Min kæreste vil have børn.

Hej alle.
Jeg lever i et lesbisk parfohold (og alle dem der gerne vil diskutere dette som sådan, eller emnet "børn og homoseksuelle" må gerne åbne deres egen tråd derom, så skal jeg nok svare. Her skal det kun handle om det jeg beskriver nedenfor, TAK).
Min kæreste og jeg lever i et meget stabilt forhold, der har overlevet store distancer (Berlin-Kbh) i 18 måneder og meget andet. Vi har stadigvæk meget at fortælle til hinanden, det er på ingen måde gået død og jeg kan virkelig sige at jeg føler jeg har fundet min soulmate.
Da vi lærte hinanden at kende vidste jeg at hun på et tidspunkt gerne vil være mor. Ikke pr. reagensglas, men med en aktiv far til barnet (en god ven). Det fik mig til at gå lidt i tænkeboks. Jeg vil gerne understrege at jeg ikke er en der siger "jeg gider ikke børn, under ingen omstændigheder". Det var mere sådan at jeg ikke regnede med at der ville være børn i mit liv, og jeg ville nok ikke have sat det igang ud fra mig selv. Det havde jeg det fint med. Min konklusion var så, at siden jeg egentlig ikke har noget imod børn, og denne kvinde kun findes som (kommende) mor, så åbner jeg op for det faktum, at jeg altså kommer til at leve sammen med børn. Fint nok.
Nu rykker tidspunktet så langsomt nærmere. Hun er snart færdig med sit studie og vil gerne prøve at blive gravid om ca 1,5-2 år.
Og selvom jeg hader at skrive det: det forvirrer mig. Jeg har stadigvæk ikke den der "no way"-indstilling som nogle har, men jeg tænker meget over om mon jeg kan klare det. Jeg har bygget mit liv op fra scratch og er egentlig for første gang godt kørende siden ca 2 år. Alt er som jeg gerne ville have det. Og jeg er så usikker hvordan jeg kommer til at opleve det når der pludselig er nogle små mennesker der forstyrrer min nattesøvn, spilder kakao på sofaen, har brug for meget frirum (i mine omgivelser) og alt det. Om jeg så kan ende med at føle mig indsnævret, forstyrret eller noget i den stil.
Jeg har sagt ja til denne kvinde og jeg står ved det, men jeg føler der er så mange ting jeg skal afklare for mig selv hvad de børn angår.
Jeg håber i kan se at det her egentlig ikke er et "homospørgsmål", der er nok også mange mænd der har lignende problemer, når de ikke føler sig klar eller de møder deres livs kærlighed som har børn i forvejen som han aldrig regnede med han skulle integrere i sit liv...eller lignende. Og jeg håber vi kan diskutere det på dette grundlag.

en stor omvæltning at få børn.Og du skriver at du vil måske kunne føle dig forstyrret af disse børn og for mig er det et tegn på at du måske ikke er klar til at have børn i dit liv, for så ville du ikke tænke på den måde men se dem som en velsignelse.
Der er jo stor forskel på at kunne tolerere børn og virelig ønske dem og det lyder for mig som om du kun tolerer dem til en vis grænse.
Når man går ind i et forhold hvor kvinden har børn må man jo gøre op med sig selv om man elsker den anden så meget at man er villig til at tage ansvar for hendes børn. Du er i en lidt anden situation da børnene jo ikke er født endnu, men jeg tror at du må acceptere at din kæreste virkelig ønsker sig børn og hvis du vil beholde hende må du bare acceptere det.Så spørgsmålet er om du kan det?
Men som jeg læser dit indlæg virker du ikke specielt glad for tanken om børn. Du skriver dit frirum og din nattesøvn etc. Men jeg kan jo tage fejl.......

Jeg syns du tænker meget på dig selv og de negative ting.
Du tænker ikke så meget på hvordan det vil være at holde den der lille nyfødte baby for første gang, høre den grine, høre det første ord, se det første skridt altså helt udviklingen. Som jeg kan forstå på dig har du os været igennem en ny udvikling og set nogle ny resultater.
Det kan da godt ske du bliver vækket om natten, men i er to om barnet.
Jeg tror på du får en hel ny følelse når det barn engang kommer til verden og du/i har jo 1.5 til 2 år at tænke det igennem i endnu.. Så kan det os være du ikke har brug for så meget "frirum" som du har nu.. Vi bliver jo alle ældre.. ;-)

nok til at tænke over det. Du skriver at hun vil gene blive gravid om 1.5- 2år.
Synes det er et pænt stykke tid, til at du kan ændre din mening om hvad det betyder at få et barn. Måske vil du føle dig mere klar på det tidspunkt.
Jeg tror at vi kvidner tit fortryder de børn vi ikke får, men ALDRIG fortryder de børn vi får (selvom man i begyndelsen var i tivil).
Kan du se dig selv som 65 årig og uden børn og børnebørn?
Ligenu synes du bare dit liv kører, men hvad så med om 10-20år....... vil savnet at et barn ikke komme der?
held og lykke.

