mobiler i 4. klasse.....

hej...
jeg er en pige der går i 4. klasse men jeg er en af de eneste der ikke har mobil. vi er 24 i min klasse og der er 3 der ikke har mobil... jeg er ikke så ked af jeg ikke har mobil, men man kan godt føle sig holdt lidt udenfor når alle (næsten) har mobil... alle spørger hvornår jeg må få det og det må jeg først i 6. klasse...! jeg har heller ikke øreringe endnu... lidt fordi jeg ikke tør, og lidt fordi min mor ikke synes jeg er stor nok til at passe det selv endnu, selvom jeg lige er fyldt 11...
men er man voksen bare fordi man har mobil og øreringe?
er det pludseligt blevet unormalt ikke at have mobil i 4. klasse?
kan man ikke være speicel uden at have det de andre har?
hilsen find nemo

Vedr. mobiltelefoner ved jeg ikke om det er passende, at du har en eller ej.
Men øreringe ... jeg synes slet ikke børn skal have øreringe. Så hold fast i, at du ikke skal have nogen.
Egne meninger vinder respekt.

Du er sgu da ikke en lille pige der går i 4 klasse. Såfremt du alligevel er det, vil jeg rose din dansklærer til skyerne og sige, at du er lidt af et enestående eksemplar.
Dine skrive- og formuleringsfærdigheder er på et langt højere plan..
Hvad vil du opnå med denne forestilling????

måske er lille find nemo´s mor

Hvor er du heldig at du ikke har en mobiltelefon, tænk på hvor fri du er i forhold til dine veninder, dine forældre kan ikke bare få fat på dig når du er ude se det er frihed ligesom da jeg var barn, der gik vi ud og legede hele dagen uden at vores forældre bare sådan lige kunne få fat på os. Nyd den frihed du i øjeblikket har, for når du får en mobil så ringer mor og far og tjekker dig hele tiden.
Og husk at være barn længst muligt, for det er sjovere at være barn end voksen
mange knus

Jeg har en datter på 8 år, som går i 3. klasse (kom i skole 1 år før) Hun har en mobiltelefon, fordi vi (mor og far) mener, at det er den måde børn bliver socialiseret med jævnaldrende på i vores samfund i dag.
Hun kommer i kontakt med vennerne og finder ud af, hvem der kan lege via mobilen. I min barndom brugte jeg fastnet telefonen, men ellers er det, det samme.
Min søn på 12 år går i 6. klasse og han er meget afhængig af mobiltelefonen. Han bruger den som lektiebog, alm. kalender, vækkeur og sammen med vennerne mødes de omkring mobilen og tager billeder af hinanden komponere musik og vittigheder.
Det er den udvikling vi bare må acceptere om vi kan lide det eller ej.
Jeg har heller ingen problemer i ørering debatten, det ser pænt ud også til små fine piger, dog mener jeg ikke min søn skal have ringe i øret eller andre steder.
Venlig hilsen Jullie.

Ja nu kan man komme i tvivl om hvem ”find nemo” er, men hvis vi ser bort fra det, er det en interessant diskussion om hvornår børn skal/må/bør have en mobiltelefon
Jeg har en søn på snart 10 år – der går i 3 klasse – og tendensen i klasse er, at når man fylder 10 år, ja så ligger der også en mobil i gave bunken.
Og hvorfor skal børn på 9-12 år have en mobil – i perioden kl. 8-14 går man i skole – hvor man ikke har brug for en mobil, forældrene ved hvor man er, og SMS er det jo ikke tid til grundet undervisningen.
I Perioden derefter, til man mødes med familien, kan man måske have et behov for at komme i kontakt med forældrene eller vennerne. Specielt hvis man ikke går i klub/SFO o.l. for i klubben/SFO’en er man vel også beskæftiget, så en mobil er overflødig.
Men hvis man har klare aftaler og stoler på sine børn, så ved man vel hvor barnet er henne, og har dermed ikke behov for løbende kontakt med barnet.
Jeg syntes i alderen (9-12år) at en mobil mere opfattes som et stykke legetøj, som kan spille spil og tage fotos med, som ikke engang er vær at printe ud, og samtidig er hammer dyrt, end et kommunikations middel.
Så min klare holdning er – vent med at få en mobil til der er et reelt behov, og spar de penge, som kun teleselskaberne tjener uhyrligt godt på. Og som en tidligere også skrev – egne holdninger skaber respekt

Heh.. Jeg skulle da mene at der er en knap til at slukke en telefon, hvis man ikke vil forstyrres af den ene eller anden grund.. man er jo ikke TVUNGET til at have sin mobil tændt 24/7, så venner, veninder og forældre kan få fat i en når som helst.. Det er tilladt at have lidt fred engang imellem ;)

MOBILTELEFONEN ER EN MÅDE MAN ER SAMMEN PÅ I DAG, BÅDE BØRN OG VOKSNE.
MINE BØRN HAR OGSÅ MOBILEN MED I SKOLE, SÅ KAN DE SENDE EN SMS HVIS DE VÆLGER AT GÅ MED EN KAMMERAT HJEM.

