Mennesket: Godt eller ondt

Jeg har levet et liv, hvor jeg grundlæggende fik at vide at jeg var ond og uforbederlig, med lange og stadigt kommende skrifter der forklarede mig præcist hvorfor jeg var ond og dum - degenereret. Min eneste mulighed for at blive frelst fra konsekvenserne af mit degenererede jeg var at forblive lydig mod Guds eneste talerør på denne jord, Den Tro og Kloge træl.
Min lydighed, og dermed min mulighed for frelse, blev målt på i hvor vid grad jeg "viste hvor jeg stod", dvs. i hvor høj grad jeg kunne demonstrere min lydighed. Viden forpligtigede, og når jeg havde fået oplyst en måde at tænke og handle på, skulle jeg være lydig mod instruktionen og indrette mig efter den.
Trådte jeg (synligt) forkert i forhold til reglerne, var det i orden sålænge jeg blot bøjede hovedet overfor de ældste i menigheden, når de retledte mig. Hermed demonstrerede jeg min villighed til lydighed mod den "menighedsorganisation" jeg også var blevet døbt til (og dermed mod Gud).
Jeg skulle "vokse åndeligt", dvs. sætte mig grundigt ind i de skrifter der kom fra Vagttårnsselskabet, og derefter indrette mine synspunkter, min opførsel og min personlige fremtræden efter instruktionen. Herved erklærede Den Tro og Kloge Træl at opdrage os Jehovas Vidner til at komme nærmere fuldkommenhed, en tilstand uden synd, som dog først ville være opnået i slutningen af det kommende Tusindårsrige (hvor mennesket skulle opdrages af de salvede i himmelen til at blive fuldkomne).
"Guds frelsesforanstaltning" kaldtes dette. Frelse fra konsekvenserne af synd, min degenerede tilstand.
Og kærlighed? Kærlighed skulle læres, instrueres til at give "det rigtige" udtryk. Jeg fik at vide, det største udtryk for kærlighed jeg kunne give var, at forkynde for at få andre til at blive Jehovas Vidner. Gjorde jeg dette, BEVISTE jeg min kærlighed (og at jeg stolede på "trællen").
Det var naturligt, ikke? Mit degenererede jeg kunne jo ikke selv finde ud af, at vise kærlighed "rigtigt". Afviste jeg instruktionerne, afviste jeg i virkeligheden kærligheden; viste jeg var fuld af trods og ønskede at synde fremfor at ønske at være lydig mod Jehova til fuldkommenhed.

Så hvad gør jeg nu da jeg har forladt Jehovas Vidner, nu da jeg degenererede menneske har afvist den eneste mulighed jeg havde for at undgå konsekvenserne af mit onde onde jeg? Står jeg så blot her tilbage som et ondt menneske, der ikke engang ønsker at blive god (engang). Hvad skal jeg gøre af mig selv? Hvad skal jeg mene? Hvor skal jeg gå hen?

🙂

Et enkelt spørgsmål.
Mennesket i sig selv; er det grundlæggende godt eller grundlæggende ondt?

mvh
Billen76

Jeg kan lige medtage et eksempel på den vejledning JV får. Her et uddrag fra JV's familiebog, hvor at børns opdragelse behandles.

Hemmeligheden ved et lykkeligt familieliv s.76.

