Min mand er også sur. Erfaringer søges...

Nu har jeg læst flere indlæg her på siden der handler om sure mænd.
Grunden til at jeg har læst dem, er selvfølgelig at min mand også dagligt! er sur.

Jeg har flere gange overvejet at forlade ham, men synes ikke det er så nemt. EN kraftig grund til at blive, er selvfølgelig at vi må sælge hus med kæmpe underskud hvis skilsmissen bliver en realitet, vi må hver især finde skodlejligheder der ligger længere væk fra børnenes skole og venner og det er bare så skide synd for børnene - det siger alle de "skilsmisseramte" jeg kender i hvertfald.... (og der er selvfølgelig også angsten ... hvad nu hvis man tager fejl - vi har været sammen i mange år og han er en del af min indre stemme - så hvad nu hvis jeg ikke kan undvære ham - trods hans surhed.)
Men vi har jo kun livet én gang, og jeg synes at livet er dejligt, så hvorfor skal det gøres så trist, tungt og surt. Og hvorfor skal jeg skældes ud for ikke at lave nok, når det er mig der henter, bringer, køber ind, laver mad, leger med børnene, vasker tøjet, sørger for alt det praktiske og gør rent, og ovenikøbet smiler når han kommer hjem - indtil han bemærker og italesætter de ting jeg IKKE har gjort - f.eks tømt opvaskemaskinen...eller glemt mine nøgler på bordet. Børnene bliver også straks sat til at rydde op - ofte før han siger hej til dem...

Nu efterlyser jeg råd og erfaringer fra jer der kender situationen - mand som kvinde.
Er der nogen af jer, der nikker genkendende til dette billede - og har haft held med den ene eller anden slags løsning... Jeg har prøvet at gøre mere rent, at gøre mere bla. bla. bla. men det hjalp ikke. VI har prøvet parterapi...men dér mener han at det er mig, der er et rodehoved - ham er der ikke noget galt med...
Hvad siger I?
Er der nogen af jer, der har prøvet at forlade jeres "Sure mand"?
Er der nogen sure mænd - der er blevet gladere - med den samme kone? - og hvad skyldes surheden. (Min mand kan ikke overskue dét, som han ser som kaos)

Jeg læser dit indlæg, og vil egentlig gerne svare, men har lidt svært med at finde ud af hvor jeg skal starte og slutte.
Jeg har selv været en af de sure mænd som du beskriver.
Det kostede så desværre et 28 årig lang ægteskab, men det har lært mig en dl om livet.
Der må være en dybere grund til han er sur, som du åbenbart ikke kan finde ind til, prøv at tænke over prof. hjælp, det ville jeg ønske vi havde prøvet, men det ville hun ikke.
Men set i bakspejlet, kunne det måske ha hjulpet, hvis det var sket tidligt nok, men jeg tror i dag, at vi efterhånden havde slidt så meget på hinanden at der ikke var nogen vej tilbage.
Men det var hårdt for mig da hun flyttede, jeg var helt nede at vende, men med hjælp fra gode venner, som fortalte mig om deres oplevelser af mig, en god psykolog og min egen stædighed, er jeg nu kommet videre.
Nu skriver du ikke hvor gamle i er men jeg fornemmer i er midaldrende. Jeg var 55 og konen 48 da hun forlod mig.
Jeg læser det sådan at du skal tage ham i nakken, og sige du har bestilt tid hos lægen til jer begge, så i kan få henvisning til psykolog/parterapeut, og det ikke er til diskution, for hvis han ikke vil det, er du den der er flyttet.OG GØR DET HVIS IKKE HAN VIL.
Du må bare ikke begå den fejl som min exkone gjorde, hun flyttede direkte ned til en anden mand, og det er hun blevet kritiseret for fra mange sider, børnene ville ikke se hende i lang til blandt andet.
Jeg er kommet videre, har fundet en sød kærreste, som jeg håber at jeg kan få en fremtid med, så jeg har set lyset for enden af tunnellen, og har lært at se faresignalerne i humøret, så det ikke sker for mig igen, men får snakket om det i tide.
Jeg kunne godt tænke mig at snakke med dig, og fortælle hele baggrunden, for det som skate for mig, for det er for personligt til at skrive her, men jeg havde store fejl, og det havde hun også, og vi kunne ikke snakke om det.
Jeg håber du finder en god løsning på din tilværelse, for der er lys forude, selvom det kræver store omvæltninger her og nu.
Vi kunne heller ikke sælge huset uden tab, så hun overdrog det hele til mig, og jeg kunne med omlægninger blive siddende i huset.

