Lyver du?

Det er sjovt, som løgne gradbøjes, ikke?
Nogle løgne er okay, også selvom vi næsten allesammen mener, at det er forkert at lyve. "Du må ikke lyve", siger vi til børn.
"Hvis du lyver for mig, så bliver jeg tosset", siger vi sommetider til hinanden.
Hvis man på et datingsite skal beskrive hvad man hader, så skriver næsten 100%, at de HADER løgne.
Mit spørgsmål er: Hvilke løgne synes du er "okay"?
Hvilke løgne kan du "undskylde" eller forklare, så du faktisk retfærdiggør din/e løgne?
Lad høre!

Der er ingen legale løgne..

det er bevist et eller andet sted.
Hvad galt er der i at lyve, så længe det ikke er noget 'alvorligt', men blot små lystløgne?

Der er vel stor forskel på hvorfor man lyver..
Der er den beskyttende løgn : "Nej skat. Din røv er ikke for stor" (Beskytter vist mest en selv)
Den bruger de fleste vel i større eller mindre omfang. En lille fordrejning af sandheden kan spare andre for bekymringer de ikke behøver, for det er i grunden ligegyldigt.
Så er der jo også dem der lyver for at fremme sig selv i andres øjne. Dem gennemskuer man som regel på længere sigt og det er den slags løgne man bør holde sig fra.. De har det med at give bagslag.

Men hvordan gradbøjer man løgne?
Der er ikke varianter af løgne, da løgne er og forbliver som løgne.
Selv om mange i Danmark er af den opfattelse, at løgne bliver til sandhed, hvis blot de gentages i det uendelige.
Dette er lystløgnernes motto, lystløgnere nyder at lyve, og gør det stort set hele tiden, da de skal forsvare den ene løgn med en ny, og det bliver skruen uden ende.
Løgne kan ikke gradbøjes, men man kan inddele løgnene i kategorier, de særligt ondsindede, der har til formål, at skade andre, denne kategori er omfattet af straffelovens §268, og betegnes også som bagvaskende injurier.
Man kan ikke have tillid til løgnere, kvinder nyder lystløgnen, og dyrker den med stor lidenskabelig lyst i sladdermadamme klubberne, hvor de mødes til fælles adspredelse og udgydelse af de seneste af slagsen. Men normalt tænkende tager dem ikke alvorlige, og har kun et skuldertræk til overs herfor.
DRs journalister tabte igen deres injurier ved Menneskerettighedsdomstolen i dag, og blev tilmed fornærmet herover. DR selv mente det krænker ytringsfriheden, men man skal være et mental tilfælde for at have så abnorme virkeligheds opfattelser, hvilket Flindt Pedersen hos DR også lider af. Journalister anvender løgnen som en profession i samme grad som politikerne, og de har det tilfælles, at de lyver halen ud af bukserne.
Den kugle skøre lokal radio Frederiksberg journalen, har også denne abnorme opfattelse, at man frit skal kunne sammensætte alle forekommende ord i ordbogen, men også her er der tale om mentale koldbøtter.

Men altså. Lyver du? Sommetider? Aldrig?

Min mand spørger hvad mine netop indkøbte ting har kostet - Så vil han som regel få svaret at de var på tilbud, og pisse billige...
Sjældent tilfældet - men det hjælper...

Mine unger spørger hvorfor jeg ikke har travlt om morgenen - så siger jeg at jeg skal møde klokken 10. for hvis de lurer at jeg har fri, plager de om en fridag -

Jeg bliver spurgt hvor længe jeg bruger foran pc´en - men mest er løgnen vist til for mig selv, fordi jeg ved at det er for længe.

Folk spørger hvorfor jeg ikke skal have flere børn. Siger det ikke er tiden til det lige nu. Virkeligheden er at smerten af savnet på flere børn er ubærlig, og det er min mand der har taget den beslutning. Jeg hader den. ( Beslutningen )

Folk spørger hvordan det går. Når det ikke går... Så siger jeg at det går fint. man behøver jo ikke at sprede sin galde udover alle...

Jeg er på besøg hos folk, hvis hygiejne standard jeg ikke er vild med. og de spørger om jeg er tørstig, så siger jeg nej, for at slippe for at drikke af deres halvbeskidte glas med render på...

Jeg kan personligt ikke forene mig med at lyve.

