Mit blødende, knuste hjerte...

Min kæreste - og kommende mand . erklærede pludselig over en kop te for 3 uger siden, at "det bare ikke gik mere"... HVAD???, sagde jeg så... Nej, han kunne ikke se nogen fremtid i vores forhold og i øvrigt synes han heller ikke at vi passede sammen. Jeg var TOTALT i CHOK og fattede ikke en skid af hvad der skete. I samme uge, havde vi været ude og se på større hus sammen - et som han vel og mærke havde fundet og var fyr og flamme, han havde op til flere gange (uopfordret) erklæret sin kærlighed til mig over sms ude fra arbejde af, ligesom vi så tit gjorde derhjemme når vi var sammen, vi havde skide godt og intenst sex lige op til, jeg var total sikker på at han var MANDEN i mit liv og at vi aldrig skulle skilles.
De få "begrundelser han gav" kunne jeg jo ikke bruge til en skid, for det hang overhovedet ikke sammen. Når jeg stillede ham nogle spørgsmål, sagde han bare "det ved jeg ikke".
Der sad jeg så - totalt OPLØST både indvendig og udvendig. Han ville køre en tur "for at være alene". Kan godt huske at jeg undrede mig over at at han først gik op og skiftede tøj, tog deo på og satte hår... Han kom først hjem om natten igen, lagde sig i sengen til mig og holdte om mig og kyssede mig på ryggen. Jeg turde knap trække vjeret - anede ikke hvad f.... det betød?? Jeg rystede, frøs, havde nærmest feber og kunne ikke gøre andet end at græde...
Næste dag kørte jeg hjem til mine forældre og var der i en uge - for at give ham fred og ro til at tænke sagerne igennem. Troede måske at han bare havde fået kolde fødder... Men nej. Dagen inden jeg skulle have været deropppe igen for at snakke tingene igennem med ham, skrev han en sms at der ikke var nogen grund til at jeg kom, for vi havde ikke mere at snakke om. Han skulle videre med sit liv.
I lørdags hentede vi det første flyttelæs og i morgen skal vi hente det sidste, mig og min mor.
14 dage efter bruddet, fik jeg en sms fra ham at han var forelsket i en anden og at jeg ikke skulle kontakte ham længere... Jeg troede simpelthen det var løgn. Senere har jeg erfaret, at den skam er god nok. Hun er 25 år, alenemor til 2 piger og de har kendt hianden siden efteråret engang i forbindelse med hans musik...
Jeg ved ikke om I kan fornemme SMERTEHELVEDET ud fra min historie?
Ja, det er i hvert fald IKKE måden at gøre det på. Det kan jeg love dig. Det tager MEGET lang tid for mig at samle stumperne sammen af mit knuste hjerte... Meget lang tid.
K.h. Klokkeblomst

.......udover at du nok med tiden vil blive glad for at det ikke blev jer to. Han var desværre ikke mand nok til at være ærlig, og det er synd for dig.
Held og lykke!

Hvad fa'en bilder han sig ind, at slæbe dig ud og kigge på nyt hus? Der er ingen ord der kan trøste din smerte, bare et stort held og lykke herfra!
Knus Vip

komme ud på den "anden side". Kontakt ham for Guds skyld ikke igen!! Det vil kun gøre det være, tro mig. Jeg har været der :-(
Ret ryggen og kom videre... Du kan godt selvom det ser lidt "håbløst" ud lige nu.
Held og lykke
Kramzer

Kære Klokkeblomst,
det gør mig ondt at du har mistet din kæreste, og at du føler dit liv ligger i ruiner.
Jeg har selv været der, og kan kun fortælle at verden går i gang igen. Det tager tid, lang tid, og der bliver mange flere tårer, lange ensomme nætter og dage du ikke kan overkomme at stå op til.
Og for enden af tunnelen venter en ny verden på dig, lys og god og fyldt med dejlige mennesker.
Engang vil der også være en mand til dig, altså en rigtig én. Ikke et fjols som ikke er mand nok til at fortælle den virkelige grund til at han forlader dig.
Hver gang en dør lukker sig, åbner der sig nye:-)
Og så var der engang en kvinde der udtalte, at den måde man vinder en mand på, også kan blive måden man mister ham på. Så ved du hvad din rival har i vente...
Held og lykke. Det venter på dig derude, livet; hvis du tør..........