Hvad laver din mand - hjemme?
Jeg vil ikke spørge hvor meget han hjælper til, for så ligger det jo implicit at arb. i hjemmet er kvindens, og manden bare skal "hjælpe til"...
Arbejder du fuldtids?
Gør han?
Og hvorfor er det ham der har patent på den "rigtige" måde at gøre alting på?

Tak eac for dit svar. Det er fint at høre indlæg fra den "andens" side. Det kunne være interessant at høre, hvad der kunne være den dybereliggende årsag til at du blev sur - for som jeg forstår det, så har du ændret adfærd??? Var det din kone, der bare var umulig, eller skulle du ned og vende, før du kunne se, at du også har et ansvar for at gøre dagligdagen hyggelig?
Vi er godt nok ikke midaldrende men sidst i 30´erne. Vi har mindre skolebørn og da vi samtidig begge arbejder fuldtids er der nok at se til - især hvis man fokuserer meget på det praktiske... Og jeg drømmer om, at vi kan stoppe op og lade det flyde bare i den først ½ time når vi begge er hjemme fra arbejde, så vi kan starte aftenen på en god måde...Men han kan ikke fungere før han har været rundt i alle rum og kontrolleret om der er orden - og han finder altid en ting eller to der skal påpeges....
ØV.
Hvordan smugler man lykkepiller i sin kæreste? (Bare for sjov)

Hør, det du kan starte med at gøre er at sætte jer ned sammen alene, udne i er distraheret af værken børn fjernsyn eller noget andet, ''sed ved sidne af hinanden'' og så snakke om det, men du må være ærlig og åben, og stå fast i din holdning, vis det skal virke,...
vis snakke ikke virker, så sig til ham, at du træt af at han er sådan en sur stodder elle,r noget, og så sig du godt vil være adskilt fra ham i et atykke tid eller par dage, så han tænke sig rigtig grundigt om ''sig det selvfølgelig til ham '' hvor vil han hen af med jeres forhold?
vis du er adskilt i et par dage eller noget, så vær hos en veninde sammen med børnene
prøv ik se om det hjælper🙂held og lykke med jeres forhold!
-BlackTheJuggalette

Jeg har læst dit indlæg og prøvet at læse igennem linierne, meget svært i øvrigt.
Det allerførste du bør gøre, er at tænke godt igennem, hvorfor er i to sammen og er det ham du vil bruge resten af dit liv med, lad være med at spilde dit tid på noget som du ikke vil, og det kan så godt være at i er nød til at sælge hus og bryde op, men er jeres børn ikke bedst tjent med forældre som er glade hver for sig, end dem som går og gør livet surt for hinanden.
Du har et ansvar for dit eget liv, og din egen lykke.
Sæt dig ned med din mand og fortæl ham hvordan du egenlig har det, hvad der går dig på og måske vil du vil blive overrasket over hvordan han måske heller ikke er tilfreds med sin egen opførsel.
Jeg tror der er gået lidt for meget dagligdag i den og i har glemt at være kærester..

Få afsat ungerne engang i mellem og få noget tid kun til jer selv.. En tur i biffen, et kroophold, eller bare en tur igennem byen hånd i hånd.
prøv at finde hinanden igen.
Held og lykke

