Min kæreste kan ikke overskue sygdom
Bonusinfo - jeg er 29 og min kæreste er 31
Min kæreste har altid haft det lidt svært ved at tale om følelser, for ikke at snakke om at forholde sig til dem.
Det er altid mig der er den opsøgende part. Han gengælder det, men kun hvis jeg starter.
Min far fik kræft for lidt over halvandet år siden og det var en hård kamp, men vi vandt den. Min mor gik ned med stress i samme periode og jeg var ligesom støttepælen i familien.
Min kæreste gjorde aldrig noget for mig i den periode. Han spurgte aldrig til hvordan jeg havde det eller hvordan det gik med min far. Jeg skulle selv lægge kortene på bordet og det var svært, da jeg næsten ikke selv i den periode kunne overskue at tage hul på emnet. Jeg var bare træt og ked af det og ville bare have at nogen passede på mig.
Det var simpelthen bare så umuligt at få ham til at være med. Jeg forlanger på ingen måde at folk skal kunne sætte sig ind i hvordan det er, for det kan man dårligt, når man ikke selv har stået i det. Men jeg ville så gerne have haft en form for medvirken og forståelse.
I stedet sov han bare og han var ikke til at få fat på. I hele den periode kunne han ikke tage sig sammen til noget som helst. Han virkede nærmest som om han havde en depression.
Anyways, jeg endte nærmest med at tage mig af ham også.
Hans mor døde for nogle år siden og han taler aldrig om det. Han afviser hvis man kommer ind på emnet.
Jeg kan godt se på det hele, at min kærste ikke kan give mig noget i mit forhold. Jeg gider ikke være hende der giver konstant. Jeg har brug for en fyr der er der for mig også og kan give mig noget følelsesmæssigt modspil. Jeg har talt med min kæreste om det, men han er ikke lige den der kan udtrykke hvad han føler og stener bare videre. Jeg har virkelig prøvet.
Jeg er ret afklaret med, at jeg må forlade ham, selvom det ikke er sjovt. Men han har ikke udviklet sig med mig, han har ikke arbejdet på forholdet og jeg har nu automatisk fjernet mig fra ham.
Men altså....kan min fars sygdom virkelig have udløst en depressions lignende tilstand hos min kæreste? Og kan jeg gøre noget for at hjælpe ham? Han har selv nævnt at det er ved at være et problem for ham. Hvad ville i gøre?
Uanset hvad bliver jeg ikke hos ham. Det er for sent nu.
Min kæreste har altid haft det lidt svært ved at tale om følelser, for ikke at snakke om at forholde sig til dem.
Det er altid mig der er den opsøgende part. Han gengælder det, men kun hvis jeg starter.
Min far fik kræft for lidt over halvandet år siden og det var en hård kamp, men vi vandt den. Min mor gik ned med stress i samme periode og jeg var ligesom støttepælen i familien.
Min kæreste gjorde aldrig noget for mig i den periode. Han spurgte aldrig til hvordan jeg havde det eller hvordan det gik med min far. Jeg skulle selv lægge kortene på bordet og det var svært, da jeg næsten ikke selv i den periode kunne overskue at tage hul på emnet. Jeg var bare træt og ked af det og ville bare have at nogen passede på mig.
Det var simpelthen bare så umuligt at få ham til at være med. Jeg forlanger på ingen måde at folk skal kunne sætte sig ind i hvordan det er, for det kan man dårligt, når man ikke selv har stået i det. Men jeg ville så gerne have haft en form for medvirken og forståelse.
I stedet sov han bare og han var ikke til at få fat på. I hele den periode kunne han ikke tage sig sammen til noget som helst. Han virkede nærmest som om han havde en depression.
Anyways, jeg endte nærmest med at tage mig af ham også.
Hans mor døde for nogle år siden og han taler aldrig om det. Han afviser hvis man kommer ind på emnet.
Jeg kan godt se på det hele, at min kærste ikke kan give mig noget i mit forhold. Jeg gider ikke være hende der giver konstant. Jeg har brug for en fyr der er der for mig også og kan give mig noget følelsesmæssigt modspil. Jeg har talt med min kæreste om det, men han er ikke lige den der kan udtrykke hvad han føler og stener bare videre. Jeg har virkelig prøvet.
Jeg er ret afklaret med, at jeg må forlade ham, selvom det ikke er sjovt. Men han har ikke udviklet sig med mig, han har ikke arbejdet på forholdet og jeg har nu automatisk fjernet mig fra ham.
Men altså....kan min fars sygdom virkelig have udløst en depressions lignende tilstand hos min kæreste? Og kan jeg gøre noget for at hjælpe ham? Han har selv nævnt at det er ved at være et problem for ham. Hvad ville i gøre?
Uanset hvad bliver jeg ikke hos ham. Det er for sent nu.