mor: en ret eller bare en titel

Tjaaaa ved ikke en gang hvor jeg skal starte........ suk, eller hvordan hele situationen kan forklares bedst.
For at kunne give et realistisk billede af hele stiuation, må jeg hellere starte med at fortælle om mig selv.
Jeg er en ung (hvis jeg selv skal sige det) kvinde som er mor til en dejlig datter på 5. Jeg har i en alder af 27 år fået stillet 5 psykiske diagnoser af en psykiater. Disse diagnoser formodes at være opstået af oplevelser i min barndom, teenageår og mit liv generelt.
Dette har gjort at jeg til tider har været en ustabil mor, hvilket jeg er bevidst om. Hertil skal det siges at jeg altid har været omgivet af familie som har kunne aflaste mig og tage over for mig når der har været brug for det. Stor tak til dem.
Nu er jeg kommet til et stort vendepunkt i mit liv og det er at jeg påtage mig min rolle som mor 100 %.
Dette vendepunkt er kommet netop fordi at jeg har fået sat ord på hvad der egentlig er galt med mig, hvilket har gjort mig stærkere end nogensinde fordi jeg pludselig har noget at forholde mig til.
Nu har min beslutning om ansvarlighed så skabt en krise i min familie hvor familien er imod mig og jeg står alene (næsten)
Jeg har fremlagt for min mor at der kommer til at ske nogle ændringer nu. Og dette har skabt problemer.
Min tvivl bunder i om hvis behov min mor egentlig sætter højest. Mit, min datter eller min mors?
Min mor er sikker på at jeg er på vej til at ødelægge min datter.
Det skal måske lige siges at mig og faren ikke er sammen og vi har hende en uge hver af gangen.
Jeg mener at jeg har ret til at vide hvor min datter er, uanset om det er min eller farens uge. Og at jeg vil informeres om hvad der sker.
Selvfølgelig kan jeg ikke tvinge farens familie til at tage kontakt til mig når min datter er hos ham, men det mener jeg at jeg kan når min egen familien bliver en del af "hans uge"
Dette var en MEGET kort version af det hele.
Hvad mener i?

XXX Onlybyname

Åh den er svær..
Som jeg forstår dit indlæg er dit problem egentlig at din familie og faren til dit barn har et "samarbejde" hvor du ikke bliver indformeret - dvs. at eks. din mor har besøg af din datter/passer din datter eller lign. når det er din farens uge og intet siger til dig om besøget?
Det er vanskeligt at vide helt hvad jeg skal sige til det hele, især fordi jeg naturligvis ikke kender til hele historien omkring hvor svært du har haft det, hvor alvorligt det har været, hvor meget din datter er blevet påvirket af det eller i hvor stor grad hun er blevet passet af sin mormor. Så mine råd er baseret på hvad jeg kan forestille mig til, ud fra dit indlæg..
Først må jeg sige at jeg er glad for at høre at du føler du er ovenpå igen og har fået den indsigt i dig selv og din situation, som det kræver for at kunne påtage sig ansvaret som mor.
Men dernæst må jeg også forsigtigt sige at jeg til dels forstår din families bekymring.
Hvis det igennem de sidste mange år, og igennem din datters levetid, har været tilfældet at du ikke selv har kunne overskue situationen og derfor har overladt meget af ansvaret til eks. din mor, så kan det være en svær proces pludselig at skulle lave det om.
Din familie skal vel et eller andet sted overbevises om at du virkelig har fået det bedre og sagtens kan klare ansvaret selv. De har jo været så vant til at skulle træde til,overtage og bestemme for dig at det kan være svært at give slip på.
Det kan du kun lave om på ved at vise dem at du virkelig kan leve op til ansvaret - vis at du sagtens kan overskue og klare at være 100% mor ved at være fokuseret på din datters behov.
Man får titlen mor når man har født sit barn, noget næsten alle kan blive, men at være mor er mere end hvem der har født barnet - at være en god mor er noget man bliver igennem kærlighed og opofrelse til sit barn. Og som du selv skriver så har du været noget ustabil på det punkt.
Det korte af det lange er at jeg kan godt forstå din familie er bekrymret og ikke bare accepterer at give fuldstændig slip med det samme.
Hvad havde du forventet efter at du i de første 5 år af din datters liv ikke har kunnet overskue det, så pludselig "tadadadaa" har du fået det bedre og vil nu være super-mor og bestemme hvad der er ret. Jeg ville også være skeptisk - og bekymret for om det kun var i en overgang at du følte det sådan..
Jeg synes at du skal vise dem at du mener det alvorligt ved at tage ansvar, sætte din datter højest og tænke på hvad der er godt for hende.
Hun har sikkert haft meget tæt kontakt med din mor og resten af familien og det er en kontakt et barn på 5 er afhænig af. Det ville være synd for hende at miste den kontakt/nærhed fordi i ikke ser på tingene ens - hvis du vil have at hun skal tilbringe mindre tid ved resten af familien så nedtrab det stille og roligt.
Vdr. dine tvivl om hvilkes behov din mor sætter højest, så tror jeg svaret er ganske simpelt: din datters - ikke dine og sådan håber jeg også at du også prioriterer for lige i den sætning nævner du eks. dig selv og dit behov først. I dit indlæg skriver du heller ikke meget om hvad din datter helst vil men mere hvad du er træt af og hvad folk gør imod dig. Er du virkelig fokuseret på din datter eller på din ret som mor??
Jeg skriver ikke dette for at sige at du er en dårlig mor, så du må ikke misforstå mig - jeg kender ikke dig og din situation godt nok til at komme med sådan en dom, nogle af tingene er måske lidt længere ude end du kan nikke genkendene til, men jeg synes stadig at det er værd at tænke over de forskellige problemstillinger jeg har sat op og så se om du ikke i større eller mindre grad kan finde paralleller til der hvor du står..
Når det kommer til at din datter eks. besøger din mor i den uge hvor hendes far har hende: jeg kan ikke se noget forkert i at hun i den uge også bruger tid ved din familie - men samtidig kan jeg ikke forstå hvorfor det ikke bliver sagt til dig?
Din datter er kun 5 så selvfølgelig skal du som hendes mor, vide hvor hun er - du kan jo ikke, som du også selv skriver, forlange at vide hvor hun er når hun besøger hendes fars familie, men du har da helt sikkert ret til at vide det når hun besøger din.
Mere fordi at når du regner med at hun er hos sin far og pludselig opdager at hun er hos eks. din mor, bliver man usikker på hvor din datter reelt er og hvad hun foretager sig.
Jeg synes dog ikke at det er din mor eller din families opgave at ringe og fortælle hvor din datters far placerer jeres barn - det er farens opgave at informere dig om det.
Men hvis faren og datteren bare svinger forbi din mor som et hurtigt besøg over en kop kaffe og at din datter derfor ikke skal passes af din mor, så synes jeg ikke at de er forpligtiget til at ringe. Men jeg synes det vil være underligt hvis de intet sagde overhovedet - man bliver jo i tvivl om de er med eller imod én..
Kort sagt: din datters far skal ringe når han får din familie til at passe jeres datter, men ved et kort visit er han ikke forpligtiget til at ringe.
Jeg håber du kunne bruge mine tanker omkring din situation og jeg beklager hvis jeg på nogen måde fornærmer dig, det er ikke ment sådan.

