Manden i bjergene!
Genialt læserbrev fra Politiken 2003.
I klarere lys kan det ikke stå. Virkelig imponeret over forfatterens indlysende evne til at se bag facader og hvor ´klar tingene er. Han lader sig ikke forblænde af mediernes snak, og kan formulere sig så godt. Læs selv!
Med venlig hilsen fra ”Manden i bjergene”
”At sætte bevæbnede vagter i passagerfly er det samme, som at terroristerne har vundet”, udtaler den konservative trafikminister Flemming Hansen sig til Politiken, den 31.12.03.
Modparten, som i givet fald vil vinde, er i den forbindelse en høj mand med langt skæg, omviklet i en lagenagtig beklædning, og som trisser rundt i nogle uvejsomme bjerge med en knortekæp i hånden og en riffel over skulderen. Hans modpart, der i givet fald må erkende sit nederlag, er den part, som råder over enorme våbenkapaciteter, i hundredtusindvis af soldater og utallige efterretningseksperter, teknik og umådelige økonomiske midler.
Tankevækkende ikke?
Flemming Hansens udtalelse kunne underforstået godt tolkes sådan, at vi helst ikke vil indrømme den kendsgerning, at, om manden i bjergene ikke har vundet, så formentlig vil vinde!
Ser man på det styrkemæssige misforhold, der er de to parter imellem, bør det give stof til mange overvejelser. Hvilket det givetvis også gør hos de mange eksperter verden rundt. Men det er ikke så kompliceret endda. Det handler i al sin enkelthed om psykologi.
Lige nu går umådelig mange mennesker rundt og venter på den næste hilsen fra Manden i bjergene. I USA er man endnu engang i næsthøjeste beredskabsniveau. Siden 11 . september 2001 har amerikanerne ventet på det næste angreb, som de meget godt ved kommer, blot ikke hvornår. Milliarder af dollars bruges på et kontrol- og sikkerhedsapparat, der hele tiden udvides i takt med, at man opdager nye mulige angrebsmål. Og mulige angrebsmål er der jo strengt taget ret mange af. Og det koster både mange penge og mange ”uproduktive” sikkerhedsfolk, at skulle sikre sig mod alle tænkelige muligheder for et nyt angreb. Alle borger er, eller vil, grundet i paranoia, i stigende grad blive opfattet som potentielle terrorister, eller som deres mulige støtter, og jo ikke mindst, hvis man er lidt mørk i huden.
Fra tid til anden kommer der så et nyt angreb med venlig hilsen fra Manden i bjergene. Det ligesom skærper opmærksomheden endnu en tand i USA, men nu også mere og mere i de andre vestlige lande. For er terroren nu på vej til Europa? Bekymringen vokser mærkbart og sikkerheden skærpes endnu mere. A-kraftværkerne bør måske gemmes i en kunstig tåge. Havnen skal sikres. Måske bevæbnede vagter på flyene? Og hvad nu med togene, el- og vandforsyningerne, de kemiske fabrikker, skolerne og de store indkøbscentre.... ja! Og maden?
Det er den undseelige manden i bjergene der bestemmer, om børskurserne skal stige eller falde. Hvilke lande, som turisterne måske ikke bør rejse til. Alle kan vi bare se på og ventet. Det er ham, med knortekæppen, der har de psykologiske kort på hånden. Et faktum, som vi ikke vil kun ændre på. Det er ham, der i al beskedenhed er verdens reelle supermagt. Unægtelig lidt af en arabisk kamel at skulle sluge for verdens næststørste supermagt!
Og det er Manden i bjergene så ganske udmærket klar over. Og denne viden i psykologi overstiger påfaldende nok, men ved nærmere eftertanke ikke så overraskende, den vestlige våbenmagt i både højde og brede. For hvem er det nu lige vi skal skyde på med alle de dyrt indkøbte våben? Amerikanerne skyder jo som bekendt til alle sider, med og uden sigte. Det der i daglig tale kan kaldes for paranoia. Men de er jo også hovedfjenden for Manden i bjergene. Han kender så udmærket den psykiske struktur, som er kendetegnende det amerikanske samfund. Han er nemlig selv i besiddelse af den selvsamme struktur. Han er således ganske klar over, at amerikanerne psykisk vil blive sig selv den værste ”fjende”. Dels ved han, at hans strategi, der hviler på en ”medfødt” indsigt i neurotisk og karakterafvigende adfærd, vil nedslide amerikanerne rent psykisk, og dels ved han, at de af den grund, på et eller andet tidspunkt, vil overreagere på en eller flere udnævnte slyngelstater, som måske ikke lige selv har masseødelæggende a-våben. For heller død skydende, end slet ikke have skudt nogen, og det børn medregnet! Det er noget der giver ”kunder i butikken” hos al-Qaeda! Manden fra bjergene vil, som en slags sidegevinst, kunne betvinge sin amerikanske læremester til at blotte dets sande karakteregenskaber, som på ingen måde lader noget som helst tilbage, for nogen som helst nok så iskold og kynisk terrorist i denne verden.
