Malawi og Mexico
Ved at dette indlæg er meget langt. Men syntes ikke jeg kunne udelade noget. Jeg mener at det er godt engang i mellem, at opfriske oplysninger, da jeg tror på, at det stadig er sådan tingene fungerer hos JV. Derfor mener jeg at eksemplet her, er godt, også set i lyset af JV og UN.
Dette indlæg skriver jeg udfra de oplysninger Raymond Franz giver i sin bog: Samvittighedskrise. Så en del af mit indlæg vil være en gengivelse fra bogen. Dog har jeg valgt at trække de ting frem, hvor jeg mener Vagttårnsselskabet gør sig skyldig i dobbeltmoral, for at fremme egne formål. En dobbeltmoral, deres trostilhængere i Malawi, kom til at betale dyrt for.
Raymond Franz lægger ikke skjul på, at han mener at Vagttårnsselskabet altid i deres artikler, fremhæver at man altid skal følge Gud og aldrig gå på kompromis. Han skriver:
Sålænge Vagttårnsselskabet har eksisteret, har det aldrig nogensinde gjort sig skyldig i at "se gennem fingre med eller ligefrem retfærdiggøre den urette adfærd og overtrædelse af Guds retfærdige normer". I deres artikler altså. Men det var også Raymond Franz' opfattelse, og derfor blev han bekymret, da han opdagede den skarpe kontrast mellem deres standpunkter i forhold til Malawi og Mexico.
Landene der bliver behandlet i kap. 6 i Raymond Franz' bog er Malawi og Mexico. Kap. hedder: Dobbeltmoral.
Kap. starter med at man i det styrende råd, diskuterede alternativ tjeneste istedet for militæret. Her bliver Ray's bekymring vakt.
Direkte afskrivning fra bogen:
For at forstå dette, er det nødvendigt at kende noget til baggrunden. I 1964 startede en bølge af forfølgelse og vold mod Jehovas vidner i Malawi i en målestok næsten uden sidestykke i moderne tid. Gentagne gange i løbet af årerne, 1964, 1967, 1972 og 1975, blev vidnerne over hele landet udsat for ondskabsfulde og brutale overgreb fra ophidsede menneskemassers side.
Herefter fortæller Ray, hvad de måtte gennemgå. Jeg er nød til at korte noget ned, for ikke at bare dette ene kap. bliver noget der føles som en bog herinde. Men det var forfærdeligt, med voldtægter, afbrænding af huse, pisk, abortering, tortur og mord. Alt sammen nogen myndighederne ikke greb ind overfor. Tusindvis af vidner, flygtede til Zambia og Mozambique. Sådan flyttede de lidt frem og tilbage.
Grunden til dette var, at vidnerne nægtede at anskaffe sig et medlemskort til det regerende politiske parti. Lederen dengang, dr. H. Kamuzu Banda ville have at alle tilhørte hans ét-parti, derfor skulle alle bære sådan et kort.
Vidnerne fik at vide, at såfremt de købte sådan et partikort, ville det være at bryde deres kristne neutralitet, et kompromis og dermed det samme som troløshed mod Gud. Hovedkontoret støttede afdelingens holdning, der blev fremstillet detaljeret i WTS' publikationer.
Herefter kommer Ray med en forklaring på, at politik stammer fra det latinske ord polis, der betyder by. Det græske ord polités betyder borger og adjektivet politikos betyder "af borgeren, af staten". Politia betyder borgerskab, regering, administration. Politi og police stammer fra samme kilde.
Alle regeringer er politiske i den grundlæggende betydning af ordet. Hvilket vil sige, at men som borger nyder godt af goderne og er med til at bære de ansvarsbyrder, dette medlemskab medfører. Grænserne for hvad man kan underkaste sig, hvor langt man kan gå, er forskellige, men man er stadig medlem.
(Afsnittet igen kogt ned af mig)
Dette skriver Ray + meget mere, fordi han vil fortælle, som jeg læser det, om det ikke var forkert at WTS at pålægge vidnerne det ansvar i forhold til deres samvittighed, når man tager disse ord fra Biblen i betragtning:
Giv alle hvad der tilkommer dem, ham (der kræver) skat, skat; ham (der kræver) afgift, afgift; ham, (der kræver) frygt, frygt; ham (der kræver) ære, ære.