Tusind tak for dit svar - er slet ikke fornærmet.
Det er derimod rart at høre synspunkt fra en som ikke står på den ene eller anden side.
Jeg skrev i min første tråd, at jeg ikke var alene om dette, og med det mener jeg at jeg har en kæreste, som selv er far til en dreng på 10 år.
Jeg har talt med min mor ang dette to gange, og skal gerne indrømme at jeg rev tæppet væk under hende første gang. Men sådan er jeg og især pga de diagnoser jeg tidligere kom ind på. I min verden er det all or nothing. Men også en væsentlig ting som jeg skal arbejde med. Så jeg rakte hånden frem og kom med en undskyldning for min fremgang.
Kan lige forklare en konkret situation:
Denne uge var farens uge, men samtidig havde vi en fødselsdag i min familie. Der var så blevet aftalt imellem min mor, søster og så min datters far, at hun blev hentet tidligt og overnattede hos min søster, til den fødselsdag og der følte jeg mig sat ud på et sidespor, i og med at jeg skulle deltage uden (føler jeg) indflydelse på min egen datter.
Der gik jeg ind og sagde at jeg havde fridag og ville hente hende selv. Det er klart at, når jeg har fri, vil jeg gerne være sammen med hende, når jeg både teoretisk og praktisk set kun har hende på halv tid.

