Min kærestes mor..

Hej alle..
Er bare nød til at få det her vendt med nogen.
Min kærestes mor døde i forgårs. Hun havde skrevet et brev som familien så fandt igår. I det brev havde hun skrevet, at hun nu ikke længere behøvede at bekymre sig om at få sin søn op om morgenen, eller bekymre sig om hvornår eller hvor sent han kom hjem. Nu kunne hun få ro, og ikke længere føle sig tilside sat til fordel for en anden person, som hun jo nok ikk behøvede at sætte navn på.
Da min kæreste fortalte mig det blev jeg ked. Ked og vred. For jeg vidste personen var mig. Jeg har altid været høflig, flink og venlig over for hans forældre, men de har aldrig accepteret mig ordentlig. Hvorfor ved jeg ikke. Jeg var med oppe på sygehuset og se hende, hun døde af et hjertestop, meget uventet. Men dagen efter ville hans far gerne at resten der skulle ordnes inden begravelsen skulle foregå uden mig.
Da vi startede vores forhold, var vi som alle andre ny forelskede sammen til langt ud på natten, og han kom sent hjem. Jeg har senere hen snakket med hende om at min kæreste var så svær at få op om morgenen, og at det måske var fordi hun altid havde vækket ham, og han aldrig har ejet et vækkeur. Vi har et dejligt forhold, min kæreste og jeg, og han er flyttet sammen med mig, og vi venter nu barn. Vi har nu været sammen i 2 år.
Men hans mor og familie, ser ham stadig som deres lille dreng og bebrejder ham for aldrig at være nok hjemme. Han er 23 år.
Synes ikke hun er rimelig. Synes ikke det er en fair afslutning at give over for min kæreste. Hvordan må han ikke føle.. Skyld og selvbebrejdelse.. Hvorfor har hun gjort det? Hvorfor kommer sådan noget først frem efter hendes død? Hvad er det bedste jeg kan gøre i denne situation?
mange fortvivlede kram

Det var luset gjort af hende. Virkelig. Nu kan din kæreste og dig bruge resten af jeres liv på at bebrejde jer selv en masse. Det må i ikke gøre!
Jeg har desværre ikke et skide godt råd, andet end, at din kæreste er nødt til at tage en alvorssnak med sin familie. Der er et lille barn i vente nu, og det bliver et mareridt for dig, hvis ikke tingene falder på plads inden det kommer til verden.
Håber det løser sig.
Trøstende tanker herfra

Lad være med at tage hendes bebrejdelser alvorligt.
Din tidligere svigermor havde gjort en alvorlig fejl, ved
ikke at have nogle veninder at være sammen med.
Dermed blev hele hendes livsopgave at opfostre sit barn, og
det er her filmen knækkede. Da hendes livsopgave var tilendebragt,
så havde hun ikke længere noget at leve for. Derfor døde hun af
hjertesorg, over ikke længere at se sin søn.
Tænk lige på hvor meget energi en mor bruger for at
opfostre et barn. Desuden havde hun ikke mentalt givet
slip på sit barn, da han forlod familien. Så vil du kunne
forstå, hvorfor hun døde af sorg.
En dag vil kunne stå i den samme situation, pga. du
selv venter et barn. Med mindre du har en masse gode
veninder, som kan være noget for dig, når lille "Bimmer "
forlader hjemmet. - smiler -
Lad være med at føle skyld, for det er ikke jeres skyld.
Knus Bimmer

Man behøver jo ikke forlade familie, og det tror jeg heller ikke i har gjort... Jeg tror bare ikke familien har kunne forstå, at deres lille knægt er blevet gammel og selv har stiftet hjem...
Moderen var jaloux på dig... Du må ikke lade det gå dig på... Det har du ikke fortjent...!

Jeg er dybt rystet. Jeg syntes helt klart at i skal gå op og få en snak med jeres læge hvis det er en som i har tillid til. Stakkels din fyr hvis han er lidt blød vil han jo have dårlig samvittighed i lang tid fremover. Det kunne være at noget smtale teapi ville gøre ham godt.
Hun havde vist svært at slippe sin "lille dreng"
Held og lykke med jeres liv.
ALLE 3

Kære Du,- jeg vil som den anden bebattør sige, at det var et smagløst afskedsbrev som i skal leve med.
Hans mor har givet været jaloux på dig og hendes søns forhold til dig, du har "stjålet" hendes lille søn, og det har hun tilsyneladende ikke kunnet tilgive nogen af jer.
Din kæreste og dig er nød til at få snakket om det, og det hjælper at snakke husk det ! - i kan ikke lave om på det, men få fred og leve med at sådan var det / er det.
Hun har sikkert givet din kæreste dårlig samvittighed med at skrive et sådant brev, og du har formentligt ligeså meget skyldfølelse, da du er "den" som har stjålet ham.
Jeg har heller ikke de vise ord, men i har ingen grund til at føle dårlig samvittighed, det er ikke jeres ansvar at hans mor ikke ville slippe ham selv da han blev en voksen mand.
Snak så meget i kan og prøv at kom videre uden den store skyldfølelse.
Jeg ønsker alt godt for jer og den lille nye som er på vej.
Vh Rosalilje

Hvordan kan hun dø uventet af et hjertestop, og så samtidig skrive et afskedsbrev om at hun gir op.??

Hun havde haft kræft, men var i bedring. Tror hun har skrevet brevet da det stod værst til med sygdommen.

Wow ... det var ikke en rar afskedshilsen.
Jeg tænker, at din kærestes mor har bearbejdet sine tanker og følelser i forbindelse med sin kræftsygdom ved at skrive dette brev. Du skriver ikke noget om, hvorvidt brevet var stilet til nogen og om det var meningen, at det skulle efterlades til jer, så I kunne læse det.
Jeg tror det faktisk ikke.
Jeg tror, at din kærestes mor har skrevet et brev til SIG SELV som et led i sin egen bearbejdning af de følelser, hun har gennemgået under sin kræftsygdom. Hun har været hudløst ærlig og har skrevet om sine følelser på den måde, fordi hun blot har "givet sig selv luft".
Faktisk tror jeg, at de fleste mødre har en følelse af at "blive skubbet til side" af en ny kæreste i den elskede søns liv. Spørgsmålet er så blot, hvordan man som mor håndterer det, ikke? Hvis brevet i virkeligheden er til hende selv, kan jeg sagtens følge hendes tanker. Det ER svært ikke længere at være den "første-prioriterede" i sine børns liv. Den situation skal man lige vænne sig til som mor ;-)
Og det er helt okay at skrive til sig selv - eller en nær veninde/ven - om de tanker ... fordi de er naturlige. Det behøver ikke at betyde, at hun ikke kunne lide dig. Faktisk behøver det ikke at have noget som helst med dig som person at gøre. Måske er det blot et udtryk for den oplevelse og de følelser, som enhver mor skal igennem, når hun slipper sit barn.
Jeg formoder her i mit indlæg, at brevet ikke var stilet til jer og at det absolut ikke var meningen, at I skulle læse det. Når I sådan tager ordene for pålydende og læser dem, som om de handlede om dig personligt, tror jeg altså, at I overfortolker. Prøv at tage ordene som et udtryk for en mors forsøg på at forlige sig med tanken om, at hun må slippe sit barn.
At hun døde pludseligt af hjertestop under en kræftsygdom i bedring, understøtter min formodning om, at hun ikke havde lagt brevet til jer - at brevet var til hende selv.
Kærligst,