Ray påpeger derfor at dette burde have været et samvittighedsspørgsmål, altså op til det enkelte vidne. Som han skriver, det var et ét-parti.
Mine tanker:
Her i DK har vi flere partier. Her tager man politisk stilling, når man stemmer ved valg. Her er det ikke et krav heller at stemme.
I Malawi, ville vidnerne have gjort det, måske af frygt for ham der kræver frygt, eller ære, for ham der kræver ære. Gud tillader regeringerne på jorden, ville man så ikke have udvist lydighed overfor Gud istedet for at vægre sig ved at være lydig overfor sit lands leder.
I forhold til spørgsmålet om alternativ tjeneste istedet for militærtjeneste, kommer der nu et uddrag af et brev fra det styrende råd, desangående. Jeg mener det er vigtigt at have med i forhold til sammenhængen og forståelsen for situationen i Mexico:
"Hvis der bare er den ringeste antydning af kompromis, eller tvivl, bør vi ikke gøre det" "Kompromisser må ikke forekomme...Igen må vi gøre det helt klart, at vi må være neutrale, som værende "ikke en del af verden" må vi holde os fri af verdens fangarme - religion, politik og militær - og hverken støtte dem direkte eller indirekte; for det er et sådant standpunkt, Jehova vil velsigne. Vi ønsker ingen grå områder; vi ønsker at vide nøjagtig, hvor vi står, som kompromisløse kristne."
... at udføre civilt arbejde i stedet for militærtjeneste er...en stiltiende og indirekte anerkendelse af éns forpligtelse overfor "kejserens" krigsmaskine... Det kan derfor ikke kræves af en kristen, at han enten direkte eller indirekte støtter militæret."
Længere ned i brevet:
Vi bør have en ENSARTET (store bogstaver af mig) holdning i hele verden. Vi må være FASTE i denne sag...Hvis vi gav brødrene denne frihed, ville vi få vanskeligheder...brødrene trænger til at få deres samvittighed oplært"
Samtidig med at de fremførte disse stærke ubøjelige erklæringer, var de helt på det rene med, hvad der skete i Mexico.
Et afsnit først, der forklarer hvad et Identitets-cartilla er, cartilla betyder certifikat:
Et "Identitets-cartilla for militærtjeneste opnås ved at udføre militærtjeneste i ét år. De, der har et cartilla, er forpligtet til at møde op, når nationen har brug for dem, enten ved en mobilisering af styrkerne eller ve blot en mønstring"
Men skønt loven forbyder militæret eller ansatte ved sessionsmyndighederne af udstede cartillas ved illegale metoder som f.eks bestikkelse, gør størsteparten af embedsmændene det alligevel.
Næsten enhver kan under et eller andet påskud undgå militærtjeneste ved at betale en embedsmand for at skrive, at han har været til stede ved den ugentlige instruktion (så det ser ud som om han er mødt regelmæssigt op) og samtidigt betale for at få et dokument udleveret behørigt legaliseret.
Jehovas vidners indstilling til disse "illegale handlinger" i forbindelse med denne lov? Afdelingsudvalgets brev fortsætter:
Unge forkyndere i Mexico har ikke haft nogen vanskeligheder i forbindelse med militærtjeneste. Skønt lovene om militærtjeneste er meget specifikke, bliver de i almindelighed ikke håndhævet særligt strengt. Når en forkynder, der nærmer sig den værnepligtige alder, ikke frivilligt møder op på sessionen, bliver han ikke anmodet om at møde op. De, der har deres cartilla og derved er i reserven, er aldrig blevet indkaldt. De behøver kun at komme og få deres cartilla stemplet, når de skal overflyttes.
Videre forklares det at et cartilla er blevet et identifikations-dokument. Bruges ved ansøgning om arbejde, selvom det ikke her er et absolut krav. Kun hvis man ønsker pas. Man kan kun forlade landet uden, såfremt man har fået en særlig tilladelse fra de militære myndigheder. En forkynder der ønsker at få et cartilla henvender sig til et af sessionskontorerne for at blive registreret og modtager straks sit cartilla. Dette er dog ikke tilstrækkeligt, da det ikke er gyldigt ifølge loven. For at få det gjort gyldigt, må man henvende sig til en person med indflydelse eller direkte til en embedsmand. For dette må han betale en vis sum penge (efter hvad der bliver forlangt). På denne måde får forkynderne deres cartilla eller i af fald størsteparten af dem har fået det på den måde.