Kapitel syv
Når børn gør oprør

FÅ DAGE før sin død stillede Jesus nogle af jødernes religiøse ledere et tankevækkende spørgsmål. Han sagde: „Hvad mener I? En mand havde to sønner. Han gik hen til den første og sagde: ’Min søn, gå hen og arbejd i vingården i dag.’ Som svar sagde han: ’Jeg går, herre,’ men han tog ikke derhen. Han henvendte sig så til den anden og sagde det samme. Som svar sagde han: ’Det vil jeg ikke.’ Bagefter fortrød han og tog derhen. Hvem af de to gjorde nu faderens vilje?“ De jødiske ledere sagde: „Den sidste.“ — Mattæus 21:28-31.
2 Jesus ville med denne illustration fremhæve de jødiske lederes troløshed. Ligesom den første søn lovede de at gøre Guds vilje uden at holde deres ord. Jesu illustration viser imidlertid at han havde god indsigt i familielivet, hvilket mange forældre vil erkende. Som Jesus meget rigtigt påpegede, er det ofte vanskeligt at vide hvad unge tænker eller at forudsige hvad de vil gøre. Et ungt menneske volder måske mange problemer under opvæksten, men bliver siden en ansvarsbevidst og respekteret voksen. Det er godt at huske på dette når vi taler om teenagere der gør oprør.
Hvad er en oprører?
3 Fra tid til anden hører du måske om teenagere der direkte gør oprør mod deres forældre. Måske kender du selv en familie som har en teenager der tilsyneladende er umulig at styre. Det er imidlertid ikke så ligetil at afgøre om et barn virkelig gør oprør. Det kan også være svært at forstå hvorfor nogle børn er oprørske, mens andre fra den samme familie ikke er det. Hvad kan forældrene gøre hvis det lader til at et af deres børn er ved at udvikle sig til en oprører? Lad os først se på hvad man forstår ved en oprører.
4 En oprører er en der konsekvent og med overlæg er ulydig mod, eller modstår og trodser, en højere myndighed. Nu er det jo en kendt sag at ’dårskab er knyttet til barnets hjerte’. (Ordsprogene 22:15) Alle børn vil derfor på et eller andet tidspunkt modsætte sig forældrenes eller andres myndighed. Det gælder især i puberteten, hvor de udvikler sig fysisk og følelsesmæssigt. Når der sker forandringer i et menneskes liv, vil det altid medføre et vist pres, og puberteten er en periode hvor der sker mange forandringer. Teenagesønnen eller -datteren er på vej til at blive voksen. Det er grunden til at nogle forældre og børn har svært ved at komme ud af det med hinanden i disse år. Forældre forsøger ofte instinktivt at forhale denne udvikling, hvorimod teenagere ønsker at fremskynde den.
5 En teenager der gør oprør, vender forældrenes normer ryggen. Det er dog værd at huske at nogle få tilfælde af ulydighed ikke er det samme som oprør. Og hvad den åndelige udvikling angår, er det ikke alle børn der til at begynde med er lige interesserede i sandheden fra Bibelen. Men det er ikke nødvendigvis ensbetydende med at de gør oprør. Som forældre skal I derfor ikke være hurtige til at stemple jeres barn.
6 Er det alle unge i puberteten der gør oprør mod forældrenes myndighed? Nej, slet ikke. Det lader faktisk til at det kun er ganske få teenagere der bliver stærkt oprørske under opvæksten. Men hvordan skal man forholde sig hvis et barn hårdnakket bliver ved med at gøre oprør? Hvad kan være årsagen til et sådant oprør?
Årsager til oprør
7 En væsentlig årsag til at børn gør oprør, er verdens sataniske miljø. „Hele verden ligger i den ondes magt.“ (1 Johannes 5:19) Den verden der ligger i Satans magt, har udviklet en skadelig kultur som kristne må kæmpe imod. (Johannes 17:15) Meget i vor tids kultur er mere råt og farligt og udsætter os for en dårligere påvirkning end før i tiden. (2 Timoteus 3:1-5, 13) Hvis forældre ikke underviser, advarer og beskytter deres børn, kan de unge let lade sig overvinde af „den ånd som nu er virksom i ulydighedens sønner“. (Efeserne 2:2) De er desuden udsat for et gruppepres. Bibelen siger: „Den der omgås tåber går det dårligt.“ (Ordsprogene 13:20) De der kommer sammen med dem der er gennemsyrede af denne verdens ånd, vil højst sandsynligt blive påvirket heraf. Unge har konstant brug for hjælp hvis de skal forstå at dét at følge Guds principper er grundlaget for den allerbedste livsform. — Esajas 48:17, 18.
8 Den atmosfære der hersker i hjemmet kan også føre til oprør. Hvis for eksempel den ene af forældrene er alkoholiker, tager stoffer eller er voldelig over for sin ægtefælle, kan en teenager let få en forkvaklet holdning til livet. Men selv i de hjem der er forholdsvis fredelige, kan et barn gøre oprør hvis ikke det føler at forældrene er interesserede i det. Det er dog ikke altid de ydre omstændigheder der får teenagere til at gøre oprør. Nogle børn vender deres forældres normer ryggen, til trods for at forældrene lever efter Guds principper og i vid udstrækning beskytter deres børn mod verden omkring dem. Hvad er årsagen? Det kan ganske enkelt skyldes den menneskelige ufuldkommenhed, der er en af hovedårsagerne til vore problemer. Paulus skrev: ’Synden kom ind i verden gennem ét menneske [Adam], og døden gennem synden, og døden trængte således igennem til alle mennesker fordi de alle havde syndet.’ (Romerne 5:12) Adam var en selvisk oprører som gav noget dårligt i arv til alle sine efterkommere. Nogle unge vælger ganske enkelt at gøre oprør, ligesom deres forfader gjorde.
(...)
(Overskrifterne i artikelen)
Den eftergivende Eli og den strenge Rehabeam
Oprør kan modvirkes ved at de grundlæggende behov dækkes