I så fald må du få nogen over snuden (altså ikke fysisk set vel) i ny og næ, for mange af de små løgne er for at beskytte sig selv og andre.
Eksempel.: Min far har lige fået konstateret parkinsons syge og jeg sidder og taler med min mor der selvsagt er oprevet. Jeg har læst en del om sygdommen og ved godt at det er en kamp vi vil tabe.. Alligevel sidder jeg og forvisser hende om at lægerne er dygtige i dag og at de kan holde det i skak med medicin.
Det kan lægerne også i nogle tilflde, men det er først og fremmest noget jeg siger for at berolige min mor, IKKE fordi det er hvad jeg tror, men jeg skal jo ikke tage håbet fra hende.
Ergo siger jeg noget andet end hvad JEG frygter. En lille løgn..
Sæt dig i mit sted..
Ville du ha fortalt hende at hun ikke skal forvente de kan gøre det store, eller ville du pynte det du tror på?

Ihvertfald sandsynligvis løgn...
Jeg "forstår" måske til dels de løgne, man kommer med, fordi man TROR at sandheden er værre.
Men det er jo stadig løgne.
Og folk tror på det man siger; enten fordi de frygter, at det er sandt, eller fordi de håber det.

Er løgne ikke frygt?
Frygt for den anden parts vrede, skuffelse og foragt?
Og hvis man spørger om noget, forventer vi så ikke et ordentligt og ærligt svar? Og ikke et behagesygt svar?
Måske er frygten også det, at kunne tage imod hvilken som helst reaktion, det måtte bringe med sig, at være ærlig!

Her ser jeg anderledes på det, jeg forstår når nogen ikke ønsker, at sige sandheden hvis de mener den vil gøre ondt værre.
Men det er ikke fair overfor dem der bliver forholdt sandheden, f.eks. fik min fader også Parkinson som 58 årig, han fik at vide, at man ikke kan kurere det, men kan kun lindre rystelserne ved medicinering af det dopaminstof hjernen ikke længere kan udskille. Min moder fik samme fakta at vide. At skjule sandheden ville ikke være korrekt.
Selv har jeg svaret når jeg blev spurgt om noget, og har givet det korrekte svar, selvom det ikke var det svar der var ønsket. Det har givet nogle skrammer, men på sigt har det ikke skadet forholdet, tvært imod, de ser her en person svare korrekt, inderst inde ved de jo alligevel, at der lyves hvis der kommer en bortforklaring.
Jeg mener selv at man skader f.eks. ved, at sige til en pårørende, at en sygdom ikke er livstruende når de spørger herom. Derfor vælger jeg, at forklare hvad det indebærer, dog undlader jeg at omtale evt. restlevetiden, man kan ikke gøre sig til herre over hvornår det vil ske. Jeg har set nogle med en livsvilje der har overrasket lægernes prognoser. Selv forklarer jeg dem, at deres egen livs vilje har stor betydning, og mobiliserer en livsvilje hos dem.
Men jeg iagttager alle de facader der anvendes, hvor der udspilles et maskepi af afvigende løgne. Her mener jeg ikke det er givende for nogen af parterne, dog skal man ikke fortælle børn ubehagelige fakta, så hellere svare afvigende og vente til de får en alder hvor de kan forstå det.

Altså både solitare og du har jo ret.
Set i bagklogskabens lys ville det j nok være bedst IKKE at dele mine tanker, for jeg ved jo ikke hvordan det vil gå.
Man vil jo bare gerne give konen lidt håb, der trods alt faktisk er til stede.

Som jeg tidligere skrev er der i mine øjne to løgne.
1. Den du omtaler, man bruger for at beskytte sig selv eller andre. Den er jo egentlig lidt krysteragtig, for den ændrer jo ikke på realiteterne.
2. Den løgn man bruger for at opnå noget. I mine yngre år ik jeg meget sammen en flok hvor flere af pigerne løj som bare fanden for at få opmærksomhed. Ikke at sige at piger er værre, men det var blot det jeg bemærkede i det enkelte tilfælde. Jeg var en 5 år ældre end de fleste i flokken, så jeg var ved at vokse fra det der maskespil man har som teenager og derfor var det også let at gennemskue hvad der foregik.
Jeg må sige jeg var shockeret over de historier de kunne finde på for at bringe opmærksomhed på sig selv eller nedgøre andre der havde højere "staus".
Den slags løgne er de værste, synes jeg, men heldigvis vokser de fleste fra det, når bliver ældre og finder deres plads i flokken.