Ray fortæller videre, kogt ned af mig:
Altså unge mænd i den værnepligtige alder, JV henvender sig til embedsmænd, betaler dem et beløb og får deres cartilla. Uden at have gennemgået det års uddannelse i militæret der kræves. Og er altså medskyldig i, at embedsmænd lader sig bestikke og overtræder loven.
Her kunne man sige at det må være den enkelte embedsmand egen samvittighed. Joee men hvad var det JV sagde, Enhver skal være uangribelig overfor Gud. De holdt stærkt og hårdt på dette. Så hårdt at vidnerne i Malawi led stor nød.
Samtidig med, at de i et brev skriver til afdelingskontoret i Mexico:
Med hensyn til dem, der bliver fritaget for militærtjeneste ved hjælp af en pengetransaktion med de heri implicerede embedsmænd, så er dette på linie med, hvad der praktiseres i andre latinamerikanske lande, hvor brødrene har betalt nogle embedsmænd inden for militæret for at blive fritaget, så de kunne fortsætte deres teokratiske aktiviteter. Hvis medlemmer af de militære myndigheder er villige til at acceptere en sådan ordning om betaling af gebyr, så påhviler ansvaret disse repræsentanter for de nationale organisationer. De beløb, der bliver betalt, går ikke til militæret men til de enkeltpersoner, der har ansvaret for denne ordning. Hvis brødrenes samvittighed tillader dem at deltage i en sådan ordning for at bevare deres fortsatte frihed, har vi intet at indvende.
De slutter brevet med at skrive at brødrene selv er ansvarlige såvidt de bliver konfronteret med at skulle stille op, såfremt der opstår en militær nødsituation.
Samtidig med dette, var der unge mænd i Den Dominikanske Republik, der tilbrage dyrebare år af deres liv i fængsel - fordi de nægtede at efterkomme den samme indkaldelse til militæret. Selskabets præsident og vicepræsident besøgte dem i fængslet. Og Ray spørger: Hvordan de kunne være bekendt med disse dominikanske vidners situation og så samtidig praktisere en sådan dobbeltmoral - ja det er komplet uforståeligt for mig.
Selskabet får så endnu et brev fra afdelingskontoret i Mexico. Hvori der står at, de ikke gjorde opmærksom på i sidste brev, 9 år før, at man, når man har opnået dette bevis, automatisk placeres i hærens første reserve for indkaldelse, hvis og når der opstår en nødsituation, som den professionelle hær ikke kan klare. De spørger derefter om det ændrer noget ved den eksisterende fremgangsmåde, der er beskrevet i deres brev af 2 juni 1960.
Hvortil Selskabet svarer:
At dette brev dækker fuldt ud hele sagen. Der er ikke noget at tilføje. Ansvaret påhviler de enkelte brødre med hensyn til, hvad de skal gøre, hvis de nogensinde bliver indkaldt, og det er tidligt nok at tage stilling, hvis dette sker.
Længere nede står der:
Selskabet har altid sagt, at folk skal rette sig efter loven; men hvis nogen enkeltpersoner har båret sig ad som I har beskrevet i jeres brev, og det ikke sårer deres samvittighed, så lad os bare lade sagen ligge. Der er ingen grund til at vi skulle bestemme ovr andre menneskers samvittighed, og heller ikke til at begynde at argumentere og strides om det.
Hvis enkeltpersoner ikke går på kompromis på den måde, at de begynder at tage våben i hånd og deres handlemåde fortsat tillader dem at smede deres sværd om til vingårdsknive, så lad det være deres egen beslutning.
Ray fortsætter:
Hele sagen er så fuldstændig utrolig, fordi organisationen altid har betragtet tilknytning til militæret og tilknytning til en politisk organisation som ét og det samme. Et vidne, der går ind i enen det ene eller det andet, vil automatisk blive betragtet som ikke tilsluttet organisationen.
De samme mænd, som fremsatte disse udtalelser ved Det Styrende Råds møder og fremturede med at "vi ønsker ingen grå områder" og "brødrene trænger til at få deres samvittighed oplært" vidste at det i over 20 år har været almindelig praksis i Mexico at betikke sig til at få et catilla, certifikat.