Når børn kommer i vanskeligheder
(...)
21 Hvad nu hvis der er tale om en meget alvorlig overtrædelse? Så er der brug for særlig hjælp og kyndig vejledning. Når et medlem af menigheden begår en alvorlig synd, opmuntres han til at ændre sind og søge hjælp hos de ældste. (Jakob 5:14-16) Når han har ændret sind, vil de ældste søge at bringe ham åndeligt på fode igen. I familien hviler ansvaret for at hjælpe en teenager der begår en overtrædelse, på forældrene, selv om de måske har brug for at drøfte sagen med de ældste. Hvis et af deres børn har begået en alvorlig synd, vil de afgjort ikke forsøge at skjule det for de ældste.
(...)

Hvordan man behandler en forhærdet oprører
24 I nogle tilfælde står det klart at en ung mand eller kvinde har besluttet sig til at gøre oprør og fuldstændig forkaste de kristne normer. Hvis det er sådan, bør man koncentrere sig om at beskytte den øvrige familie og genopbygge familielivet. Pas på ikke at bruge al jeres energi på den der gør oprør, så I derved forsømmer de andre børn. I stedet for at forsøge at skjule problemet for børnene, bør man i passende omfang tale med dem om det og trøste dem. — Jævnfør Ordsprogene 20:18.
25 Apostelen Johannes skrev følgende om den der bliver en forhærdet oprører i menigheden: „Modtag ham ikke i jeres hjem og hils ikke på ham.“ (2 Johannes 10) Forældre kan se sig nødsaget til at indtage en lignende holdning over for deres eget barn hvis han eller hun er myndig og bliver fuldstændig oprørsk. Selv om det vil være vanskeligt og smerteligt at tage et sådant skridt, kan det nogle gange være nødvendigt for at beskytte de øvrige familiemedlemmer. De har brug for at I beskytter dem og tager jer af dem. Fortsæt derfor med at sætte klart definerede men fornuftige grænser for børnenes adfærd. Tal med dem. Vær interesserede i hvordan det går dem i skolen og i menigheden. Lad dem også vide at I ikke hader deres bror eller søster som gør oprør, selv om I ikke bryder jer om det han eller hun gør. Fordøm den dårlige opførsel frem for personen. Da Jakobs to sønner ved deres grusomme handling bragte familien i ulykke, forbandede Jakob deres voldsomme vrede, ikke sønnerne selv. — 1 Mosebog 34:1-31; 49:5-7.
26 Måske føler I jer ansvarlige for det der er sket i jeres familie. Men hvis I har bedt om Jehovas ledelse og har gjort alt hvad I kunne for at følge Jehovas vejledning så godt I formåede, er der ingen grund til at være urimeligt selvbebrejdende. Hent trøst i forvisningen om at ingen forældre er fuldkomne, men at I samvittighedsfuldt har forsøgt at gøre jeres bedste. (Jævnfør Apostelgerninger 20:26.) Det er hjerteskærende når én i familien gør oprør; men hvis det skulle ske for jer, kan I være forvissede om at Gud forstår jer og at han aldrig vil forlade sine hengivne tjenere. (Salme 27:10) Vær derfor indstillet på at gøre jeres hjem til et sikkert og trygt sted for de øvrige børn.
27 Opgiv aldrig håbet! De bestræbelser I har gjort jer for at give jeres børn den rette opdragelse, kan med tiden påvirke hjertet hos det barn der er kommet på afveje og bringe det til fornuft. (Prædikeren 11:6) Flere kristne familier har været ude for det samme som jer, og nogle har, ligesom faderen i Jesu lignelse om den fortabte søn, oplevet at deres genstridige barn er vendt tilbage. (Lukas 15:11-32) Det samme kan I opleve.


