit liv med den slags. Find en god parterapeut, hvis du bestemmer dig til at blive. Bliv ikke bare og regn med at tiden læger alle sår, for sådan er verden ikke altid.
Hvis du ikke gør noget i den retning, vil du føle dig tvunget til at gå, når den mur er bygget op som utroskab afføder på længere sigt, medmindre nogen forhindre den i at komme og så vil du fortryde, at du ikke gik tidligere.
Jeg vil ønske for dig og din familie at I kommer helskindet igennem.
Giv ham et spark i skridtet fra mig.

er som følger: Jeg gik i chock, da sandheden gik op for mig. Da han græd, tiggede og truede med selvmord og da vores fælles forretning ville lide ubodelig skade ved skilsmisse, blev jeg, selv om ALT i mig sagde, at sådan en mand kunne jeg ikke leve med.
Resultatet: i første omgang havde jeg det nogenlunde som du har det nu - hæsligt. Men det gik over,og endte efterhånden i en kold foragt for den mand, der havde kunnet lyve og bedrage i uhyggelig grad, overfor mig, som han påstod, han elskede. Jeg tabte alt for ham, stolede ikke på ham over en dørtærskel og blev efterhånden skizofren i den forstand, at jeg opretholdt en facade overfor ham og omgivelserne, mens jeg havde et eget indre liv, hvor jeg "tænkte mit". Uholdbart i længden. Hele min tilværelse var én stor løgn - og så fik jeg bare nok en dag. Tog mit tøj og gik, tog den økonomiske øretæve og alt det trælse, der følger med skilsmisse.
Set i bakspejlet skulle jeg have gjort det omgående. Det havde været langt bedre for min selvrespekt.Tiden efter afsløringen er det ledeste og modbydeligste, jeg nogensinde kommer til at opleve.
Du har børn i klemme, og så stiller sagen sig lidt anderledes end for mig. Men jeg tvivler på, at du i længden kan klare at leve med din mands utroskab. Det er voldsomme følelser, der kommer i spil. Og jeg tror, at det vigtigste for dig er at bevare selvrespekten, så du kan være en god mor for dine børn.
I hvert fald - et virkeligt opgør med ham skal der til - og ud fra hans reaktion kan du vurdere, om han er din kærlighed værd.
Men faren for, at din kærlighed dør, er overhængende. Den vil med al sandsynlighed blive ædt op af mistro, raseri, sorg og foragt. Som det skete for mig og mange andre.

Det lyder nærmest som en mafia-ting - eller fundamentalisme efter islamisk model....
Øje for øje og tand for tand.
I må virkelig leve et lykkeligt liv!

at dit humør svinger som vinden vender viser jo bare at du ikke er afklaret og i virkeligheden ikke rigtigt kan bruge de råd om at gå eller blive til noget.
Svaret ligger ikke hos os men hos dig selv OG ham.
At dømme ud fra det du skriver så havde jeg det som dig - jeg var naiv hvis jeg blev og dum hvis jeg gik...
Jeg krævede vi gik i terapi - da jeg var så vred at jeg ikke dukkede op til overfladen i flere mdr - på trods af min vrede kunne jeg dog se at han virkeligt angrede og fortrød sin handling - noget der gjorde at når jeg ikke var vred så kunne jeg tude og være 110% ærlig over for ham.
Jeg er blevet - og er i dag glad for at min kæreste hev i nødbremsen - selvfølgelig er jeg ikke glad over den måde han gjorde det på - men vi har i dag et forhold som ingen af os har prøvet før - med ærlighed på alle felter og plads til os begge og vores behov.
Som kvinde50 skriver - det kan sagtens lade sig gøre og man kan komme styrket ud på den anden side hvis man er klar til den kamp det er at lære sig selv og sin partner helt at kende.
Og hvor meget det end skriger i en er man nødt til at erkende at når ens partner er utro - så har man selv en del af ansvaret.

Og som allerede skrevet - svaret ligger hos jer - er i begge klar til at kæmpe for jeres ret til at blive elsket som dem i er?
I kan vende dette til noget positivt hvis i vil.
Kvinde50 skriver om terapi - du kan finde linket på min profil - det er den samme vi har gået hos - ellers prøv at læse :
Kærlighed er ikke for kujoner - af Birgit Wedel
Og husk - du skal ikke stå til ansvar for nogen over den beslutning du vælger - der vil være mange fortalere for at gå når du læser herinde og flere har allerede skrevet - Så husk - dette er dit liv og ikke deres eller mit - du skal ikke forsvarer at du vælger at gå eller blive - du skal gøre som du ønsker og stå ved hvad du føler!
Jeg tror både kvinde50 og andre som er blevet sagtens forstår hvis du vælger at gå - det er trods alt det nemmeste - og jeg har i hvertfald dyb respekt for hvis du vælger at kæmpe for kærligheden ....den kommer ikke af sig selv- og uanset hvad du vælger så bare lær af det- det er du bedst tjent med!
Læs evt. andre tråde herinde - hvis du vil læse om hvordan det er når man bliver kan du søge på mine tråde eller jackie eller kvinde50 eller doller. vi skriver alle om den smerte der er ved at blive OG vigtigst glæden over at vi ikke gik...
Jeg føler med dig - jeg forstår hvilket dilemma du står i - jeg har været der!
Lotte

citat:"Og hvor meget det end skriger i en er man nødt til at erkende at når ens partner er utro - så har man selv en del af ansvaret."
Det kan være den utro part slet ikke egner sig til et et monogamt parforhold.
I, der taler så varmt for at tilgive og holde fast i kærligheden efter jeres mænd har været utro(øøh...hvilken kærlighed kunne man spørge? Jeg vil omskrive det til IDEEN om kærligheden inden for parforholdets rammer)I taler om parforholdet som var det SANDHEDEN om ægte kærlighed mellem to mennesker. Så når der sker uhensigtsmæssige ting som utroskab, ja så er det ikke fordi parforholdets tosomhed ikke passer til parternes psyke vel? Næh den tanke er sikkert kættersk!! ;-)
Så det må derfor være noget andet man skal hænge op på svigtet, så det må derfor være parternes SKYLD når den ene part er utro, og ikke kun den utro part, nej den svigtede part er skam også pr. automatik MEDSKYLDIG. Ud fra den logik kan man vist få folk til at acceptere enhver form for undertrykkelse - da den situation (ægteskabet) de to parter lever i ikke er til diskussion.
Men måske er der nogle mennesker, der simpelthen ikke egner sig til tosomheden for hele livet, og derfor har problemer med at være sin partner tro. Denne mulige forklaring på utroskab er selvfølgelig helt uhørt for en parforholdsfundamentalist....

kender du åbenbart ikke til?
Du læser indlægget, som fanden læser bibeblen - kun det, der passer i dit kram, bliver citeret og gengivet - og dernæst fortolket helt ude af kontest.
Jeg føler med dig, for du kender så åbenbart ikke til ægte følelser; du ved; der hvor man ser ud over sin egen, egoistiske næsetip og formår at se helheden.
Hvad er det, der trigger dig sådan, når nogle af os taler for at forsøge at fortsætte et forhold? - er du blevet svigtet, så alle andre også er nogle dumme svin og ikke fortjener noget godt; alle andre skal så også trækkes ned i din svinesti. Du er så intoletant og ufølsom og forstår simpelthen ikke den sande kærligheds væsen.
Jeg tror, at du ville have et stort udbytte at prøve at komme til en terapeut; så vil du se, at din verden, som du åbenbart tror er den eneste sande, rummer mangfoldige verdner.
Det er en oplevelse uden sidestykke at komme dybere ned i sig selv (her taler jeg kun om parterapi, det det er den eneste form for terapi, jeg har brugt). Man er IKKE verdens centrum, men en del af et hele - og det er her, du falder af og ikke forstår.
Lotte taler meget om kamp og krigere; det er hendes ord og hendes måde at formulere sig på. Jeg foretrækker andre ord, men i mange tilfælde er vi meget enige. Vi er begge gået "igennem" den selverkendelse og forståelse for et forhold, som du så tydeligt mangler.
I tilgivelsen liggen "nåden" (jeg er ateist, men kan godt lide de gode, gammmeldags ord for etik og moral). "Nåden" gør, at du også selv tilgiver dig selv, så du har kræfterne til at komme videre. Man skal ikke blive hængende i sur bitterhed; det hjælper ingenting, tværtimod.
Du har jo så ofte skrevet, at du er i nærmest telepatisk kontakt med din mand; i så fald burde du også kunne forstå udtrykket soulmate. En sådan kan man være heldig at finde, og man skal passe godt på vedkommende og sig sig; sit forhold. Selvom der så kan opstå problemer i forholdet, smider man da ikke bare vedkommende ud af sit liv, fordi der har været problemer. Man sætter sig ned som voksne mennesker og finder ud af tingene.
Det kan så være, at det skal ende med en skilsmisse, og at det er den allerbedste løsning - jeg mener bare ikke, at det skal være den allerførste løsning.
Du kan ikke kende meget til baggrunden for utroskab; et par, der har det godt sammen, er sjældent utro (udtalt og skrevet af mange eksperter) - de kan være det - efter fælles aftale, men så er det jo ikke den slags utroskab, som vi debatterer her.
Derfor er det begge parters skyld! Er det her, skoen trykker? Rammer vi noget ømt, når vi skriver det? Undskyld søster, men det er altså sandheden, hvor lidt du end bryder dig om den.
Hvis du kalder os for parforholdsfundamentalister; hvad skal vi så kalde dig?
Du tordner jo altid for, at folk skal rende så stærkt væk, at man ikke kan se r.... for bare skosåler......
En kujon, måske?