Kan nikke genkendene til de ting du skriver.....
Smerten over at erkende at man er blevet bedraget, narret og holdt for nar af den man elsker er aldrig nem at komme af med.
Mit forrige forhold var med en af disse fusere som du desværre selv er løbet ind i og det tog mig halvandet år ca at komme over det....
Ikke ham, ham var jeg færdig med da jeg endelig blev opmærksom på at han havde ført mig bag lyset, men faktum af at hele min verden, min hverdag ja hele min eksistens blev et stort spørgsmålstegn???
Desværre havde jeg ingen at vende til, da mange af mine venner kendte til dette(fælles venner)og jeg derfor brød kontakten til dem....
Det eneste råd jeg kan gí' dig er allerede giver- kontakt aldrig denne mand igen, det er seriøst ham der har et problem, ligesom ham der gjorde det overfor mig....
Hans begrundelse sidenhen var at jeg var for "god" til ham og at han havde haft en dårlig barndom og derfor aldrig vil ha' det godt med at ha' det godt.......
Måske er det dèt samme i dit tilfælde.....?
Håber du med tiden får det bedre og ikke bliver alt for mistroisk mht mænd, har selv en sød fyr nu, og har det godt, men glemmer selvfølgelig aldrig denknaldhætte....
God vind til dig fremover

Tak for dit svar...
Ja, jeg ved godt at jeg skal lade være med at kontakte ham, og det gør jeg heller ikke. I går slettede jeg hans nummer og det var så det...
Og ja, der er ligheder mellem vores historer - han havde nemlig også en masse svigt med i rygsækken fra hans barndom og en helt masse andet lort...
Hm, næste gang - hvis der da bliver en sådan - skal jeg være sikker på at det IKKE er et skilsmissebarn jeg involverer mig med... En med et normalt forhold til følelser og som tør åbne munden når noget trykker ham. Ved godt at der sikkert også findes nogen som både er skilsmissebørn og som godt kan hitte ud af det, men under alle omstændigheder går der meget lang tid før jeg tør prøve igen og vil nok helst være ret sikker på hvad jeg går ind til før jeg gør det, men hvordan bliver man lige det...???
Jeg fulgte mit hjerte og gjorde hvad jeg på det tidspunkt troede var mest rigtigt...
Det er sgu svært at lukke op for sine følelser igen, men jeg håber at jeg bliver i stand til det en dag...
Dejligt at du har det godt nu.
Knus fra Klokkeblomst

Kære Solsikkepige - og alle jer andre som har skrevet til mig...
Tusind tak for de medfølende ord og opbakning. Det hjælper mere end I aner...
Jeg glæder mig til den nye verden der ligger og venter på mig derude et sted...
Knus til jer alle

En nybegynder i dette medie giver sit besyv med på vejen..
Jeg har den største forståelse for dine tanker i dette roderi... en person som tilsyneladende var kommet videre før at du fik meddelelsen.. jo, jo det er det gamle mønster fra de feje hundes rækker. Hvis du taler med ham vil du så ikke bede ham om at hilse min ex kone, hun må da være på nøjagtig den selvsamme hylde med hyklere..
Det er en mega lang proces det at få styr på sine inderste følelser, det er ikke noget som man kan sove væk natten over. Brug dine bedste venner, grin med dem, græd med dem, fortæl dem hvad du døjer med i tankerne.. Er de rigtige venner bakker de dig op uanset hvor lang tid det end måtte kræve. Jeg har selv været en modbydelig omgang igennem som minder lidt om din, bortset fra at vi nåede at købe drømmehuset... Det endte med at jeg fik vores fælles barn med mig, og spændte 300.000,- efter huset, så ex´en og skvattet i hendes liv kunne have råd til at bo der.
Jeg er nu efter 14 måneder, og fantastiske venners hjælp, kommet et meget langt stykke af vejen på et nyt liv... Det er ufatteligt hårdt, men tiden arbejder for den som giver tid.
Fat mod og glem den nar, undskyld min opfatelse af fjolset.
Lev en dag af gangen, brug dem du stoler på til at læne dig op af når det hele bliver for meget.
God vind fremover..

Tak for dine ord - det trøster og varmer i en hård tid.
Jeg kan huske at jeg tænkte da det lige var sket, at jeg jo egentlig ikke havde noget at være ked af - der var mennesker som stod i langt sværere situationer end min - katastrofen i Asien fx., hvor nogle har mistet op til flere familiemedlemmer, hvis man havde fået kræft eller anden uhelbredelig sygdom, eller hvis vi i min historie havde nået at få vores børn, som vi havde snakket så meget om, og viklet vores økonomi endnu mere ind i hinanden end den var i forvejen... Men så igen... det er måske også lidt forkert en tænke sådan, for hver en sårende og ufatteligt hård ting der sker i ens liv, er jo ens egen katastrofe. Man kan godt have ondt af andre, men intet gør jo så ondt som det man oplever på egen krop - og i eget hjerte.
Jeg har selv arbejdte indenfor retsvæsen/politi/myndigehder i nogen år, og har set gang på gang hvad fx. skilsmisser og andre personlige nederlag gør ved folk... Det er en hård verden. Det er en meget hård verden, men hårdest er den da når den rammer en selv.
Jeg ved at det her kommer til at tage tid - meget lang tid - og jeg skal nok også prøve at fokusere på at få mig et godt liv uden at der nødvendigvis er en "HAM" med inde i billedet, for før er jeg nok ikke klar til det...
Det glæder mig at du, trods alt det I har været igennem, føler at du har et nogenlunde godt liv igen og at du fik din datter med dig... Set med mine øjne, så er du klart den som har vundet slaget!
God vind fremover!