livet går for hurtigt
Hejsa
Jeg er en fyr, der har været jomfru indtil for 3 år siden - pga lavt selvværd har jeg først mødt en pige der. Jeg er siden blevet droppet gang på gang fordi jeg ikke har haft erfaring med forhold. Og så har jeg været i forhold hvor pigen har været meget jaloux og ikke haft tillid til mig. Jeg er så også i et forhold nu, hvor min kæreste også er meget jaloux, selvom jeg holder mig til hende. Rent faktisk har jeg, når vi har været i byen kun danset med hende mens hun har danset med alle mulige andre.
Næsten alle piger jeg har mødt har haft meget store forventninger til mig og fremtiden og har ikke født at de har været gode nok til mig. Det er komplet ulideligt at leve på den måde.
Det jeg helst ville var at kunne skrue uret 15 år tilbage, hvor pigerne ikke havde samme forventinger til mig og hvor jeg kunne gøre mine egne erfaringer med kærligheden uden der helt fra starten skal lægges det ene og det andet forbehold på mig.
Jeg har endnu aldrig oplevet den helt oforbeholdne kærlighed, i de 3 forgangne år er der altid sat et kæmpe spørgsmålstegn ved mig. Det er komplet ulideligt, det er som om jeg ikke må gøre mig mine efaringer med forhold...
Gid jeg var 15 år og ikke 32, så var verden temmelig meget lettere for mig! Det er ikke let at være forelsket i nogensomhelst og så ikke få kærlighed tilbage - eller jo, men med 1000 forbehold.
Der sættes et kæmpe forventningspres til mig om at jeg er klar til både giftemål, børn og hus samt at jeg er helt afklaret med mig selv.
Lad mig prøve at vende situationen om: For 3 år siden læste jeg en datingprofil af en dengang 19årig pige:
"Hey jeg er en glad og frisk og udadvendt pige, der tager tingene som de kommer. Men hey, jeg er kun 19 så slap lige af! mit næste forhold er jo ikke sikkert det varer for evigt!"
Sådan noget i den dur stod der, og jeg var helt sønderknust. For jeg ved, at jeg slet ikke på samme måde har "tidsmæssigt råd" til flere legeår + at kvinderne ser helt anderledes på mig bare pga. min alder.
Jeg fremtoner også seriøs og ikke som noget legebarn, men jeg er bare ikke så langt i livet. JEg føler bare at jeg er nødt til at pace mig selv hurtigt frem her i livet for at være "god nok". Ingen piger har endnu haft uforbeholden kærlighed overfor mig, måske fordi jeg endnu mangler erfaring med piger og forhold.
Det er til at blive dybt deprimeret over, at jeg var så indadvendt og sky da jeg var 15-30 år. Jeg føler hele min ungdom er smidt i skraldespanden og står helt uforløst tilbage :(
Nå måske skulle jeg bare igen vende tilbage som single uden kontakt til piger og bare glemme dem og tage ud på en fisketur istedet.....piger idag har ufatteligt store krav til mig, synes jeg!
Jeg er en fyr, der har været jomfru indtil for 3 år siden - pga lavt selvværd har jeg først mødt en pige der. Jeg er siden blevet droppet gang på gang fordi jeg ikke har haft erfaring med forhold. Og så har jeg været i forhold hvor pigen har været meget jaloux og ikke haft tillid til mig. Jeg er så også i et forhold nu, hvor min kæreste også er meget jaloux, selvom jeg holder mig til hende. Rent faktisk har jeg, når vi har været i byen kun danset med hende mens hun har danset med alle mulige andre.
Næsten alle piger jeg har mødt har haft meget store forventninger til mig og fremtiden og har ikke født at de har været gode nok til mig. Det er komplet ulideligt at leve på den måde.
Det jeg helst ville var at kunne skrue uret 15 år tilbage, hvor pigerne ikke havde samme forventinger til mig og hvor jeg kunne gøre mine egne erfaringer med kærligheden uden der helt fra starten skal lægges det ene og det andet forbehold på mig.
Jeg har endnu aldrig oplevet den helt oforbeholdne kærlighed, i de 3 forgangne år er der altid sat et kæmpe spørgsmålstegn ved mig. Det er komplet ulideligt, det er som om jeg ikke må gøre mig mine efaringer med forhold...
Gid jeg var 15 år og ikke 32, så var verden temmelig meget lettere for mig! Det er ikke let at være forelsket i nogensomhelst og så ikke få kærlighed tilbage - eller jo, men med 1000 forbehold.
Der sættes et kæmpe forventningspres til mig om at jeg er klar til både giftemål, børn og hus samt at jeg er helt afklaret med mig selv.
Lad mig prøve at vende situationen om: For 3 år siden læste jeg en datingprofil af en dengang 19årig pige:
"Hey jeg er en glad og frisk og udadvendt pige, der tager tingene som de kommer. Men hey, jeg er kun 19 så slap lige af! mit næste forhold er jo ikke sikkert det varer for evigt!"
Sådan noget i den dur stod der, og jeg var helt sønderknust. For jeg ved, at jeg slet ikke på samme måde har "tidsmæssigt råd" til flere legeår + at kvinderne ser helt anderledes på mig bare pga. min alder.
Jeg fremtoner også seriøs og ikke som noget legebarn, men jeg er bare ikke så langt i livet. JEg føler bare at jeg er nødt til at pace mig selv hurtigt frem her i livet for at være "god nok". Ingen piger har endnu haft uforbeholden kærlighed overfor mig, måske fordi jeg endnu mangler erfaring med piger og forhold.
Det er til at blive dybt deprimeret over, at jeg var så indadvendt og sky da jeg var 15-30 år. Jeg føler hele min ungdom er smidt i skraldespanden og står helt uforløst tilbage :(
Nå måske skulle jeg bare igen vende tilbage som single uden kontakt til piger og bare glemme dem og tage ud på en fisketur istedet.....piger idag har ufatteligt store krav til mig, synes jeg!