"Du er min Rachel, jeg er din Ross"

Sidder og ser et afsnit af venner og noget pudsigt går op for mig.
For år tilbage sad nogle veninder og jeg og så serien og talte om hvilke af fyrene vi ville vælge.
Den ene ville vælge Chandler, den anden var helt vild med Joey og jeg ville vælge Ross.
Pludselig her til aften går det op for mig at den veninde der ville vælge Chandler har fundet en fyr der min uhyggeligt meget om ham, af type. En super sød og sjov og ofte lidt for fjollet fyr.
Den anden er lige blevet gift med en italiener. Han er lækker og charmerende men det er vist ikke ham der har opfundet den dybe tallerken (måske er det bare fordi han ikke er så god til dansk, at han virker lidt langsom)
Jeg selv har fundet min "Ross" En intellektuel, følsom fyr som er frygtelig klog og en fantastisk kæreste.
(Der er ingen af dem der ligner karaktererne fra serien af udseende.)
Vi har alle tre været igennem andre kæreste før vi er "endt" med dem vi har nu. Man kan jo ikke spå om fremtiden men nu er vi alle sidst i tyverne og det føles som som om disse mænd er dem vi bliver gamle sammen med.
Tænk at vi vidste allerede dengang hvilken slags mænd vi drømte om og alligevel skulle igennem så mange andre inden vi fandt det vi i virkeligheden ville have.
Er du "endt" med den type mand/kvinde, du forestillede dig som ung?
Er du "endt" med den type mand/kvinde, du mente at du ville passe sammen med?

Hej
Jeg er en af dem, som ikke er endt med den kvindetype, som jeg forestillede mig som ung og ej heller den jeg mente, jeg ville "passe sammen med".
Da jeg var ung havde jeg helt bestemte "krav" til en pige og var urealistisk kræsen. Jeg "droppede" også hurtigt potentielle kæresteemner fordi jeg ikke mente vi "passede sammen" - var selv meget intellektuelt anlagt og havde utroligt store "krav" til intellektuelt modspil, selvom jeg faktisk syntes godt om pigerne.
Rent faktisk var jeg så kræsen, at jeg var jomfru til jeg var 29 - selvom jeg brændende ønskede mig en kæreste. Netop derfor så jeg aldrig "Venner", da det gjorde mig stærkt depressiv at få følelsen at stå udenfor den form for fællesskab, naturligt med kærester osv.
Idag er jeg 36 og sammen med en kæreste på 6. år, en som jeg på ingen måde havde forestillet mig, jeg ville have været sammen med, da jeg var ung. Vi er med vidt forskellig baggrund - jeg ud af en højtuddannet akademikerfamilie fra storbyen, hvor de fleste er læger, advokater, forskere og ingeniører mens min kæreste er fra en lille landsby og ud af en arbejderfamilie hvor mange er ufaglærte. Derudover er min kæreste ikke specielt intellektuelt anlagt - det gør mig på ingen måde noget - jeg har en kæreste, som jeg virkelig elsker og ofte føler jeg mig som nyforelsket - og det er skønt [l]
Så jeg er "endt" et helt andet sted, end jeg havde forestillet mig, og godt for det 🙂
Tanker fra
Late Starter

Hej
Jeg er en fyr som hverken har charme eller udsene med mig, så jeg er endt med den eneste jeg kunne få. Vi passer på sin vis godt nok sammen, men alligevel skal hun hele tiden gøre mig sur med alle hendes beskyldninger og dovenskab. Måske fordi vi ikke passer helt så godt sammen, men det er hvad jeg kunne få.😕

Hej anonym
Jeg synes, du virker utilfreds med din partner. Jeg må sige, at jeg synes, det er egoistisk af dig, hvis du bare "tager hvad du kan få" ene og alene for at få en partner. Jeg tror ikke din partner vil være tilfreds med at få at vide "at hun var, hvad du kunne få".
Jeg véd, det er svært at leve alene, jeg har selv haft svært ved det. Men jeg synes, det er en utrolig dårlig idé at begynde at panikke og bare tage "en eller anden".
Der skal helst være et hjerte, der banker for partneren. Ellers bliver forholdet en kende for platonisk og jeg er bange for at du på et tidspunkt virkelig fortryder og hellere ville have været single.
Tænk det lige helt igennem. Hvis du føler, at du hverken har charme eller udseende, så kan der altså arbejdes med begge dele - det starter med, at du elsker dig selv!
Tanker fra
Late Starter