Hvordan kan følgende bibelske principper hjælpe forældre til at modvirke at nogen i familien gør oprør?
Hvis et barn ikke får hjælp, kan det blive fordærvet af verdens ånd. — Ordsprogene 13:20; Efeserne 2:2.
Forældre må finde den rette balance og hverken være for strenge eller for eftergivende. — Prædikeren 7:7; 8:11.
Man må gribe ind over for en forkert adfærd, men med mildhed. — Galaterne 6:1.
De der begår alvorlige synder kan blive „helbredt“ hvis de ændrer sind og tager imod hjælp. — Jakob 5:14-16.

Vi kan da også lige tage nogle udpluk fra Vagttårnets instruktioner til hustruerne i JV med.

"Hvordan man opnår et lykkeligt familieliv"
kap. 5 s. 55-56 En hustru der elskes højt
(...)
Støtter du ham?
6 Skal en hustru elskes højt, kræves der mere end at hun blot underordner sig og anerkender mandens myndighed. En velafrettet hund eller hest ville også underordne sig. Adam havde mange dyr omkring sig i Edens have, og alle var underlagt ham. Men han følte sig alligevel alene, han var stadig den eneste af sin egen art. Han havde brug for en fornuftbegavet livsledsager der kunne supplere ham og samarbejde med ham som en hjælper. „Det er ikke godt for mennesket at være alene,“ sagde Jehova Gud. „Jeg vil lave ham en medhjælp, som et modstykke til ham.“ — 1 Mosebog 2:18.
7 Det manden har brug for er en kone der ikke alene elsker ham og respekterer ham, men som også er ham en virkelig hjælper der støtter ham i de afgørelser han træffer. Det er naturligvis ingen sag at støtte en afgørelse man i fællesskab er blevet enige om at træffe. Det kan straks være sværere hvis du ikke er blevet spurgt til råds eller hvis du ikke deler din mands opfattelse. Kunne du i et sådant tilfælde loyalt støtte din mand — gøre dit bedste for at hans afgørelse gennemføres, forudsat at det ikke er noget ulovligt eller ubibelsk? Eller ville du være tilbøjelig til stædigt at forholde dig passiv og håbe at tingene glippede for ham, så du kunne sige: ’Sagde jeg det ikke nok’? Mon ikke din loyale støtte — når du trods dine betænkeligheder gør hvad du kan for at tingene kan lykkes — vil få ham til at elske dig endnu mere?
(...)
„En dygtig hustru“
9 Vil du være en hustru der elskes højt, må du også tage dig godt af dine huslige pligter. Om en kvinde der gør det, siger Bibelen: „Hun er langt mere værd end koraller.“ (Ordsprogene 31:10) Er du en sådan hustru? Vil du gerne være det?
10 I Ordsprogenes beskrivelse af „en dygtig hustru“ siges der blandt andet: „Hun står op mens det endnu er nat og giver sin husstand mad.“ (Ordsprogene 31:15) Mange unge kvinder går handicappede ind i ægteskabet fordi de ikke har lært at lave mad derhjemme. Men det kan læres, og en forstandig kvinde vil lære at gøre det godt. Madlavning er en kunst. Et godt tilberedt måltid tiltaler ikke alene ganen men fryder også hjertet.
11 Der er meget at lære om tilberedning af mad. Det vil være nyttigt for dig at vide noget om grundreglerne for god ernæring, så du kan værne om din families sundhed. Men bare fordi du sætter nærende mad på bordet, er det ikke sikkert at din mand vil rose dig. Bibelen fortæller at Isaks hustru, Rebekka, forstod at lave velsmagende mad, at tilberede den sådan som hendes mand godt kunne lide. (1 Mosebog 27:14) Mange kvinder kan lære af hendes eksempel.