I Mexico sand og bad vidnerne ikke ved deres møder. De havde aldrig en Bibel med rundt til dørerne. Hvofor:
Jo vidnerne er villige til at sige at deres organisation ikke er en religiøs organisation, at deres møder ikke er religøse møder, at deres vidneaktivitet ikke er en religiøs aktivitet, at dåb ikke er en religiøs handling - skønt Jehovas vidner i alle andre lande verden over, siger lige det modsatte, fordi ved at opgive dette kan organisationen bevare ejendomsretten til selskabets ejendomme i Mexico og arbejde uden hensyn til regeringens regulativer, som andre trossamfund må underlægge sig.
Egen kommentar:
Selskabet er gået på kompromis med deres tro, for ejendomsretters skyld, mens vidnerne i Malawi gennemgik frygtelige lidelser. På selskabets foranledning, da de ikke tillod at de gik på kompromis.
Ray slutter kap. (Jeg har valgt enkelte afsnit ud)
Det er mænd i høje stillinger, der tiltager sig selv retten til at have divergerende opfattelser, men som kræver fuldstændig enighed af alle andre; mænd, der udtrykker mistro overfor andres brug af deres kristne samvittighedsfrihed; Men som forventer, at sådanne andre skal nære en ubetinget tiltro til dem og deres besluninger, samtidig med at de bevilger sig selv ret til at bruge deres samvittighed til at lade ulovlige manøvrer og oplagte fordrejelser af kendsgerningerne gå upåtalt hen.
Til sidst nåede jeg simpelthen til den erkendelse, at "organisatorisk loyalitet" kan få mennesker til at drage de mest utrolige slutninger, kan gøre dem blinde for selv de groveste uretfærdigheder og ufølsomme overfor de lidelser, deres politik forårsager. At organisatorisk loyalitet kan gøre mennesker ufølsomme, er der igenem tiden afgivet talrige beviser på - både i den religiøse og den politiske historie - som f.eks. de ekstreme tilfælde med inkvisitionen og naziregimet. Og den kan stadig give én kvalme, når man oplever den på nært hold et sted, hvor man aldrig havde forventet det. Efter min mening giver den en magtfuld illustration af, at Gud aldrig havde til hensigt, at nogle mennesker skulle udøve en så overdreven autoritet over deres medmennesker.
Min kommentar:
Hvor han han ret.
Mvh
Manjana
Dette indlæg skriver jeg udfra de oplysninger Raymond Franz giver i sin bog: Samvittighedskrise. Så en del af mit indlæg vil være en gengivelse fra bogen. Dog har jeg valgt at trække de ting frem, hvor jeg mener Vagttårnsselskabet gør sig skyldig i dobbeltmoral, for at fremme egne formål. En dobbeltmoral, deres trostilhængere i Malawi, kom til at betale dyrt for.
Raymond Franz lægger ikke skjul på, at han mener at Vagttårnsselskabet altid i deres artikler, fremhæver at man altid skal følge Gud og aldrig gå på kompromis. Han skriver:
Sålænge Vagttårnsselskabet har eksisteret, har det aldrig nogensinde gjort sig skyldig i at "se gennem fingre med eller ligefrem retfærdiggøre den urette adfærd og overtrædelse af Guds retfærdige normer". I deres artikler altså. Men det var også Raymond Franz' opfattelse, og derfor blev han bekymret, da han opdagede den skarpe kontrast mellem deres standpunkter i forhold til Malawi og Mexico.
Landene der bliver behandlet i kap. 6 i Raymond Franz' bog er Malawi og Mexico. Kap. hedder: Dobbeltmoral.
Kap. starter med at man i det styrende råd, diskuterede alternativ tjeneste istedet for militæret. Her bliver Ray's bekymring vakt.
Direkte afskrivning fra bogen:
For at forstå dette, er det nødvendigt at kende noget til baggrunden. I 1964 startede en bølge af forfølgelse og vold mod Jehovas vidner i Malawi i en målestok næsten uden sidestykke i moderne tid. Gentagne gange i løbet af årerne, 1964, 1967, 1972 og 1975, blev vidnerne over hele landet udsat for ondskabsfulde og brutale overgreb fra ophidsede menneskemassers side.