I forbindelse med børn, er der vel noget om det. Dette med at prøve at beskytte mod en for hård sandhed.
Der er dog altid hundrede gode/rigtige måder at fortælle sandheden på, og så er der én dårlig. Mange er vel nervøse for at komme til at gøre det på netop den dårlige måde.
Men er det ikke altid os selv, der styrer, om en anden kan "tåle" at høre en sandhed? Vi har forventninger om, hvordan en person vil håndtere det, vi forestiller os reaktionerne inden vi overhovedet gør noget.
(Det er ikke børn jeg taler om, men andre voksne).
Gør vi ikke et andet menneske uret, hvis vi på forhånd beslutter på deres vegne, hvordan de vil reagere på dette eller hint?
Og gør vi ikke uretten dobbelt, ved at bestemme, hvad vi synes, de kan tåle at høre?

Det er det absolut mest sikre i vores liv - det eneste vi for alvor kan regne med: Vi skal alle dø!
Hvorfor lyve om døden? eller risikoen for at dø?
Men det er en helt anden snak - blot gøres døden mere grumset, mere tabubelagt, jo mere vi lyver om den overfor hinanden...

Er du nogensinde blevet taget i at lyve??

Jeg har set flere af dine indlæg. Og jeg må sige, at du er ret skrap med pennen/tastaturet....Dyb respekt for det.
Nu lægger du det med at lyve ud til debat. Og jeg må sige - med fare for at blive beskyldt for at slikke røv.....At det er en skidegod måde, du gør det på. Du giver rent faktisk tilbagemelding på folks indlæg! Hvor kunne mange lære noget af det; her på SOL-debatten!
Mange, mange hilsner (ville gerne være din cyberven ;-).....men Lena:-)

Jep, det må jeg sige jeg har, mange gange.
For mig blev det en skrue uden ende, indtil den knækkede. Det bragte mig intet godt, andet end mistillid, smerte og tårer. For alle indvolveret.
Da jeg endelig gik til bekendelse, og prøvede at rydde op i mit eget lort. Kom der efterhånden med tiden noget godt ud af det. Men for at være ærlig, så var det noget af det hårdeste jeg har prøvet. Specielt fordi det indvolverede kærlighed.
Idag, efter års oprydning af løgne, tør jeg sige hvad jeg mener. Og tage imod reaktionerne.
Men det er hårdt, for det bringer konsekvenser med sig. Dvs. folk som ikke kan håndtere at man er ærlig.
Jeg ser det sådan i dag, at jeg ønsker folk kan stole på mig og at de ved hvor de har mig henne.
Det giver mere ro, både for mig og for dem som jeg har i mit liv.
Var det svar nok? :0)
Jeanette

om ikke med ord, så i hvert fald med kropssprog.
Om modtageren kan tåle sandheden - det er ikke "bare lige" at vide. Mange kan, men der er nogle, der "lægger livet fra sig", hvis de får den realistiske forventning til hvordan Parkinson eller cancer formentlig vil udvikle sig. Andre vil tage chancen for at "rydde op" i livet, og vil derfor meget have sig frabedt at blive løjet for.
Jeg tror, det er svært at vide på forhånd, hvordan man selv reagerer, før man står i situationen. Jeg har set mennesker, der har sagt, at de i hvert fald ønsker at kende sandheden, men når det så kom til stykket, brød de fuldstændig sammen.
Jeg tror, det er helt afgørende at bruge sin intuition - der har været en interessant og lærerig tråd om intuition her på SOL. Men det må ske "live" og overfor hinanden, jeg tror ikke, man lægge sig fast på forhånd. Jeg tror ikke, man kan gøre det over telefonen eller over nettet - for så kan man ikke opfange de meget fine signaler. Jeg tror, man er nødt til at have antennerne ude i selve situationen, og så være parat til at reagere på reaktionen.
Mennesker, der siger, de aldrig kunne finde på at lyve - nå ja, jeg tror, de mangler fantasi og indfølingsevne. Og ja, jeg er klar over, hvad den udtalelse kan indebære af svar :-)

