Min lillebror vil dø!

Her for et par dage siden kom min 10-årige lillebror til mig, og fortalte at han gerne ville dø.
Først grinede jeg bare lidt af det og tog det som en joke, men da jeg så at han begyndte at græde, vidste jeg at det var alvor.
Hvad skal jeg stille op?
Jeg er total fra den, og jeg ved at han kan finde på hvad som helst.
HJÆLP

Du skal gå til jeres forældre med DETSAMME !!!!
Sørg for guds skyld at han får hjælp - nu !!!!

Du må aldrig grine af ham, for så kan det hurtigt blive alvor.
Når han fortæller dig det, så er det et råb om hjælp!
Har du spurgt ham om årsagen?
Er du god ved din lillebror?
Det meget svære at begå selvmord, end de fleste er klar over.
Så en ting er trusler en anden ting er virkeligheden, selvom de
skal tages helt seriøst.

Hvis du/I ikke kan gå til jeres forældre - så brug skolepsykologen (har tavshedpligt) eller måske en skolelærer.
I hvert fald få hurtigst muligt hjælp fra en voksen.
børn på 10 år ønsker ikke at dø, uden noget er helt galt!

Tal STRAKS med dine forældre eller ring STRAKS til Børnetelefonen 35 55 55 55.

Med de problemer, du har med din stedmoder og andre ikke forstående mennesker omkring dig, er du ude af stand til at hjælpe ham, og derfor skal du selvfølgelig fortælle din far eller stedmoder om det, uanset at du synes, hun er en dum kælling. Jeg læser det, som det er en af hendes drenge, og han kan jo ikke gøre for, at hun er sådan overfor dig.
Gør noget nu, så er du et godt menneske.
Hilsen wik
Og så har jeg for øvrigt et svar til dig på den anden tråd.

Det gør mig virkelig ondt at høre.
Jeg havde selv tanker om at dø...selvmordstanker som 10 årig på grund af en rigtig træls barndom.
Børn kan sige underlige ting af og til....men mange gange skal man altså lytte og tage det alvorligt og finde årsagen.
Mit råd kan kun være....hjælp ham. Snak med ham om hvad der plager ham....og for guds skyld tag det alvorligt.
Det er ikke normalt når en sådan tanke begynder at manifestere sig. Så er det fordi der er noget galt.
Har han sagt det til andre end dig.?
Hvis ikke er det fordi han viser dig tillid....og den skal du passe på med at han ikke mister da han kan risikere at så ikke have tillid til nogen som helst.
Bevar den tillid og snak med ham alt det du kan....udspørg hvad det er der gør at han får sådanne tanker.....men lad ham selv sætte grænsen for hvornår han ikke ønsker at tale mere om det.....prøv ikke at tvinge ham. Lokke er ok...men ikke tvinge.....lokke med ord...og ordspil...ikke med is eller slik.
Prøv evt. at lege med ham.....få ham til at se at livet også kan være sjovt og godt. Tag ham med på tur, til stranden, museer, biograf eller hvad I sammen nu kunne få lyst til. Få nogle gode oplevelser.....lad ham få nogle gode oplevelser.
De allerbedste ønsker og bønner til Jer.
De hjerteligste hilsner, Eyas.

Kirken!
Uanset hvad man mener om institutionen som sådan, er præster som regel ret så gode til den slags.
Fordelen ved en præst er, at hun/han også har tavshedspligt, og samtidig ikke er "tæt på" familien i det daglige. Og vedkommende kan sende folk videre til, hvor de kan få den bedste hjælp.
Jeg vil absolut ikke foreslå, at man går til forældrene i første omgang. Det er garanteret i forholdet til dem, der er store problemer.
En præst vil aldrig forsøge at tale bibel med et par mennesker, der kommer med store personlige problemer.
I promise!
Kys til dig og Lillebror!