Men hovedårsagen til denne terrorkrig har sine rødder i dybe islamiske traditioner, som vi i den vestlige verden mener skal omformes i en vestlig kapitalistisk retning. Vi har det jo ikke så godt med kulturer, som vi ikke forstår. Regnskovsindianerne skal jo helst have tøj på, et kristen kors om halsen og en cola i hånden, før vi kan holde ud at se på dem. Men overraskende for nogen løber vi i de arabiske lande ind i et så stolt og krigerisk folkeslag, der mod forventning ikke falder på maven for de vestlige værdier. De er i den grad herre i eget hus. Dels har de en gud, som de rent faktisk tror på. Og dels har de en kultur, der er væsentlig mere rodfæstet, end hvad vi selv vil kunne prale med. Vi kan dårligt nok samle en hel familie at fremvise. Ikke blot havde araberne allerede en stærk kultur, mens vi selv endnu boede i huler – de vil også have en stærk kultur dén dag, hvor vi andre laller psykotiske rundt mellem farvestrålende plastik, rustne coladåser og forfaldende reklameskilte.
Tankevækkende ikke?
Så måske skulle vi lade den arabiske verden forblive arabisk, og i fred for vores velmenende bedreviden. Og så bruge kræfterne på at lære af dem, som kulturelt var de først, og som formentlig også bliver de sidste. For vi har intet, som de kan bruge langsigtet. Vi er dem, der samfundsmæssigt er ved at gå i opløsning. Det er os, og ikke dem, der har brug for hjælp. Manden i bjergene ved det, for det er jo det forhold, som han bruger mod os! Måske vil vi en dag selv erkende dette i al sig gru! Ellers vil araberne huske det for os!
I klarere lys kan det ikke stå. Virkelig imponeret over forfatterens indlysende evne til at se bag facader og hvor ´klar tingene er. Han lader sig ikke forblænde af mediernes snak, og kan formulere sig så godt. Læs selv!
Med venlig hilsen fra ”Manden i bjergene”
”At sætte bevæbnede vagter i passagerfly er det samme, som at terroristerne har vundet”, udtaler den konservative trafikminister Flemming Hansen sig til Politiken, den 31.12.03.
Modparten, som i givet fald vil vinde, er i den forbindelse en høj mand med langt skæg, omviklet i en lagenagtig beklædning, og som trisser rundt i nogle uvejsomme bjerge med en knortekæp i hånden og en riffel over skulderen. Hans modpart, der i givet fald må erkende sit nederlag, er den part, som råder over enorme våbenkapaciteter, i hundredtusindvis af soldater og utallige efterretningseksperter, teknik og umådelige økonomiske midler.
Tankevækkende ikke?
Flemming Hansens udtalelse kunne underforstået godt tolkes sådan, at vi helst ikke vil indrømme den kendsgerning, at, om manden i bjergene ikke har vundet, så formentlig vil vinde!
Ser man på det styrkemæssige misforhold, der er de to parter imellem, bør det give stof til mange overvejelser. Hvilket det givetvis også gør hos de mange eksperter verden rundt. Men det er ikke så kompliceret endda. Det handler i al sin enkelthed om psykologi.
Lige nu går umådelig mange mennesker rundt og venter på den næste hilsen fra Manden i bjergene. I USA er man endnu engang i næsthøjeste beredskabsniveau. Siden 11 . september 2001 har amerikanerne ventet på det næste angreb, som de meget godt ved kommer, blot ikke hvornår. Milliarder af dollars bruges på et kontrol- og sikkerhedsapparat, der hele tiden udvides i takt med, at man opdager nye mulige angrebsmål. Og mulige angrebsmål er der jo strengt taget ret mange af. Og det koster både mange penge og mange ”uproduktive” sikkerhedsfolk, at skulle sikre sig mod alle tænkelige muligheder for et nyt angreb. Alle borger er, eller vil, grundet i paranoia, i stigende grad blive opfattet som potentielle terrorister, eller som deres mulige støtter, og jo ikke mindst, hvis man er lidt mørk i huden.