Jeg bliver lidt trist ved at læse at du føler du må nøjes. Men hvis det kan hjælpe, så ender jeg såmænd nok også i samme grøft. Jeg er singel på 11. år. Og synes ikke jeg er kræsen. Mit problem er bare jeg ikke tør åbne mig.
Men spørg dig selv om du kan se dig selv og kærsten om 10? Og om hun kunne eskalere sin chikane af dig? (sådan ser jeg det).
Så kan det måske sætte lidt i relief om du har lyst til at komme hjem til sådan engang chikane hver dag i 365 dage om året.
Jeg vil hellere være alene og ikke skulle høre på en mand bitche sådan over for mig. Det er mit selvværd lidt for dyrbart til.
Hvis det er fordi du er bange for at ende som en ensom gut. Så kunne det være du skulle tage noget frivilligt arbejde ved siden af dit job. Det behøver ikke være ret mange dage/timer om ugen.
Eller meld dig ind i beredskabet.
Alt dette kan du jo starte på i det små mens du er i forhold. Og kig på dig selv, har du virkelig lyst til at sidde i den situation du er i resten af livet, eller bare til den dag du simpelthen får nok? For det kan altså godt ske.
Held og lykke med dig selv og dit forhold...🙂[f][f][f][f][f][f]

Hejsa
My humble oppinion:
For det første synes jeg serien "Venner" er utrolig fjollet, de opfører sig som nogle på 15 selvom de skal spille nogen midt i -/slutningen af 20erne, derudover synes jeg ikke de er levende nok. Jeg synes det er kedeligt, at figurerne i "Venner" har været forbilleder for så mange da jeg synes det skaber en alt for "mainstream-agtig" (kan man sige det?) ungdomskultur, hvor folk opfører sig som Joey, Ross, Rachel, Daphne (for at nævne en tilsvarende serie) osv.
Endvidere synes jeg da det lyder kedeligt, hvis dig og dine veninder ikke har "flyttet sig". Jeg selv har da flyttet mig ift. for 5 år siden og for 10 år siden havde jeg et helt andet liv end det jeg forestillede mig for 20 år siden.
Men det er nok bare mig, der er sær 😃
Så nej, jeg er "endt" med en HELT anden type, end jeg forestillede mig, da jeg var ung.
Tårnspringer Thomsen

Hej Late Starter!
Jeg synes det er dejligt at læse dit indlæg og om din udvikling 🙂 Dog stopper jeg alligevel lidt op, du skriver "godt for det", at du har en helt anden partner, end du havde forestillet dig.
Hvad nu, hvis du havde fundet pigen, der kunne give dig intellektuelt modspil og levede op til alle dine andre krav - og du var blevet forelsket i hende? Ville det næsten ikke have været bedre for dig? Tænker bare, hvis I ikke har noget intellektuelt til fælles, savner du så ikke det modspil i hverdagen? Eller det får du måske andetsteds fra? Giver det dig ikke et irritationsmoment at mangle intellektuelt modspil fra din kæreste?
Nå, spørger også bare, er ikke "ondt" ment. Tror i virkeligheden bare jeg er lidt misundelig på dig 🙂 Er selv i et forhold og en baggrund, der har kørt frygtelig lineært - fået alt det jeg ønskede mig som ung, med en kæreste der passede "perfekt" på det tidspunkt. En mand som jeg stadig er sammen med, men jeg må godtnok sige, at gnisten er ved at mangle 😕
Måske er det i virkeligheden sundt for et forhold at være meget forskellige - hvis forholdet ellers kan bære det? [s]
Hilsener fra
VinQ

Jeg skrev "..hvor folk opfører sig som Joey, Ross, Rachel, Daphne .."
Jeg mente derimod "..hvor folk SAMMENLIGNER SIG med Joey, Ross, Rachel, Daphne.."
Bemærk forskellen, og jeg synes netop dette skaber en stereotyp ungdomskultur, hvor for mange ting ("for mange" efter min mening) ligger i kortene på forhånd. For at skære det ud i pap; der er blevet mange uskrevne spilleregler, der er baseret på amerikanske ungdomsserier, hvilket jeg synes skaber et mere "dødt" og unuanceret samfund.
Endvidere; overskriften "på forsiden" af SOL-debatten er ændret til "Skæbnebestemt kærlighed". Jeg synes ikke, trådopretterens liv er speciel skæbnebestemt - bagtanken om "en bestemt type" inde i baghovedet har vel hele tiden været der, derfor vil jeg nærmere betegne det som et bevis på en selvopfyldt profeti, hvis jeg skal være lidt krakiler 😃

