Madness&hadess skærer i mig selv

har nogle spørgsmål vil gerne ha svar på..
hvorfor føles det rart og en lettelse når man skærer i sig selv??? på håndleddet eller på sine lår? Jeg er en pige på 22 år, har haft det meget slemt de sidste 4 år mit liv vendt op og ned som folk siger efter ha set hørt om mit liv så er det som om se film eller læse en bog. Jeg nåede til et punkt i mit liv hvor intet er noget væed længere alt hvad jeg nogensinde har troede på viser sig at være ligegyldigt og har ingen betydning for mig. Jeg isolerer mig selv fuldstændig, jeg kan ikke klare stå i kø eller være i store forsamlinger, jeg lider af panik angst og haft mange anfald på det sidste, men jeg ikke blevet behandlet for det. Jeg hel død indvendigt, jeg går ikke op i mig selv længere mm.. jeg bare lost..

Min sidste kæreste havde det samme problem da vi startede med at komme sammen og det jeg fandt ud af der hjalp på hende var at give hende ekstra meget kærlighed.
Mit råd til dig er at du skal tage om til nogle af dem der virkelig holder af dig og fortælle dem det som det er. For de er der jo også for dig selv om du måske ikke helt tror på det lige nu. Det kunne være dine forældre eller din kæreste hvis du har sådan en.
For livet er noget værd tænk på alt den kærlighed man kan få og give.
Hvis det er du har brug for at snakke vil jeg da også gerne lytte til dig for det gør mig ondt at nogle mennesker skal ha det så hårdt.
PS: jeg har også selv været i den situation dengang var det bare et held at min bedste ven kom pludselig på besøg da det var meget tæt på at jeg havde gjordt noget dumt.

Jeg er ked af at høre at du har det sådan. Jeg har for nogle år siden været samme sted som du er idag. Skar i mig selv og havde selvmordsforsøg. Jeg har senere modtaget forskellige slags behandlinger på et hospital, der har hjulpet mig meget. Grunden til at at man reagerer ved at skære i sig selv, kan være et forsøg på at nogen skal opdage ens smerte, hvis man ikke kan finde ud af at udtrykke det på andre måder overfor omverdenen. Det kan også være for at glemme smerten indvendig, man påfører sig selv fysisk skade. Så man istedet føler fysisk smerte, som ofte er nemmere at have med at gøre end den psykiske. Mit råd til dig er at opsøge noget hjælp. Inden det går helt galt. Nu ved jeg ikke om du bor i en storby, men der er psykiatriske skadestuer rundt omkring på nogle hospitaler, hvor man kan tage ind hvis man har det skidt, og tale med en psykiater, psykolog eller lignende. Ellers så gå til din læge og blive henvist til et hospital hvor de har forskellige behandlingsforløb, hvor der er tilknyttet psykologer og læger, der kan hjælpe dig. Jeg har selv haft en del "spøgelser" fra fortiden, der forfulgte mig og gjorde mig angst og bange for livet. Du er NØDT til at få de ting bearbejdet, og det kan du med proffessionel hjælp.
Lykke til fremover.
Siggi

Lort at have det sådan. Det må være frygteligt ikke at føle glæde ved noget, at være tom indeni. Men du er ikke lost, for du har skrevet herind, og kan du magte det, tror jeg også du kan magte at søge hjælp andetsteds. Herinde er der folk der gerne vil høre på dig, men de/vi hjælper dig jo ikke i længden.
Prøv at sætte dig ned og skriv alle dine tanker ned i en pærevælling, for hvis du får "taget dig sammen" til at søge professionel hjælp ved du pludselig ikke hvad du føler, og der vil alle dine notater komme dig til hjælp.