Herefter fortæller Ray, hvad de måtte gennemgå. Jeg er nød til at korte noget ned, for ikke at bare dette ene kap. bliver noget der føles som en bog herinde. Men det var forfærdeligt, med voldtægter, afbrænding af huse, pisk, abortering, tortur og mord. Alt sammen nogen myndighederne ikke greb ind overfor. Tusindvis af vidner, flygtede til Zambia og Mozambique. Sådan flyttede de lidt frem og tilbage.
Grunden til dette var, at vidnerne nægtede at anskaffe sig et medlemskort til det regerende politiske parti. Lederen dengang, dr. H. Kamuzu Banda ville have at alle tilhørte hans ét-parti, derfor skulle alle bære sådan et kort.
Vidnerne fik at vide, at såfremt de købte sådan et partikort, ville det være at bryde deres kristne neutralitet, et kompromis og dermed det samme som troløshed mod Gud. Hovedkontoret støttede afdelingens holdning, der blev fremstillet detaljeret i WTS' publikationer.
Herefter kommer Ray med en forklaring på, at politik stammer fra det latinske ord polis, der betyder by. Det græske ord polités betyder borger og adjektivet politikos betyder "af borgeren, af staten". Politia betyder borgerskab, regering, administration. Politi og police stammer fra samme kilde.
Alle regeringer er politiske i den grundlæggende betydning af ordet. Hvilket vil sige, at men som borger nyder godt af goderne og er med til at bære de ansvarsbyrder, dette medlemskab medfører. Grænserne for hvad man kan underkaste sig, hvor langt man kan gå, er forskellige, men man er stadig medlem.
(Afsnittet igen kogt ned af mig)
Dette skriver Ray + meget mere, fordi han vil fortælle, som jeg læser det, om det ikke var forkert at WTS at pålægge vidnerne det ansvar i forhold til deres samvittighed, når man tager disse ord fra Biblen i betragtning:
Giv alle hvad der tilkommer dem, ham (der kræver) skat, skat; ham (der kræver) afgift, afgift; ham, (der kræver) frygt, frygt; ham (der kræver) ære, ære.
Ray påpeger derfor at dette burde have været et samvittighedsspørgsmål, altså op til det enkelte vidne. Som han skriver, det var et ét-parti.
Mine tanker:
Her i DK har vi flere partier. Her tager man politisk stilling, når man stemmer ved valg. Her er det ikke et krav heller at stemme.
I Malawi, ville vidnerne have gjort det, måske af frygt for ham der kræver frygt, eller ære, for ham der kræver ære. Gud tillader regeringerne på jorden, ville man så ikke have udvist lydighed overfor Gud istedet for at vægre sig ved at være lydig overfor sit lands leder.
I forhold til spørgsmålet om alternativ tjeneste istedet for militærtjeneste, kommer der nu et uddrag af et brev fra det styrende råd, desangående. Jeg mener det er vigtigt at have med i forhold til sammenhængen og forståelsen for situationen i Mexico:
"Hvis der bare er den ringeste antydning af kompromis, eller tvivl, bør vi ikke gøre det" "Kompromisser må ikke forekomme...Igen må vi gøre det helt klart, at vi må være neutrale, som værende "ikke en del af verden" må vi holde os fri af verdens fangarme - religion, politik og militær - og hverken støtte dem direkte eller indirekte; for det er et sådant standpunkt, Jehova vil velsigne. Vi ønsker ingen grå områder; vi ønsker at vide nøjagtig, hvor vi står, som kompromisløse kristne."
... at udføre civilt arbejde i stedet for militærtjeneste er...en stiltiende og indirekte anerkendelse af éns forpligtelse overfor "kejserens" krigsmaskine... Det kan derfor ikke kræves af en kristen, at han enten direkte eller indirekte støtter militæret."
Længere ned i brevet:
Vi bør have en ENSARTET (store bogstaver af mig) holdning i hele verden. Vi må være FASTE i denne sag...Hvis vi gav brødrene denne frihed, ville vi få vanskeligheder...brødrene trænger til at få deres samvittighed oplært"
Samtidig med at de fremførte disse stærke ubøjelige erklæringer, var de helt på det rene med, hvad der skete i Mexico.