hej jeg er godt nok ikke mand, men jeg blev gravid som 19 årig, havde ingen uddannelse og havde lige købt hus.
Jeg var i et fast forhold med en mand der var 10 år ældre end mig og som havde to børn i forvejen.
jeg gjorde mig de samme overvejlser som dig, jeg vil gerne selv bestemme hvordan tingene skal være, og det passer altså ikke sammen med at have børn, men jeg valgte altså at beholde det.
I dag er jeg 23 og har 3 børn med den samme mand, og jeg har fundet ud at at nullermænd, og kakao på sofaen er helt i orden, for selvom børn er krævende og man er nød til at sætte mange ting på standby så gør det ikke noget, for de giver ti gange det igen de får.
Dermed ikke sagt at alt er rosenrødt, men jeg har ikke fortrudt den beslutning jeg tog for snart 4 år siden.

Hej, ja jeg kan godt se at indlægget kan virke negativt, med det er jo fordi jeg tematiserer min tvivl.
Det er ikke sådan jeg ikke kan se det sjove og dejlige i det. Det er ikke ensidigt. Jeg kan godt lide at tage min nevø med ud til friluftsliv og vise ham nogle nye ting f.eks. Så specielt skolebørn og opefter er ikke "lukket land" for mig.
Men det at være en slags forælder/papmor (og det kan jeg ikke løbe fra at blive når jeg lever sammen med børn) det er noget andet. Det er derfor at mine tvivl måske overvejer i mit indlæg. Det er jo det jeg skal afklare.

Hvorfor skulle i ikke have børn Det er den største glæde som i kan få sammen her i livet. Hvad andre folk mener af nedsættende bemærkninger om det ene og det andet, kaldes misundelse. Som der er nogle retarderet person på denne her sol debat, som der kun har et formål at svine livet til for andre, med alle de ukvemsord som der kan være klemt ind imellem ørene sammen med elastikken som der holder ørene på plads
til deres beskidte tankegang under ligeså mærkelige omstændigheder på disse hjerneskadet fremmede fjendske personer.
Go for it
Held og Lykke [l]

Eller er det kun din kæreste der skal føde et barn?
Får hvis i går fra hinanden, så er du hverken en "far" eller "mor".
Hvad skal barnet den "anden kvinde"?
Synes du selv skal føde et barn....... så får du et helt andet forhold til det barn.

- end mænd, der skal integrere nye kæresters børn i deres liv. Du er med fra begyndelsen, men det er da godt nok et fyndigt emne du har fundet.
- Man kan vist roligt sige, det er en anden stillingtagen til børn i sit liv, end "skal jeg reproducere". Er det fremmedstatusen overfor barnet, der bekymre dig? Den tror jeg ikke nødvendigvis vil være der. Jeg tror voksenautomatpiloten sætter omsorgsgenerne igang, så man bærer over med spildt kakao og egentlig ikke reflektere så meget over manglende nattesøvn. Man er oftest for søvning i den periode til at tænke dybe tanker over livsbetingelserne. Det er ren overlevelsesdrift.
- Det bliver vel heller ikke i "dine" men i "jeres" omgivelser, men ja, det er nogle små imperialister. Skal det være et fælles barn eller skal det være hendes barn?
- Men hvorom alting er, så er min livssituation, så meget anderledes end din, at mine bud på reaktioner mildt sagt er et skud i tågen. Det nærmeste jeg kommer er sommerferie med andre kvinders børn og de har trods alt skullet afleveres igen, samt en papdatter, der kun var til låns i weekend og ferier. Den sidste fandt ad åre sin plads i søskenderækken blandt mine egen, men det ER jo noget andet.
- Jeg kender et lesbisk par som har fået barn "sammen", men han er "Storkebarn" og via foreningen var der muligheder for snak, diskussion, støtte og vejledning etc - det er jo så væk for dit vedkommende, med en privat donor, men har du slet ingen i din omgangskreds/ligesindede du kan vende dine tanker lidt med?
- Du skriver børn og ikke barn. Har du slet ikke overvejet selv at lægge livmoder til hvert andet barn? Det kunne man da kalde ligestilling. Jeg mener, hvis ikke kvinder indbyrdes kan praktisere ligestilling... Det´r gas, men dog en tanke 😉
- Jeg er meget spændt på denne tråds udvikling. 🙂