Du ER min cyberven!!
Jeg tror på alle former for relationer. Ingen af dem er dårlige, før de viser sig dårlige.
Brug min mailbox!
S

Ja! det var et fint svar.
Det hedder selverkendelse. Jeg har selv løjet. Overfor den, der står mig nærmest. Nemlig mig selv.
Man kan så sige, at det ikke var bevidst, men det betyder intet. Det er årsag og virkning.
Glad for, at du idag er ærlig.
Jeg elsker dig!
:)

Du skriver det jo selv: Man kan jo ikke vide det, før man står der, og lytter til den dér mærkelige hviskende fornemmelse af for og imod.
Løgne er et paradoks....

Nej jeg er egentlig aldrig blevet taget i en løgn, men nu mener jeg heller ikke salv at jeg lyver.
..kan dog godt tilbageholde fakta, f.eks. i den situation jeg nævnte tidligere..

Aaah se det var jo netop min pointe..
Bare formuleret lidt bedre :)

Du spørger ;
"Er du nogensinde blevet taget i at lyve"
Hvem spørger du ???

Det er noget der har spillet en væsentlig rolle for mig i mit liv.
Min første mand løj ad h. til. Både for sig selv og alle andre. Han havde sagt en ting til sin mor, en anden ting til sin søster og en tredie ting til sine kolleger. Det blev MEGET svært for mig at være hans medsammensvorne, for jeg kunne ikke huske, hvem, der havde fået hvad af vide. Til sidst befandt jeg mig i en illusorisk verden, opbygget af vores egne private luftkasteller. Jeg løj ligeså meget som min mand, det blev jeg jo nødt til....
Det kunne jeg SLET ikke finde ud af...og jeg rodede rundt idet. Det endte med, at jeg valgte ikke at sige noget til nogen om noget...det hedder også isolation...og det er overhovedet ikke mig! Af alt det, der var forkert og dårligt i det ægteskab som varede knap 7 år....der var det, det allerværste.
For en anden ting er, at jeg er SÅ dårlig til at lyve. Hvis jeg siger noget, der IKKE er sandt, så ved folk det. De kan se det på mig. Mit kropssprog siger noget andet, og man kan ikke gå og huske på, alt det man har sagt som er løgn, det roder sammen. Man opnår kun lort, ved ikke at sige sandheden. Folk gider ikke være sammen med folk, der lyver.
"Den der er ærlig behøver ikke huske noget" (gammelt ordsprog). Det er ikke særlig belastende, at lade være at lyve. Men om sandheden er sværere at have med at gøre, end usandheden, det afhænger sgu ikke af sandhedens indhold, men af hvordan det er formidlet. Indfølingsevne og empati som Tiny peger på. Men generelt set, og på lang sigt, er det altid en fordel at man har sagt sandheden. "Løgnen har de korteste ben"...(andet gammelt ordssprog).
Man kan vælge at lade være med at sige noget. Det er ikke at lyve.
Men sandheden: Hvis sandheden er feks. at man står stillet overfor en diagnose, der hedder alvorlig fremskreden cancer, så er sandheden ikke det samme som at man dør af det. Det bliver først sandhed, når det ER sket. For at se sandheden øjnene må man konstatere fakta, og det kan i den situation udover at se på prognoser og statistikker, i høj grad også være at tage alle de andre muligheder i betragtning, som gør sig gældende for dette menneskes vilkår og muligheder for at komme sig.
Sandheden er ikke afhængig af hvad vi vælger at sige, og hvad vi vælger at udelade, men den sandhed der formidles mellem mennesker afhænger af øjet der ser, og hvor mange data der bliver taget med i formidlingen.
En objektiv sandhed og en subjektiv sandhed. Deri ligger paradoxet efter min overbevisning.
"Sandheden, hele sandheden og kun sandheden"
"Det var en stemme i mit hoved, som kaldte sig gud, der gav mig en viden om at det lille barn led meget, og derfor havde bedre af at komme i himlen. Derfor fik jeg ordre til at kvæle barnet."
Det er sandhed....en subjektiv sandhed som ligger meget fjernt fra andre menneskers subjektive sandhed. Virkeligheden er at denne person er bragende syg i hovedet, og det har gjort vedkommende til morder.
Sandheden afhænger af altså ens subjektive oplevelse af situationer....og af ens forståelse af virkeligheden. Kontakten og evnen til fællesskab med andre giver en forståelse af virkeligheden. Den er styret af alt det vi ved i fællesskab. Alt det usagte, som får os til at opføre os i samklang og (nogenlunde) harmonisk samspil (også kaldet det kollektivt ubevidste). Meget logisk at løgnen derfor kan isolere folk, og sandheden skabe social kontakt. Troværdighed er tillidsskabende, og utroværdige mennesker tager vi afstand fra.