😃😃😃

Prøv at tænke?, ikke på det negative!, men på hvorfor i blev forelsket i sin tid, alt det negative er jo bare nogle ting i har lagt jer til medens at i har været sammen, det er småting, det kan i sagtens klare i fældelsskab,(hvis i vil), dengang i mødte hinanden, der var han jo den sødeste fyr i verden for dig, og du var også den sødeste og smukkeste i verden for ham, er i blevet grimme begge 2?, eller har i glemt at leve.
Du skriver ikke hvor længe i har været gift/sammen, men ud fra dit brev, så vil jeg "skyde" på Ca. 10år?, forelsken har lagt sig, nu er det så kærligheden, der skal tage over, det er 2 vit forskellige ting, i bliver nød til at tale om tingene, om hvor dejlige i var ved/og overfor hinanden da i mødtes, ikke om det der er galt lige nu, det ved i jo begge 2, men prøv at tænke på det dejlige ved hinanden.
Jeg håber virkeligt i finder en lykkelig ende på det.
Venlig Hilsen Poul Jørgensen

Vi har også haft det problem som du.det er løst nu. Der er en der har givet dig et råd at flytte med børnene til en veninde i et stykke tid.Mit råd omkring dette er,at du bør flytte en tid,men uden børnene,og ikke til en veninde eller andre ,i har en opgave at løse men det uden at blande hele familien ind i det.Du kunne flytte i et sommerhus med nogle gode bøger godt tøj til nogle gåture,tro mig han ringer til dig når fornuften indtager ham. De venligste hilsener held og lykke Jens Rasmussen.

at manden er stresset og derfor får en meget kort lunte❓ og hvem er det nemmest det går ud over , end dem han føler sig tryggest ved❓
eller kan din mand have adhd , hvor de farer op og bebrejder den anden rodet for de bliver utrygge ved ikke systematiske ting . ( f.eks en bunke vasketøj der ligger på gulvet )
jeg spørger fordi jeg har adhd og jeg genkender det billede du giver af din mand fuldstændigt - det kunne være skrevet om mig .
jeg ville ikke som de andre råde til at du flytter , jeg ville råde til at du sender ham på en charterferie 14 dage så du kan se om det var stress relateret , og se hvordan han er når han kommer hjem .
det ville bestemt være en skam hvis i splittes op hvis der bare er den mindste form for følelser tilbage mellem jer .
men forstår godt din frustration .

Selv tak. Nu kommer det svære så, at forklare hvad der skete. Der er flere grunde til mit humør gik ned, og jeg blev indesluttet. Tre arbejdsulykker, og en datter med psykiske problemer er nok den store årsag, og at vi ikke selv fik hjælp til det, vi fokuserede kun på at hjælpe hende, og da hun var igennem, stoppede vi ikke op og fik det bearbejdet.
Hvad det hjemlige angår, var det hende der led af rengøringsvanvid, alt skulle bare være helt rent, opryddet og helt perfekt. Det kunne jeg ikke leve op til, alt skulle kontrolleres, og jeg kunne ikke gøre det godt nok, så hun gjorde alt selv, med det resultat at der jo ikke var plads til hygge og kærlighed med mig.
Det var den korte version, der kan fortælles i dagevis.
Så lige en løsning i jeres tilfælde vil jeg nødig komme med, men skal det reddes kræver det stor indsats fra begge, og psykologhjælp eller parterapeut til at løs det.
Jeg håber i finder en god løsning på det, men du skal ikke ødelægge dit eget liv for at redde forholdet.

dig ret i ADHD, det er som at læse om min søn som lige har fået konstateret voksen DAMP 40 år gammel, men men min ex opførte sig også sådan da, han havde en elskerinde, så kunne man lige pludselig ikke gøre tingene godt nok, så man skal lige være lidt vågen, om hvad der sker omkring een

Minførste tanke er at hvis man generelt går og er lidt småsur og livet er lidt træls, så er der jo noget galt et eller andet sted. Spørgsmålet er bare om det er ægteskabet, arbejdet eller hvad der går og nager ham, men det finder du jo kun ud af ved at spørge ham, så det synes jeg du skal gøre. Du kan da sagten tillade dig at spørge ham om, at du synes du oplever ham lidt småsur i dagligdagen er det er noget I skal tale om? Dette er vel nok den bedste og eneste løsning, da han er den eneste der kender svaret på sit ked af hed.
Du har kun et liv og skal du bruge det sammen med din mand fordi du har hus sammen og mener der kun findes skodlejligheder eller fordi du elsker ham. Svaret for mig er ret åbenlyst, at man bliver ikke sammen på grund af et hus, men på grund af man elsker hinanden og ikke af andre årsager eller ikke børn.
En kraftig grund til at blive er selvfølgelig at Imå sælge huset. Det er vel nok den dårligste grund jeg kan finde til at blive sammen et stykke materiel ting, som ikke kan give dig tryghed, nærhed, elskov, at føle sig elsket eller føle dig som en kvinde. hallo hvor er det lige jeg taber dig henne eller er det fordi huset er en grund til ikke at gøre noget ved din situation?
Du har et liv, brug det fornuftigt og husk der gerne skulle være ovenestemmelse mellem det man tænker, siger og gør.