Nedenstående er kopieret fra indlægget fra Tigerrejsen længere nede- skrevet af den uforløste Pusserpigen.
....................
Selvom jeg får på puklen, Skrevet af Pusserpigen - Kl 16:40, 2.maj.2007
så vil jeg alligevel erklære mig enig i dit indlæg.
Hvis man har været sin partner utro, og i en længere periode ikke mindst, uden at give kæresten indtryk af der var noget i vejen, så synes jeg ikke han/hun er andet værd end at give fri. Dvs. at trrække sine følelser TILBAGE fra ham/hende - fremfor som så mange forstående (kvinder især) at tilgive og for at legitimere sin accept af ydmygelsen så begynde at give sig selv SKYLD for utroskaben. Det er et sejpineri som regel - en af mine veninder kører efter samme model og har tilgivet mandens utroskab og nærmest selv taget HELE ansvaret, for det var jo sikkert også pga. hendes barndom at hun ikke var i stand til at give så meget, som hun burde have givet den stakkels utro mand osv. osv.En terapeut har fortalt hende det, og så må det jo være rigtigt ....;-)
------------------------------------
Jeg ved ikke rigtigt, hvad der er galt med dette kvindemenneske; nu er hun begyndt at plukke ud af andres fortællinger og lade som om det er hendes egne erfaringer....
Det rabler virkelig for hende.
Dette med at man selv er medskyldig; det kan virkelig få madammen op på mærkerne.
At hun bruger Holycows og min historie for at lade som om at det er hendes venindes historie - det er altså for lavt.
Men hun forlader sig sikkert på, at mange ikke har læst så mange af indlæggende.
Hvis det er sådan, du vil skrive en bog, sødeste Pusserpigen - så hedder det til en orientering plagiat (og det kan man blive sagsøgt for).

Jeg mener ikke i Pusserpigens indlæg at kunne se, at hun har henvist til andet end "en veninde"... og det KAN der vel nemt være tale om?
Er man ikke en "smule" focuset på egen fantastisk-hed (flot nyt ord, ikk') hvis man tror ens historie er SÅ fucking unik, at alle og enhver gider kopiere den?
Jeg ser ingen plagiering i Pusserpigens indlæg. Jeg ser kun en meget frustreret 50 årig kvinde, der nægter at se i øjnene, at andre også kan have ret.

Nå, tør man ikke bruge eget navn mere?

Jeg kender ganske rigtigt ikke til den situation, hvor min soulmate gennem et langt ægteskab (de sidste 20 år) har været mig utro. Så indrømmet, jeg ikke kan sætte mig ind i jer "kærlige kvinder" der her skildrer med patent på hvad den ægte kærlighed er. Jeg mener modsat jer, at kærligheden kan have mange former, og ikke nødvendigvis lige behøver t tage den form mit eget kærlighedsforhold har taget. Jeg vil gerne tro at nogle kan elske både deres kæreste og elsker/elskerinde på samme tid - hvorfor skulle nogen ikke kunne det????
Det truer da ikke mit tosomhedsforhold at andre lever anderledes og oplever de har kærlighed i deres liv. Hvad er det I så krampagtigt skal forsvare, siden der ikke er plads til andet end lige jeres parforholdsmodel. Lyder næsten som en religion..._
Iøvrigt har min kærlighed til min mand ikke afstedkommet utroskab fra hverken hans eller min side i de 20 år vi har levet sammen og VALGT hinanden som ægtefolk, så jeg har god grund til at tro min model virker for ham og jeg. Men herfra er der en lang vej til at pådutte andre for enhver pris at skulle kæmpe for parforholdet!
Både kvinde50 og Lotte - som mener at have patent på hvad "ægte kærlighed" er - har oplevet deres mand var utro, og bagefter været de forstående og villige koner til at tage skylden på sig. Jamen det er da prisværigt, andet kan jeg ikke sige.
Men I er ikke troværdige. Hvis jeres indlæg her på debatten udstrålede bare lidt afklaring eller måske en inspiration af en slags (til andre om at havne i jeres rolle) så tror jeg såmænd godt jeg have troet på jeres forsikringer om hvad "ægte kærlighed" er...desværre virker I mere som efterplappere af en dygtig terapeuts indoktrinering.
Lige pm hjørnet blæser vinden med fordømmelsen af de kvinder, der vælger deres egen værdighed fremfor rollen som den evig tilgivende og forstående mor for en utro mænd.
Citat:"Du har jo så ofte skrevet, at du er i nærmest telepatisk kontakt med din mand; i så fald burde du også kunne forstå udtrykket soulmate. En sådan kan man være heldig at finde, og man skal passe godt på vedkommende og sig sig; sit forhold."
Ja netop - man kan så spørge sig hvorfor I to, der hævder at have patent på den ægte kærlighed er, ikke var i stand til at passe bedre på jeres såkaldte soulmate.....

Jeg ved i grunden ikke hvad det er du så krampagtigt forsøger at forsvare overfor mig - eller dig selv?
Jeg henviser til en veninde, hvis mand var utro gennem længere tid. Hun havde to voksne døtre der var ved at flytte hjemmefra. Hun har absolut kke fundet nogen rigtig tryghed i sit parforhold siden, men terapeuten har formået hende til at tro hun var medskyldig (hendes opvækst var ret problematisk, med en far der gjorde selvmord ) så hun lever nu stadig sammen med manden og deres slot at et hus...det sidste var bestemt også værd at kæmpe for..:-))

Jeg kender ikke til "ægte følelser" - :-)))
Og så er jeg en kujon!
Hm...Jeg har bare lidt svært ved at se hvad i mit liv, der lige er kujonagtigt. Jeg har levet ret ærligt efter en eik som jeg åbent har delagtiggjort de mænd jeg har kendt,mht. jeg vil være med til og ikke være med til...ingen har været i tvivl, så ligefrem kujon vil jeg ikke kalde mig selv. Måske mere en principfundamentalist ;-)
Mht. min mand så har han da aldrig (i de 20 år vi har levet sammen) været i tvivl om min kærlighed/har heller ikke haft grund til at tvivle på den. Jeg har spillet med åbne kort, også på det sidste hvor han er ganske godt inde i de problemer jeg har haft med en yngre ret så tændt bejler.
Den åbenhed har iøvrigt gjort det hele meget nemmere, så det vil jeg da anbefale andre, der skulle komme ud for noget lign. Få jeres kæreste som jeres beskytter og meld ud, hvis der er fare på færde...det virker! :-)

ud med stodderen uanset hvor meget du elsker ham ud ud ud.... finder man sig i det og tilgiver så beder man oz selv om næste gang.. en gang utro altid utro... !! har selv været igennem hele trædemøllen så kender det fra samtilige sider... du kommer ikk videre før du går.. den vil altid ligge i baggrunden uanset hvor meget du forsøger skubbe det væk... til sidst vil du ikk ku kende dig selv.. du ændre personlighed som du faktisk skriver du gør med angst råben skrigen foragt osv.. den sætter sig hårdere end du tror.. gør noget godt for dig selv nu .. KOM videre med dit liv alene...

Blev den ikke lige lav nok, selv for dig. Jeg forstår da heller ikke dine aggressioner. Egentlig synes jeg, at det du beskylder pusserpigen for, er meget tydeligere i dine egen indlæg.
Det er et totalt personangreb, du er igang med nu. Det er enmet da egentlig for godt til, er det ikke?
Kom nu tilbage på sporet. Det er vel ikke en konkurrence i soulmates?

Men hvor ser du lige, at Pusserpigen skulle have kopieret din historie? (Jeg har læst indlægget - også i den anden tråd).
Hun henviser til "en veninde" - jaja: det det behøver vel ikke være dig? (så vidt jeg kan læse, er I ikke særligt venskabelige overfor hinanden....)

Jeg fortsår i grunden heller ikke hvad problemt er. Skulle jeg have taget kvinde 50 `s historie, er det dèt hun mener??? Jamen der er jo massevis af den slags historier, hendes er da ikke særlig unik, så jeg forstår i grunden ikke helt hvad vi diskuterer lige nu. Min venindes historie er sikkert heller ikke spor unik - pointen er at hun bestemt ikke har fået sit selvværd tilbage,snarere tværtom synes jeg. Hun skal hele tien bekræftes, og det er anstrengende i længden..også for hendes mand.
Mange beskyldninger mod min person her fra kvinde50, jeg fremprovokerer åbenbart hendes skyggeside kan jeg forstå. Nu skal jeg også tage ansvar for en Anonyms indlæg...hm. Dette her ligner da paranoia, så det ligner noget!!

Det projekt er alt or risikabelt at miste den sidste rest af selvværd på. Jeg vil også stærkt anbefale den svigtede kvinde at redde sig selv og åbne sig for verden. HUn trænger til at blive bekræftet som kvinde, og skylder ikke sin mand noget...med mindre hun da har værete en bitch mod sin mand, været en kold mås eller ikke gidet gøre en pind ud af sig selv. Det kan vi jo ikke vide heller, det ved kvinden bedst selv. Men har man gjort hvad man kunne, og vist man elskede sin mand på alle måder, for så at blive svigtet, så skal man hente sine følelser tilbage til sig selv, og gi`sig selv hen til en anden mand der værdsætter en bedre. Klart min anbefaling!

- Jeg vil give dig ret i, at din venindes historie ikke er særlig unik, for jeg kender faktisk et par tilfælde der ligner til forveksling. Men de er blevet forskellige nu.
- Den ene sidder, som du beskriver din veninde, men ikke alle dage. Nogle dage er hun så glad for sit hus og sin "status" at hun flytter fokus fra manden og egentlig virker ret glad og tilfreds. Jeg håber så for hende, at hun får flere af den slags dage, for hendes beslutning er, at hun ikke orker at starte forfra, og ikke ønsker at bliver så "fattig" som hun vil blive ved at gå. (skilsmissesæreje)
- Den anden derimod, gik igang alene efter "behandlingen" hos parterapeuten og fandt en alle tiders astrolog/psykoterapeut i Århus, Gunhild Weisberg, hun var simpelthen guld.
- Så selvom der gik tre år, så har hun nu valgt at leve alene. Det er en stor succes!
- Når det så er sagt, så kender jeg altså også flere, der har haft stor gavn af parterapien og som har fået et særdeles godt ægteskab op at køre. Men det ene forhold jeg har nærmere kendskab til forløbet i, har der faktisk aldrig været tale om "skyldfordeling", som der er blevet talt så meget om, med Holycow og kvinde50. - Der har været slået en streg i sandet, og taget hul på en værktøjskasse, så især kommunikationen og nærværet er blevet styrket. Så parterapi er jo ikke altid parterapi. Jeg tror det findes i et utal af udgaver.
Håber ikke jeg har forstyret idylen for meget *S*

jeg fik ikke læst den med "plagiat" og truslen om at blive SAGSØGT!!!
Jamen det er jo helt ude i hampen at kvinde50 kan blive SÅ perfid i sine indlæg, når man tænker på vi her skal forsøge at give gode råd til en kvinde, der er blevet svigtet af sin mand.
Ærlig talt så er Kvinde50`s her så veludviklede paranoia (ovenikøbet overfor vildt fremmed mennesker)da ikke den bedste reklame, for at vælge at blive hos sin utro ægtemand....:o)

