Los Krimbos 6
Anette Holgersen var netop kommet ud fra badet, da det ringede på dørklokken. Hun skyndte sig at få en badekåbe på, og gik hen og åbnede døren på klem: ”Ja.”
”Hej. Mit navn er Morten K. Huldfeldt. Jeg kommer fra Herning Folkeblad. De har vel hørt om Mads Bo Pramming, der blev fundet død i Rold Skov?”
”Jovist så. Han boede lige herinde ved siden af. Er det ikke forfærdeligt? ... men hvad vil du?”
”Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad han var for en. Jeg ved ikke, hvordan dit forehold var til ham?”
”Vi havde det fint med hinanden. Han rendte tit ærinder for mig, når jeg var syg.”
”Glimrende,” svarede Morten og glædede sig over, at hun ikke virkede uinteresseret i at fortælle: ”Må jeg have lov at komme indenfor og noget mere?”
”Øh ja,” svarede hun: ”Jeg skal blot lige have ... ” Hun slap håndtaget og fik strammet knuden foren på slåbrokken: ”Nej kom bare.”
Morten trådte ind fra opgangen og betragtede lejlighedens indhold, som viste at være meget mere fornem, end at han på forhånd havde forestillet sig: ”Mads Bo var altså en helt igennem god fyr?”
”Helt sikkert. Jeg ved godt, at de siger, at han var på kant med loven på en eller anden måde. Det har jeg svært ved at tro. Han havde da et fast job ... mig bekendt. Værsgo at sidde ned”
”Tak. Aha. Ved du, hvor han var ansat?”
”Noget på en fabrik. Ikke det store, nej vist. Men han havde aldrig nogen sygedage, god og stabil. Var det noget med en kop kaffe? Den burde være varm endnu.”
”Øh jo tak,” svarede journalisten og tænkte: Det strider nu imod, hvad jeg hidtil har hørt: ”Hvor meget omgikkes I hinanden?”
”Vi havde da vores fjernsynsaftener en gang imellem. Han lejede filmen, og jeg stillede apparatet til rådighed. Lavede noget god mad, og han kom med vinen. Jo, vi havde et pragtfuldt naboskab. Synd, det er slut.”
”Og hvad foretog han sig de aftener, hvor I var sammen?”
”Han havde en bror og tre vidunderlige nevøer, som han elskede overalt på jorden. Det gik der meget tid med,” oplyste hun ligeså overraskende og i modstrid med hans hidtidige notater: ”Ellers var der judoklubben.”
”Judo? ... jeg har hørt noget om jiu-jitsu?”
”Ja, det var det. Jeg kan bare aldrig huske det, eller udtale det rigtigt,” svarede hun og slog sig ned i stolen på den anden siden af sofabordet: ”Skål.”
”Skål,” gengældte han og smagte på kaffen: ”Hvad var det for nogle film I så?”
”Det var hovedsageligt gyserfilm,” svarede hun og satte den ene fod op på kanten af stolesædet for at nulre tæerne, uden
at tænke over, at hun derved blottede underlivet under slåbrokken, der også løftede sig derved.
Morten fik lyst til at spørge om, hvorvidt de også tilbragte nætterne sammen, men fandt det alligevel upassende: ”Gik I også ud sammen? ... i biografen eller lignende?”
”Nej. Af udseende så han meget usoigneret ud. Ja, jeg må ærlig erkende, at jeg ikke ønskede at blive set sammen med ham af mine venner og bekendte,” svarede hun og opdagede, hvor hans nedsunkne øjne var fokuseret hen: ”Ups!”
Morten rettede ryggen ud: ”Øh ... hvor kom vi til? ... Han var langthåret og vaskede det sjældent?”
”Det første ja, men til det andet nej. Fik du set noget?”
”Set noget? Hvad mener du?”
”Jeg mener, så du min mis?”
”Åh den. Nej øh ... jo. Den er flot, øh ... Min fotograf skulle pludselig noget andet, netop som vi parkerede hernede. Og jeg lod ham gå, da jeg regnede med, at du formentlig ikke ville have dit ansigt i avisen. Det plejer naboer helst ikke...”
”Ansigtet! Jeg troede lige, at du ville have, at han skulle fotografere denne,” svarede hun og trak ud i flapperne.
”Nej vist ikke. Øh vil du ikke godt dække dig til, så vi kan tale hyggeligt sammen?”
”Der er vist ikke mere at tale om,” svarede hun, rejste sig og kåben falde helt af: ”Skal vi ikke hellere foretage os noget andet?”
Morten indså, at han havde fået nok til sin artikel, og de skønne bryster var alt for indbydende til, at han kunne vige udenom, og snart lå de favn i favn inde i hendes seng.
”En gang til,” bad du efterfølgende.
”Puha. Jeg er bange for, at det i såfald må komme med artiklen i avisen.”
”Vås. Det tør du alligevel ikke skrive.”
