Magt, frygt og respekt!

I gamle dage havde magthaverne mere at sige over de mennesker, der havde mindre magt.
Et almindeligt menneske var i sandhed magtesløs, da der var få personlige rettigheder og intet socialt sikkerhedsnet. Der var stor forskel på folk.
Det umiddelbart synlige tegn på magt er ofte rigdom. De velhavende kunne derfor påregne at blive mødt med underkastelse af de omgivende fattigrøve. For det var mildt sagt uklogt at irritere den, der holdt ens skæbne i sin hånd.
At skelne mellem frygt og respekt var ikke så ligetil, da magthaverne også bestemte normerne, der afgjorde, hvad der skulle respekteres. Og Kristendommen lovede jo belønning efter livet for den sagtmodige.
Desuden holdt de magtfulde sammen mod de arme. Hvis den usle tjenestekarl rakte næse af den rige grosserer, ville det hævne sig. Grossereren ville henvende sig til tjenestekarlens herre og klage.
Ovenstående rammer for tilværelsen er næsten forsvundet. Selvfølgelig kan chefen stadig fyre den underordnede. Men det fører ikke til sultedøden i dag. Og alle er beskyttede af personlige rettigheder. Der synes derfor ikke at være grund til underdanighed over for rige mennesker, hvis de ikke lige er ens chef.
Alligevel forventer den rige stadigvæk respekt og beundring fra omgivelserne. Han bliver fornærmet, hvis han ikke får det.
Folk styrter travle rundt for at kunne anskaffe rigdommens ydre tegn. Den dyre bil, luksusvillaen og sommerhus med lystyacht. De holder skarpt øje med omgivelsernes reaktion for at kontrollere, om den rette anerkendelse vises.
Er det ikke temmelig meget forlangt? I overflodssamfundet vrimler det med rige mennesker, som har anskaffet de mest forbløffende forbrugsgoder. Det er anstrengende at skulle bukke og skrabe til alle sider.
Man behøver ikke længere at acceptere de normer, der dikterer overdådighed som grund til respekt.
Da der er så mange velhavende, er det heller ikke længere et tegn på, at sådanne mennesker er fremragende på nogen måde. Der er heller ingen virkelig magt at frygte.

hvad er dit formål med dette indlæg?
Hvad får dig til at nedlægge påstande om at de "rige" opfører sig som du anfører?
Jeg har mødt og kender adskillige rige mennesker - også udenfor landet grænser. Ingen af disse har arvet - de har alle arbejdet sig til de midler de har.
De fleste af dem, jeg har mødt har ikke udvist den adfærd du her beskriver - nærmest modsat; derfor vil jeg tro at meget af din beskrivelse munder ud i en misundelse, en "wannabe" situation.
Men fordi man er rig, behøver det ikke at betyde at man er dannet - ligeså lidt følger der automatisk dannelse med at være "fattig".
Til sidst - hvis jeg f.eks. betaler en afskyelig sum for en flybillet eller lign., så forventer jeg så sandelig også at servicen og "goderne" er herefter.
Det er nu engang sådan, at pris, service m.m. skulle gerne hænge sammen.

Jeg udtrykker undren over, at folk er så påvirkelige af påduttede normer.
Man knokler videre selv efter, at alle fornuftige behov er dækket.
Forfængeligheden synes at tage over som motivation.
Personligt har jeg været ude for til en selskabelighed, at manden, der sad ved siden af mig i sofaen, uopfordret viste mig sit Rolex-ur og fortalte mig prisen. Hans formuestørrelse fik jeg også oplyst.
Det var svært at holde masken.
Biler, badeværelser, køkkener, hele huse og andre forbrugsgoder fremvises med tydelig forventning om beundring. Kommer den ikke, bliver folk fornærmede.
Jeg har hørt folk påpege manglende forøgelse af nytteværdi ved en anden farve og indretning i et badeværelse til 100000 kr. Det faldt ikke i god jord.
Den dynamiske yngre erhvervschef, der fremviste sin kostbare lystbåd, blev heller ikke glad, da sarkastiske tilhørere fik ham til at redegøre for, at han kun fik sejlet ca tre timer om året.
Når en vis levestandard er nået, bliver en forøgelse heraf mindre påkrævet. Yderligere belønning bliver en falsk status. Indehaveren af det fine toilet har ingen magt, der svarer til symbolet. Tilhørerne leverer forloren anerkendelse i forventning om gengæld. Der spilles dilettantkomedie, så værten kan sole sig som ”herremand” for øjeblikket.
Jeg kan godt se, at ”mekanikken” holder samfundet igang. Hjulene ville gå i stå, hvis folk holdt op med at arbejde, når de havde nok.
Men det undrer mig, at man kan få mennesker til at opføre sig sådan. Levestandard er da mere en en ophobning af materielle goder efter min mening. Der er jo ingen virkelig magt, frygt eller respekt bag symbolerne i dag. En stretch-limousine er kun latterlig. Før i tiden skulle man passe på, når man så en karet med fine heste for. Følgelig ville det være klogere at skifte prioritering, når et rimeligt niveau er nået?

det akkumulerende samfund. Og ikke i en pseudo Platon/Sokrates filosofiverden.
Få fingeren ud...andres værdier, er ikke nødvendigvis dine egne.