For den sidste rest af troværlighed og 'kærlig holdning' er smuttet forlængst... - det er manden sikkert også (håber jeg for ham).

citat:"- Den ene sidder, som du beskriver din veninde, men ikke alle dage. Nogle dage er hun så glad for sit hus og sin "status" at hun flytter fokus fra manden og egentlig virker ret glad og tilfreds. Jeg håber så for hende, at hun får flere af den slags dage, for hendes beslutning er, at hun ikke orker at starte forfra, og ikke ønsker at bliver så "fattig" som hun vil blive ved at gå. (skilsmissesæreje) "
Det lyder næsten som har vi den samme veninde (i beg. 50) bor på et gods, som hun bare ikke KAN leve uden, heste osv. Hun elsker stedet og status osv. osv.og skulle leve helt anderledes spartansk hvis hun blev alene. Men hun trives ikke rigtig som KVINDE, selvom hun bedyrer hun er glad for hun valgte, som hun gjorde. Hun har mistet sin selvfølelse som kvinde, den som hun netop havde så naturligt førhen...nej den gik sgu tabt!
Hun er til gengæld blevet mere selvbevidst på en måde, og vil nok ikke engang til finde sig i noget. Jeg har dog min tvivl om hun ikke bliver narret alligevel af samme mand, selvom han siger han ikke har henvendt sig til elskerinden, siden det blev opdaget. Noget med hans mobiltlf. der en dag lå udenfor hans rækkevidde og ringede, og det var så hendes (den forh. elskerindes) nummer. Alligevel hævder han det var en ener, og det ikke er ham men hende der stadig kontakter ham!
Nå men historierne handler jo stort set om et samme, nemlig at en part i forholdet er gået bevidst seksuelt efter en person udenfor ægteskabet. Og har så også forsøgt at skjule det for sin partner.
Ja måske kan en eller anden form for terapi hjælpe. Jeg kender da flere, som har været i terapi (enlige) og siger det har hjulpet (selvom de stadig går der efter over 10 års terapi!!!). Så hvorfor ikke også par. Kender også et par, men her var der ikke tale om utroskab, de var så kloge at gå i terapi i så at sige "god tid". Jeg tror dette helt afhænger af terapeutens kvalitet og så ikke mindst hvor stor eller lille SELVSTÆNDIGHED de der søger hjælpen nu lige selv har inden de gåt i terapi..
Nej du har ikke forstyrret Dulkis...øh, hvilken idyl forresten❓;-)

Hvad bliver det næste - karakter for stavning eller grammatikken, måske?
Hvorfor gider du beskæftige dig med ordkløveri i denne debat - er det ærlig talt ikke småligt?

Jeg citerer fra hopeless angels egen profil:
Jeg tror på alle folks ret til at ytre sig - også dem, der ikke staver godt og er fuldstændigt velformulerede.
Det fortjener at stå for sig selv!!!!!!!!!!

Helt enig. Der er virkelig nogle alarmklokker, der ringer her hos mig! Altså når folk der synes overbeviste om deres egne evner til den ægte "dybe" kærlighed, absolut må retfærdiggøre sig selv ved at mistænkeliggøre andres "ægte følelser" (fordi de lever på et andet værdigrundlag?).
Jamen hvordan kan nogen føle sig SÅ truet på deres selvvalgte livsform - der fremhæves som ideel - at deres valg ikke kan stå alene, men absolut må fremhæves som "ægte" og "dyb" i modsætning til andres livsvalg. Det virker på mig temmelig krampagtigt, for at sige det lige ud.

Jeg kan fortælle at konen til min elsker igennem 1 1/2 år vidste hvad der skete, men hun var for glad for status..... hus hest biler o.s.v. så hun lod som ingen ting. Da det blev fortalt til hende fra anden side første gang, krævede hun at hun ville have et barn til , da det blev opdaget anden gang fik hun det halve af firmaet. Er det kærlighed ????? det tror jeg ikke fra hverken ham eller hende.Han forsøger nu igen for 3 gang, men nu siger jeg nej, selvom jeg elsker ham meget højt (dumme mig) men nu kan jeg ikke længere.

- I mit eksempel var der ikke tale om 10 års terapi, men 8 gange henover et par måneder og så en "livline" i form af et telefonnummer, som hun benyttede 2 eller 3 gange de efterfølgende 3 måneder, så det var en anden effektiv "behandling" må man sige.

- du er havnet i. Håber for dig, du kan komme ud af den.
Som du skriver; det er ikke kærlighed, nej - ikke den form de fleste af os tilstræber, men måske en samhørighed og konformitet, eller hvad ved jeg. Det er jo en grund til bruddet ikke bliver en realitet.
- Der er flere af os til salg for gods eller guld (eller helst begge dele) en vi har lyst til at vide. Det gælder lige så meget mænd, som kvinder.

ja, jeg ved ikke hvordan du har det efter alle disse udgydelser :)I den sidste ende er det dig der skal beslutningen for dig/jer.
Jeg ligger ikke under for Pusserpigens bastante holdninger, så jeg vil atter engang gentage: man kan godt tilgive og komme videre i et bedre fælles liv efter utroskab. Jeg har hverken påtaget mig skylden,eller fået dårligere selvværd af den turbulens vi har været igennem.
Men jeg påtager mig ansvaret for at ville blive sammen og må så arbejde derudfra.
Hvis det handler om dyb kærlighed og viljen og ønsket om at komme videre sammen kan I også det, men ikke uden hjælp i forma af terapi.
Jeg taler om kærlighed og ikke om tryghed og økonmiske fordele. Jeg har til enhver tid kunnet forlade skuden - hvis det var hvad jeg ønskede, jeg var ikke kommet til at bo i en papkasse af den grund.
Man kan altså godt "redde sig selv" og "åbne sig for verden" i et forløb med hårdt psykologisk arbejde. Det er måske netop i det forløb man åbner sig - også for menneskets forskelligheder og forskellige grænser.
Så jo det kan gå godt - men det går ikke af sig selv. Og I skal begge VILLE det og gå aktivt ind i processen.

Jeg vil gerne høre mere om DIn historie. Vil du fortælle den? var det også langvarig utroskab?

I vores tilfælde var der også kun tale om et kort forløb - ca. 3 mdr, hvor vi var det hver 14. dag.
Det viser vel egentligt, at det faktiske kun skal megen lidt hjælp til for at få rettet op på det, der er gået galt (hvis man vel og mærke har lyst til det og er indstillet på det hårde arbejde, det reelt er).
Jeg ved ikke lige, hvor den der skyld-diskusion er kommet ind; jeg har tidligere skrevet, at vores terapuet gjorde mig opmærksom på, at når der var sket et "brud" (f.eks. i form af utroskab) i et forhold; så var det aldrig kun den enes skyld - man er to i et forhold, og man er to til at ødelægge det. Den ene part er aldrig 100% uskyldig, og den anden er heller ikke 100% skyldig.
Her taler vi ikke om selve "akten"; nej, det er det op til det skete, der tales om.
Man glemmer hinanden; ser ikke hinanden og får ikke talt ordentligt sammen; man forsømmer hinanden, og pludselig en dag får den ene opmærksom fra en tredjepart - alle elsker jo opmærksomhed; personen liver og - og derfor kan det ske, at der opstår utroskab.
Jeg vedkender mig fuldstændigt, at jeg var lige så "skyldig" i, at vores ægteskab var "visnet" som min mand var skyldig i det.
Til gengæld er jeg ikke, og vil heller aldrig være, skyldig i at min mand var mig utro. Den står helt for hans egen regning.
Derfor mener jeg også, at jeg har pligt til at være med til at rette det op (såfremt følelserne for manden selvfølgelig stadig er det; temmelig vigtigt - for ellers kan det ikke gå stærkt nok med at få opløst forholdet).
Sjovt, som der kan focuseres på et enkelt ord, der citeres helt uden for kontekst.
Jeg har tidligere været gift, og da jeg ikke er bigamist, har jeg også været igennem en skilsmisse.
Jeg taler derfor af erfaring: man skal aldrig blive i et ægteskab, hvor følelserne er døde - end ikke millioner ville kunne få mig til det; men elsker man en person, kan man tilgive meget.
Soulmates betyder bare sjæleven - det betyder ikke, at personen er en engel og derfor fuldstændig perfekt. Selv engle kan fejle - se bare på Lucifer.....