(...)

De grædende, de evigt plagende
21 Samson var en stærk mand, men kvinders gråd og konstante plageri kunne han ikke bære. Engang blev han belejret med tårer af den pige han skulle giftes med. Som berettet i Dommerbogen 14:16, 17, hang hun over ham med gråd og sagde: „Du hader mig kun, og du elsker mig ikke. Du har givet mit folks sønner en gåde at gætte, men mig har du ikke fortalt løsningen.“ Han svarede hende: „Hør her, min fader og moder har jeg ikke fortalt den; skulle jeg så fortælle dig den?“ Men det hjalp ikke at Samson appellerede til hendes fornuft. Det gør det sjældent når følelserne er i oprør. „Hun plagede ham med gråd de syv dage festen varede for dem, så han den syvende dag fortalte hende den, fordi hun havde presset ham, og hun fortalte så gådens løsning til sit folks sønner.“
22 Tro ikke at din mand ikke elsker dig, blot fordi han ikke altid lader dig få din vilje. Samsons brud påstod at han ikke elskede hende, men i virkeligheden var det hende der ikke elskede ham. Hun lagde pres på ham indtil han ikke længere kunne holde det ud. Og da han så langt om længe sagde hende løsningen på gåden, svigtede hun hans tillid, idet hun med det samme ilede hen og fortalte hemmeligheden til hans fjender. Til sidst blev hun givet til en anden mand.
23 Senere forelskede Samson sig i en anden pige, der hed Dalila. Hun har måske nok været en skønhed, men viste hun sig at være en kvinde han kunne elske højt? For at få Samson til at røbe nogle oplysninger hun kunne bruge i selvisk øjemed, vedblev hun med at kredse om sagen og at tale om den. Beretningen siger: „Fordi hun således hele tiden pressede ham med sine ord og plagede ham, blev hans sjæl utålmodig til døden.“ Det fik tragiske følger. — Dommerne 16:16.
24 Det er uklogt at lægge pres på en mand på den måde. Man skubber ham kun fra sig og bringer den ægteskabelige lykke i fare. Bibelen advarer mod den slags, som for eksempel i følgende skriftsteder fra Ordsprogenes Bog: „Den der bliver ved med at tale om en sag skiller nære venner.“ „Kvindekiv er som et dryppende tag.“ „Det er bedre at bo i et ørkenland end hos en splidagtig kvinde.“ „Et dryppende tag der driver én bort på en regnvejrsdag og en splidagtig kvinde ligner hinanden. Den der giver hende ly, giver vinden ly, og hans højre griber i olie.“ — Ordsprogene 17:9; 19:13; 21:19; 27:15, 16.
25 Hvorfor taler Bibelen kun om kvinder her? Sandsynligvis fordi kvinder i almindelighed er mere følelsesbetonede og mere tilbøjelige til at give udtryk for deres følelser, især når de alarmeres over noget. De kan også mene at det er det eneste våben de har. Som husets overhoved kan manden egenmægtigt sætte sin vilje igennem, og konen kan føle sig tvunget til at bruge den slags pressionsmidler. Du burde imidlertid ikke gribe til den slags metoder, og din mand burde ikke give dig grund til at føle behov for det.
26 Det kan naturligvis forekomme at du er ked af det en dag og ikke kan holde tårerne tilbage, selv om du gerne ville. Men det er noget helt andet end at iscenesætte stærke følelsesudbrud ene og alene for at trumfe sin vilje igennem.
27 Hvor det drejer sig om personlig smag og behag vil en mand der virkelig elsker sin kone, som regel følge hendes ønsker frem for sine egne. Glæd din mand, og han vil uden tvivl søge efter anledninger til at glæde dig.