Fra tid til anden kommer der så et nyt angreb med venlig hilsen fra Manden i bjergene. Det ligesom skærper opmærksomheden endnu en tand i USA, men nu også mere og mere i de andre vestlige lande. For er terroren nu på vej til Europa? Bekymringen vokser mærkbart og sikkerheden skærpes endnu mere. A-kraftværkerne bør måske gemmes i en kunstig tåge. Havnen skal sikres. Måske bevæbnede vagter på flyene? Og hvad nu med togene, el- og vandforsyningerne, de kemiske fabrikker, skolerne og de store indkøbscentre.... ja! Og maden?
Det er den undseelige manden i bjergene der bestemmer, om børskurserne skal stige eller falde. Hvilke lande, som turisterne måske ikke bør rejse til. Alle kan vi bare se på og ventet. Det er ham, med knortekæppen, der har de psykologiske kort på hånden. Et faktum, som vi ikke vil kun ændre på. Det er ham, der i al beskedenhed er verdens reelle supermagt. Unægtelig lidt af en arabisk kamel at skulle sluge for verdens næststørste supermagt!
Og det er Manden i bjergene så ganske udmærket klar over. Og denne viden i psykologi overstiger påfaldende nok, men ved nærmere eftertanke ikke så overraskende, den vestlige våbenmagt i både højde og brede. For hvem er det nu lige vi skal skyde på med alle de dyrt indkøbte våben? Amerikanerne skyder jo som bekendt til alle sider, med og uden sigte. Det der i daglig tale kan kaldes for paranoia. Men de er jo også hovedfjenden for Manden i bjergene. Han kender så udmærket den psykiske struktur, som er kendetegnende det amerikanske samfund. Han er nemlig selv i besiddelse af den selvsamme struktur. Han er således ganske klar over, at amerikanerne psykisk vil blive sig selv den værste ”fjende”. Dels ved han, at hans strategi, der hviler på en ”medfødt” indsigt i neurotisk og karakterafvigende adfærd, vil nedslide amerikanerne rent psykisk, og dels ved han, at de af den grund, på et eller andet tidspunkt, vil overreagere på en eller flere udnævnte slyngelstater, som måske ikke lige selv har masseødelæggende a-våben. For heller død skydende, end slet ikke have skudt nogen, og det børn medregnet! Det er noget der giver ”kunder i butikken” hos al-Qaeda! Manden fra bjergene vil, som en slags sidegevinst, kunne betvinge sin amerikanske læremester til at blotte dets sande karakteregenskaber, som på ingen måde lader noget som helst tilbage, for nogen som helst nok så iskold og kynisk terrorist i denne verden.
Men hovedårsagen til denne terrorkrig har sine rødder i dybe islamiske traditioner, som vi i den vestlige verden mener skal omformes i en vestlig kapitalistisk retning. Vi har det jo ikke så godt med kulturer, som vi ikke forstår. Regnskovsindianerne skal jo helst have tøj på, et kristen kors om halsen og en cola i hånden, før vi kan holde ud at se på dem. Men overraskende for nogen løber vi i de arabiske lande ind i et så stolt og krigerisk folkeslag, der mod forventning ikke falder på maven for de vestlige værdier. De er i den grad herre i eget hus. Dels har de en gud, som de rent faktisk tror på. Og dels har de en kultur, der er væsentlig mere rodfæstet, end hvad vi selv vil kunne prale med. Vi kan dårligt nok samle en hel familie at fremvise. Ikke blot havde araberne allerede en stærk kultur, mens vi selv endnu boede i huler – de vil også have en stærk kultur dén dag, hvor vi andre laller psykotiske rundt mellem farvestrålende plastik, rustne coladåser og forfaldende reklameskilte.
Tankevækkende ikke?
Så måske skulle vi lade den arabiske verden forblive arabisk, og i fred for vores velmenende bedreviden. Og så bruge kræfterne på at lære af dem, som kulturelt var de først, og som formentlig også bliver de sidste. For vi har intet, som de kan bruge langsigtet. Vi er dem, der samfundsmæssigt er ved at gå i opløsning. Det er os, og ikke dem, der har brug for hjælp. Manden i bjergene ved det, for det er jo det forhold, som han bruger mod os! Måske vil vi en dag selv erkende dette i al sig gru! Ellers vil araberne huske det for os!