mine forældre

hej.. jeg er en pige på 16 og jeg har det simpelthen så dårligt med mine forældre. det er ikke fordi vi skændes specielt meget, men jeg kan bare ikke snakke med dem. jeg kan ikke sidde tæt på dem eller give dem et kram. og der er ikke sket noget i min barndom der kan have gjort noget. jeg føler bare ikke at jeg kender dem eller at de kender mig. jeg vil bare så gerne kunne snakke med dem og lære at elske dem..

ligesådan med min mor,hun er ikke en person der snakker.Men hun prøver heller ikke at lytte eller forstå mig,jeg er nu 18 år.
Hun kan skælde mig ud,men det meste af tiden er jeg luft for hende.Jeg ville så gerne kunne spørge feks.hvad har du læst eller efter svar på et spørgsmål.Men heldigvis er jeg god til at klare mig selv,men ville godt have at hun ikke kun er menneskelig når man er døden nær:-(
Håber du finder vejledning fra sol-folkene

Tværtimod er der mange der har det sådan, man tror det bare ikke for på overfladen ser alt rosenrødt ud.
Mit eget forhold til mine forældre er lig nul. det gør ondt når det er sådan, men man lærer at leve med det, og finde andre i ens kreds man kan burge i stedet for. Feks en venindes mor når man virkelig har brug for en.
Det er trist men det bliver nemmere med årene!

Men prøv at tage mere intiativ.
Snak til den selv om de er tavse til sten tag intet svar som ja!Så vil de måske åbne munden og benægte/forklare.
Midt i et evt skænderi giver du simpelthen et stort kram.
Bland dig i deres gøremål,og det de intresserer sig i,det kan åbne op hvis man feks.sidder og spiller læser højt.
Eller tal om at i alle en dag dør,og du gerne vil have et bedre forhold NU.

Hej,
Selvom jeg er mor til teenagebørn, har jeg ikke glemt hvordan det var selv at være teenager. På den ene side har man et enormt behov for at være selvstændig med egne meninger og eget liv og på den anden side savner man ind imellem den omsorg og tryghed fra sine forældre, der var så vigtig for én da man var yngre. Dine følelser er helt naturlige og selvom det gør ondt her og nu, så tror jeg bestemt, at det vil blive bedre med tiden, efterhåden som du modnes og dine forældre vender sig til, at du er godt på vej til at blive et voksent selvstændigt individ. Jeg er sikker på, at de forældre elsker dig og i virkeligheden kan det være, at de er lige så kede af det som dig, hvis de føler, at de ikke kan nå ind til dig og er bange for at miste dig. De fleste forældre vil gerne gøre deres bedste, men selvom man er en ansvarlig voksen kan man ofte tvivle på, om man nu gør det rigtige overfor sine børn. Så du kan hjælpe dig selv og dem ved at åbne op, så I kan få talt sammen om hvordan du føler og har det, samt hvad dine forventninger til dem som forældre er. Husk på; -kommunikation er vigtig og har man et problem, bliver man som oftest nød til at handle på det, ellers giver man ikke sig selv muligheden for at løse det. Held og lykke.....
/Den der selv har prøvet det.

Desværre er det sådan at nogle forældre har svært
ved at have nærværd med deres børn og derfor kommer til afvise deres børn følelsesmæssigt uden at de ved det. Hvis du lever i en anden tankeverden og måske har du følt dig afvist og ikke forstået, så vil du føle dig ensom. Fordi at det er ens forældre er det ikke ensbetydende med
at i kan komme til at elske hinanden. Fra fødslen er vi alle født meget forskellige og det er en af
grundene til at det er kun få mennesker vi kan
lide rigtigt meget. Ens venner kan blive en bedre
familie en ens egen familie.
I kan prøve familieterapi eller du kan læse min
bog Hvordan du skaber stærke børn?
Hilsen
Carl-Mar