Det næste er et uddrag af en tekst:
Kommunikation til omverdenen
Psykologistuderende Anna Lynge har været med til at oprette hjemmesiden girltalk.dk - en side, der har modtaget en europæisk pris for bedste sociale ungdomsinitiativ.
Anna Lynge oplyser, at hver anden henvendelse handler om piger, der skærer sig selv.
- Tidligere havde vi mange piger med spiseforstyrrelser, men i dag fortæller de, at de skærer i sig selv.
Måske kunne du der forssøge at hente den første hjælp...
Håber det bedste for dig.
Knus Maria

Jeg synes du skulle tage dig sammen og blive behandlet. Hvis du kan formulere din tilstand, så er du ikke dårligere end du selv kan tage ansvar, for at få tingene sat igang
Jeg ved ikke om det er et retorisk spørgsmål du stiller, men for alle tilfældes skyld, så er vi sådan indrettet at én smerte kan aflede en anden. Derfor føles det så godt at skære sig. Men du er jo ikke i tvivl om det er helt ude i hampen det her, vel? Jeg kunne måske forstå noget af det hvis du var 16 - men du er 22. En senpubertet, måske?
Jeg synes du skulle skamme dig. Du er født i et smørhul! Nede på næste gadehjørne står der et skattebetalt behandlingsapperat til at hjælpe dig. Tag dig sammen og gør den del du selv skal. Henvend dig!
Og hvad ligger dit indlæg og roder under kærlighed for?

Kære LMN
Du skal have noget hjælp, for når du har det så skidt, kan du ikke selv komme ud af det.
Jeg tænker ikke kun på, at du skærer dig, men også dét, at du føler panikangst og har socialfobi.
Jo mere du skærer dig, jo mere afhængig kan du blive af det, og i sidste ende kan det være meget svært at holde op.
Det siges, at hjernen udløser endorfiner, et morfinlignende stof, som er kroppens måde at reagere på smerte. Hvordan det helt forholder sig kan du læse mere om ved at søge på en af søgemaskinerne.
Du er ikke sindsyg, fordi du skærer dig, selvom du måske synes det kan virke sådan. Der er mange som skærer sig, fordi de har det skidt. Måske er det også en måde at have/føle kontrol i ens kaotiske verden.
Jeg har selv været der og kæmper stadig, hver eneste dag med ikke at skære mig. Jeg har været skærefri i 1½ år, men trangen efter at få den forløsning fra den psykiske smerte er meget stor. Jeg har lettere ved at forholde mig til den fysiske smerte end den psykiske, for den kan jeg sætte ord på.
Jeg ved, at det næste jeg skriver kan virke som jeg var sindsyg. Der var ingen som kunne mærke det følesesmæssige kaos som herskede i mit indre. Min facade, min mur til den ydre verden virkede for godt. Når jeg fortalte folk, hvordan jeg havde det, kunne de ikke forstå det, for jeg virkede jo meget normal.
Når jeg skar mig, blev jeg fascineret af, at se blodet løbe, jo mere blod jo bedre. Og jeg kunne ikke få såret dybt nok. Jeg blev nødt til at skære mig dybere og dybere og lave et længere og længere snit. Jeg har været på skadestuen utallige gange for at blive syet sammen, med det resultat, at jeg har nogle meget store og grimme ar, som jeg hele tiden skal tænke på at skjule. For det er ikke enhver, som jeg har lyst til at forklare at de ar, som jeg har, er fordi, jeg har skåret mig.
På skadestuen var der flere læger og sygeplejesker, som sagde til mig at jeg virkede meget normal, så de kunne ikke forstå, at jeg skar mig. Da havde jeg jo også fået forløsning og var faldet til ro igen. Og jeg følte, at det var rart med den omsorg, jeg fik, når de skulle rense såret og sy mig sammen igen.
Bagefter havde jeg det godt med at skulle pleje mit sår for det flyttede igen fokus fra den psykiske smerte.
Jeg blev også meget fokuseret på knive. Hver eneste gang jeg skulle i byen og handle, skulle jeg altid hen og kigge på knive. Og når jeg så købte en, fik jeg nærmest koldsved, for jeg var helt sikker på at folk kunne se på mig, at det eneste, som jeg tænke på, var at komme hjem og få afprøvet kniven på mig selv.
Det var ikke kun når den indre psykiske smerte blev for stor, jeg var nødt til at skære mig. Det var også når jeg følte et enormt raseri, som jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle komme af med, at jeg skar mig.
Jeg isolerede mig mere og mere, og til sidst måtte jeg langtidssygemelde mig fra mit arbejde, som jeg ellers var meget glad for. Men jeg havde ikke de psykiske kræfter til at fortsætte, heller ikke at være sammen med mine kolleger. Jeg skar mig også, når jeg var på arbejde.
Jeg gik til psykolog og senere psykiater. Alt den smerte som havde ophobet sig igennem mit liv og som jeg havde forsøgt at fortrænge, kom frem mens jeg gik i terapi. Og det var meget svært at håndtere. Jeg havde svært ved at sætte ord på det og blev ekstrem frustreret. Det var svært at skulle se mig selv i øjnene. Jeg havde et meget stort selvhad. Jeg havde bare lyst til at forsvinde, at destruere mig selv. Jeg blev nødt til at finde en grund til at holde mig i live, og når jeg havde tanker og stadig har, tænker jeg på mine søsters tre børn, som er utrolig glad for mig, deres moster. At jeg ikke kan påføre dem den smerte og svigt, som det vil være, hvis jeg begik selvmord.