Jeg har levet et tubulent liv, barndom og ungdom.
Jeg mistede min far da jeg var 13 år gammel, og hele min liv gik i ruiner. Han var min tryghed, og vi var så tæt tæt knyttet - jeg var virklig "Fars pige"
Min mor og jeg havde et særdeles anstrengt forhold til hinanden - jeg var uheldet, der skulle have forblevet en plet på lagnet, min mor havde 2 drenge og ville ikke have flere børn.
Min far havde kun mig, og han var en fantastisk far, og mand for min lidt psykiske svage mor.
Da jeg mødte min nuværende mand, havde jeg været igennem et meget meget voldigt forhold, jeg var mor til en lille pige på knap 3 år, og jeg kan huske at jeg var så ensom, at det gjorde ondt indeni - trods folk omkring mig. Den ensomhed kan jeg huske startede den dag min far døde.
Jeg var langt ude på stoffer, og druk og kom i de forkerte kredse - derfor mødte jeg min mand i en Rocker klub, hvor han var fuldgyldig hårdkogt medlem. Jeg ville gerne ud af det miljø - og her stod jeg så med sådan en type - men jeg var slet slet ikke i tvivl om at her var manden, min sjæleven som jeg skulle blive gammel med.
Vi havde 4 toubulente dårlige mdr - og jeg brød med ham, og bad ham vælge mellem den kriminelle verden, som var ALT han havde og så mig.
Efter 6 mdr kontaktede han mig - han havde droppet ALT !
Vi flyttede langt væk, og har levet lykkelige sammen lige siden - han har haft et meget hårdt liv, ligesom jeg, og vi er taknemmelige for vi fandt hinanden hver eneste dag.
Noget der er sjovt, er at han ligner min far af væremåde på en prik, SÅ meget at hele min familie igen og igen kommentere det - hans menninger og holdninger, interesser, personlighed, talemåder ALT !
Det gjorde han bestem ikke, da han var en hårdkogt bandit på stoffer - der var han mildest talt skør i hovedet, og det var derfor vi brød med hinanden.
Man ser jo ofte børn vælge en partner der minder om ens forældre - men med min gemal er det næsten mere end at han bare minder om min far. Den ensomhed og tomhed jeg havde i mange år efter min fars død, forsvandt den dag min mand valgte mig, og jeg har ikke følt den siden, vi har været sammen i 7 år.
Så ja, jeg har fundet min Ross 😉

VH Ayla

sikke dog en livsbekræftende historie , alt held og lykke til jer:)

Det er jeg 100 %😃Havde også prøvet lidt af hvert før jeg fandt ham.
Min kæreste er -alt- det jeg drømte om som ung. Mørkhåret, brune øjne, dyb af sind, intelligent, sjov, supersød, nørdet ligesom jeg selv, charmerende, doven som jeg selv (det nytter jo ikke hvis den ene har 100 km i timen og den anden nul).
Med årene er vi dog blevet mere "kedelige" overfor hinanden, men når vi tager os sammen og bruger tid sammen kommer drømmekæresten frem i ham :D

snart 35 år siden da jeg var meget ung,Mmdte jeg min mand og kunne efter ganske kort tid se os sammen resten af livet. Vi er begge to over 50 idag og der har da været en del torne på roserne ,men hvis man vil kæmpe for at bevare et forhold og det er gensidig, som det er hos os,så kan jeg godt sige at jeg har valgt og set rugtig dengang og at det har været det hele værd😉[l]

ZZZZzzzzzZZzzzz .....
Hvis mit liv bare var en tv serie ...

jeg elsker hende jeg har fundet sammen med, og tænk.....hun elsker også mig. Det er fantastisk, ikke?

..og hvor er jeg enig med dig 🙂
Men godt at trådopretteren sådan kan pseudofilosofere og reflektere lidt over al den tid, hun har spildt på en amerikansk ungdomsserie 😃

Enhver der klikker på sådan en overskrift ved da hvad den handler om. I kunne jo bare lade være at svare! Det var jo faktisk overhovedet ikke det hendes indlæg handlede om, sådan som jeg læser det i hvert fald.

Bottom line, så har jeg set LIDT, men det er altså kun 3-4 afsnit og det er tilbage til midt i 90erne.
Og der er himmelvid forskel på at se lidt og så "give op" overfor den serie, hvor man slet ikke kan identificere sig med personerne eller kulturen (selvom jeg sikkert var jævnaldrende med dem) ..og så være helt forgabt i den, som der nu er 1½ generation, der er.
Desuden, så kan man jo altid klikke på et link - overskriften sagde mig først intet, det var først da jeg læste trådstarterens indlæg, at det begyndte at dømre

Men du ser rødt, fordi Ned Flanders kritiserer din elskede ungdomsserie 😃 Hvis du lægger mærke til det, så svarer Ned Flanders på Laus' indlæg. At han så lige dizzer "Venner" var så åbenbart lige samtidig din knap, han trykkede på 😃
Men ellers kan jeg tilslutte mig : jeg er selv endt et helt andet sted og med en helt anden kæreste, end jeg forestillede mig. Det er det, der gør livet levende 🙂
PS: Jeg vidste heller ikke hvem "Ross" og "Rachel" var, før jeg læste indlægget. Har måske set et par afsnit af "Venner" men ikke nok til at kunne navnene på figurerne i serien. Og så er jeg vidstnok også jævnaldrende med figurerne, men ej heller jeg har åbenbart kunne identificere mig nok til at serien sagde noget for mig.
/Pete to Pete

Citat:
"Jeg selv har fundet min "Ross" En intellektuel, følsom fyr som er frygtelig klog og en fantastisk kæreste."
Mon ikke også dine veninder synes, de har fundet en fantatisk kæreste? 😃
Ellers, for at svare på spørgsmålet - nej, jeg er endt langt fra det, jeg drømte om som ung. Nogengange synes jeg rent faktisk det er sundt at opgive nogle drømme, der synes urealistiske. På den måde åbnes der tit nye - og større døre [s]