Som du nok kan læse, er debattørerne her på SOL delt i to; dem, der absolut fraråder dig at fortsætte og kalder det ydmydelse, fornedring osv, og andre, som råder dig til at prøve at fortsætte, fordi dit forhold kan komme ud på den anden side styrket og forbedret.
Under alle omstændigheder vil det modne og styrke dig på længere sigt - ligegyldigt hvilken vej du vælger - det føles ikke sådan lige nu, men her kan jeg tale af erfaring.
Man er i sine følelsers vold; man har ondt i maven og sover dårligt - og man kan næsten ikke tænke sammenhængende.
Det er en kliche, men det er altså sandt, at tiden heler alle sår. Hvordan du så vil brugen tiden, er op til dig selv - vil du prøve at redde jeres forhold, eller vil du gå fra ham.
Jeg vil mene, at du ikke skal tænke så længe over det spørgsmål: gør op med dig selv, hvad du vil, og fortsæt så derfra. Så længe du bare forssøger at "overleve", kommer du ingen vegne.
Det er faktisk den hårdeste og værste del af processen; når du først HAR besluttet dig, har du et mål at styre efter, og så er det nemmere at navigere, så at du når det.
Det giver fred i sindet at vide, hvad man vil, og du vil opleve, at du får så mange flere kræfter til det, du har valgt. Du skal ikke se dig tilbage, når du først har valgt.
Jeg har selv oplevet en skilsmisse for mange år siden, som jeg aldrig har fortrudt; og jeg har for et par år siden oplevet et (heldigvis kun) et sidespring fra min mands side, så jeg taler af erfaring.
Det er i dit hjerte, at du vil finde svaret - og gå så målrettet efter det.
Jeg ønsker dig al mulig held og lykke fremover i hvad du end vælger.

har jeg patent på den evige kærlighed - gid det var så vel: så var jeg vel ikke her på SOL, vel?
Sjovt nok synes andre/nogle (jeg skriver ikke alle, for selvfølgelig har man ret til at have forskellige meninger) om mine indlæg, men de virker heller ikke så opskruede som dig.
Hvad er du så vred for? Ind imellem skriver du meget fornuftigt, men lige pludselig, når andres indlæg provokerer dig, så går du fuldstændig amok - især når der ikke er fuldstændighed enighed med dig. Kunne du ikke prøve at respektere andres forskellighed; du, der skriver så meget om os "fundamentalister" Du har en skinger tone, som meget let bliver ubehagelig, når du får svar, der ikke passer dig.
Du er svær at debattere med, for du svarer aldrig på spørgsmål, men tager en lille del ud af ens tekst og forstørrer den helt grotekst - og "glemmer" bekvemt resten af indlægget.
Nogle gange kan jeg ligefrem se dig med fråde om munden "LOL", når du bliver modsagt.
Jeg forstår ikke, hvorfor du gemmer dig under diverse alias'er: nogen gange er du Pusserpigen - så påstår du, at en anden har "taget" dit alias og skriver derfor under Pussrpigen (jeg kan ikke bevise det, men er du ikke også: Hættemågen, Den Anden, Den hætteklædte og mange andre, der har fuldstændig samme skrivestil som dig? Du har en unik måde at sætte citationstegn og udråbstegn på i dit skreve materiale, som afslører dig).
Er du skizofren? Er det derfor, du ikke kan finde ud af, hvem du er?
Lad mig give dig et godt råd (men du er nok for meget tøsedreng til det; du foretrækker din fulde anonymitet):
Opret dig som bruger på SOL..... eller endnu bedre: smut ud af denne debat og se at komme i gang med at skrive din elendige bog: jeg er sikker på, at du vil finde en stor fanskare i fanatismens verden - har du overvejet Irak/Iran?
Jeg læste et sted, at folk, der bliver ved med at tale om at skrive en bog; det er dem, der aldig får det gjort. Rigtige forfattere skriver bøger uden at fortælle hele verden om det forinden!

Så det kan være både et verbum og et substantiv.....
jeg beklager, at jeg glemte det lille "et"
Hvor smålig kan man egentlig være?

...men jeg tvivler stærkt på, om jeg nogensinde ville kunne komme mig over, at min mand havde været mig utro i en længere periode. Og ja, utro i det hele taget!
Prøv at se på det udefra: hvis din veninde kom og fortalte dig, at hun havde fundet ud af hendes mand var hende utro, og at det havde stået på i en lang periode - hvad ville du så råde hende til at gøre?
Noget andet er - hvordan har jeres samliv og dagligdag været op til og imens utroskabet stod på?
Jeg kan sq godt forstå du er gal på ham, og jeg synes du har ret til at overfuse ham i tide og utide, når du har behov for det. For mig at se, så skal han straffes, forstået på den måde, at han skal lære at forstå, hvor ONDT det gør på dig.
Jeg er ikke selv blevet bedraget på den måde, heldigvis, men har mærket bedrag på en anden måde og det lurer stadig lidt i baghovedet. Og at dømme på den måde, jeg håndterede den slags bedrag, så ville jeg nok smide manden på porten, hvis han fandt på at være mig utro. Hårdt at tænke på, for jeg elsker ham ubeskriveligt og kan ikke forestille mig et liv uden ham. Men jeg vil ikke byde mig selv, at skulle leve med den usikkerhed, foragt og mistro der vil følge med et utroskab.
Ønsker alt det bedste for dig!!
Mvh Bekka.

Og jeg har ikke anklaget din syntaks, din formuleringsevne eller din kommasætning - derimod er det faldet mig for brystet, at du anklager Pusserpigen for at "have kopieret din historie" - når hun har genfortalt en ganske dagligdags historie.
e.o.d. fra mig.

.. om at være smålig, altså.
Skal vi lave en meningsmåling? :o)

Mht. det med straf. Nej jeg tror ikke på det vil gavne - her kvinden i forholdet - at straffe sin mand. Måske han ville tænke lidt over hvad han havde haft gang i...men mon ikke det er straf nok i sig selv at se den man elsker (forhåbentlig da..vi ved det jo ikke)som menneske/KVINDE blive ulykkelig og miste sit selvværd<?
Jeg tror ikke på straf eller det nogen kalder et hævnknald. Et knald med en anden blot fordi ens elskede har knaldet udenom, kan da umuligt give andet end en endnu større nedtur. Noget andet er hvis man føler en stærk tiltrækning og er tændt på en anden mand/kvinde, jamen så mener jeg da, at man bestemt ikke skal holde sig tilbage, hvis man har oplevet utroskab fra sin partner.Man skal da se at få udlevet den srotik som højst sandsynligt blev undertryk i den periode inden manden var utro og imens...Hvis ens mand/kvinde har været en utro (antallet af knald er her uden betydning) så mener jeg da man er i sin ret til at tvivle på den andens seksuelle følelser og tiltræning på e som mand/kvinde. Så er man åbenbart ikke interessant nok for sin elskede på lige det punkt, og det vil jeg personligt da tage til efterretning! Dvs. realisere mig selv hos en anden, fremfor at rende efter den utro part....og dette fordi jeg ved jeg giver mig selv 100% på det seksuelle område og min mand ikke har noget at klage over.
Du skriver noget meget vigtigt, nemlig hvad er der gået FORUD for utroskaben, citat:"Noget andet er - hvordan har jeres samliv og dagligdag været op til og imens utroskabet stod på? "
Det er da alt andet lige den værste tid, går jeg ud fra. "Kærligheden" de to parter imellem har haltet eller har været overfladisk siden den ene har kunnet tage det skridt at overskide grænsen og elske med en anden. Utroskab er sku at sige NEJ til den (man siger) man elsker og JA til en anden (som man begærer og måske ubevidst godt vil et tættere forhold til ?). Den afgørende overskridende handling mellem fantasi og virkelighed er en handling, der efter min mening bør tages til efterretning. Det er en FRI handling ens partner har foretaget og som har valgt en selv fra til fordel for en anden.Det er hårdt at erkende for mange tror jeg, at man er valgt fra, nok derfor alle disse omskrivninger og undskyldninger osv. osv.
Men altså uenig mht. hævn og straf, men meget enig i din pointe omkring perioden op til utroskab fandt sted. Den har nok stået på smalhals - med mindre der er tale om et forhold hvor den ene part er langt mere interesseret i sex end den anden...

Kære Pigen i tvivl
Lige et input fra den anden side...
Jeg elsker min kone meget højt, og vi har det fantastisk sammen, og har altid haft det i de ca 20 år vi har kendt hinanden. Vi har stærke følelser for hinanden, ligger tæt sammen hver nat, har skøn intim elskov, kysser og krammer hinanden, og tager på romantiske ture og rejser.
Men.... jeg har et hemmeligt forhold til en anden kvinde gennem 1,5 år, som iøvrigt også lever i et fast og godt forhold. Jeg har tænkt meget over hvorfor... og flere gange forsøgt at stoppe det... men det er endnu ikke lykkedes. Det er det eneste sidespring jeg har haft, og før troede jeg aldrig det ville kunne forekomme.... "sådan noget sker jo kun i forhold der ikke fungere"...
Teknisk set er jeg min kone utro... men jeg har ikke den anden for at være min kone utro... det har slet ikke noget med min kone at gøre... og det er ikke noget jeg gør mod min kone...
Jeg er meget omhyggelig med at undgå at min kone skal opdage noget... for hun vil naturligvis ikke kunne forstå hvordan jeg kan gøre det... og det er der helt sikkert ikke ret mange der kan... jeg forstår det heller ikke rigtigt selv.
Det gør ondt ind imellem at skulle stikke en nødløgn til den man elsker højest. Frygten for hvor såret min kone bliver hvis det bliver afsløret... risikoen for at miste hende... kan holde mig vågen i mange timer.
Og hvad kan du så bruge mit indlæg til?... nok ikke ret meget andet end, at hvis din mand siger han elsker dig over alt... så kan det sagtens være han siger sandheden.
Måske er det en lettelse for ham at dobbeltlivet nu skal stoppe.... det ville det være for mig.
Jeg er ikke den rette til at give dig råd mht. "go or stay"... men der er flere på sol der sammen med deres partner har gået den hårde vej sammen... lyt til dem... føl efter... og beslut hvad du vil.

og kan godt forstå du anbefaler den svigtede kvinde her at tage de tilgivende kvinders model til sig. Du skriver du elsker din kone. Ja det tror jeg du selv føler du gør, det er jeg ret overbevist om. Spørgsmålet er om hun også føler det? Ved du egentlig hvordan hun har det? Jeg mener de fleste kvinder har en stærk intuition, og at din kone derfor ikke føler alt er ok. måske føler hun sig ikke "god nok" som kvinde. Du ved ubevidst kan din utroskab sende nogle misbilligende signaler til hende som kvinde OGSÅ selvom du bedyrer du elsker hende højt.
Et spørgsmål. Er du den samme der kaldte sig den utro, og som i et andet indlæg for et stykke tid siden skrev han elskede sin kone højt, men ikke kunne slippe sin elskerinde - og så tilføjede han at lige inden han kom (når han elskede med sin kone) tænkte han på elskerinden. Er det dig?
I så fald giver jeg ikke en pind for din kærlighed til din kone - du elsker en halv kvinde, du elsker din mor i hende. Men din kone som KVINDE kan du ikke elske hvis dú er nødt til at tænke på en anden kvinde mens du elsker med hende! Tror du ikke kvinder kan mærke dette da? Men igen som regel på en selvdestruktiv måde. "Jeg er ikke lækker nok" eller" Jeg er nok for tyk" eller "Jeg er ikke værd at elske som KVINDE" osv. osv. Mænd kan sagtens underminere deres kvinde hvis de får lov. Desværre giver alt for mange kvinder deres mænd lov til dette, i stedet for at lytte til deres INTUITION, som næsten aldrig fejler.
Men nu ved jeg selvfølgelig ikke om det var dig, der skrev det der indlæg....

dejligt at høre fra "den anden side; den utro's side.
Jeg vil overhovedet ikke fordømme dig eller din situation; jeg er bare nysgerrig efter at vide, hvorfor du fortsætter - og hvad der fik dig til at begynde (for nu at tage det omvendt!).
Jeg tror helt sikkert på, at du elsker din kone; ellers ville du jo være gået for længe siden, ikke sandt?
Jeg ved det selvfølgelig ikke, men du har sikkert heller ingen intentioner om at gå fra hende, vel?
Er der spændingen?
Fortæl, fortæl.

der skrev noget om at tænke på elskerinden ved sex med konen.... lyder usmageligt.
Jeg elsker min kone som kvinde... og det er hun ikke i tvivl om.. jeg har en ret udviklet feminim side, og dermed en del intuition på det følelsesmæssige... så det du skriver passer ikke hos os.
Men ellers kan jeg sagtens forestille mig det du skriver.