Det var først, da min psykiater satte mig stolen for døren, at jeg indgik en aftale med ham om ikke at skære mig, hvis jeg fortsat ville have hjælp hos ham. Han sagde, at jeg skar alle de følelser væk, som vi skulle bearbejde for at jeg kunne få det bedre. Og det er som sagt 1½ år siden. Og jeg har ikke skåret mig.
Jeg er skide stolt af det og hver eneste dag, jeg er kommet igennem uden at skære mig er en dag mere vundet.
Jeg får også medicin for at stabilisere mig, og det har jeg det godt med. Det medicin jeg får nu har gjort, at jeg igen kan begynde at leve og være sammen med mennesker igen. Og jeg oplever heller ikke at være i det sorte hul hele tiden, hvor lyset ikke var til at få øje på.
Hvordan du skal få det bedre kan jeg ikke vurdere. Du skal finde din vej med en som kan hjælpe dig med det.
Alt det som jeg har skrevet er dét, som har fået mig til at stoppe med at skære mig, og terapien har og hjælper mig stadig til at forstå at de svære ting, som er sket i mit liv, ikke er min skyld. Og der ikke er noget flovt over eller skamfuldt ved at have psykiske problemer eller at være psykisk syg. Det gør mig ikke til et dårligere menneske.
Men du er nødt til at søge hjælp hos en du har tillid til, som måske kan hjælpe dig videre med at få den rette hjælp. Du kan og skal ikke klare det alene.
Alene det, at du har skrevet her til er et skridt på vejen. Det er utrolig flot af dig at du kunne gøre det.
Har du nogle holdepunkter, som kan hjælpe dig med at holde fast i dig selv? Mit holdepunkt er, som jeg har skrevet min søsters tre børn.
Jeg ved ikke om du har søgt på nettet om det at skære sig? Men hvis du søger på cutting kommer der nogle sider frem på engelsk, som måske bedre kan forklare dig de forskellige mekanismer som sker.
Jeg ønsker for dig at du får det bedre. Pas godt på dig selv.
Varme tanker herfra.

