Min far vil ikke høre på mig

Jeg er en pige på 18 år, som bor sammen med min far. Sidste år fik han konstateret for højt blodtryk, og her i år er han begyndt at tage medicin for depression. Problemet er, at han ikke vil tage ansvar for sig selv. Han spiser usundt, og ryger en del. Jeg mistede min mor da jeg var 15, og jeg har ikke lyst til at miste min far også. Det har jeg prøvet på at forklare ham, men det er som om at det ikke rigtig trænger ind. Han gør i hvert fald ikke noget ved det. Når jeg spørger ham om han virkelig har et ønske om at dø, svarer han bare "det går jo nok" og skifter emne. Men NEJ det gør det jo ikke når det er for sent! Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre. Det er snart ligemeget hvad jeg siger og gør, for det hjælper ikke en dyt. Er der nogen der har stået i en lignende situation? Eller bare nogen der har et godt råd til hvad jeg kan gøre?

Det er svært når ens egen far ikke vil høre og tage sit eget liv alvorligt, eller sin egen datters bekymringer alvorligt.
Det har nok noget med hans psyke at gøre, måske han får overskud til at tage sig af sig selv når han får det bedre?
Forelæg han en masse fakta, og vis ham hvor bekymret og ked af det du er.
Ved ik om det hjælper, det kan som sagt være svært at forstå at folk blot lader stå til.
Du må ikke tage det personligt.
Folk er mere eller mindre ansvarlige, folk har mere eller mindre overskud.
Du har selvfølgelig tænkt over hvordan du kan støtte og motivere ham.
Foreslå ham fx at komme ud til dig hvor du bor (når du ik bor hjemme)
fx en weekend.
Han må ikke ryge hos dig, i går lange ture i skoven, får frisk luft og taler godt sammen, du laver lækker og sund mad.
Måske vil han efter sådan en weekend have fået øjnene op for at han faktisk fik det bedre efter sådan en weekend, for somme tider kan medtagne mennesker mærke forskel på sådan et par dage.
Uha det er altså virkelig svært, især når det handler om mænd og helbred, de kan være grumme og stædige.
Tja jeg ved sgu ik, men føler virkelig med dig. Knus til dig.

Hej..
Jeg vil foreslå dig at skrive et brev til din far. Skriv om de bekymringer du har omkring det forhøjede blodtryk og depressionen. For mit eget vedkommende har det hjulpet at få skrevet tingene ned på papir og få personen til at læse dette i enerum. På den måde undgår man den direkte konfrontation, men mange gange også den diskussion der kommer. Eller som i dit tilfælde, den manglende diskussion.
Men jeg syns du skal få skrevet ned til din far, at du ikke har lyst til at miste ham, fordi han er den forælder du har og gerne vil beholde i mange år.
Håber det lykkes at nå ham:)
Mvh. Marie

Du skal forsøge at lægge den forældrerolle du har i forhold til din far, til side.
Jeg forstår godt din angst og dine følelser, men det er ikke dit ansvar at han ændrer sin livsstil. Han skal selv blive voksen nok til at forstå hvilke konsekvenser det har for ham selv og hans egne omgivelser, ellers har det ingen virkning at forsøge at gøre noget.
Jeg vil foreslå at du sætter dig ned og skriver et langt brev til ham. Fortæl ham at du elsker ham og gerne vil have ham i dit liv. Fortæl ham f.eks. at du gerne vil have at han fører dig til alters til dit bryllup, ser dig få din eksamen når du er uddannet (i hvad du nu ønsker) at han er der når du engang føder dine børn osv. Fortæl ham at han betyder virkelig meget for dig og at du har behov for at han viser gennem en ændring af sin livsstil, at du også betyder noget for ham.
I øvrigt kan jeg se et par årsager til at han gør som han gør. For det første kan det være at hans selvværd er i bund - at han alligevel ikke føler at han lever op til noget, og derfor har behov for stimulanser for at trøste sig selv.
En anden side kan være at det er en del af en sorgproces. Måske er han ikke kommet over din mors død eller overhovedet begyndt at bearbejde den. En forsinket sorgproces kan både føre til depression og misbrugstilstande, eller manglende evne til at tage vare på sig selv. Måske trøstespiser han og ryger meget for at dulme den smerte han føler indeni. Hvis det er tilfældet, så skal han ikke kun tage sig sammen, så skal han have hjælp.
Jeg synes faktisk at du skal prøve at tale med jeres læge (i har formodentlig den samme?) og forelægge vedkommende dine bekymringer. Forklar lægen at det påvirker dig voldsomt og spørg om h*n tror det vil gavne din far med noget terapeutisk hjælp. Det kan h*n godt sige ja eller nej til, uden at bryde sin tavshedspligt.