I har da ret i at en mobil er en moderne måde at kommunikere på. Men problemet er bare, efter min mening, at børn med til 9-11 års alderen, holdes udenfor og mobbes fordi de ikke har en mobil.
Og er den kommunikationsform og middel virkelig så nødvendig i den alder - har de virkelig behjov for at skrive SMS i skoletiden, når kammeraten sidder lige over for - har man virkelig behov for pludselig at skulle lege med en kammerat, som man måske kunne havde aftalt med tidligere på dagen/dagen før.
Husk i denne diskution taler vi ikke om unge på 14-17 år men mindre årige børn på 09-12 år

Det har alle andre! Og det er jo det det handler om!
Jeg ville godt nok DØ hvis min søn (12 år) IKKE havde en mobiltelefon, for han bliver væk hele tiden...og nogen gange så har han ikke sin fión med, eog andre gange er den ikke ladet op....Det er jo ikke ham der bliver væk mener han...han er jo lige her!....Men hvor det lige er...det ved moren sgu ikke....og da han har nogle andre vanskeligheder der kan gør den del af livet beværligt, så er det livsnødvendligt at han har den....
Men det er jo lidt noget andet, end i dit tilfælde...
Jeg synes det er noget pjat at sannek om "dengang jeg var barn" og sådan noget...for der var jo ikke tale om de samme forhold dom er tilstede nu tildags...og nogle af de forhold har altså at gøre med at vi hører til gruppen via de ting vi vælger at omgive os med, vores tøj og vores udseeende. Før i tiden var det nogle andre ting og nogle andre værdier det handlede om....har intet med i dag at gøre!
Da jeg var barn skulle alle have casettebåndoptagere....og jeg havde IKKE nogen! For helvede hvor jeg følte mig udenfor...så arbejdede jeg en hel sommer for at spare sammen til sådan en...og hold da op hvor jeg fik en hel masse mere, end bare muligheden for at kunne optage musik og dele det med de andre. Jeg fik en masse social sammenhæng ud af det. Fik social identitet og værdi...var med i en gruppe!
Så selvfølgelig skal du da have en mobiltelefon, når dine kammerater har...det er da vigtigt...men det er en fed ting at kæmpe for den selv.
Nu må du ikke arbejde hos en arbejdsgiver før du er 13 år, men spørg i familien om ikke du kan gøre nogle tjenester så du kan få tjent sammen til sådan en fætter. Anskaf dig taletidskort...så har du mere kontrol med forbruget...og dine forældre får ikke problemer med dit mobiltelefoni af den grund...
Jeg synes du skal have lov at være med ligesom alle andre.....hvorfor ikke?
Bare min mening....
Hav det smukt Halfevil333