At fastholde man elsker er altså ikke lige det samme som at evne at elske.
Kun den der er "offer" for ens kærlighed kan bedømme dette. Gad vide hvilken karakter din kone ville give din påståede kærlighed til hende, såfremt hun fik chancen for at kende SANDHEDEN i dine følelser for hende. Altså at de indbefatter du har sex med en anden kvinde!
Jeg tror du mixer ordet kærlighed til din kone med selvkærlighed. Du elsker dig selv højst, og det som du kan få fra din kone elsker du. Men du får det ved at leve på nas, idet de betingelser din kone gir sig hen til, er ren fake. Din kone tror I har et ligeværdigt kærlighedsforhold, og handler, tænker og føler for dig ud fra dette. men det er jo en løgn!!!
At lyve for sin elskede for egen vindings skyld har INTET med kærlighed at gøre - det er udtryk for den asociale personlighed, der ikke opfatter sine medmennesker som ligeværdige, men er parat til at leve på nas på troskyldige personers naivitet.
Tænk lidt over dette...bare et øjeblik, hvis du altså TØR!
;o)

jeg synes din historie er interessant. Også - eller især - fordi jeg selv har været ved at hoppe i utroskabsfælden. Jeg mente også jeg da ikke elskede min mand mindre, bare fordi jeg var tiltrukket af en anden mand eller dyrkede sex med ham, hvilket jeg ikke gjorde! Læs evt. mit opråb hvor jeg beder om hjælp for ikke at "falde i" - her hedder jeg Anonym.
Men jeg kom til den konklusion, at hvis jeg indledte et forhold til den mand der begærer mig pt. og som jeg selv er stærkt tiltrukket af, så ville det komme imellem min mand og mig. det ville være "tilværelsens ulidelige lethed" - det ville ikke være den NØDVENDIGE kærlighed, som min mand er for mig. Jeg KAN bare ikke gøre det - jeg giver mig meget hen når jeg elsker, så jeg ved at det ville skabe et skel mellem min soulmnate og mig. Og hvorfor i alverden skulle jeg gøre det???
Jeg har mere end nok i mit liv. Er lykkelig for jeg valgte den mand jeg elsker vildt og inderligt, og vil da hellere bruge min energi på at forbedre mig overfor ham og gøre vores liv som gamle levende og intens, fremfor at bruge min energi udenfor vores intimsfære...

Gør du ikke det, er der noget i vejen med dig.
Jeg tror egentlig bare du skulle klappe i denne omgang. Du går vel ikke rundt i den vildfarelse at du og kun du ved, hvad det er at elske?
Jeg er ikke til utroskab, som udgangspunkt, men ham her, han lyder sgu okay og går der ikke noget fra konen, så er katastrofen vel til at leve med - også for dig.

Hvis du nu kunne læse, så vil du opfatte, at trådstarter beder om:
"Hvordan så Jer andres - bedrage koner - historier ud efter utroskaben kom ind i dit ægteskab. Kom I videre og lade utroskaben bag Jer? Fik I et dårligere ægteskab?, blev I skilt med det samme eller efter en periode?? Fortæl.......... "
Hun har ikke brug for dine teorier - du har ikke været der og har derfor heller ikke de erfaringer, der kan hjælpe hende. Fordi en eller anden tilfældig mand har set lidt på dig, giver det dig jo ikke jo ikke samme baggrund. Du har ikke følt smerten og hele den omvæltning, som en sådan sag starter.
Det er det samme stom stastistik: hvis du ligger med fødderne i en bageoven og hovedet i en fryser, burde du statistisk set have en gennemsnitstemperatur.
Se - det er teori - en anden ting er den ægte verden.

Du har ret... hvis ikke jeg elskede min kone boede jeg sammen med min elskerinde.
Jeg har svært ved at give et klart og troværdigt svar på hvorfor jeg er så dum at løbe en så stor risiko. Men jeg vil forsøge at svare så ærligt jeg kan.
Hvordan det begyndte?... de fleste kvinder synes jeg er dejlig, fræk, nem at snakke med osv. Det har jeg det selvfølgelig fint med, og har aldrig stået tilbage for en uskyldig flirt på dansegulvet, hvilket min kone har det fint med (hun er ligeså). Men jeg har altid haft en klar grænse for ikke at gå for langt, og altid meldt det klart ud.
Men en nat i byen, efter indtagelse af en del alkohol, blev jeg forført hurtigere end min fornuft kunne følge med. Til min store overraskelse følte jeg ingen dårlig samvittighed dagen efter. Jeg besøgte kvinden nogle dage efter for at se hende i ædru tilstand.... vi snakkede kun... men der var sket noget med min "moral"... jeg følte intet forkert i at møde hende igen.
Hvorfor fortsætter jeg?.... nu bliver jeg lang i spyttet... for jeg ved det ikke helt.... men efter flere forsøg på at stoppe, er jeg nået til den erkendelse, at det kan jeg ikke (svaghed).
Jeg vil forsøge at opliste nogle årsager til at jeg fortsætter:
- Føler omsorg for hende (jeg har hjulpet hende meget med personlige problemer, og oplevet hvordan hun i den grad er blomstret op)
- 100% fortrolig veninde
- Nyder følelsen af nyforelskelse
- Spændende at lære en ny person at kende så dybt og intimt
- Kommer ikke uden om at forbudt elskov er rigtigt godt og MEGET intenst og sensuelt
Men jeg vil ikke afvise at det også har noget at gøre med:
- lavt selvværd
- selvbekræftigelse
- lav moral
-
Jeg er der nu, at jeg følelsesmæssigt kan rumme at elske to kvinder, som man nu elsker en kvinde. Men pga. den store risko for at ødelægge det jeg har med min kone, vil jeg ønske at det snart stopper.
I starten var jeg sammen med min elskerinde flere gange om ugen, nu går der typisk 2 månder i mellem... og vi er MEGET diskrete og forsigtige, og tager ingen chancer. Vi skriver sammen på E-mail næsten hver dag, om både småt og stort.
Mit indlæg kan sikkert godt virke provokerende på mennesker hvis partner har været dem utro... og det forstår jeg godt... men læg mærke til at det jeg skriver intet har med partneren at gøre.
Lidt provokerende kunne jeg godt sige:
"min kone og jeg ejer og kontrollere ikke hinandens følelser"
"min troskab består i at jeg elsker, ærer, begærer og bekræfter min kone, og vil blive sammen med hende resten af mit liv"
"min kone må gerne have forhold til en anden mand, blot hun bevarer sin troskab overfor mig som jeg overfor hende, og respekterer mig ved at være 100% diskret og ikke lade mig det vide"

Du gjorde det rigtige... men for mig er fælden klappet.

Jeg har allerede tænkt meget... ellers ville jeg ikke bruge tid i debatten.
"Kun den der er "offer" for ens kærlighed kan bedømme dette. Gad vide hvilken karakter din kone ville give din påståede kærlighed til hende, såfremt hun fik chancen for at kende SANDHEDEN i dine følelser for hende. Altså at de indbefatter du har sex med en anden kvinde!"
Svar: Min kone ville blive voldsomt såret... derfor er der heller ikke nogen der ved noget.
"Jeg tror du mixer ordet kærlighed til din kone med selvkærlighed. Du elsker dig selv højst, og det som du kan få fra din kone elsker du. Men du får det ved at leve på nas, idet de betingelser din kone gir sig hen til, er ren fake. Din kone tror I har et ligeværdigt kærlighedsforhold, og handler, tænker og føler for dig ud fra dette. men det er jo en løgn!!!"
Svar: der er ingen fake kærlighed og vi er ligeværdige... der er kun små nødløgne.
At lyve for sin elskede for egen vindings skyld har INTET med kærlighed at gøre - det er udtryk for den asociale personlighed, der ikke opfatter sine medmennesker som ligeværdige, men er parat til at leve på nas på troskyldige personers naivitet.
Svar: Jeg lever ikke på nas... og jeg lyver ikke for egen vinding... jeg opfatter i høj grad mine medmennesker som ligeværdige...men, måske har jeg en asocial personlighed.