Hej Lasse!
Skolepsykologen (og læreren) har naturligvis tavshedspligt forstået på den måde, at de ikke må gå og plapre til alle mulige om det, de hører i forbindelse med deres arbejde. Men hvis de får alvorlig grund til bekymring for barnet og forhold omkring barnet, skal de underrette kommunen. Jeg synes selvfølgelig stadigvæk, at det er en god idé at tale med en voksen, men mange føler sig svigtede, når skolepsykologen går videre med det, de har talt om, fordi de netop tror, at det aldrig kommer videre uanset hvad.
Man kan også ringe (anonymt) til Livslinien: 70 201 201, alle dage mellem kl. 16 og 23; de vil også kunne give god hjælp og støtte.
Men kære Lobj, uanset hvad du gør, er det vigtigt, at du først forklarer din lillebror, at det er det, du vil gøre, og så høre, hvad han siger til det. Han vil muligvis være imod, at du siger det videre, men forklar ham, at det er, fordi du elsker ham, og ved, at det er bedst for ham sådan, og spørg ham også, om han har lyst til at være med, når du fortæller det, så han ved, hvad der foregår (men måske ikke behøver at sige noget selv).
Held og lykke med det til jer begge to!!
Mange varme tanker
Marianne

Hej Alle sammen,
jeg er meget glad for at I har forsøgt at hjælpe mig, men alle de ting som I har skrevet, har jeg allerede prøvet.
Han har ikke forsøgt at tage livet endnu, men han kryber mere og mere ind i sig selv, et tydeligt tegn på at han er ved at forsvinde ud af den virkelige verden.
Jeg er stadig på herrens mark, og ved ikke hvad jeg skal stille op med dette store problem.
Inderst inde vil jeg gerne have at han får fred hvis det er det han ønsker, men at miste sin 10 årige lillebror er mere end hvad jeg kan klare.
Jeg har skrevet et brev til ham, hvori der står hvor meget jeg elsker ham, og hvis han vælger at tage springet er jeg parat til at tage det sammen med ham.
Uden ham vil min hverdag ikke fungere da han er én meget stor del af puslespillet i mit liv.
Skal jeg lade ham få fred, eller hvad skal jeg?
Mange Hilsner Louise

Hey
ved du hvorfor han gerne vil tage livet af sig selv?
du skal IKKE lade ham vaere for det vil bare goere tingene meget vaere han skal snakke med nogen og han skal ha hjaelp!!!!!!!!
Good Luck!!!!!
knus fra mig!!!

Hej mig,
jeg ved et eller andet sted godt hvorfor han vil tage sit eget liv.
Men hvis han vil have fred er det så ikke den rigtige løsning??

i am so sorry... du kan altid prøve at snakke med ham.. hvis han gik hen og sagde det til dig vil han måske gerne ha' at du hjælper ham.. hvis ik' så bliver du nød til at snakke med dine forældre.. hvis du tror der ik'er mere du kan gøre for ham.. so sorry..

jeg forsøgte selvmord da jeg var 7 år gammel. igen som 18 årig. nu fylder jeg 43 i morgen og lever stadig ensom i helvede fordi livet åbenbart SKAL have en chance hver eneste dag. jeg er ikke klar over om jeg lider af noget genetisk eller mine forældres egocentrisme har smadret min personlige lyst til at søge lykken. jeg er enten for nysgerrig - og dermed livslysten - eller for fej til at ende ulykken. men generelt stinker mit liv af død. og sådan er det måske med nogen mennesker - livet vil os ikke. var det en hjælp?

Søde, jeg har selv været der hvor jeg ønskede at dø, det var netop på grund af min tidligere stedfar, hvis det er noget med dine forældre der gør at I har det skidt, så se at komme væk, du er nød til at være stærk for jer begge, kontakt politiet hvis det er noget ulovligt, eller slå en psykolog op i telefonbogen og RING...
Og ham Morpheus, jeg synes absolut ikke du skal lytte til ham, han er den sidste person der kan råde dig nu, hans roblemer skal han aldeles ikke lægge over på dig.
Lov mig at du gør noget ved det, der er for meget at miste ved at du ikke gør, jeg ved godt det er hårdt, men jeg ved også du kan klare det!!! Kom så min tøs, du ved hvad du skal gøre.

Tænk jer nu om!!!! bare fordi i tilfældigvis har fået et elendigt liv betyder det ikke at denne lillebror får det... Man er IKKE i stand til at afgøre et så stort spørgsmål i sit liv på så tidligt et tidspunkt!!!