livet er skrøbeligt

telefonen ringede..
et opkald som alle andre tænkte jeg...
men nej...
en som du holdt af, var taget fra dig, uden at du var advaret på forhånd...
sorgen ramte som en mørk skygge om natten, lammede dig og klædte din verden i sort...
Overskyggede alt andet, tanker der flyver gennem dit hoved og minder der genopleves, som var det igår..
Alle de ting, som du skulle have sagt, alle de ting som det var vigtigt for dig, at han eller hun skulle vide, druknes i dråben på din kind...
De vil aldrig få det at vide...
Hvem ved❓om vi engang mødes igen, jeg håber det...

Uh ha dit indlæg stak langt ind i hjertet. Det gør så forfærdeligt ondt at miste.
Men det er noget, der rammer os alle før eller siden.
Jeg tror til gengæld, at der er en mening med det hele. Jeg tror, der er mere mellem himmel og jord, end vores menneskehjerner forstår.
Måske er det bare noget, jeg bilder mig ind, som en trøst, når det hele bliver så svært. Men ingen ved det, og vi finder først ud af det, når der er bud efter os selv. (Eller også gør vi ikke)
Så derfor skal man også huske at leve hver dag og få fortalt ens kære, at man holder af dem.
Det er der desværre mange, der ikke får gjort, og så er sorgen endnu hårdere. Jeg har selv mistet min far i en alt for tidlig alder. Jeg fik heller ikke fortalt, at jeg elskede ham. Men i dag tror jeg, at han godt viste det, og det hjælper.
Der kommer heldigvis en dag hvor solen skinner på en igen.
Men husk dine kære, du ved aldrig hvad morgendagen bringer.
Og til dig Fantasten: Det ser ud som, du har sorgen tæt på lige nu, og du har min dybeste medfølelse.

jeg har været på denne sti mange gange før, derfor rammes man alligevel..
tusinde tak for din søde kommentar...

Det er forfærdeligt at miste én, der står en nær.
Jeg føler med dig.
If tomorrow never comes, will she know how much I loved her...
En sang der siger det hele, netop derfor skal vi huske at elske, mens vi kan !

Måske der et eller andet bagved, de fleste håber det og i din situation håber jeg det i hvert fald.
Elske medens vi er her ja. Vi skal passe på ikke at såre, for pludselig kan vi ikke gøre det om.
Fat mod...........

Ja, hvis vi da bare alle sørgede for at få erklært vores følelser for dem, vi holder af!!!
Jeg har også lige fået en ubehagelig meddelelse for 3 uger siden. Pludselig en aften holdt en bil i gårdspladsen. Da jeg ikke genkendte bilen. gad jeg egentlig ikke at gå ud i gangen, for jeg tænkte, at det nok var nogle, som ville besøge mine forældre.
Det ville de også. Men ikke for at aflægge en hyggelig visit. De spurgte efter min mor, og da de trådte ind i gangen, kunne jeg godt se, at de havde uniformer på. Det var to politibetjente. Min mor spurgte forfærdet, hvad hun dog havde gjort. Betjentene svarede, at hun ikke havde gjort noget, men ville vide, om min mor var datter af NN(min morfars navn).
Min mor svarede selvfølgelig ja, hvorefter betjentene forklarede, at min morfar havde været impliceret i et trafikuheld og var afgået ved døden. Mere kan jeg ikke huske, for så går jeg fuldstændig i sort og begynder at græde. Min morfar havde lige besøgt os to dage forinden, og der regner man jo på ingen måde med, at han to dage senere vil dø i et trafikuheld!!!!
Min morfar var min bedste og mest fortrolige ven og også den sidste bedsteforælder, jeg havde tilbage. i en alder af 19 år har jeg ikke flere bedsteforældre. Det er ikke fordi, de var gamle, da de fik børn eller mine forældre var det, da de fik mig. Mine bedsteforældre er bare ikke blevet særligt gamle - desværre!
Det kan godt være, at jeg bruger dette svar som en undskyldning for at skrive om mine egne følelser vedr. min morfars pludselige død. Det jeg egentlig vil sige til dig er, at jeg er så uendeligt glad for, at min morfar besøgte os to dage før sin død, for der nåede jeg ganske tilfældigt(måske...?) at fortælle ham, hvor meget jeg holdt af ham.
Selvom min morfars død kom som et kæmpe chok, hjælper det mig meget, at min morfar, efter jeg havde fortalt om mine dybe venskabs-følelser, sagde, at han da udemærket godt vidste, at jeg holdt meget af ham og omvendt, og selvom du måske ikke fik sagt alt det, du gerne ville, så tror jeg også, at den savnede vidste, at du holdt af ham/hende!!
Ingen har patent på sorg. Giv dig selv lov til at mindes og vær glad for alt det, du nåede at give den afdøde og for alt det, du fik. Nogle gange behøver man ikke at forklare sig med ord, men hvis det kan hjælpe så kan du jo prøve at skrive et brev til og forestille dig, at du giver det til den afdøde, eller du kan måske tage et sted hen, som du forbinder med den savnede, hvor du så måske kan føle hendes/hans ånd og dermed prøve at fortælle ham/hende det, du ikke fik sagt.
Det er op til deig selv, om du kan bruge mine råd. I hvert fald var de bare ment som venlige råd i en svær tid.
Ha' det godt og giv dig lov til at sørge og mindes:)