...det er lige problemet, jeg føler at det blandt homoseksuelle er sådan at det enten slet ikke vedrører dem, for vi får jo ikke børn bare lige sådan, eller som en smutter. Så enten har de ikke gjort sig de store overvejelser. Eller også er det et udpræget bevidst valg, og så er de tit ubetinget positiv og kan ikke forstå hvor jeg er henne med min usikkerhed.
Sjovt nok så er det jeg har oppe at vende noget jeg kender mest fra mandlige heterovenner som også havde nogle (irrationelle) "issues" mht. deres frihed, ansvar og det endegyldige i det at få børn i huset. Men jeg synes da at det er bedre at gøre sig de overvejelser FØR det bliver alvor.
Men en fin debat her med en sober tone, det er jeg glad for.

Og du kan ikke forestille dig hvor tit folk vil diskutere det med mig.
Som om det var noget helt uhørt eller sygeligt.
Men sådan er det. Jeg fungerer helt normalt og ser ud som en kvinde og opfører mig som en, men den ene ting er der bare ikke og sådan er det. Hvordan skal man forklare eller forsvare det? Øsnket er der bare ikke.
Kender to andre kvinder (heteroseksuelle) der heller ikke har det ønske. Den ene har papbørn, den anden et lykkeligt parforhold. De kender også til de måbende reaktioner.

jeg forstår udemærket din bekymring - især fordi det er som om udgangspuniktet er, at din kæreste gerne vil have et barn. For mit vedkommende, da jeg fik lyst til at få børn, var det da jeg mødte en kvinde jeg gerne ville lave børn *sammen* med - altså at vi to skabte disse liv i et fælles projekt. Tænker at det er (udover alt det fantastiske ved børn), det der gør at man opgiver sit "gamle" liv og skaber et nyt som familie.
Så egentlig ser jeg mest det som dit/jeres problem - hvorvidt det reelt er et fælles projekt på alle parametre. Ikke så meget om at du får lov til at deltage, men mere om du selv vil kunne føle dig helt og fuldt som en del af projektet. Ville sikkert være nemmere med en donorfar - men på den anden side er det en fed tanke hvis I kunne være tre ligestillede forældre ;-)
Hvis du kan få den der følelse af det fælles projekt og at det ikke er din kærestes barn, men jeres. Så er jeg overbevidst om at alle "generne" ved at have børn vil forsvinde som dug for solen og du vil opdage den der fantastiske følsesmæssige dimmenssion du ikke troede du havde .........
held og lykke med det
1-2-3

- Jeg har en god ven, der plejer at sige "det er altså også underligt, bøsser får ikke børn, men der bliver flere og flere af dem"😮.
- Så kan du jo gætte på hvad han er...😃😃😃
- Men jeg holder med dig i, det er sund fornuft at komme gennem overvejelserne FØR, det er alvor. Men du svarede ikke på jeres overvejelser om det skulle være et fælles barn eller et særbarn. Det tror jeg også du skal tænke over. Det er jo ikke sikkert jeres forhold bliver for evigt.

- Du er da en pind til juristernes ligkiste...😃😃

Hej 1-2-3,
vi er faktisk meget enige om at vi ikke vil "konstruere" en skæv virkelighed. Vi kan jo ikke blive forældre sammen. Desuden synes vi også begge to at et barn skal have lov til at kende sin far og opleve ham, så en anonym donor er ikke en option her.
Så jeg får en anden rolle end den mor og far har. Det er dog slet ikke det jeg er bekymret over, for jeg tror at tre voksne mennesker godt kan finde ud af at etablere en klar og respektful situation her (jeg kender da "mor far papmor og papfar"-familier hvor det langtfra er gået godt, så det er mest et spørgsmål om modenhed vil jeg mene og ikke om konstallationen). Det er mere hele spørgsmålet om hvor klar jeg selv er til at leve med børn og hvordan min reaktion på denne omvæltning vil blive.