Det blev min søster ked af og jeg gik på kompromis og sagde hun fortsat kunne overnatte. Men det var ikke godt nok for min mor. Til nr. 2 møde med hende kalder hun mig gentagne gange for en vinder og hende selv og min søster for tabere. For mig handler det langt fra om vindere eller tabere. Mig for handler det om at minimere chancen for at forvirre min datter om hvem der bestemmer.
Vores møde afsluttede brat og vi var ikke kommet videre.
Det ender med at jeg overgiver mig og går på kompromis igen og siger at min datter både kan hentes og overnatte ved min søster, som først aftalt, men jeg melder afbud fordi jeg simpelthen ikke har lyst til at deltage. Men også for at minimere risikoen for konflikt.
Dagen efter fortæller min datter selv at hun sov ved mormor, hvilket jeg ikke så som en aftale. Aftalen var overnatning ved min søster.
Og min første tanke er så, at jeg nu godt kan forstå at min mor var så opsat på at de også skulle hente hende. For så fik både min søster og mor noget ud af det. Min søster skulle hente og overnatning ved min mor. Min mor forklarer sig med at overnatningen slet ikke lå fast, og der mener jeg bare ikke at man skal give en 5 årig valget om hvor hun vil sove kl 21.30 om aftenen. Ydermere har jeg tidligere meldt klart ud at jeg vil vide hvor min datter er, og en sms ville have gjort underværker lige i denne situation, især når det faktisk er lige netop denne information jeg vil have, og har skabt hele krisen.
Det havde min mor ikke lige tænkt over!!!!
Hele situationen går mig gal og indebrændt. Og min ærlige mening er at min familie er nød til at prøve om jeg kan klare ansvaret. Jeg mener oprigtigt at det er mig som skal sætte grænsen, for hvad jeg kan klare og ikke kan klare. Hvis jeg virkelig mener at jeg kan klare det, er de nød til at rette sig efter det, istedet for, at det er dem som sætter dagsorden.
Oveni alt dette har de mere eller mindre set sig ond på min kæreste fordi at han hård og konsekvent med hensyn til begge vores børn.
Min datters børnehave har givet udtryk for at hun har svært ved de sociale spilleregler. (Men dertil skal også siges at hun scorer høje karakter i alt andet udvikling - hun er typen som vil frem i verden og besidder også egenskaberne så som betænksom og det her med at få andre børn med i lege. Altså meget initiativrig.)
Det vil sige at hun har svært ved at vente til at det bliver hendes tur, vil havde at alt skal gå efter hende hovede og skaber sig når tingene ikke passer hende. Og forventer at alle hopper og danser efter hende.
Det at man giver hende alverdens valgmuligheder hjælper ikke ligefrem.
Som jeg har sagt til min mor: på et tidspunkt når min datter bliver ældre og umulig teenager, kommer hun til at hade mig. Det undgår jeg ikke. Men så vil jeg fandme hades af de rigtige grunde. Hades for at have sagt nej og sat grænser, fremfor jeg ikke har gjort det.
Min datter er hjemme hos mig nu og putter ved siden af. Jeg spekulere hvad der foregår inde i hendes lille hoved. Hvordan ser hun mig? Hun ved godt at jeg er mor, men ved hun at jeg er hendes leder og en autoritet?
Har overvejet og kontakte en børnepsykolog for at få svar og vished. Vil nødig at der om 20 år sidder en ung kvinde på Psyk og venter på at få stillet nogle diagnoser :´-(

Når man som du tidligere har givet noget af ansvaret for sit barn til forældre, venner, søskende, så må man også forvente at de på et senere tidspunkt vil blande sig i hvad du laver.

Du har INGEN ret til at vide hvor dit barn er i den tid barnet er hos sin far. Han e rikke pligtig til at oplyse om de skal ud og rejse, eller om de opholder sig hos farmor, eller hvad de laver.

Hey
Jo hun har ret til at vide de tager ud og rejse, hvis de har fælles forældremyndighed. For hun skal sige go for det..
For ellers kan folk jo bare stikke af med vores dejlige børn.
De kommer ikke ud af landet med barnet, før statsamtet/politiet har snakket med den anden forældre.

Der er fælles forældremyndighed.
Men nu var retten til at vide hvor hun var nu også ment i min egen familie

Og jeg, ved godt jeg kan forvente noget indblanding fra familien, men de burde da også kunne træde tilbage og lade mig være mor uden diskution. Det var da bedre med støtte og opbakning.

Nejsom forælder har man ikke ret til at vide hvor barnet opholder sig mens det er hos den anden forælder. Hvis barnet skal have et pas, så skal begge forældremyndigheds personer underskrive en sødan ansøgning, men derefter er der ingen der skal underette nogen om noget

Hey
Jo hun har ret til at vide de tager ud og rejse, hvis de har fælles forældremyndighed. For hun skal sige go for det..
For ellers kan folk jo bare stikke af med vores dejlige børn.
De kommer ikke ud af landet med barnet, før statsamtet/politiet har snakket med den anden forældre.

http://www.familieadvokaten.dk/Breve-300/b300-252.html

Hey
Jo hun har ret til at vide de tager ud og rejse, hvis de har fælles forældremyndighed. For hun skal sige go for det..
For ellers kan folk jo bare stikke af med vores dejlige børn.
De kommer ikke ud af landet med barnet, før statsamtet/politiet har snakket med den anden forældre.

ja, men det er så lige forkert.
http://www.statsforvaltning.dk/site.aspx?p=4915
Samværet i ferien SKAL foregå i dk eller norden.


Må jeg tage mit barn med til udlandet i sommerferien?
Jeg har en datter på 10 år. Statsforvaltningen har bestemt, at jeg har 2 ugers samvær med hende i sommerferien. Må jeg tage hende med til udlandet?
Svar: Udgangspunktet er, at du skal udøve dit samvær i Danmark eller i de andre nordiske lande. Du må derfor kun tage din datter med til udlandet, hvis du aftaler dette med din datters mor, eller hvis statsforvaltningen træffer afgørelse om det.
Statsforvaltningen vil ofte ud fra en konkret vurdering kunne bestemme, at barnet vil kunne komme med til udlandet i nærmere bestemt omfang.

Hvordan gik det med din datter og mor?
Fandt i en løsning eller gik det hele i hårdknude ?