Hejsa...
Jeg tror såmænd ikke, vi generelt er uenige, men jeg hæfter mig alligevel lidt ved dine ord:
"Men hvis man har klare aftaler og stoler på sine børn, så ved man vel hvor barnet er henne, og har dermed ikke behov for løbende kontakt med barnet."
For det er ikke så enkelt, som du stiller det op. At man stoler på sit barn og har klare aftaler med dem, er ikke altid ensbetydende med, at man ved, hvor barnet er henne. Ej heller betyder det, at der ikke er behov for at komme i kontakt med dem. Det er helt fint at have den holdning, at børn i den aldersgruppe ikke har brug for en mobil, men tag lige højde for at tilværelsen og den almindelige hverdag er anderledes i dag, end den var for bare 10-20 år siden. Det er muligt, vi selv skaber behovet (hønen og ægget om igen), men der er masser af situationer, hvor et barn kan have nytte af - og direkte behov for - at have den kommunikationsmulighed med forældrene, og omvendt.
Min egen datter har haft mobil siden skolestart sådan cirka, og hun går i 3. klasse nu. Jeg er ellers af samme overbevisning som dig, at det absolut ikke er et must at have en mobil i den alder, men jeg har måttet erkende, at vi altså havde brug for den. Årsagen i vort tilfælde er en længere transport mellem skole og hjem, ja, og så at jeg selv dengang havde næsten 4 timers transport med det offentlige hver dag, hvor hun ikke kunne få fat i mig, hvis der skete noget, og omvendt. For at kunne koordinere vores hjemtransport, så vi ikke gik fejl af hinanden - specielt ved togforsinkelser - fik hun derfor en mobil med et taletidskort.
Nu har jeg ikke det arbejde mere, og derfor heller ikke den lange transport, men til gengæld tager hun med bus og tog alene til og fra skole. Her har HUN behov for at kunne komme i kontakt med mig, hvis der går noget galt, lige som jeg har behov for at vide, hvor langt hun er nået, og at alt er vel. Kald mig bare pylret - det er jeg sikkert *S*- men det er en god hjælp til os begge, at vi har den ekstra "livline" til at gøre os mere trygge ved situationen.
Ergo bruger hun mobilen for størstedelen til at bekræfte "checkpoints" med mig. I skolen ligger den slukket på kontoret, da skolen forbyder telefoner på skolens grund (fornuftigt nok).
Hjemme bruger hun den, når hun er ude og lege, så hun hurtigt kan komme i kontakt med mig, hvis der sker noget, eller hun har lyst at ændre de aftalte planer. Vi bor i et område, der - selv om det er "lukket" af for omverdenen - strækker sig vidt omkring, og for mig er det altså rart, at jeg kan ringe og kalde hende hjem, i stedet for at skulle ud og lede i halve timer, hvis hun nu glemmer tiden (og det gør børn engang i mellem, selv om de normalt er til at stole på). Det er også for mig en fordel, at hun kan få fat i mig, hvis hun falder på cyklen, rulleskøjterne eller lignende og skal have hjælp. Før i tiden havde vi twintalkers, men det er en tand for usikkert, grundet dækningen er begrænset til et bestemt område.
Derudover bruger hun den faktisk ikke; kommunikation med kammerater foregår via fastnettelefonen. Vi har en månedlig regning på godt og vel 70-90 kr., og det er altså ikke galt.
Så selv om vi godt kan blive enige om, at det er blevet lidt for hysterisk, når det betegnes som et must at have en mobil i den alder - og helst den mest fancy med en bunke funktioner, de fleste aldrig får brugt - så bør man vel også passe på, at man ikke ryger i den modsatte grøft, hvor begrundelsen for IKKE at give den mobil, er at alle har en?
Med lidt fornuft og ansvarlig (forældre)adfærd kan man sagtens forsvare, at barnet har en telefon, OGSÅ i den alder - det springende punkt er anvendelsen af den, vil jeg mene. Og her er det vel os forældre, der sætter dagsordenen for, om det bliver brug eller misbrug? F.eks. kan vi til dels selv bestemme, om det bliver brugt til kommunikation eller leg. Man kan stadig få de mere almindelige telefoner, der godt nok ikke kan så meget, men netop derfor heller ikke koster en bondegård. Min datter har min den gamle aflagte (og så købte jeg selv en ny smart en med en masse funktioner *GGG*).
Grundlæggende er du sikkert ikke uenig med mig, for du skriver jo også, at man bør vente, til der er et BEHOV for mobilen. Problemet er vist mere at fastsætte, hvad ordet "behov" skal dække over. Her vil de forskellige definitioner sikkert stige proportionelt med antallet af forældre, man spørger. *S*
Mvh. Deci

... bare fordi de ikke har en mobiltelefon. Jeg tror ikke der er børn i mine børns omgangskreds der bliver mobbet af denne grund.

Mobiltelefonen er en del af det moderne menneskes udvikling, jeg kan huske da jeg var 9 år og diskussionen gik på om alle børn skulle have musik på værelset eller eget værelse i det hele taget.... nu er dette en selvfølge at børn kommer på eget værelse måske før de kan gå. Nu er udviklingen et helt andet sted og vi voksne må prøve at følge med så godt vi nu kan, men vi skal passe på at det ikke kommer til at gå udover vores egne børn og deres udvikling.

Jamen vi er jo helt enig - det bør være det reelle behov der er styrende for, om man skal have en mobil - og abosolut ikke fordi alle andre har en.
Mine indlæg udpringer i at "find nemo" følte sig udenfor, og jeg opservere i min søns omgangkreds et vist pres, at man SKAL ha' en mobil fordi de andre også har en og moden siger det - og det er her at jeg syntes at vi som forældre bør sige stop.
Det er også os som forældre der er med til at sætte de værdier og behov vores børn har i det daglige - herunder mobilen - så jeg syntes det er for nemt af nogle af de andre i denne debat, bare giver op og giver deres børn en mobil, bare fordi de andre har en - jeg tror det er sundt at lære sine børn, at man ikke altid skal følge mængden, men også lære dem at stå ved sine meninger og behov, selv om man er i mindretal. For i morgen er der nogle nye ting som man bare SKAL have, kun fordi moden eller en gruppe personer har skabt det behov.

