min familie kritiserer mig altid

eller nærmere sagt de to mænd, som har giftet sig med min mor og moster - det er domminerende mænd, autoritære mænd, kritiserende mænd, der altid skal ophæve sig over andre og især min onkel er direkte onskabsfuld nogle gange - han har fået stemplet i mine øjne og en del andre familiemedlemmers øjne stemplet - psykopat.
Hver gang familien er samlet, virket det som om, at de ihærdig prøver på, at finde et eller andet, som de kan kritisere mig for, ja, når de er hjemme hos mig, og de ikke kan finde noget i min lejlighed ved første øjekast, så kigger de to mænd sig omkring og man skulle næsten tro, at de bevidst leder efter et eller andet, som de kan kritisere mig for...
Sidst de var her, sagde min onkel, om det maleri, som hænger på væggen og jeg selv har malet, om det var min søn på 5 år, der har malet det i børnehaven - han sagde det med et lille skævt smil på læben og jeg valgte bevidst at lave sjov ud af det og kommenterede, at "nej, så kreativ er børnene ikke i børnehaven" hvortil han fniste lidt..Han har også sagt for et stykke tid siden, om jeg ikke skal se og få mig en uddannelse som pædagog...
Samme dag sagde min stedfar højt, om jeg ikke skulle have ordnet min have, hvortil jeg svarede " nej ikke mere i år, for hækken er klippet og forstykket har jeg luret og boligforeningen er tilfreds og det er jeg også, for så længe man kan komme forbi ude på fortorvet, så går det..."(jeg vil lige sige, at badebassinet fra i sommers ikke er tømt og der mangler at blive luret lidt i et bed.
Det var blot nogle få eksempler på familiens opførsel...
Jeg mener, at de to mænd opfører sig uanstændigt, for det kommer jo ikke dem ved, hvad jeg gør og ikke gør i min lejlighed. Jeg kunne forstå at de blandede sig, hvis mit hjem lignede en svinesti, men det er laaaangt fra sandheden.
Jeg gad også nok vide, hvad de ville sige til, hvis jeg kom hjem til dem og kritiserede noget..
Jeg har mest af alt lyst til at råbe højt og sige "hold kæft" nu har jeg stået model til deres opførsel især min stedfar igennem mange år...Der har også været andre ting imellem mig og min stedfar, som jeg har drøftet med ham, men det nytter ingenting, så jeg orker næsten ikke at sige noget mere....
Hvad havde i stillet op, hvis det var jeres familie???

- du klarer dig uden en mand i huset. Jeg kunne da nok godt finde på at "hoppe på" med den indfaldsvinkel, og hver gang der kom spørgsmål, som det om din have, sige "jo det trænger, vil du give en hånd, jeg har jo ingen mand i huset". og så fremdeles, hvis jeg altså ikke var blevet gal inden, og havde spurgt dem om der er en speciel årsag til alle deres spørgsmål.
- Og så er det jo lige præcis sådan et par typer, jeg ville drille så det drev ned ad ryggen på dem.

sige til dem der bemærker om du ikke skal have ordnet din have, at de så sandelig er velkomne til at gå igang, det lukker munden på de fleste, og går de endelig igang ville jeg i dit sted stille mig op og se på det, samtidig med at jeg ville fremkomme med ordre om hvordan det skal se ud og gøres, det lukker munden på de fleste, noget andet er, at hvis en gæst i mit hjem opfører sig så dårligt, vil vedkommende få besked på, at yderdøren er der og at jeg gerne ser at vedkommende fra nu og i fremtiden opholder sig på YDERSIDEN af den dør, det er ikke alene uopdragent, men direkte i strid med alle former for normal opførsel at opføre sig sådan som gæst i et hjem, for uanset hvilken del af familien de er, så er de GÆSTER i dit hjem og bør respektere dig som vært/værtinde, kort og godt, smid dem ud omgående med besked om ikke at komme igen hvis de ikke kan opføre sig som civiliserede mennesker i dit hjem.
Ham med dukkerne

Umiddelbart lyder det som en god idé at give "aben" videre, men det kan give bagslag.
Jeg havde en gang en svigerfar, der mente at han skulle ordne vores have. Hans forestillinger om, hvordan haven skulle se ud og hvilke planter, der skulle være, var ikke nødvendigvis også min forestilling.