min historie, om min kærlighed
Hej alle på sol,
Sidder med en masse føelser som truer med at sprænge hvis de ikke kommer ud.
Jeg har kommet sammen med den dejligste fyr i snart 6 måneder, og er kun blevet mere og mere forelsket.
Han gør de sødeste ting for mig, lader mig putte mig helt ind til ham når vi ser film hjælper med at lave mad, og vaske op uden at jeg skal spørge kigge på ham eller noget, han gør det helt af sig selv. På en helt almindelig dag kan han finde på at skrive om jeg vil hentes på arbejde, hvilket er lykken når det tager en time med diverse busser og kun 10 min på motorcykel.
Han støtter mig når jeg er ked af det, ler med mig når jeg er glad. Jeg har mødt stortset hele hans familie og er blevet modtaget med åbne arme.
Historien bag er simpelt bare klassisk.
Vi har altid boet i samme kvarter, og gået på samme skole, da vi kom til de klasser hvor vi skulle have valgfag,valgte vi det samme uden at kende hinanden, og helt naturligt kom vi altid til at sidde og arbejde sammen. Han gik en klasse over mig og var altid venlig, og det på et tidspunkt hvor jeg som regel blev kaldt heks eller vampyr da jeg var meget bleg og let blev hissig i den periode. Vi ventede på at den anden skulle få fri og så følges hjemad.
Som tiden ellers gik, begyndte folk at spørge om vi kom sammen, og jeg svarede pr automatik nej.
Men så slog tanken mig, jeg ville enlig gerne at vi så hinanden mere, men det blev ikke rigtig til noget fik kyssesyge i 9 kl. Og var nok samlet i skole 3 måneder det år hvor jeg kun havde et mål for øje, ikke falde i søvn....
Sidste skoledag, fik jeg taget et billede af ham men tænkte kun på ham som en super god ven, selv om folk efter hånden var begyndt at kalde mig fru. Xxx, jeg afviste dem altid med at hvis jeg have så mange kærester som rygterne sagde skulle jeg have 10-15 alt efter hvornår de spurgte.
Så kom årene hvor vi ikke så hinanden...
Men hver gang jeg overvejede en kæreste kunne de bare ikke leve op til ham. Efterhånden som tiden gik, tænkte jeg han nok var flyttet fra byen, havde jo ikke set ham i lang tid. Hvilket enlig gjorde mig lidt trist i et kort øjeblik ad gangen for jeg savnede enlig min gode ven fra folkeskolen. Tiden gik jeg blev student, og kørte rundt i hestevogn og VIP bus med klassen hvilket var nogle superhyggelige dage.
Så startede lærlinge tiden, og efter at vi ikke havde set hinanden meget længe, så en morgen, hvor jeg som sædvanlig løb for at nå bussen, så stod han der.... og kom med en dum kommentar :”Hold kæft hvor er du morgen grim”, bus turen var alt for kort men han nåede da at få mit nummer.
Så en tur i bio, og et par ture i byen, en masse film aftner og så gik det bare stille og roligt, det første kys og så videre.... og siden har jeg følt mig lykkelig og glad.
Tja, blev lidt langt, men er super nyforelsket. Suk... Dejligt at kunne dagdrømme.
SJE
Sidder med en masse føelser som truer med at sprænge hvis de ikke kommer ud.
Jeg har kommet sammen med den dejligste fyr i snart 6 måneder, og er kun blevet mere og mere forelsket.
Han gør de sødeste ting for mig, lader mig putte mig helt ind til ham når vi ser film hjælper med at lave mad, og vaske op uden at jeg skal spørge kigge på ham eller noget, han gør det helt af sig selv. På en helt almindelig dag kan han finde på at skrive om jeg vil hentes på arbejde, hvilket er lykken når det tager en time med diverse busser og kun 10 min på motorcykel.
Han støtter mig når jeg er ked af det, ler med mig når jeg er glad. Jeg har mødt stortset hele hans familie og er blevet modtaget med åbne arme.
Historien bag er simpelt bare klassisk.
Vi har altid boet i samme kvarter, og gået på samme skole, da vi kom til de klasser hvor vi skulle have valgfag,valgte vi det samme uden at kende hinanden, og helt naturligt kom vi altid til at sidde og arbejde sammen. Han gik en klasse over mig og var altid venlig, og det på et tidspunkt hvor jeg som regel blev kaldt heks eller vampyr da jeg var meget bleg og let blev hissig i den periode. Vi ventede på at den anden skulle få fri og så følges hjemad.
Som tiden ellers gik, begyndte folk at spørge om vi kom sammen, og jeg svarede pr automatik nej.
Men så slog tanken mig, jeg ville enlig gerne at vi så hinanden mere, men det blev ikke rigtig til noget fik kyssesyge i 9 kl. Og var nok samlet i skole 3 måneder det år hvor jeg kun havde et mål for øje, ikke falde i søvn....
Sidste skoledag, fik jeg taget et billede af ham men tænkte kun på ham som en super god ven, selv om folk efter hånden var begyndt at kalde mig fru. Xxx, jeg afviste dem altid med at hvis jeg have så mange kærester som rygterne sagde skulle jeg have 10-15 alt efter hvornår de spurgte.
Så kom årene hvor vi ikke så hinanden...
Men hver gang jeg overvejede en kæreste kunne de bare ikke leve op til ham. Efterhånden som tiden gik, tænkte jeg han nok var flyttet fra byen, havde jo ikke set ham i lang tid. Hvilket enlig gjorde mig lidt trist i et kort øjeblik ad gangen for jeg savnede enlig min gode ven fra folkeskolen. Tiden gik jeg blev student, og kørte rundt i hestevogn og VIP bus med klassen hvilket var nogle superhyggelige dage.
Så startede lærlinge tiden, og efter at vi ikke havde set hinanden meget længe, så en morgen, hvor jeg som sædvanlig løb for at nå bussen, så stod han der.... og kom med en dum kommentar :”Hold kæft hvor er du morgen grim”, bus turen var alt for kort men han nåede da at få mit nummer.
Så en tur i bio, og et par ture i byen, en masse film aftner og så gik det bare stille og roligt, det første kys og så videre.... og siden har jeg følt mig lykkelig og glad.
Tja, blev lidt langt, men er super nyforelsket. Suk... Dejligt at kunne dagdrømme.
SJE