Min brors kæreste driver mig til vanvid....

Jeg vil kalde mig selv et ret rummeligt menneske - indtil min bror fik en kæreste...
Ja, egentlig burde jeg være ligeglad for min bror er glad for hende, men hun gør et eller andet ved mig, jeg vil forsøge at beskrive...
Vi er for det første meget forskellige - det er jo helt fint. Min bror og jeg er vokset op i en kernefamilie med mor, far børn - hun i en familie med druk, psykisk syge mennesker, plejefamilie mm. Dette gør at hun er meget sårbar, men også meget koncentreret om sig selv og hendes behov, hvis ikke dette bliver indfriet, græder hun.
Min bror har altid haft et ønske om at bo på landet (sådan er vi selv vokset op)Han er den type, der gerne vil have noget "at rive i" ellers keder han sig, men hun vil bo i en lille lejlighed uden have og nu er de lige flyttet ind i en lille designer-lejlighed. Desuden handler alting om penge og prestige - min bror har en uddannelse indenfor jord/landbrug, men dette er ikke godt nok mere. Han er begyndt at søge andet arbejde efter han har mødt hende, for som hun siger "han ligner jo ikke en der skal arbejde med landbrug". Og så giver det heller ikke nok penge...Min bror og jeg har altid hjulpet hinanden. Men nu er det svært at få ham til at hjælpe og jeg tror det er hende der siger han ikke skal. Jeg har endda hørt hende sige, da han en dag hjalp mig med at sætte et tøjstativ op "Nå, i morgen skal du da på det arbejde du får penge for".
Min bror har forandret sig på mange andre punkter og hele familien kan se det, vi siger bare ingenting, for han virker glad for hende... Vi forsøger ikke at tale om det, for det føler vi ikke kan være bekendt (altså bag deres ryg) men jeg må indrømme, at det også kan være svært, for indimellem er man nød til a få luft!
Jeg ved ikke om vi burde blande os eller bare fortie....

Jeg tror at jeg føler at jeg kan relatere til den situation, fordi din beskrivelse fik mig til at associere til en veninde jeg selv har, som opfører sig på præcis samme måde. For hende hander det også mest om prestige og at vise sin succes udadtil, hun er selv fra præcis de samme kår som din brors kæreste, så måske hænger de to ting sammen i psyken.
Jeg mærker selv at jeg har forandret mig efter at jeg er blevet tætte venner med hende, og det er ikke langtid siden at jeg var nødt til at tage mig selv i nakken, og sige 'stop, find dig selv igen'.
Hvis din bror normalt er en type som lytter til familien, og er tæt på dig, så synes jeg bestemt at du skal snakke med ham om det du ser sker med ham, for han risikere at ende med at stå om 5 år og føle at han er blevet manipuleret så langt ud at det er svært at komme tilbage igen.
Min veninde dater fx kun fyre med mange penge, hun snakker meget om sine egene bedrifter, samtidig med at hun fremlægger alle hendes hverdagsproblemer som noget der er specielt hårdt lige for hende, og vil gerne have en "årh, hvor er du stærk"-respons på det. Hun er egentligt sød og kærlig på andre punkter, men det er gået op for mig - efter vi har boet sammen i sammenlagt et år - at hun egentligt får mig til at køre med på hendes tankegang, og det er blevet svære og svære at se mig ud af.
Så snak med din bror om det nu, for jeg ved jeg ville havde lyttet til nogen hvis de havde set det for mig tidligere!

Har den samme holdning som Science bitch. Få snakket om det med ham selvom han bliver sur.

Hej,
I modsætning til de andre svar der er kommet her, ville jeg sige "Fortie".
Det er virkelig ikke din sag, hvis han kan lide hende nok til at han vælger at forandre sine drømme og planer for fremtiden, må han have vurderet at livet med hende er vigtigere.
Du skal i hvert fald gå meget forsigtigt frem. Jeg har desværre ikke en "bedre løsning", andet end at sætte grænser for hvad du vil gøre.
Med venlig hilsen
Ieet

Jeg ved ikke om vi burde blande os eller bare fortie....

Det er jo ikke altid man kan se, hvad folk gør ved én, når man er sammen med dem 24/7.