Har lige læst om voksenADHD - det har han ihvertfald ikke. Jeg tror heller ikke på elskerinden. Det er klart mere stress, depressivitet og nok for meget alkohol, der er udløsende faktor. (Og så selvfølgelig mig og vores 3 børn!)
Vi er gode på den måde, at vi sagtens kan snakke om det, men det er mere løsningen, der minder om så mange andre pars problem: Man vil ændre den anden og ikke sig selv!
Hvor ofte bliver I andre (Der har børn) sure på jeres kærester/mænd/koner?
Hver dag/uge/måned?
Og hvor lang tid varer surheden ved? 2 minutter? 3 dage?

Hej me2.
Det første jeg tænkte, da jeg læste dit første indlæg var: alkohol. Og her i dit sidste indlæg nævner du det jo også selv. For megen alkohol.
Min mand var ligeså sur som din (og er det til dels stadigvæk) og jeg har længe syntes, at han drak for meget. En dag blev det mig for meget og jeg ringede til en (anonym) alkoholrådgivning. Jeg var meget i tvivl, om min mand overhovedet drak for meget, for hvornår har man et alkoholproblem? Men alt det rådgiveren fortalte mig, var som taget ud af vores familie. Min mand var altid sur, ungerne og mig gjorde alt forkert, selvom jeg lavede alt det hjemlige blev han alligevel ved med at kritisere mig for ikke at gøre nok.
Dvs. rådgiveren fortalte MIG om min mands opførsel. Ikke omvendt... Det gav mig jo unægtelig noget at tænke over. Hvordan kunne han vide, hvordan tingene var fat hjemme hos os?

Jo, det kunne han såmænd, fordi min mands opførsel er det man kalder "alkoholisk adfærd". Sur, sur, sur. Bebrejdende, intet-er-min-skyld, alle de andre tager fejl, etc. etc.(jeg kunne forresten godt se, at når vi havde gæster, så talte han slet ikke til mig på samme måde, så et eller andet sted har han jo vidst, at det ikke er okay at snerre ad kone og børn fra morgen til aften).
Husk på, at når man (din mand?) møder tre idioter på sin vej til arbejde, så kan det være, at man skulle begynde at se på, hvem der egentlig er idioten...
Og husk også på, at det andre siger (om dig) siger mest om dem selv, ikke om dig. Det du siger om andre, siger mest om dig, ikke om dem.
kh
Daisy
NB: Min mand kom i behandling og har i dag været ædru i 5 måneder og hans adfærd er også ved at ændre sig. Men det er altså kun ham selv, der kan gøre noget ved det. Jeg kan lære, at give slip i ham lade ham klare sine problemer selv. Og så kan jeg begynde at være god ved mig selv. Det er ikke rimeligt, at jeg laver alt det huslige, mens han kan brokke sig over, at der er støv i hjørnerne. Hvis det generer ham, kan jeg fortælle ham, hvor støvsugeren står. Jeg har været dér, hvor jeg var ved at slide mig selv op, for at have det perfekte hjem, så han ikke havde nogen grund til at være sur. Men det hjalp ikke, han stillede bare nye krav...
For det var jo ikke mig, der var noget galt med (selvom jeg fik det fortalt 1 million-milliard gange)...

Interessant. Som taget ud af mit liv. Tak for ordene!
Vil nu læse lidt om alkoholisk adfærd!
KH. Me2

Prøv f.eks. at se soberspace.dk og hvis du er interesseret har jeg ca. hundrede links mere... desværre:-( Men den gode nyhed er, at det absolut er muligt at få det bedre. :-)