Soldater ønsker ukritisk hjemmefront?
Via mit arbejde indenfor “grej-branchen” har jeg meget kontakt med vores drenge i uniform, og jeg synes det bliver mere og mere udbredt at soldaterne ikke kan respektere andre meninger om Danmarks kampmissioner end ubetinget opbakning.
Det forekommer mig meget skisofren. Fordi mens de meget gerne er med til at skælde ud på regeringen der sender dem af sted på farlige missioner hvor de tit ender i nogle lortesituationer, så identificerer de sig på den anden side med regeringens politik. Så meget endda, at hvis man sætter spørgsmålstegn ved deltagelse i krigen, eller dens egentlige motiver, så føler de det som man forræder dem, altså soldaterne. Selvom man slet ikke har sagt noget imod dem som gruppe. Det er kun dem selv, der må sige noget imod krigsdeltagelsen. Kommer det fra civile, eller fra medierne så vil de jo nærmest have lukket munden på folk eller censureret Politiken.
Der er også rigtig mange af dem der forventer opbakning i tilfælde hvor der går noget galt, altså hvor man kommer til at skyde de forkerte eller sågar handler i strid med konventionerne. Det synes de som regel ikke at nogen udefra skal komme og undersøge eller fordømme.
Jeg har selv været i militæret, men det var under den kolde krig. Der var stemningen heller ikke for gentleman-like, men i hvert fald ikke som jeg oplever hos mange (ikke alle) soldater, især dem der har været udsendte til Irak eller Afghanistan,
Det er lige før jeg tør sige at ikke så få af drengene er antidemokrater på det punkt, at de ikke kan udstå kritisk samfundsdebat omkring missionerne, både baggrunden og den måde de udføres på. Jeg ved ikke om det er fordi de er meget unge og derfor ikke kan rumme det spændingsforhold som soldater i demokratier altid er udsat for, nemlig at de påtager sig et vigtigt erhverv, som det samtidig er nødvendigt at holde i kort snor, hvis man vil bevare et samfund hvor vold er det sidste og ikke det første middel.
Det forekommer mig meget skisofren. Fordi mens de meget gerne er med til at skælde ud på regeringen der sender dem af sted på farlige missioner hvor de tit ender i nogle lortesituationer, så identificerer de sig på den anden side med regeringens politik. Så meget endda, at hvis man sætter spørgsmålstegn ved deltagelse i krigen, eller dens egentlige motiver, så føler de det som man forræder dem, altså soldaterne. Selvom man slet ikke har sagt noget imod dem som gruppe. Det er kun dem selv, der må sige noget imod krigsdeltagelsen. Kommer det fra civile, eller fra medierne så vil de jo nærmest have lukket munden på folk eller censureret Politiken.
Der er også rigtig mange af dem der forventer opbakning i tilfælde hvor der går noget galt, altså hvor man kommer til at skyde de forkerte eller sågar handler i strid med konventionerne. Det synes de som regel ikke at nogen udefra skal komme og undersøge eller fordømme.
Jeg har selv været i militæret, men det var under den kolde krig. Der var stemningen heller ikke for gentleman-like, men i hvert fald ikke som jeg oplever hos mange (ikke alle) soldater, især dem der har været udsendte til Irak eller Afghanistan,
Det er lige før jeg tør sige at ikke så få af drengene er antidemokrater på det punkt, at de ikke kan udstå kritisk samfundsdebat omkring missionerne, både baggrunden og den måde de udføres på. Jeg ved ikke om det er fordi de er meget unge og derfor ikke kan rumme det spændingsforhold som soldater i demokratier altid er udsat for, nemlig at de påtager sig et vigtigt erhverv, som det samtidig er nødvendigt at holde i kort snor, hvis man vil bevare et samfund hvor vold er det sidste og ikke det første middel.