hej smidt
jeg kom nok til at lyde lidt firkantet - men jeg mener det som at du følelsesmæssigt bliver en del af projektet - fuldt ud. Både hos dig selv men også hos din kæreste. Måske sådan at forstå at du netop IKKE bliver en pap-forældre. Hverken i dine egne eller hendes øjne......... tænker at hvis du kommer derhen (modenhed eller hvad man nu vil kalde det - "moden til ..." lyder lidt bedre;-) så tror jeg du/i meget bedre vil kunen klare de omvæltninger der kommer og være glad for dem
;-) 1-2-3

det sådan at du nu har 1- 2 år at vende dig til tanken i.
Måske er du klogere til den tid ?
Jeg kan sagtens sætte mig ind i problemet. Jeg har ikke ønsker om at få børn selv og ser dem nok mere som hæmsko end "fantastisk" men måske er det fordi det ikke er aktuelt for mig. Hvis jeg levede med en der ville have børn (og jeg var klar over det) så ville jeg da foretrække et par år til at vende mig til det.
Om jeg så ville gå hen og blive ok med det ... man bliver jo ikke yngre .. det ved jeg ik men omvendt er du glad for hende ... og ja hun gerne vil såhhhh mon ik ?
Ingen grund til panik i hvert fald 🙂

Har læst samtlige indlæg i tråden igennem og vil lige give mit besyv med.
Umiddelbart lyder det på dit indledende indlæg, som om din kæreste allerede inden i mødtes havde planlagt sit kommende forældreskab, samt på forhånd truffet aftale med en "aktiv" far. En ordentlig mundfuld at gå ind til, hvis man som udgangspunkt ikke føler sig klar til børn.
Tre-forældres-konstellationen er skrøbelig. Jeg vil mene, at det kræver en yderst engageret og aktiv "medmor", for at der skal være harmoni. Altså for at medmor ikke skal ende med at blive kørt ud på et ligegyldigt sidespor i et babyraid, hvor de to biologiske forældre kæmper for at dele sol og vind lige mellem sig. Det er desværre set før.
Derfor vil jeg mene, du skal overveje situationen grundigt, i lyset af din tvivl om, om tidspunktet om 1,5-2 år er det rette til børn.
Hvorfor lige præcis denne tidsgrænse? Er I ved at blive "for gamle"? Eller kunne projektet udskydes lidt mere, så du kan nå at vænne dig til tanken? Presser hun dig? Det lyder umiddelbart som om hun har valgt både børn, aktiv donor og tidspunkt. Det skal også være dit "projekt", forstået sådan, at du skal være parat til det og ikke gøre det af nød, fordi du tror det er eneste mulighed for at blive sammen med hende.
Jeg forstår dit behov for lige at klappe hesten og nyde det, du har bygget op, inden der kommer en baby og vender verden på hovedet. Livet er bare anderledes og uforpligtende uden børn. Giv dig selv lov til at nyde den tid lidt endnu. Ellers vil du ærgre dig senere.
Er der noget, du gerne vil nå? Noget du gerne vil have råd til at anskaffe, inden der skal betales til barnevogn og vuggestue osv.?
Vil du gerne lige opleve et par "vilde" børnefri år mere? Det er en ærlig sag.
Tal med din kæreste om, hvordan du føler. Så vidt jeg kan læse af dine indlæg er problemet ikke, at du som sådan ikke vil have børn. Problemet er bare, at du ikke ved, om du er klar om to år.
Hvordan reagerer du på børn i dine omgivelser (og er der overhovedet nogen)? Hvis muligt, prøv at være legetante næste gang der er familiefødselsdag og en hel børneflok og se, om det siger dig noget. Eller tilbyd at være babysitter for en venindes barn. Måske finder du forældregenet frem. Måske ikke endnu.
Jeg ville råde jer til at droppe den to års plan. Lad være at have en deadline på. Tal ud med din kæreste om, hvad du føler. Aftal, at der skal være børn "før eller siden" og så bare vent og se, hvad der sker. Man ændrer sig jo. Kan være ét eller andet lige pludselig gør dig skruk som en høne :-), måske allerede om en måned.
Ét er dog sikkert: Den tidsplan skal droppes. Hvis du er nervøs for at blive forælder, så vil den nervøsitet højst sandsynligt forstærkes af, at have to års planen hængende over hovedet om et "jeg må nok også hellere...", og så kan der ske det uheldige, at du begynder at se det at få børn som noget negativt og restriktivt - og det ville jo være synd.
Har skrevet det et par gange nu: Tal med din kæreste om det og drop den rigide plan. Gør det, når I begge er klar til det - ikke kun hende. Hvis hun reagerer ved at blive bange for, du bare trækker tiden fordi du ikke vil have børn, så husk hende på, at hvis hun kræver, at du siger ja til, at I skal påbegynde graviditet om to år, så er det reelt at kræve, at du allerede nu er klar til det.
Således ordene fra én, der selv har stået i stort set samme situation.