”Nej,” erkendte han og masserede hendes baller intenst og stak en finger op i det bagerste hul.
”Hej. Mit navn er Morten K. Huldfeldt. Jeg kommer fra Herning Folkeblad. De har vel hørt om Mads Bo Pramming, der blev fundet død i Rold Skov?”
”Jovist så. Han boede lige herinde ved siden af. Er det ikke forfærdeligt? ... men hvad vil du?”
”Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad han var for en. Jeg ved ikke, hvordan dit forehold var til ham?”
”Vi havde det fint med hinanden. Han rendte tit ærinder for mig, når jeg var syg.”
”Glimrende,” svarede Morten og glædede sig over, at hun ikke virkede uinteresseret i at fortælle: ”Må jeg have lov at komme indenfor og noget mere?”
”Øh ja,” svarede hun: ”Jeg skal blot lige have ... ” Hun slap håndtaget og fik strammet knuden foren på slåbrokken: ”Nej kom bare.”
Morten trådte ind fra opgangen og betragtede lejlighedens indhold, som viste at være meget mere fornem, end at han på forhånd havde forestillet sig: ”Mads Bo var altså en helt igennem god fyr?”
”Helt sikkert. Jeg ved godt, at de siger, at han var på kant med loven på en eller anden måde. Det har jeg svært ved at tro. Han havde da et fast job ... mig bekendt. Værsgo at sidde ned”
”Tak. Aha. Ved du, hvor han var ansat?”
”Noget på en fabrik. Ikke det store, nej vist. Men han havde aldrig nogen sygedage, god og stabil. Var det noget med en kop kaffe? Den burde være varm endnu.”
”Øh jo tak,” svarede journalisten og tænkte: Det strider nu imod, hvad jeg hidtil har hørt: ”Hvor meget omgikkes I hinanden?”
”Vi havde da vores fjernsynsaftener en gang imellem. Han lejede filmen, og jeg stillede apparatet til rådighed. Lavede noget god mad, og han kom med vinen. Jo, vi havde et pragtfuldt naboskab. Synd, det er slut.”
”Og hvad foretog han sig de aftener, hvor I var sammen?”
”Han havde en bror og tre vidunderlige nevøer, som han elskede overalt på jorden. Det gik der meget tid med,” oplyste hun ligeså overraskende og i modstrid med hans hidtidige notater: ”Ellers var der judoklubben.”
”Judo? ... jeg har hørt noget om jiu-jitsu?”
”Ja, det var det. Jeg kan bare aldrig huske det, eller udtale det rigtigt,” svarede hun og slog sig ned i stolen på den anden siden af sofabordet: ”Skål.”
”Skål,” gengældte han og smagte på kaffen: ”Hvad var det for nogle film I så?”
”Det var hovedsageligt gyserfilm,” svarede hun og satte den ene fod op på kanten af stolesædet for at nulre tæerne, uden
at tænke over, at hun derved blottede underlivet under slåbrokken, der også løftede sig derved.
Morten fik lyst til at spørge om, hvorvidt de også tilbragte nætterne sammen, men fandt det alligevel upassende: ”Gik I også ud sammen? ... i biografen eller lignende?”
”Nej. Af udseende så han meget usoigneret ud. Ja, jeg må ærlig erkende, at jeg ikke ønskede at blive set sammen med ham af mine venner og bekendte,” svarede hun og opdagede, hvor hans nedsunkne øjne var fokuseret hen: ”Ups!”
Morten rettede ryggen ud: ”Øh ... hvor kom vi til? ... Han var langthåret og vaskede det sjældent?”
”Det første ja, men til det andet nej. Fik du set noget?”
”Set noget? Hvad mener du?”
”Jeg mener, så du min mis?”
”Åh den. Nej øh ... jo. Den er flot, øh ... Min fotograf skulle pludselig noget andet, netop som vi parkerede hernede. Og jeg lod ham gå, da jeg regnede med, at du formentlig ikke ville have dit ansigt i avisen. Det plejer naboer helst ikke...”
”Ansigtet! Jeg troede lige, at du ville have, at han skulle fotografere denne,” svarede hun og trak ud i flapperne.
”Nej vist ikke. Øh vil du ikke godt dække dig til, så vi kan tale hyggeligt sammen?”
”Der er vist ikke mere at tale om,” svarede hun, rejste sig og kåben falde helt af: ”Skal vi ikke hellere foretage os noget andet?”
Morten indså, at han havde fået nok til sin artikel, og de skønne bryster var alt for indbydende til, at han kunne vige udenom, og snart lå de favn i favn inde i hendes seng.
”En gang til,” bad du efterfølgende.
”Puha. Jeg er bange for, at det i såfald må komme med artiklen i avisen.”
”Vås. Det tør du alligevel ikke skrive.”
”Nej,” erkendte han og masserede hendes baller intenst og stak en finger op i det bagerste hul.