Jeg kender en, som jeg godt kunne tro gik rundt og havde det på samme måde. Når hun har været i selskab med mig, har jeg ind imellem kunne mærke hendes usikkerhed. Både ud fra kropssprog og ting som hun sagde. Men nu har jeg ikke set hende i lang tid. Hun sendte på et tidspunkt en mail ud til dem hun kendte om at hun havde isoleret sig fordi hun havde haft det dårligt og følt vi ikke gad hende, som jeg svarede på og skrev at sådan var det ikke. Nogle dage efter fik jeg så pludselig et svar om, at nu havde hun det (pludseligt) godt. Og hun var glad for mit svar + at vi da snart skulle ses.
Men det er aldrig sket. Vi har mange gange aftalt noget, men hun aflyste hele tiden.
Der ud over har hun varieret meget i sit humør, når vi har skrevet. Det ene sekund var jeg den sødeste på hele jorden. Det næste var jeg den største lort. Tror kun hun nu lader sig være sammen med den, som hun opfatter som sin "bedste ven" og det er ikke engang særligt ofte.
Når man endelig har fat på hende og spørg hvordan det går, svarer hun nu, at hun "har et super godt"
Jeg ved at hun går til psykolog, så det er jo nok det lave selvværd hun får hjælp til.
Men jeg vil også gøre noget for hende som "ven", hvis man kan det. Problemet, set fra min side, ligger bare i at hun ikke gider skrive til mig mere og de gange vi har skrevet, har hun skrevet hun har det "godt".
Så jeg ville høre fra jer herinde, som siger i har stået i den situation med lavt selvværd, om det også har været en del af jeres facade, at bilde folk ind at det går "godt", for der efter at isolere jer selv?
Jeg har selv tænkt på om man skulle tage over til hende og se hvordan hun har det. Men det ville blive meget underligt, tror jeg, hvis jeg tog derhen og hun så rent faktisk havde det godt.
Skal man have fat på hendes "bedste ven" og se hvad denne person kan gøre...?

Kære Den modsatte side.
Det er utrolig svært at rådgive dig om, hvad du skal/kan gøre. Når hun tilsyneladende går til psykolog, så er hun ikke ladt alene, hun er ikke uden hjælp.
For mit vedkommende(jeg kan kun tale for mig selv), når folk spurgte til, hvordan jeg havde det, sagde jeg, at det gik ok. Jeg orkede ikke at skulle forklare, at det havde jeg faktisk ikke. Jeg orkede ikke at skulle prøve at forklare noget, som jeg heller ikke selv forstod. Jeg satte en facade op for ikke at vise min sårbarhed, usikkerhed og for at overleve.
Min familie og venner stod magtesløse, og havde det utroligt svært med at se og vide at jeg var så langt nede samtidig med, at jeg var destruktiv. De var bange for at, når jeg skar mig, var det ensbetydende med, at jeg ville begå selvmord eller at jeg kom til at skære mig på en måde, at jeg kunne dø af blodtab.
Jeg ville ikke ha' hjælp fra dem. Jeg lukkede dem ikke ind. Jeg magtede ikke at skulle mærke deres bekymringer omkring mig. At mærke deres bekymringer var en yderligere belastning for mig, for jeg kom til at føle skyld, og jeg kunne ikke også håndtere skyldfølelsen. Og jeg kunne heller ikke håndtere den følelse af skam over, at de vidste, at jeg skar mig. Jeg havde ikke lyst til at skulle forklare dem om alle de sår og ar, jeg havde på min højre hånd og arm.
Jeg fik hjælp af min psykiater. En uforstående person, som jeg ikke skulle stå til regnskab overfor på samme måde som min familie og venner. En som ikke blev skræmt, når jeg fortalte om alle mine dystre tanker. Her følte jeg mig ikke presset.
Hermed tilbage til dig. Jeg ved ikke havd din relation til hende er. Om du er en nær/tæt ven, gammel kæreste eller andet. Jeg forstår din afmagt og dit ønske om at gøre mere. Tilsyneladende føler hun dit forsøg på kontakt som et pres og hun har måske ikke overskud til at skulle reagere på dine henvendelser.
Mit forslag er, at du skriver et uforpligtende brev til hende, hvor i du skriver, at du tænker på hende, men at du forstår, at hun ikke magter at kontakte dig, og at du ikke forventer svar på dit brev. Men formålet med, at du skriver er, at hun skal vide, at du er der som en ven, hvis hun har brug for en at snakke med.
Når hun har "afvist" dig tror jeg, at ikke du kan gøre meget mere. Det ville ha' været noget andet, hvis du ikke allerede havde prøvet.
Det vigtigste i alt det her, uanset hvilken svar du får og hvad du vælger at gøre, er ikke at sætte hende under pres. Det føre ikke til noget positivt.
Held og lykke til dig.
mvh recovering cutter