Hejsa Anouschka
Jeg kender en person vældigt godt, som man kan kalde en "selfmade man". Han startede som 18årig med at tage til et fjernt udland hvor han deltog i pionertrupper som søgte olie. Det var en tid hvor han måtte undvære alt det som vi tager som selvfølge. Han blev så ansvarlig for pionertruppen inden han overtog ansvaret for en meget kendt sportshal som spillede en central rolle ved et Vinter OL.
Han arbejdede sig op, nu i landbruget. Derpå overtog han en gård som han havde sparet penge op til i olie branchen samt som forpagter af den nævnte sportshal.
Han købte så jord op fordi alt han rørte ved blev til guld. Du nævner at man bestemt ikke behøver at være boglig stærk for at blive rig? Det er denne person det bedste bevis på. Han afsluttede 7. klasse, og kunne ikke tale et ord engelsk. Han lærte ALT på den hårde måde.
Her i 2000 solgte han et flåde af lastvogne, frysevogne, som han havde brugt til at køre kreaturkød ud til noget der svarer til DSB´s restauranter til. For de penge købte han noget land som han byggemodnede, og så solgte til højstbydende.
Idag er denne selvmade man mangemillionær, og han gør alt han kan for ikke at vise det. Han vil ikke bedømmes på sin rigdom, som han bare ser som en naturlig følge at benhårdt arbejde som har kostet ham et ægteskab og en masse ting han måtte undvære.
Nu har han oprettet fonde som skal komme de dårligere stillede tilgode.
Nej, ikke alle kan skæres over én kam. Jeg ved godt at han ikke er et enkeltstående tilfælde, for der er sikkert mange af hans slags. Jeg stritter bare imod når nogen siger at alle der har opbygget en vis velstand, er kommet til denne rigdom uden at røre en finger.
Jeg er med andre ord helt og aldeles enig med dig.
Mvh Lagermann

Jeg er enig i at Smilodon viser os at det ikke er lykkedes os at afskaffe Janteloven. Man må ikke vise hvad man har bragt det til. Heller ikke når denne Rolex person måske har skabt 150 arbejdspladser.
Det er mig en gåde hvordan vi danskere kan gå i så små sko. Hvor pokker ligger denne selvbegrænsning som befaler os at holde tæt med hvad vi har gjort os til?
Misundelse er også hos mig et udtryk som falder meget naturligt når man læser Smilodons indlæg.
Mvh Lagermann

Manden med Rolex'en og formuen signalerer to ting.
Han vil have mig til at acceptere en værdiansættelse af personer efter rigdom. Denne rigdom kan med nogen sandsynlighed skyldes positive egenskaber såsom samfundsnytte eller dygtighed på et felt. Dog kan den også skyldes ubehagelige personlige egenskaber.
Derefter anbringer han sig selv højt på denne skala for menneskeværdi. Han har højstatus i eget værdisystem.
Selvfølgelig har han vurderet mig efter samme skala. Mit billige digitalur af plastic og mit blankslidte konfirmationssæt placerer mig lavt.
Vi er så blevet anbragt i en hakkeorden. Han forventer at høste respekt ved sin position her.
Rigdommens symboler søges vekslet til en form for magt.
Fortidens herremand havde magt. Hvis han fandt folk respektløse, lod han dem prygle af karlene.
Rolexmanden har ingen magt. Men han forsøger at bondefange mig til at give ham den.
Hvorfor skulle jeg acceptere hans skala for personvurdering? Jeg har da ingen motivation til at lade ham føle magtens sødme på min bekostning?
For hvis hans skala gælder og jeg er vurderet korrekt efter denne, bliver jeg jo mindreværdig. Den skide nazist kan da rende mig!

jeg er helt enig med en anden debatør, der påstår at dine indlæg har en bismag af misundelse.
Jeg har hverken Rolex eller plastikure og mit konfirmationstøj kan jeg ikke passe længere, men jeg har en sådan personlighed, at hvis en andens adfærd generede mig og mine mål, ville jeg enten finde en anden person at tale med eller blot gå min vej.
Jeg må indrømme, at jeg opfatter din reaktion som decideret barnlig - umoden er måske et bedre ord.
Ret mig hvis jeg tager fejl, men du mener at hvis andre ikke går med slidt konfirmationstøj og plastikure, så er de nogle pralhalse samt det, der er værre.

Mit indlæg ”Hakkeorden” illustrerer udmærket min mening.
Jeg tror ikke på, at du ikke forstår det!
Hvis du bare vil skændes, kan du sige til konen, at du synes, hun er blevet tykkere!

for Rolex indehaveren - du er åbenbart så indskrænket at du ikke ved at Anouschka er et kvindenavn.
Mere kan der ikke siges om det - folk på dit niveau er ikke engang en diskussion værdige.

Og det er at Rolexmanden ikke på nogen måde forhindrer dig i at opnå de samme goder som han nyder godt af.
Det har mere noget at gøre med at nogle af os affinder os med den (ringe) status vi har i hakkeordenen. Medens andre gør en indsats for at rykke opad i graderne. Vi sidder så tilbage med intet andet end misundelse og Janteloven som vi så kan slå dem der turde gå skridtet videre oveni hovedet med.
Mvh Lagermann