Der er en af de andre indlæg hvor en person siger, at hvis hun blev tilbudt et glas vand, af en person, i et hjem, der er meget uhygiejnisk, så ville hun sige nej, selvom hun var tørstig....(jeg antager det er en mand vi står overfor)
Ja, den er svær, for sandheden er måske, at man er tørstig, men den er også, at man ikke vil drikke af et beskidt glas...Det er vigtigt at der i sandheden også indgår det faktum, manden vil blive ulykkelig, hvis man ikke tager i mod hans gæstfrihed, FORDI der er beskidt i hans lejlighed, for det vil punke hans utilstrækkelighed, og forhindre ham i at tilbyde sin gæstfrihed.
Sandheden er, at han forhindrer sig selv i at KUNNE være gæstfri, fordi et andet problem, som er meget større forhindrer ham i det. Og det er ikke hensigtsmæssigt med en tvær mine at afvise hans gæstfrihed...det er mere hensigtsmæssigt at sige man ikke har det behov....
Men manden VED sgu da godt, hvorfor man siger "nej tak" til hans glas vand. Når man selv ved hvorfor man siger "nej tak", så kan man være 100% sikker på, at så ved den anden det også instinktivt...for der er en masse anden kommunikation, der foregår via kropssprog og signaler, som formidler det. (Og det afhænger også af den sociale evne, hvor god man er til at opfange disse signaler, men selvom denne mand har en ringe social evne, kan man alligevel godt godt regne med at han har opfanget budskabet alligevel).
80% af den kommunikation, der foregår mellem mennesker er kropssprog og signaler...og det KAN ikke lyve. Hvis man lyver i det talte, så er der alle mulige andre signaler, der fortæller noget andet, og så er det, man virker utroværdig...uden at modtagerne kan forklare hvorfor.
Med hensyn til det der glas vand, som den uhygiejniske mand ville tilbyde, så ville det helt sikkert ikke være noget problem for mig, for jeg ville ikke KUNNE drikke af andre mennesker beskidte glas, med mindre mit behov for væske var større end mit behov for renlighed. Efter at have cyklet 7-10 km en varm sommerdag, så tror jeg bestemt, at jeg havde drukket det vand whatsoever.....Det kommer an på hvilke af mine behov, der var størst. Og DET ville være sandheden.
Min datter har det som jeg, men hun er afsindigt skarp tilligemd. En gang sagde jeg noget til hende, som var løgn. Mest fordi, der var områder i mit liv, hun ikke skulle blande sig i, og det vidste hun også, så hun sagde ikke noget....men vi kan jo ikke være uærlige...vi klodser begge to rundt i det...så jeg kom selvfølgelig til at afsløre mig selv...og vi grinded meget af det, men hun havde accepteret det, for det var rigtigt det var et område hun ikke skulle blande sig i. Lidt sjovt, at det usagt i budskabet..."bland dig uden om"...det gik igennem, og blev accepteret....
(det skal lige siges, at det er hendes far, jeg var gift med, og som siger så meget usandt...det giver min datter de samme "røde knopper" over uærlighed som jeg får...så hun og jeg kommunikere på det samme plan...vi behøver slet ikke sprog for at forstå hinanden....hvilket altså IKKE forhindrer os i at "knævre" ;o))
Nu ved jeg ikke, om du lige kunne bruge mine (altid alt for lange) refleksioner over løgn og sandhed, men jeg vil bare sige, at det er jo noget man aldrig bliver færdig med...det er noget der lever hele tiden, for man bliver konstant stillet overfor at skulle tage stilling til, hvad der er sandhed? Hvordan tager man hensyn? Og hvilke kompromisser ville konflikte med ens integritet og troværdighed?
Svært spørgsmål du stiller. Godt emne...mange gode svar ;o)
Mange glade smil
Halfevil333

Vi gør andre mennesker uret, hvis vi handler på baggrund af, hvordan vi forventer de vil reagere!
Det er egentlig at devaluere andres evne til at handle mere kompetent end vi selv. Meget respektløst.
Hvor er du et klogt menneske, og jeg synes du viser en koloenorm respekt for andre mennesker....det er en stor glæde at læse dine indlæg.