„En tid til at tie og en tid til at tale“
28 Mange kvinder beklager sig og siger: ’Min mand taler aldrig med mig.’ Det kan være hans fejl. Men tit er det sådan at manden gerne ville tale med sin kone, men at hun gør det svært for ham. Hvordan? Nu er kvinder selvfølgelig ikke ens, men spørg alligevel dig selv om du skulle svare til en af de typer der beskrives her:
29 Først er der den kvinde der overhovedet ikke har svært ved at underholde sig med andre kvinder i nabolaget. Men hvordan føres samtalen? Så snart nabokonen standser op for at trække vejret, bryder hun ind. Hun indskyder måske et par spørgsmål, eller hun kører videre med et helt andet emne. Kort efter afbrydes hun selv af den anden, der så har ordet et stykke tid. Ingen af parterne synes at have noget imod denne form for ordduel.
30 Så kommer hendes mand hjem, og der er noget han gerne vil fortælle. Idet han træder ind ad døren, begynder han: ’Du kan slet ikke forestille dig hvad der skete på arbejdet i dag . . .’ Længere når han ikke. Hun afbryder ham med et: ’Hvordan har du fået den plet på din frakke? Pas på hvor du går. Jeg har lige gjort rent.’ Og hans lyst til at fortælle videre er forsvundet.
31 Eller de underholder sig måske med nogle venner. Han fortæller en oplevelse, men udelader nogle detaljer eller er lidt unøjagtig. Så tager hun ordet, først for at rette ham og derefter for at fylde hullerne ud. Lidt efter trækker han vejret dybt og siger: ’Fortsæt du bare med resten af historien.’
32 Dernæst er der den type der forstår at få manden til at tale. Hun forsøger at lyde henkastet, men i virkeligheden brænder hun af nysgerrighed, idet hun spørger: ’Hvor var du henne?’ ’Hvem var med?’ ’Hvad foregik der?’ Det der optager hende så meget er ikke de almindelige dagligdags ting, men det der forekommer hende mere fortroligt. De enkelte oplysninger det lykkes hende at få ud af manden stykker hun sammen, og hvad der mangler fylder hun ud med fantasien. Noget af det burde manden måske slet ikke have fortalt hende. Andet kunne han måske godt tale med hende om, men han gjorde det i fortrolighed. Hvis hun nu fortæller tingene videre, bryder hun deres fortrolighed. „Røb ikke hvad en anden har sagt i fortrolighed,“ advarer Ordsprogene 25:9. Gør hun det alligevel, kan der opstå problemer. Hvor frit vil han for fremtiden føle han kan tale med hende?
33 For det tredje er der den ordknappe type. Hun er dygtig til sit arbejde i hjemmet, men hun siger sjældent ret meget. Prøver man at underholde sig med hende, må man selv sige det meste. Måske er hun bare genert, måske har hun ikke gået så meget i skole. Men uanset hvad grunden er, vil ethvert forsøg på at få en samtale i gang med hende, falde til jorden.
34 Man kan imidlertid forandre sig. Samtalens kunst kan læres. Hvis en kvinde ikke alene udfører det huslige arbejde men også læser lødigt læsestof og gør noget for andre, vil hun have noget opbyggende at tale med sin mand om. Skal man kunne føre en samtale kræver det jo at man har noget at tale om. Desuden kræver det respekt — at man lader den anden tale ud, lader ham sige tingene på sin egen måde, og forstår hvornår noget ikke skal fortælles videre. Som der siges i Prædikeren 3:7 er der „en tid til at tie“ og „en tid til at tale“.
35 Så i stedet for at bebrejde din mand at han sjældent taler med dig, kunne du måske prøve at optræde sådan at han bliver glad for at gøre det. Vær interesseret i det han foretager sig. Lyt opmærksomt når han fortæller noget. Vis ved din reaktion at du elsker ham og respekterer ham. Sørg for at det du selv taler mest om, er positivt og opbyggende. Snart vil du sikkert opdage at det er en glæde for jer begge at tale sammen.