vi to kommer vist aldrig heftigt op at skændes over lige det her emne. *SV* Jeg opdrager mit barn efter samme principper, og ud fra samme begrundelse.
Men, for der er selvfølgelig et men, igen har jeg måttet gå på kompromis med mine overbevisninger, fordi jeg lærte noget undervejs i hendes opvækst, der fik mig til at se tingene i et noget andet lys.
Du har f.eks. ret i, at det er sundt at lære børnene at stå imod pres, at være stærke nok til at stå alene med sine holdninger og forsvare dem, næsten uanset hvad. For det er med til at "bygge" stærke børn, der heller ikke er bange for at tænke og tage beslutninger selv. Jeg er selv vokset op under sådanne vilkår, hvor især min far var den, der "oplærte" mig til at stå imod og ikke springe over, hvor gærdet er lavest. Men det har sandelig sine omkostninger, og først da jeg selv fik barn, gik det op for mig, fordi jeg pludselig så tingene gennem mit barns øjne og derved følte en snert af hendes smerte og besvær - et ekko af min egen smerte fra dengang, som jeg bare havde pakket langt væk for at overleve presset. Så langt væk, at jeg helt havde glemt det.
Ser du, der er ikke særlig meget forskel på pres, om det kommer fra andre børn eller forældrene. Når man skærer ned til benet, er pres altså pres, og prisen er den samme. Ja, faktisk har jeg jo måttet erkende, at den faktisk er højere, når presset kommer fra den base, der ellers skulle støtte en, for så bliver man også ked af og bange for at svigte en, man ser op til og elsker. Kort sagt, barnet kan befinde sig i den yderst ubehagelige situation at være den berømte lus mellem to negle. Hvilken negl tror du er skarpest?
Vi bør lære vor børn at stå imod og danne deres egen individualitet, men vi bør også huske, at i den alder kan noget af det bedste og mest ønskværdige for et barn altså være at gå i eet med mængden. Mange frygter direkte at skille sig ud, nok også derfor mode, trends og diller har så megen magt i samfundet. Jeg har simpelthen måttet give mig på så mange punkter, hvor alt i mig ellers skreg efter at sige nej, stå imod. Jeg gjorde det for mit barns skyld, fordi jeg kunne se, hvor meget det pinte hende at være den eneste, der ikke gjorde eller måtte det samme.
Eks.: At lade hende gå til mini-konfirmand, selv om vi ikke er kristne, og hun heller ikke skal konfirmeres - ellers ville hun være den eneste, der sad alene i klassen og ikke kunne tage del i de andres snak om de fælles oplevelser. Det var hårdere for hende at være udenfor, end det var at deltage i noget, hun ikke gider. Ergo deltog hun - og tror stadig ikke på Gud eller ønsker at blive konfirmeret. *S*
Jeg kom til at tænke på den mor, der absolut ønskede, at hendes søn skulle skille sig ud fra mængden, hvorfor hun gav ham navnet Christophpher (ja, dobbelt ph) og endda kæmpede i ÅREVIS for at få navnet godkendt. Hvor meget har den dreng fået ud af at skille sig ud, og var det hans ønske, eller hans mors? Og mere vigtigt, hvem betalte prisen for det? I en bog om navne, med børns kommentarer i, læste jeg engang, at hvor vi voksne synes, det er fedt, at vores barn hedder noget specielt, så er det altså mere fedt for barnet at hedde f.eks. Camilla, fordi det er der også 117 andre, der hedder i skolen. Det kan da godt få en til at tænke lidt, ikk? *S*
At lære at stå alene kan have den skrækkelige pris, at man netop kommer til at stå alene, med al den ensomhed og fremmedgjorthed, der følger med. Som mor er jeg nødt til at vurdere, hvad der er bedst for mit barn. Og her har jeg lært, langt om længe, at det, jeg mener er bedst, ikke altid ER det, der er bedst for hende. Og at overse det, og strengt holde på sit som forælder, det kan vel også på en lidt omvendt måde ses som at springe over, hvor gærdet er lavest, ikk?
Hvad er stærkest: Den stivnakkede eg, der aldrig bøjer sig, men til gengæld kan tåle et ufatteligt pres, før den knækker, eller den seje, men bøjelige pil, der kan ændre form, hvis det kræves af den? ;O)
Mvh. Deci

MANGE TAK!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!! jeg er virkelig glad for at nogle gad at læse min debat-ting...!!!
okay, jeg skal være glad for at være barn og vente med det med mobilen til 6/7 klasse...
det vil jeg gøre men man vil selvfølgelig altid gerne have det...!!!
det med øreringe har jeg spurgt min forældre om og jeg har fået lov til at få det i 5/6 klasse...
endnu en gang mange tak og håber i os har fået lært og læst af det de andre har skrevet...
hilsen Fnid Nemo...:):):):):):):):):):):):):):)

hej find nemo. Alle pigerne i min klasse har mobiltelefon og de går i tredje klasse. Og jeg har også mobiltelefon. Det er normalt i min klasse at man har en mobiltelefon.

man bliver holdt unden for når man ikke har en mobil .Jeg vil gerne have en mobil men den skal ikke tage billder nej bare sms og kan ringe til og fra.Så jeg kan kun give dig rat