Spørgsmålet var til "anri". Men i princippet kan hvem der lyster, vel svare.
Er du?

Hey, jo bestemt kan dit svar bruges.
Den connection der er mellem hvad "jeg" siger og hvad "jeg" gør, er jo temmelig relevant i denne forbindelse.
For at vende situationen med manden, vandet og det snavsede glas igen, så er det jo også en lidt blandet affære.
For det første er der jo en grund til, at man besøger vedkommende. Det kan ikke være fordi man ikke har nogen kontakt. Der må være en lyst til at se ham, en lyst til at besøge ham. Eller en frivillig tvang, måske. Hvis selve besøget i sig selv ikke er en løgnagtig affære, noget man ikke gør af lyst, så kunne man jo vælge at vende det hele lidt på hovedet.
Hvis man holder af dette menneske, KUNNE man jo sige det. "Jeg holder meget af dig, ved du. Og fordi jeg gør det, er jeg nødt til at snakke med dig".
Med udgangspunkt i at ville hjælpe sin ven, kunne man jo sludre over opvasken.
Vedkommende ser det måske ikke selv, eller ser det og skammer sig lidt, eller er måske bare vant til det.
Er det ikke en bjørnetjeneste man gør ham/hende, ved IKKE at sige, at man oplever, at der er noget "galt"?
Måske forventer man, at vedkommende bliver ked af det, hvis man siger noget, mens det netop får det modsatte resultat; nemlig at han/hun ser sig selv lidt fra oven, og gerne vil tage imod den hjælp der tilbydes?
Tak for din personlige historie, H...
Da jeg læste den tænkte jeg, at det værste egentlig ikke var din eks-mands løgne. Det værste var, at de jo blev gjort til dine, og du så begyndte at lyve - også for dig selv, kva din selvvalgte isolation.
Er det mon en kvindeting, at vi kan holde os selv kørende i lang, lang tid, fordi vi lyver for os selv, simpelthen for at beskytte os selv?
Måske løgne er fernis....

