Min hustrus ansigt
Das Gesicht meiner Frau!
Eine Landschaft ist ihr Gesicht,
paradiesische Landschaft,
wie sie der liebe Gott noch nicht
zum Zweitenmal geschafft !
Die Augen sind zwei stille See’n,
in Tränen oft gebadet,
zur Aussicht, unbeschreiblich schön,
der Mund zum Bleiben ladet !
Ihr Haar, es ist ein dunkler Hain,
in dem ich mich verloren,
das Lächeln - Mond- und Sonnenschein,
die Berge, Nas’ und Ohren !
Eine Landschaft ist ihr Gesicht,
die lieblichste auf Erden,
mir kann dafür bei guter Sicht,
die Welt gestohlen werden !
31. August 1955.
Min hustrus ansigt !
Som et landskab er hendes ansigt,
et paradisisk landskab,
som den gode gud endnu ikke
har skabt mage !
Øjnene er to stille søer,
ofte badet i tårer,
ubeskriveligt smuk at se på
munden inviterer til at dvæle !
Hendes hår, der hvælver sig mørkt,
i det blev jeg helt fortabt,
smilet – månens og solens skin,
bjergene, næse og ører !
Som et landskab er hendes ansigt,
det dejligste på jorden,
derfor kan ved godt sigt
verden pakke sig bort !
Ak ja, jeg mindes det jo godt.
Men sætte ord på det, det kunne jeg ikke dengang.
Måske en lille hjælp til nogle af de unge mennesker, der har samme problem, som jeg havde ?
Ordene er der et eller andet sted indeni, men derfra og så til at formulere dem, for slet ikke at sige dem højt, der er et stort spring.
Ha, og så var der nogle, der troede, at der nu var fred, bare fordi jeg havde en travl og trættende week-end, så der ikke var energi til at tænde "putteren" !
I bliver MEGET klogere - jeg har lige fået en ny forsyning *LOL*
Eine Landschaft ist ihr Gesicht,
paradiesische Landschaft,
wie sie der liebe Gott noch nicht
zum Zweitenmal geschafft !
Die Augen sind zwei stille See’n,
in Tränen oft gebadet,
zur Aussicht, unbeschreiblich schön,
der Mund zum Bleiben ladet !
Ihr Haar, es ist ein dunkler Hain,
in dem ich mich verloren,
das Lächeln - Mond- und Sonnenschein,
die Berge, Nas’ und Ohren !
Eine Landschaft ist ihr Gesicht,
die lieblichste auf Erden,
mir kann dafür bei guter Sicht,
die Welt gestohlen werden !
31. August 1955.
Min hustrus ansigt !
Som et landskab er hendes ansigt,
et paradisisk landskab,
som den gode gud endnu ikke
har skabt mage !
Øjnene er to stille søer,
ofte badet i tårer,
ubeskriveligt smuk at se på
munden inviterer til at dvæle !
Hendes hår, der hvælver sig mørkt,
i det blev jeg helt fortabt,
smilet – månens og solens skin,
bjergene, næse og ører !
Som et landskab er hendes ansigt,
det dejligste på jorden,
derfor kan ved godt sigt
verden pakke sig bort !
Ak ja, jeg mindes det jo godt.
Men sætte ord på det, det kunne jeg ikke dengang.
Måske en lille hjælp til nogle af de unge mennesker, der har samme problem, som jeg havde ?
Ordene er der et eller andet sted indeni, men derfra og så til at formulere dem, for slet ikke at sige dem højt, der er et stort spring.
Ha, og så var der nogle, der troede, at der nu var fred, bare fordi jeg havde en travl og trættende week-end, så der ikke var energi til at tænde "putteren" !
I bliver MEGET klogere - jeg har lige fået en ny forsyning *LOL*