Et afsnit først, der forklarer hvad et Identitets-cartilla er, cartilla betyder certifikat:
Et "Identitets-cartilla for militærtjeneste opnås ved at udføre militærtjeneste i ét år. De, der har et cartilla, er forpligtet til at møde op, når nationen har brug for dem, enten ved en mobilisering af styrkerne eller ve blot en mønstring"
Men skønt loven forbyder militæret eller ansatte ved sessionsmyndighederne af udstede cartillas ved illegale metoder som f.eks bestikkelse, gør størsteparten af embedsmændene det alligevel.
Næsten enhver kan under et eller andet påskud undgå militærtjeneste ved at betale en embedsmand for at skrive, at han har været til stede ved den ugentlige instruktion (så det ser ud som om han er mødt regelmæssigt op) og samtidigt betale for at få et dokument udleveret behørigt legaliseret.
Jehovas vidners indstilling til disse "illegale handlinger" i forbindelse med denne lov? Afdelingsudvalgets brev fortsætter:
Unge forkyndere i Mexico har ikke haft nogen vanskeligheder i forbindelse med militærtjeneste. Skønt lovene om militærtjeneste er meget specifikke, bliver de i almindelighed ikke håndhævet særligt strengt. Når en forkynder, der nærmer sig den værnepligtige alder, ikke frivilligt møder op på sessionen, bliver han ikke anmodet om at møde op. De, der har deres cartilla og derved er i reserven, er aldrig blevet indkaldt. De behøver kun at komme og få deres cartilla stemplet, når de skal overflyttes.
Videre forklares det at et cartilla er blevet et identifikations-dokument. Bruges ved ansøgning om arbejde, selvom det ikke her er et absolut krav. Kun hvis man ønsker pas. Man kan kun forlade landet uden, såfremt man har fået en særlig tilladelse fra de militære myndigheder. En forkynder der ønsker at få et cartilla henvender sig til et af sessionskontorerne for at blive registreret og modtager straks sit cartilla. Dette er dog ikke tilstrækkeligt, da det ikke er gyldigt ifølge loven. For at få det gjort gyldigt, må man henvende sig til en person med indflydelse eller direkte til en embedsmand. For dette må han betale en vis sum penge (efter hvad der bliver forlangt). På denne måde får forkynderne deres cartilla eller i af fald størsteparten af dem har fået det på den måde.
Ray fortæller videre, kogt ned af mig:
Altså unge mænd i den værnepligtige alder, JV henvender sig til embedsmænd, betaler dem et beløb og får deres cartilla. Uden at have gennemgået det års uddannelse i militæret der kræves. Og er altså medskyldig i, at embedsmænd lader sig bestikke og overtræder loven.
Her kunne man sige at det må være den enkelte embedsmand egen samvittighed. Joee men hvad var det JV sagde, Enhver skal være uangribelig overfor Gud. De holdt stærkt og hårdt på dette. Så hårdt at vidnerne i Malawi led stor nød.
Samtidig med, at de i et brev skriver til afdelingskontoret i Mexico:
Med hensyn til dem, der bliver fritaget for militærtjeneste ved hjælp af en pengetransaktion med de heri implicerede embedsmænd, så er dette på linie med, hvad der praktiseres i andre latinamerikanske lande, hvor brødrene har betalt nogle embedsmænd inden for militæret for at blive fritaget, så de kunne fortsætte deres teokratiske aktiviteter. Hvis medlemmer af de militære myndigheder er villige til at acceptere en sådan ordning om betaling af gebyr, så påhviler ansvaret disse repræsentanter for de nationale organisationer. De beløb, der bliver betalt, går ikke til militæret men til de enkeltpersoner, der har ansvaret for denne ordning. Hvis brødrenes samvittighed tillader dem at deltage i en sådan ordning for at bevare deres fortsatte frihed, har vi intet at indvende.
De slutter brevet med at skrive at brødrene selv er ansvarlige såvidt de bliver konfronteret med at skulle stille op, såfremt der opstår en militær nødsituation.
Samtidig med dette, var der unge mænd i Den Dominikanske Republik, der tilbrage dyrebare år af deres liv i fængsel - fordi de nægtede at efterkomme den samme indkaldelse til militæret. Selskabets præsident og vicepræsident besøgte dem i fængslet. Og Ray spørger: Hvordan de kunne være bekendt med disse dominikanske vidners situation og så samtidig praktisere en sådan dobbeltmoral - ja det er komplet uforståeligt for mig.