;o) Sjovt nok ender jeg ALTID der! Jeg underviser også i kommunikation.... hamrende interessant og uudtømmeligt emne!
Men også meget interessant i denne her sammenhæng, for når vi snakker om manden med vandglasset, der er den vinkel vi anvender, afgørende for den holdning vi indtager...og bestemt også afgørende for "sandheden".
Jeg forestillede mig i hvilken situation, jeg kan komme ud for at stå i en lejlighed, som er så beskidt at det glas manden tilbyder mig at drikke vand af, har et renlighedsniveau der ligger så langt under mit, så jeg må afvise det. Jeg tænkte at sådan en fyr må have nogle andre meget store problemer, som gør det svært for ham at holde rent. En narkoman, en psykisk syg, en ung rodløs mand uden netværk....
Under hvilke vilkår ville jeg mon befinde mig i sådan en lejlighed? I foreningssammenhæng, professionelt, omsorgssituation....sjovt nok forestillede jeg mig IKKE, at det var en af mine venner eller familie, der havde det sådan!
Det var sådan set både smalsporet og fordomsfuldt af mig, og gjorde jo, at der i det jeg sagde, var meget stor afstand mellem mig og den mand, jeg talte om. Et professionelt forhold, der ikke ville omfatte, muligheder for at kunne handle yderligere, hvis manden blev ked af man punkede hans utilstrækkelighed.
Men hvis nu det VAR en af mine venner/familie....så var grunden til at jeg befandt mig i den lejlighed...mest sandsynligt være, at jeg ØNSKEDE at være sammen med ham, og fordi jeg gad ham. OGSÅ havde jeg sgu ingen problemer med at sige tingene som jeg opfattede dem...for så ville jeg samtidig have mulighed for og lyst til at hjælpe ham med at få styr på det problem så lå til grund for hans dårlige hygiejniske sans....hvis der altså var et!
Og det er præcis det du taler om.
Jeg er helt enig ned dig i at det er en bjørnetjeneste at FORVENTE en bestmet reaktion fra andre, og af den grund holde sig fra at fortælle hvordan man oplever tingene.....
Men det ER en svær situation....hvis manden simpelthen ikke har anelse om, at det er skideulækkert det der glas, og man mister appetitten ved at være i hans lejlighed...men at han har det fint med det...så KAN det jo også være at pådutte ham sine egne normer og værdier, at afvise hans tilbud, og med hvilken ret gør man det?
Vi ved godt, der er en grænse mellem hvad der er ret og rimeligt i den forbindelse....men HVOR den grænse præcis ligger, det er det jeg snakker om i det forrige svar, det ligger i det kollektivt ubevidste.
Vi går ud fra det ikke er et almindeligt hygiejneniveau vi taler om...men hvad er det så? Og hvornår ville det være en direkte lodret fornærmelse?
For tænk nu hvis ham manden med glasset reagerede positivt og heeeelt uventet? "Ej, okay...det må du sørme undskylde. Jeg ved godt, her trænger enormt meget til at blive ordnet og gjort rent, men jeg har lige haft min bror at bo her i tre uger. Han fik et nervesammenbrud efter lang tids nedtur og har i de tre uger haft behov for, at jeg holdt om ham hele tiden. Først igår havde han det så meget bedre, så han kunne gå på gaden og færdes blandt andre. Han er han taget hjem nu, men kommer igen i aften, for han skal jo starte langsomt. Når han er på benene igen, SÅ kan jeg tage mig af min beskidte lejlighed. Hvis du har lyst vil jeg sætte meget stor pris på din hjælpsomhed, men jeg ville jo ikke spørge dig. Man skal jo ikke lægge sine egne problemer over på folks skuldre...."
En liiiiidt flov smag i munden at man overhovedet havde TILLADT sig at tænke...at det var HAM, der havde et problem, og at han nok ville blive ked af det, hvis man sagde ligeud at hans vandglas var uappetitteligt ikke?
Man skal sgu først og fremmest være ærlig...alt andet komer ikke NOGEN til gode
Det er min pointe...og har altid været det....og jeg er glad for at få provokationen ;o)
Det du nævner omkring det værste ved min exmands løgne, ja, du har igen helt ret. Det svære og det værste var, hvad det ved mig, og hvad det gjorde mig til! Jeg bukkede begge ender sammen på mig selv og gik helt på kompromis med min egen integritet...så meget så jeg selv forsvandt! DET er skrækkeligt, og jeg tror faktisk det er meget en kvindeting, som du også er inde på.
Vi går langt for at tilpasse os. Behagesyge, hensynsbetændelse og flinkeskolen er jo begreber der meget er hæftet op på kvinder...selvudslettende er også et udtryk, man mere hører i forbindelse med kvinder, end med mænd. Det er altsammen begreber, der skal arbejdes kraftigt med, for jeg tror fandme ikke at det fremmer forholdet mellem mand/kvinde, at man bøjer bagover på den måde så det bliver skadeligt for foholdet, selvom det er gjort af kærlighed. Alt med måde.
Men om løgn er fernis....høhhh...som kunstmaler ser jeg jo fernis, som det sidste man gør ved et maleri, før man erklærer det færdigt...og jeg mener jo ikke at løgn, fuldender noget!....Pynter ikke! Gør ikke noget smukkere!....Og egentlig beskytter det heller ikke noget!...Så på den led er løgn ikke fernis.
Men det kan godt være en skal, en overflade (eller facade, som en anden også nævner), som skal dækker over noget, der enten ikke tåle dagens lys, fordi det gør for ondt, eller fordi det ikke er gennemarbejdet endnu.
Under alle omstændigheder er sandhed meget vigtigt at tale om og tænke over...det sætter fokus på, hvad fanden man gør i forhold til andre....
Jeg synes din pointe med forventninger til andres reaktioner...den er sej! Hvor er det bare vigtigt ikke at være forudindtaget...FORDOMSFULD hedder det også! At dømme folk på forhånd uden kendskab....det er definitionen på fordomsfuldhed....at have en forventning om deres eventuelle negative reaktioner er temmelig respektløst!

Og du har ret: Det er noget man bør forholde sig til hele tiden. Hvis ikke i sig selv, så i andre...