Jeg vil kalde mig selv et ret rummeligt menneske - indtil min bror fik en kæreste...
Ja, egentlig burde jeg være ligeglad for min bror er glad for hende, men hun gør et eller andet ved mig, jeg vil forsøge at beskrive...
Vi er for det første meget forskellige - det er jo helt fint. Min bror og jeg er vokset op i en kernefamilie med mor, far børn - hun i en familie med druk, psykisk syge mennesker, plejefamilie mm. Dette gør at hun er meget sårbar, men også meget koncentreret om sig selv og hendes behov, hvis ikke dette bliver indfriet, græder hun.
Min bror har altid haft et ønske om at bo på landet (sådan er vi selv vokset op)Han er den type, der gerne vil have noget "at rive i" ellers keder han sig, men hun vil bo i en lille lejlighed uden have og nu er de lige flyttet ind i en lille designer-lejlighed. Desuden handler alting om penge og prestige - min bror har en uddannelse indenfor jord/landbrug, men dette er ikke godt nok mere. Han er begyndt at søge andet arbejde efter han har mødt hende, for som hun siger "han ligner jo ikke en der skal arbejde med landbrug". Og så giver det heller ikke nok penge...Min bror og jeg har altid hjulpet hinanden. Men nu er det svært at få ham til at hjælpe og jeg tror det er hende der siger han ikke skal. Jeg har endda hørt hende sige, da han en dag hjalp mig med at sætte et tøjstativ op "Nå, i morgen skal du da på det arbejde du får penge for".
Min bror har forandret sig på mange andre punkter og hele familien kan se det, vi siger bare ingenting, for han virker glad for hende... Vi forsøger ikke at tale om det, for det føler vi ikke kan være bekendt (altså bag deres ryg) men jeg må indrømme, at det også kan være svært, for indimellem er man nød til a få luft!
Jeg ved ikke om vi burde blande os eller bare fortie....

Tjah!
Måske burde lære at klare dig selv evnt. flytte hjemmefra!

Den er f... svær.
Naturligvis skal du accepterer din brors valg uden at blinke!
Samtidig kan du jo godt være ked af, hvordan han har ændret sig.
Så du skal tage en snak med ham.
Men du skal IKKE pådutte ham DIN konklusion - at det er kæresten der har ændret ham til det værre.
Du skal fortælle ham, at du igennem længere tid har lagt mærke til, at han har ændret sig i en retning, som du er ked af. At du savner den "gamle" bror.
Ikke sige noget om, hvad DU tror årsagen er. Lad ham komme frem til sin egen konklusion.
Han er sikkert klar over det allerede, og hvis han bliver sur - uden at du har nævn eller antydet kærestens indflydelse - har du jo ramt et ømt punkt.
Men uden at peje fingre.
Det er vigtigt, at hvis kæresten kommer på banen, så accepterer og støtter du ham i hans valg.
Og så må han jo selv tage en beslutning derfra.
Jeg selv står på "den anden side" af en (næsten) lignende situation.
Min kæreste kan for nogle virke ... "utraditionel"... 😉 men det er hende jeg elsker.
Jeg er klar over, at nogle venner/familie har det lidt anstrengt med hende, men de accepterer mit valg og derved hende.
Jeg selv ville omgående afskærer familiemedlemmer, der antydede at hun ikke var et godt nok parti.
Så træd varsomt 🙂

Som skrevet:
"Jeg selv ville omgående afskærer familiemedlemmer, der antydede at hun ikke var et godt nok parti."
NEMLIG!

Vanskeligt.........
Jeg kender en fyr på 19 år som også har kastet sin kærlighed på en pige af samme type, hun bor i et skilsmissehjem og styrer sin mor......og ham, og desuden er hun kun 16 år 😖
Indtil nu har hun præsteret at få ham til at droppe en uddannelse og en lille lejlighed som kommunen havde skaffet ham, de opholder sig så mest hos hendes mor som bor lige på den anden side af kommunegrænsen, og hjemkommunen hjælper ham selvklart ikke meget når han roder sådan rundt.
Men han er håbløst forelsket, så lange samtaler med hans storesøster og mor hjælper ikke en døjt.
Og jeg blander mig helt udenom........har kun sagt 3 ord til ham......tag dig sammen [!]

Jeg ville helt bestemt tage en snak med min bror hvis det var mig. Fortælle tingene ærligt men ikke fordømmende og være lyttende.
Det er da umuligt ikke at gøre noget med den bekymring du har. Hvis ikke han vil ændre noget, er det hans valg. Men han vil så være bevist om dine ord og det vil altid være i hans bevisthed.
Hvis det er svært kan du evt lade ham læse dit indlæg her.

i vores familie har vi samme problem, min svigerinde syntes ikke vores del af familien er god nok, nu har de været sammen i 20 år og det er stadig det samme, hvilket vil sige i perioder ser vi intet til dem, der er kun tid til hendes familie.
Der er træls fordi vi har et meget stærkt sammenhold som hun modarbejder alt hvad hun kan, vi ser dem sjældent til familie kom sammen, han kommer alene og besøger sin mor osv. men igen hendes familie er altid velkommen.
Vi sagde til ham fra starten om han ikke skulle overveje hende en ekstra gang, fordi hun er/var meget snoppet men han mente hun ville vokse fra det, vi andre håber stadig men nej det vil aldrig forandre sig og når sviger mor dør engang, vil vi aldrig se ham igen.