Som jeg skriver; jeg vil overhovedet ikke fordømme dig - det er ikke min ret, og jeg kan være så inderlig ligeglad.
Men jeg synes, at det er fantastisk, som du især skriver (jeg synes ikke, at det er provokerende):
"min kone og jeg ejer og kontrollere ikke hinandens følelser"
"min troskab består i at jeg elsker, ærer, begærer og bekræfter min kone, og vil blive sammen med hende resten af mit liv"
"min kone må gerne have forhold til en anden mand, blot hun bevarer sin troskab overfor mig som jeg overfor hende, og respekterer mig ved at være 100% diskret og ikke lade mig det vide"
Det viser, synes jeg, en ægte kærlighed, som netop ikke går ud på at eje hinanden, for det kan man nemlig ikke.
Jeg har, som du sikkert har læst, været igennem en lille sag om utroskab, og kan derfor godt læse og forstå, hvad du skriver. Det må da være dejligt at blive elsket og begæret af to mennesker, og er det ikke lidt det, der gemmer sig bagved. At blive elsket at en er dejligt; af to må være vidunderligt (ingen ironi her).
At vi så er forskellige mht. om man vil gøre det - her er det, forskellen ligger mellem de forskellige typer.
Jeg gider ikke moralisere over, om det er rigtigt eller forkert - det må vedkommende selv tage stilling til.
Jeg kan - og vil - kun udtale om mig selv og mine erfaringer, og de siger mig, at kærlighed kan tilgive meget (og jeg er ikke en skid moderlig, tak). Jeg mener, at kærlighed er uselvisk og hæver sig op over de fejl, som man begår.
Jeg har også tidligere beskrevet, at min mand og jeg har talt om, at hvis en dag en tilsvarende situation dukkede op - jamen, så ville vi tale med hinanden om det, og hvis han havde lyst til at fortsætte, jamen så måtte han gøre det, for jeg kan jo alligevel ikke stoppe ham. Det er jo ofte det, der er forbudt, der er det spændende (nu får jeg sikkert at vide igen, at jeg er swinger og græder over min utro mand, som Pusserpigen har skrevet før).
Min man har ligeledes sagt til mig, at han synes, at det ville være ok, hvis jeg gik ud og var ham utro, for han elsker mig så meget, at han gerne vil give mig fri til at prøve det.
Hvis det ikke er en kærlighedserklæring, såååå.
Jeg har bare ikke lyst til det - jeg har så rigeligt nok i ham og i vores kærlighed.
Jeg kan kun håbe for dig, at du ikke bliver opdaget - for det er der, smerten ligger. Ikke i selve affæren, men i det bedrag, som man oplever som den bedragede. Hvis du bliver opdaget, så må du være utrolig overbærende over for din kone; gå i terapi og forkæl hende ud over alle grænser. Hvis du kan klare at balancere igennem al hendes smerte og utryghed, så kan I komme igennem.
Ha' en godt liv fremover..

Jeg forstår dig nok alt for godt!
Det har været og er stadig svært, at finde balancen når man mærker en stærk tiltrækning til en anden end den man lever sammen med og elsker. Det er helt imod ens egne idealer - sådan er det for mig, for hvordan kunne det ske osv.
Men vi ved altså at det KAN ske, vel fordi vi alle er mere eller mindre monogame når det kommer til stykket..
Så derfor bør vi nok først og fremmest tilgive os selv. Herfra må vi så tage den, og det er selvfølgelig en afvejning - ikke mindst mht. egen selvfølelse. Jeg ved det jo ikke ( da jeg ikke har været min mand utro)men jeg tror bestemt, at jeg ville have det meget svært med mig selv, hvis jeg var ham utro uden hans vidende. Især fordi jeg mindst af alt ville lade den mand jeg elsker allermest leve på en livsløgn...altså bare at modtage hans følelser der var baseret på en løgn om min person, ville give mig en følelse som et silikonebryst må have det, når en mand reagerer positivt i den tro det er den ægte vare..lidt ligesom en brugtvoganforhanler der sælger sminkede lig til kunderne. kendte engang en der gjorde det, og han havde sgu et usselt liv hele vejen igennem. Så lidt retfærdighed er der da trods alt ;-)
Men du har det svært nok nu fornemmer jeg, så jeg skal være den sidste til at klandre dig. Men bordet fanger - og nu kan du sikkert ikke indvære din elskerinde heller.
Du er altså nødt til at lave en livsfilosofi, der svarer til dit liv nu, hvis du skal beholde din selvrespekt og overleve som et helt menneske. Altså du må finde en filosofi der siger enhver har ret til et "privatliv" og det på ALLE niveauer og uanset hvilket forhold man indgår i. Kan du gå ind for det, også når det gølder din kone, jamen så kan du måske fortsætte som su gør. Hvis ikke ville jeg slutte forholdet til elskerinden INDEN det bliver opdaget!
Filosofien om at er man gift, så er man stadig en ener, og kun ansvarlig overfor om man giver kærlighed nok til den/dem man elsker, er ny for mig, men ikke en jeg automatisk vil afvise. Den mangler bare at blive afptøvet. Gør du det, og føler du din kone trives helt og fuldt med dig, jamen så begærer hun måske ikke mere, og så er det vel også i orden at du er hende utro kan du sige. Det må du så se at tage en snak med dig selv om, og så samtidig give din kone fri til det samme, såfrem du mener et parforhold ikke nødvendigvis betyder man KUN er seksuelt sammen med denne eneste ene.
Håber du/I klarer det. Jeg opfatter denne tid som en overgangstid...måske alle disse utro kærester er tegn på en mere åben og fri form for tosomhed ?
Jeg kan det nok ikke (tror jeg), men vil ikke afvise I er nogle der kan det der med at elske to på samme tid. Men igen, når ens partner "får lov" at leve på en livsløgn mener jeg man lever på nas af en andens kærlighed...tænk også over det.
Pusser :-)

Hej
Jeg har læst dit indlæg og den debat, der følger - Jeg står i samme situation som dig - Men er nået et skridt videre - Min mand havde dog ikke været utro så længe som din, ("kun" en måneds tid)det må være meget hårdt for dig, at erkende, at du har været ført bag lyset så længe.
Jeg har valgt at blive hos min mand - Som jeg også gik i en vildfarelse om, at jeg havde en slags telepatisk kontakt med, Ja! man kan jo blive overrasket over livet, det man tror man ser, kan forandre sig på et spiltsekund.
Jeg genkender de svingninger du har, de er så følelsesmæssigt opslidende, men som nogle af kommentarerne hentyder til så er der ikke andet at gøre ved dem, end at tale om det og tale om det og tale om det. Det kan måske hjælpe dig hvis du har et stærkt forhold. Kun på den baggrund kan det lykkes for dig at blive sammen.
Det har vi (min mand og jeg) haft, men i en periode var vi kommet for langt fra hinanden pga min mands mange lange forretningsrejser og min egen optagethed af min karriere... Så jeg vil give nogle af debattørerne ret i at man er to om et forhold og utroskab hviler ikke kun på den enes skuldre - Jeg erkender jeg kunne have gjort nogle ting bedre - men følte mig åbenbart, for sikker i mit forhold til, at jeg så advarselslamperne i tide - Det er jeg træt af i dag.
Samtidig kan jeg mærke at vi har fået en nærhed som vi ikke har haft siden vi var nyforelskede for 20 år siden - Det ser jeg helt klart som et plus... Et plus der måske ikke var kommet hvis ikke vi havde stået sammen igennem denne orkan som det har været. Der er bestemt ikke anbefalelsesværdigt for andre, at forsøge at puste liv i ægteskabet på denne måde - Jeg havde næsten taget mit tøj og var gået, seperationspapirerne var sendt afsted og jeg sad på nettet og ledte efter en egnet ejerlejlighed til min yngste datter og mig selv.
Men pga. vores kærlighed til hinanden (hvis nogle debattører vil håne den, så værs'go! jeg ved hvad den betyder for os) har vi fået talt os ind til hinanden igen jeg har fået luft for min vrede over svigtet, men er stadig i en en proces hvor jeg undre mig over både min mand og mig selv, og over hvor let man kan føre sig selv bag lyset, når man tror man lever i et forebilledligt ægteskab - Vi tror på en fremtid sammen nu og vi arbejder begge hårdt for at det skal lykkes for os. Vi er bare mennesker og vi kan alle begå fejl - men denne fejl må ikke gentages, for så er jeg gået.
Det er nu tre måneder siden at vores livs stormvejr opstod - og seperationspapirerne er tilbagekaldt.
Du behøver ikke at gå, men du har min fulde forståelse hvis du gør, for det kræver meget styrke at blive, du bliver nødt til at se dig selv dybt i øjnene, og erkende at også du har dine fejl - Det er bestemt ikke let når man ligger ned.
Held og lykke med dit valg.

Det er jo et fortolkningsspørgsmål om man mener det er at leve på nas af en andens kærlighed, når man er utro - eller ej. Jeg kan kun tale ud fra mig selv. Hvis jeg gav mig hen til en mand i den tro jeg var KVINDEN i hans liv, så ville jeg give mig selv helt. Vidste jeg han havde andre ved siden af, ville jeg ikke give mig selv helt, men holde noget tilbage. Vi kunne stadig være elskende - men min uforbeholdne åbenhed og hermed kærlige følelser ville han ikke få. Fik jeg intet at vide, ville jeg da give mig hen til en fake - noget jeg blev indbildt eksisterede, og som fremkaldte kærlige følelser hos mig, men som i virkeligheden slet ikke var det jeg troede.
Dette er den værste side ved utroskaben efter min mening.
Hvis man elsker sit EGO højere end alt andet, så kan man jo afrette omgivelserne efter dette. (Elsk din næste som dig selv, har intet med egoistisk kærlighed at gøre!)
Det er for mig at se bare ikke en særlig givende kærlighed at leve det dobbeltliv de utro gør. Og det er lige her jeg mener den svigtede part bliver snydt. Det kan ikke bevises, men det kan altså mærkes - det tror jeg mange der har været udsat for utroskab vil give mig ret i. Og hvis ikke, jamen så er det vel ok. at være en ufølsom fløjte utro...hvorfor ikke, når hun/han alligevel ikke har brug for mere end at blive pustet i engang imellem..... ;-)

Men kvinde50 er måske selvbestaltet moderator på sitet her ???
Jeg har fået en kvinde på halsen lige nu, som kunne være dig kvínde50 - selvom hun er temmelig yngre. Så jeg er ret godt inde i sagerne om hvordan en kvinde der har et gennemetableret forhold må føle det, når hendes mand jagter en anden kvinde og kun er hende utro, fordi den anden kvinde holder stand.
jeg forstår godt din vrede mod mig, der jo på en måde repræsenterer den kvinde din mand var dig utro med. Men ærlig talt, vi er ikke ude på at tage jeres ægtemænd fra jer. Det er ikke vores skyld, at I ikke kan holde på jeres mand.
Jeg har - som skrevet i anden tråd - haft et længerevarende forhold til en gift mand. Jeg afbrød forholdet, da han ikke kunne bestremme sig - han ville både blæse og have mel i munden. den endte så med at han mistede både elskerinde og konen. Men han var nok ikke så heldig at være gidt med en så ægte følelsen - opopfrende - selvudslettende osv. kvinde50. Synd for ham (?)
hmm.. ;-)

Der skal stå:" når hendes mand jagter en anden kvinde og kun er hende TRO, fordi den anden kvinde holder stand."