der er noget af vejledningen som IKKE hjælper/ er godt for mennesket, hvis det skal begå sig:
1. at vende den anden kind til.
2. at man bliver værdsat for at arbejde meget som en "god hustru".
Det første punkt er direkte skadeligt. Hvis man vender den anden kind til bliver man altså kanøflet. Sådan er "hønsegårdens" hakkeorden desværre udenfor. Det kører på primitive drifter - og det meste af menneskets gøren og laden - afhænger af hvordan det selv - og andre - betragter det i hierakiet! Jeg har studeret det i en del år, og må desværre sande, at sådan er det. [:*(] Så hvis nogen angriber, er det nødvendigt at slå tilbage, hvis ikke man skal ende med at sidde i et hjørne. Og hvis ikke man kan klare sig, må man gå til boksning. Det er fuldstændigt elementært at kunne "pisse" sit territorie af udenfor. Det var man fri for som jv'er, fordi der gjaldt andre spilleregler.
Det næste punkt passer ikke. En hustru bliver jo ikke værdsat for at arbejde meget. En kone/mand bliver værdsat hvis de sætter sig selv højt. Det har ikke noget med arbejde at køre. Man ser da tit eksempler på kvinder som knokler i hjemmet, men som ikke bliver værdsat alligevel. Og så ser man kvinder som ikke laver en disse og som er elendige i et køkken, men som bliver "tilbedt" alligevel.
Nå, det var bare et par supplerende tanker.🙂

Vær en god lille JV-hustru og...
Gør hvad der bliver sagt.
Så skal din mand nok elske dig...

mvh
De velmenende ældste

mænd kan generelt ikke lide underdogs.🙂

Det er ikke fordi jeg ønsker at komme med nogen form for antydning. Overhovedet ikke. Det ville være at overgeneralisere, at forfølge minoriteter, føre hadekampagne osv. mod ganske almindelige mennesker, der blot ønsker at gøre deres bedste for at være gode mennesker.
Sådan er jeg ikke. Jeg syntes blot at jeg vil anbefale en god film jeg så for nylig.

http://www.kino.dk/Film/M/MAe/Maend-der-hader-kvinder.aspx

mvh
Billen76

Jeg vil give dig helt ret, men når man får serveret skriblerier til efterfølgelse, som dem vi x-jv er opdraget med, så ligger der jo et ganske andet syn på tingene bag. Selv tænker jeg, at forfatterne bag sådanne artikler i virkeligheden er dybt trætte af kvindfolk.
Følger man rådene i VT så tror jeg man i længden fuldstændigt får afmonteret muligheden for et fungérbart ægteskab.

mvh
Billen76