det en blanding af alt.... haft en kæreste gennem de sidste 3-4år uden komme videre på nogen måder med vores forhold, så er der en familie som er så fucked up da de kun går i sig selv og deres ære. Ifl er jeg det sorte får mm. jeg er bare helt stille måske var det forkert skirve herinde da jeg ikke kan finde ord beskrive eller overhovedet lyst til snak se eller hører føler alt gøre ondt. "jeg mener at jeg hard dårligt har d sådan pga hvordan mit forhold har været til kæreste, vennerne og familien" er også blevet truede et pr gange både omgangkreds og arbejdsplads"
men en af jer skrev: "Grunden til at at man reagerer ved at skære i sig selv, kan være et forsøg på at nogen skal opdage ens smerte, hvis man ikke kan finde ud af at udtrykke det på andre måder overfor omverdenen. Det kan også være for at glemme smerten indvendig, man påfører sig selv fysisk skade. Så man istedet føler fysisk smerte, som ofte er nemmere at have med at gøre end den psykiske. Mit råd til dig er at opsøge noget hjælp".
ja er enige med dig tror jeg... når jeg skærer i mig selv så er det fordi det får mig til glemme hvordan har det psykisk, jeg synes det letter presset det tryk ved hjertet. jeg går allerede til en psykolog, men han kan ikke hjælpe mig.. han er en gammel stodder som selv brug for en psykolog. og netop pga jeg ikk har penge har jeg ikke råd til en psykolog ham jeg har nu er gratis. åååhh.. glem det, men tusind tak for jeres svar...

Hej igen LMN
Allerførst en mulig bog på dansk som jeg fandt på bibliotekets hjemmeside.
At skære smerten bort : en bog om cutting og anden selvskadende adfærd / af Bo Møhl. - 1. udgave. - Kbh. : PsykiatriFonden, 2006. - 140 sider : ill. i farver

Næst, om det er forkert at skrive herind kan jeg kun svare NEJ til.
Når man går i terapi er det vigtigt at kemien passer sammen og man føler, at det er en man har tillid til. Nu ved jeg ikke hvor lang tid du har gået hos din psykolog. Men det tager tid at opbygge et tillidsforhold. Specielt hvis du er blevet svigtet af de mennesker omkring dig. Det virker ikke som din tiltro til mennesker er særlig stor.
Ved din psykolog at du skærer dig? Er der nogen som ved det? Hvordan har deres reaktion været?
Den indvendige smerte er stor, og jeg ved fra mig selv, at så er det svært at tro på, at det overhovedet kan blive bedre. At det hele bare er er uendelig mørkt og trist og der ikke kan anes lys for enden af tunnelen.
Dit indre kaos kan du ikke sætte ord på, og det forstår jeg godt. Men det er det du skal bruge hjælpen fra psykolog eller andre professionelle behandlere til at få sat ord på. Er det mulig for dig at blive henvist til psykiater? Det skal du ikke selv betale. Jeg ved godt at der kan være enormt lang ventetid og der er mange fordomme omkring psykiatere. Men der findes mange gode psykiatere. Men du kunne måske blive henvist til en, og gå hos den psykolog eller anden indtil du kan komme til hos psykiateren.
Hvor er din egen læge i det her? Er det en du har tillid til? Kender han til dine familieforhold?
Hvad er det der har gjort at du er blevet truet? Du skal ikke svare hvis du ikke har lyst.
Har familien sagt direkte til dig at du er familiens sorte får? Hvis ikke, kunne det være muligt, at det er noget du føler, fordi du har det så skidt, og du måske føler, at de svigter dig? At de overser dig?
Jeg ved, at det er en frygtelig masse spørgsmål jeg har stillet.
Jeg ønsker for dig du finder én du har tillid til.
Jeg vil meget gerne skrive sammen med dig her på debatten, hvis du har kræfterne til det. Jeg vil gerne lytte til dig, hvis du vil og har brug for det?
Mange tanker
recovering cutter

Måske har du borderline, det kunne godt lyde sådan.
Få dig en psykiater der kan hjælpe dig, stille en diagnose på hvad du fejler, og som kan hjælpe dig videre i dit liv.

Borderline er vidt begreb...
Men er enig i det med psykiateren, som kan hjælpe med at give en forståelse for -og forhåbentlig lindre den pinefulde tilstand LMN er i.