Tak for din respons... du imponerer mig... Ja, jeg glemte at det er skønt at blive elsket af to dejlige kvinder...
Smil... du får mig til at tænke på dette citat:
"Kærlighed mellem to mennesker er noget af det smukkeste der findes, mellem fem er det fantastisk." Kim Schumacher.
Og nu jeg er i gang med citaterne:
Jeg har kun været i seng med mænd, som jeg har været gift med. Hvor mange kvinder kan sige det? Elisabeth Taylor
Unge mænd vil være tro, men er det ikke; gamle mænd vil være utro, men kan ikke. Oscar Wilde
Din opfattelse af at være tro er, at man ikke skal gå i seng med mere end en mand ad gangen. Dirk Bogarde
Kærligheden begynder der, hvor der ikke forventes gengæld Antoine de Saint-Exupery
Jeg tror, at næst efter kærligheden er tilgivelsen den vigtigste kraft i os, det er den, vi skal bygge på.. Bille August
Hvis du lever sammen med en mand, skal du erobre ham hver dag. Ellers finder han sig en anden. Brigitte Bardot
Kærlighed er, når jeg ser over på divanen og opdager, at han ligger der endnu efter seksten år. Suzanne Brøgger
Jeg vil hellere have to piger på 21, end én pige på 42 W.C. Fields
Sex mellem en mand og en kvinde kan være vidunderligt, hvis ellers man kan klemme sig ind mellem den retten mand og den rette kvinde. Woody Allen

Nogle af disse citater er jo vidunderlige smukke (og så evigt sande) - og disse er da de smukkeste af alle:
Kærligheden begynder der, hvor der ikke forventes gengæld Antoine de Saint-Exupery
Jeg tror, at næst efter kærligheden er tilgivelsen den vigtigste kraft i os, det er den, vi skal bygge på.. Bille August
Dem vil jeg bære videre med mig i mit liv. Tak for dem.

"Din opfattelse af at være tro er, at man ikke skal gå i seng med mere end en mand ad gangen. Dirk Bogarde "
Det er en opfattelse af troskab man må kunne bruge...hvis såfremt ifald man skulle falde i ;-)
Og så denne:
"Hvis du lever sammen med en mand, skal du erobre ham hver dag. Ellers finder han sig en anden. Brigitte Bardot"
Det er meget præcist formuleretn og hun vidste vist hvad hun talte om. Men dette gælder også med omvendte fortegn. Vi kvinder skal erobres hver dag ellers er der åbnet en "sprække til de frække" . Husk det mænd!
For en moderne kvinde kan man ikke bare sætte på en hylde og så forvente hun bliver siddende... som mor engang i tidernes morgen jo måtte lade sig nøje med...

I en illusion? Hvordan f... kan utroskab komme til at fylde så meget i kvinders liv? I er sgu meget søde, mange af Jer, men når i starter den der plade op, så ville jeg ønske basisgrupperne fortsat fandtes og I sad der i stedet for hjemme hver aften.

Jeg foretrækker de positive og smukke; du foretrækker de pragmatiske!
og så lige igen en smørre om alle kvinder bla bla bla (men til orientering taler du altså ikke for os alle!).
Gud fader bevares, så var alle mænd da rejst tilbage til Mars.

ingen, der har taget min mand - hvor har du det fra?
Han har - som så mange andre lige skulle undersøge en enkelt gang hos en anden kvinde, om græsset var grønnere der - og det fandt han ud af første gang, at det var det ikke - han havde noget bedre derhjemme. Som han selv siger; det var første og sidste gang.
Du har stadig den "oplevelse" til gode; en dag vil din mand også liiige over på den anden side for at lige mærke efter: er græsset nu grønnere her? Gad vide hvad han vil beslutte?

det er nok der, det går galt; når man tror at den hellige grav er velforvaret.
daligdag, rutiner og magelighed - det er vejen til helvede....
", og over hvor let man kan føre sig selv bag lyset, når man tror man lever i et forebilledligt ægteskab"
Jeg genkender det så tydeligt - du kunne næsten have skrevet min histoie.
God vind fremover.

Men hvis min person betyder så meget for dit velbefindende at få afvist❓så under jeg dig det gerne. Du har åbenbart en del du skal have retfærdiggjort mht. sit eget valg i livet.
Tankevækkende at dit valg ikke bare kan stå alene!
Et godt og velment råd til dig forsmåede kvinde50:
Hvad med at få din bitterhed ud af verden een gang for alle og få dig en personlig snak med den elskerinde din mand var dig utro med.? Jeg tror du ville få det meget bedre efter en sådan snak, hvor du kunne komme af med din indestængte vrede og forklare hende om dine ÆGTE følelser for din mand. Det ville om noget give dig en afklaring i forhold til kvinder som kunne være elskerindetypen, langt mere effektivt end nok så mange terapeutbesøg eller udgydelser mod tilfældige kvinder her på soldebat.
Det ville ogås højne debatten her, om du kunne holde din bitterhed lidt i ave....det er trods alt ikke mig din mand bollede, hvis du sku` ha`glemt det!!
:-)

Hovsa og hvor ved du dog det fra, citat:"...en dag vil din mand også liiige over på den anden side for at lige mærke efter: er græsset nu grønnere her? Gad vide hvad han vil beslutte?"
Kære kvinde50, du bliver altså mere og mere pinlig, jeg synes du skulle stoppe nu inden du helt kammer over.Prøv nu at finde nogle af de der "ægte følelser" frem. Bitterhed og miundelse er ganske vist også ægte følelser, men jeg tror ikke det lige var dem du mente da du anbefalede dig selv. Eller det var det måske ?

:-)

Ud fra dine helt forskruede indlæg her på debatten bliver jeg mere og mere i tvivl om det nu også kun var denne "ene gang" dn mand var dig utro. Er du nu sikker på det - lyder ikke sådan din reaktion taget i betragtning. Tesen "en gang utro altid utro" ligger du åbenbart under for....

og der fejlede jeg ;-))

hvad jeg tidl. har skrevet, så ville du vide, at det var et engangstilfælde - så kan man vel næppe kalde det en elskerinde, vel?
Desuden er hun gift med en anden; jeg kender hende godt fra "gamle dage"
Jeg har, og vil aldrig, svine hende til; hvad skulle det dog gøre godt for?

Jeg er mand, 44 og var ligeledes min kone utro af flere omgange. Enkle one-nights stand og to længerevarende forhold.
Jeg mødte min kone forholdsvis ung, vi fik børn, villa, god økonomi og jeg et ganske krævende job. Hun arbejdede tilgengæld halvtid og brugte megen tid på vores skønne unger. De blev hentet, bragt, støttet i skolen, sport, venner. ALT. Udad til var vi den perfekte familie. Men indvendigt blev min kones og mit forhold mere og mere tomt og hult.
Min onenight stand "vækkede" mig ikke. Jeg slap godt fra det. Ingen fandt ud af noget og alt forsatte sin vante gang. Min første affære var baseret på spænding og sex, men stoppede da pigen bad min om at vælge side. Uden det store savn - og som en helt naturlig ting - valgte jeg min kone og min familie. Senere blev jeg først voldsomt betaget af en pige, sidenhen rigtig forelsket og vi indledte et forhold. Et forhold som åbnede mine øjne overfor hvordan livet kan leves af mennesker som elsker hinanden. Desværre (eller måske heldigvis) blev dette forhold opdaget og jeg gik i god gammeldags panik. Lovede min ulykkelige kone og mine børn bod og bedring og at jeg aldrig havde elsket andre end dem. Elskerinden forsvant ud af mit liv og savnet efter hende gled ud. Men tomheden i mit ægteskab forsatte. Vi prøvede ellers det hele med parterapi, børnefrie ferier til romanstiske steder og familieture til badeland. Vi holdt i hånd, holdt fester og prøvede af hele vores hjerte. Men det var ikke længere rigtig. Vi var gledet fra hinanden og mit opdagede utroskab havde ligeledes skabt en kile af mistillid og løgne, som vi ikke formåede at klinke. Vi blev skilt i forholdsvis fordragelighed og lever i dag uden anden kontakt en den vi har gennem vores børn.
Jeg opsøgte efterfølgende min elskerinde, men hun takkede nej. Forståeligt nok, men jeg fortyder bitterligt at jeg ikke valgte hende til første gang. Jeg var bange for konsekvenserne, men har sidenhen erfaret at også manglende valg eller "nemme" valg giver konsekvenser for alle parter,
Jeg er ked af at jeg trak min exkone gennem alt dette, hun er i dag en stærk kvinde med et godt liv, men den sidste tid sammen med mig var hård og ødelæggende for hende. Jeg tror ikke at mennesker der virkelig elsker eller respektere deres partner er denne utro. Når vi er det, er det et faresignal der blinker kraftigt. Et onenight stand kan måske være den bekræftelse og den spænding som er svært at bibeholde i et forhold. Tilgengæld vil jeg til hver en tid skrive under på, at forhold, hvor den ene part har haft langvarig utroskab med hvad det indebær af løgne, fortielser, kærlighed, nærhed og fortrolighed med tredie part ikke er det rigtige.
Så kære pige, - mit råd er. Rank ryggen mens du kan. Kom videre i dit liv og lad drømmende briste. Det er faktisk det der gør mest ondt. Når man først har sagt farvel, så kommer modet, kærligheden og nye drømme ganske langsomt ind i ens liv igen. Det er ikke let og det gør ondt. Men det er værre at være i noget som ikke er rigtig.
Held og lykke

Uden at ville kommentere din historie yderligere, vil jeg bare sige, at jeg synes det er skønt at der endelig er én der svarer på trådstarterens spørgsmål!
Held og lykke i dit liv - jeg håber at du finder "the Luuuuve" igen :o)

jamen så forstår jeg bedre vreden mod mig ofte understøttes af en der kalder sig Anonym.
Men det kunne kvinde50 (hvis hun havde været hæderlig) da bare have fortalt os, at hun bruger to nicks! I stedet for at afsløre sig i dette "black out".
Lidt i lighed med den fordækte utro ægtemand.....,o)

Jeg har gangske rigtigt skrevet:
"hvis du kunne læse....hvad jeg tidl. har skrevet, så ville du vide, at det var et engangstilfælde - så kan man vel næppe kalde det en elskerinde, vel?
Desuden er hun gift med en anden; jeg kender hende godt fra "gamle dage"
Jeg har, og vil aldrig, svine hende til; hvad skulle det dog gøre godt for? "
-----------------

Og som sædvanligt svarer du ikke på selve indlægget, men finder straks på noget andet, der kan flytte focus fra det essentielle i indlægget. Du debatterer ikke særlig godt på den måde, søster.
Bortset fra det, så kan enhver idiot da se, læse og forstå, at det er mig (kvinde50), der har skrevet det (måske lige undtagen en - gæt selv hvem).
Jeg skriver - i forhold til dig - altid under med mit navn - enten som Kvinde50 eller Kvinde50 ej indlogget. Jeg er ikke, i modsætning til dig, bange for at kunne stå fast ved mine meninger.
Det var såmænd bare SOL, der ikke fik sat mit navn på, da jeg afsendte indlægget. Hvorfor ved jeg ikke, og jeg er også ligeglad.
Jeg er sikker på, at andre læsere kan forstå sammenhængen uden lige at - igen - at skulle stikke mig i næsen med min mand, der engang for længe siden har haft et sidespring, og hvad h...... rager det egentlig dig?
Du vælter dig jo selv i forskellige alias'er; hvorfor så så ophidset?
Du er jo skidebange for hvad? Paranoria igen, måske.