Selskabet får så endnu et brev fra afdelingskontoret i Mexico. Hvori der står at, de ikke gjorde opmærksom på i sidste brev, 9 år før, at man, når man har opnået dette bevis, automatisk placeres i hærens første reserve for indkaldelse, hvis og når der opstår en nødsituation, som den professionelle hær ikke kan klare. De spørger derefter om det ændrer noget ved den eksisterende fremgangsmåde, der er beskrevet i deres brev af 2 juni 1960.
Hvortil Selskabet svarer:
At dette brev dækker fuldt ud hele sagen. Der er ikke noget at tilføje. Ansvaret påhviler de enkelte brødre med hensyn til, hvad de skal gøre, hvis de nogensinde bliver indkaldt, og det er tidligt nok at tage stilling, hvis dette sker.
Længere nede står der:
Selskabet har altid sagt, at folk skal rette sig efter loven; men hvis nogen enkeltpersoner har båret sig ad som I har beskrevet i jeres brev, og det ikke sårer deres samvittighed, så lad os bare lade sagen ligge. Der er ingen grund til at vi skulle bestemme ovr andre menneskers samvittighed, og heller ikke til at begynde at argumentere og strides om det.
Hvis enkeltpersoner ikke går på kompromis på den måde, at de begynder at tage våben i hånd og deres handlemåde fortsat tillader dem at smede deres sværd om til vingårdsknive, så lad det være deres egen beslutning.
Ray fortsætter:
Hele sagen er så fuldstændig utrolig, fordi organisationen altid har betragtet tilknytning til militæret og tilknytning til en politisk organisation som ét og det samme. Et vidne, der går ind i enen det ene eller det andet, vil automatisk blive betragtet som ikke tilsluttet organisationen.
De samme mænd, som fremsatte disse udtalelser ved Det Styrende Råds møder og fremturede med at "vi ønsker ingen grå områder" og "brødrene trænger til at få deres samvittighed oplært" vidste at det i over 20 år har været almindelig praksis i Mexico at betikke sig til at få et catilla, certifikat.
I Mexico sand og bad vidnerne ikke ved deres møder. De havde aldrig en Bibel med rundt til dørerne. Hvofor:
Jo vidnerne er villige til at sige at deres organisation ikke er en religiøs organisation, at deres møder ikke er religøse møder, at deres vidneaktivitet ikke er en religiøs aktivitet, at dåb ikke er en religiøs handling - skønt Jehovas vidner i alle andre lande verden over, siger lige det modsatte, fordi ved at opgive dette kan organisationen bevare ejendomsretten til selskabets ejendomme i Mexico og arbejde uden hensyn til regeringens regulativer, som andre trossamfund må underlægge sig.
Egen kommentar:
Selskabet er gået på kompromis med deres tro, for ejendomsretters skyld, mens vidnerne i Malawi gennemgik frygtelige lidelser. På selskabets foranledning, da de ikke tillod at de gik på kompromis.
Ray slutter kap. (Jeg har valgt enkelte afsnit ud)
Det er mænd i høje stillinger, der tiltager sig selv retten til at have divergerende opfattelser, men som kræver fuldstændig enighed af alle andre; mænd, der udtrykker mistro overfor andres brug af deres kristne samvittighedsfrihed; Men som forventer, at sådanne andre skal nære en ubetinget tiltro til dem og deres besluninger, samtidig med at de bevilger sig selv ret til at bruge deres samvittighed til at lade ulovlige manøvrer og oplagte fordrejelser af kendsgerningerne gå upåtalt hen.
Til sidst nåede jeg simpelthen til den erkendelse, at "organisatorisk loyalitet" kan få mennesker til at drage de mest utrolige slutninger, kan gøre dem blinde for selv de groveste uretfærdigheder og ufølsomme overfor de lidelser, deres politik forårsager. At organisatorisk loyalitet kan gøre mennesker ufølsomme, er der igenem tiden afgivet talrige beviser på - både i den religiøse og den politiske historie - som f.eks. de ekstreme tilfælde med inkvisitionen og naziregimet. Og den kan stadig give én kvalme, når man oplever den på nært hold et sted, hvor man aldrig havde forventet det. Efter min mening giver den en magtfuld illustration af, at Gud aldrig havde til hensigt, at nogle mennesker skulle udøve en så overdreven autoritet over deres medmennesker.
Min kommentar:
Hvor han han ret.
Mvh
Manjana