... at min kone bedrog mig med sin eks. Det stod på når jeg var på forretningsrejse, og hun så tog på ”familiebesøg” i Jylland.
Det var dråben (af flere årsager)…
Jeg ville skilles! Det var meget hårdt at tage den konsekvens, men jeg havde som nævnt haft mistanken i en rum tid. Det gik efterhånden op for mig, at hun mere holdt at de materielle ting som fulgte med mig, såsom et sommerhus, end hun egentlig holdt af mig. Også hårdt at erkende. Jeg skulle dog nok have erkendt sidstnævnte dette tidligere, men det er en tanke man til stadighed bortforklarer for sig selv.
Jeg kom hjem fra Belgien med viden om hvad der igen var gået for sig i Jylland. Jeg kontaktede ham skriftligt og forklarede, at jeg udmærket vidste hvad der foregik, og at han gerne måtte overtage, hvis han kunne få hende med på den galaj, men så syntes jeg også at han skulle vide at hun overfor mig havde sagt sådan og sådan om ham i sin tid. Han svarede mig skriftligt at jeg skulle skrubbe af, og at de var voksne mennesker og bla bla
Jeg fik dog hvad jeg var ude efter: Skriftligt bevis på hendes affære.
Jeg tog fri fra arbejde, men sagde at jeg igen skulle rejse til Belgien. Jeg tog af sted troede hun, og da jeg om aftenen gik i seng hjemme var hun i Jylland. Jeg havde brugt samme dag på at være i statsamtet og begære skilsmisse. Skilsmisse uden forudgående separation!
Hun kom hjem næste dag og var rasende over mine metoder, for jeg kunne have talt med hende før jeg talte med ham, og jeg havde kun mig selv at takke for at gøre hendes valg så let og meget mere.
Javel ja. Jeg flyttede i mit sommerhus (nemlig mit særeje) og fik efter kort tid tilsendt skilsmissebevillingen.
Vi blev skilt. Og eks’en? Jamen, han ville da heller ikke have noget med hende, at gøre after at han var blevet bekendt med nogle sandheder. Han ønskede nemlig som jeg heller ikke et varigt forhold til hende baseret på mistillid og løgne.
Det sidste jeg hørte fra hende var at hun slog hånden endegyldigt af mig.
Tak!

så jeg vil ikke skubbe yderligere til læsset.
Blot konstatere at du skriver under Anonym, uden at have oplyst soldebat om det. >Og selvfølgelig sætter SOL da ikke navnet Anonym ind uden videre.Tror du vi er idioter?
Nej jeg har som dig, ikke flere alias. Jeg startede oprindelig med at skrive mit indlæg ang. hjælp til at UNDGÅ utroskabsfælden under Anonym. Da flere var interesseret i at følge min historie, skrev jeg at jeg fremover underskrev mig Pusserpige - den alias blev pludselig optaget, så jeg fortsatte med Pusserpigen (som jeg ikke kan bruge som profil - har forsøgt - den er meldt optaget!).
Jeg har således hele tiden spillet med åbne kort - modsat kvinde50 , der fremstiller sig selv som en person, der kan afgøre hvad "ægte følelser" er/ikke er!!!
Jeg betvivler så dette, efter at have læst hendes indlæg, der må siges at være den dårligste reklame jeg nogensinde har læst mht. kvinders altfavnende kærlighed og villighed til at tage ansvar for deres mænds utroskab.
Uf da, for at ende som en krampe...så hellere leve alene på værdig vis!
Jeg vil godt svare på indlægget om din mands elskerinde kvinde50/Anonym, som I åbenbart kendte i forvejen. For måske man her kan finde kilden til den fanatiske vrede mod min peroson. Jeg har jo beskrevet (i tidligere indlæg) min situation med en vis ung bejler, der i over et år nu har forsøgt at få et forhold til mig. Han forsøger stadig...
Så hvis kvinde50 har problemer med mig, kan det måske skyldes en proicering (?), hvor hendes mand åbenbart gennem et stykke tid har været tændt på en fælles bekendt, for derefter at gå efter hende, med utroskab til følge.
Men hvad vedkommer det i grunden mig kunne man sige.
.......jeg undres ,-!

...konsekvens.
Mit forløb var meget lig dit kan jeg se, bortset fra at jeg spillede hendes spil, og hele tiden forsøgte at appelere til hende. Det samme gjorde den anden, og derved sad hun med magten over os begge. Fordi vi begge vidste at en af os ville blive taberen. Jeg hadede sjovt nok ham, og ikke hende?!?
Min reaktion var torskedum ser jeg idag. Du gjorde det rigtige, og hun blev selv straffet, frem for at du og han, som i mit tilfælde, hele tiden straffer jer selv.
Det endte i øvrigt slutteligt på samme måde. Vi gik fra hinanden - og det samme gjorde de, fik jeg at vide ad nogle omveje.
Viden om utroskab er unægtelig en dårlig indgang på et forhold - og en dårlig udgang kan man sige...

Jeg ved godt at han siger han har afsluttet forholdet. Men er du sikker.
Jeg havde selv en affære med en mand, der var noget ældre end mig selv og selvom hans kone fandt ud af det, blev vi ved. Han havde også fortalt konen at jeg ikke længere var en del af hans liv. Han har stadig ikke forladt konen og hun ved stadig ikke jeg eksistere....
Pas på du ikke blir snydt....

altså,hvorfor bliver I ikke sli;t? det der med hævn tror jeg da ikke på og som man siger på engelsk: it takes two to tango,ikke sandt.Din man var dig utro,fordi det var hvad han åoenskede at være,længere er den ikke og jeg tror aldrig at skaden kan goeres god igen....

du vil jo altid være den fravalgte, aldrig sammen på ferier, aldrig sammen ved højtider, aldrig sammen den hele nat ?
Hvad med dit liv... er du tilfreds med bare, at være ....den anden ?
vh anonym

og hvad har du så fundet ud af pigen med tvivl?
er du blevet mere sikker på HVAD du føler og hvad du vil? Hvordan har du det inderst inde?
Jeg forstår de følelser der er dukket op i dig efter det du har fundet ud af og uanset hvad "vi" andre påråber os af gode intentioner og gode råd så er jeg dælme glad for at det ikke var denne hvepse rede jeg fik åbnet da jeg i sin tid var vred og fortvivlet...
Jeg håber du får følt efter i dig selv hvad der er rigtigt for dig - for alt andet er jo hamrende ligegyldigt!!!
sender nogle positive taner til dig med håb om at du finder dig selv
Knus
Lotte

Tja, jeg ved det vel knapt nok selv! Jeg ville sådan ønske at vi kunne komme videre med vores liv og at jeg inderst i mit hjerte kunne tilgive ham, at han har fyldt mig med løgn og misbrugt min tillid og kærlighed på det groveste. Jeg vil for mine børns skyld, og min egen, give det endnu en chance. Jeg har hellere ikke nogle steder at flytte hen og jeg har ikke fortalt andre om denne situation. I vores venners og families øjne er vi det perfekte par. Han gør meget for at "gøre op" for hans fejltrin, ved både at komme med blomster, gaver og sidst en romantisk rejse uden børn, men det er som om at jeg ikke kan være helhjertet til stede. Jeg tænker konstant på om hvad han har gjort sammen med hende og jeg tror langt fra at han har fortalt mig alt. Inderst inde, så ved jeg godt at kendskabet til alle detaljer bare vil gøre mere ondt. Men han "underdriver" hele tiden forholdet, men når jeg graver videre, så finder jeg hele tiden nye, tidligere benægtede, oplysninger. Jeg er ved at blive sindsyg, kan ikke tænke på andet og håber nok inderst inde at jeg får mod og kræfter til at forlade ham. Ingen elsker helhjertet når de kører dobbelt forhold! Men jeg ville gerne kende den egentlige sandhed i stedet for at gå rundt med tvivlen om hvad der reelt er skedt og hvad han reelt har lovet hende.

Pigen med tvivl

den utro skriver:
"Det gør ondt ind imellem at skulle stikke en nødløgn til den man elsker højest. Frygten for hvor såret min kone bliver hvis det bliver afsløret... risikoen for at miste hende... kan holde mig vågen i mange timer."
Risikoen for at miste hende?????
Hvor selvcentreret kan man være????
Hvad med risikoen for at såre hende ubodeligt?
Hvad med risikoen for at gøre hende til et menneske der for altid vil have tabt tiltroen til kærlighed?
Hvad med risikoen for at hun aldrig kommer til at føle sig tryg igen?
Hvad med risikoen for at hun kommer til at føle sig gammel, grim, usexet, forkert og mislykket?
Hvad med alle de risici du udsætter hende for??
For det er den risiko HUN lever med, uden at vide det. Det er den risiko DU vælger at udsætte hende for!
Hvad du selv risikerer bestemmer du selv. Men du har ingen anelse om hvad du potientielt udsætter hende for.