Mor er død - far skubber mig væk

Jeg er så ubegribeligt ked af det og har så ondt i sjælen, at jeg føler at jeg er ved at gå til grunde.
Min elskede, dejlige, fantastiske, hjertevarme vidunderlige Mor døde her i sommerferien. Hun fik ondt i maven - ugen efter var hun død. Hun blev kun 46 år gammel.
Sorgen over hendes død er så stor en mundfuld, at jeg forsøger at tage den i små doser. For jeg er bange for, at jeg smuldrer, hvis jeg tager den i for store portioner. Psykologerne og vennerne siger, at man skal se sorgen i øjnene, og jeg gør sgu også mit bedste... men det at sørge er som et fuldtidsjob, der dræner en for energi. "Dagens sorgarbejde skal gøres". My God, det er en hård tjans!
Min far, der aldrig har været særligt nærværende overfor sine børn (men som havde et lykkeligt ægteskab med min mor i 26 år), blev til gengæld en dejlig far i månederne efter vores mors død. Han blev nærværende og omsorgsfuld - caféture, sejlture, sms-beskeder, shopping, lange samtaler. Mine søstre og jeg oplevede midt i sorgen, at vi havde fået en far, der var andet end en travl forretningsmand. Det varmede.
Knap tre måneder efter min mors bortgang har han fået en kæreste. Efter tre ugers bekendtskab er hun flyttet ind. Min far er holdt op med at ringe og sms'e. Billederne af min mor er blevet taget ned. Kærestens hund render rundt i huset, og hun laver mad i min mors køkken (og vi har ikke engang fået ryddet op i min mors tøj endnu...). Jeg er glad på min fars vegne, for det ville også være ulykkeligt, hvis han skulle sidde som en angst, forladt og ensom mand i det store hus resten af livet.
Men...jeg føler at det går for stærkt. Alt for stærkt. For fire måneder siden gik min mor rundt og var i live og var lykeligt gift med min far - nu skal hun glemmes. Jeg og mine yngre søskende vil gerne vente lidt med at møde kæresten, men min far har bekendtgjort at vi ikke må komme ud i huset/se ham, hvis ikke vi vil møde hende. De er en pakkeløsning nu. Han er meget nyforelsket og siger bare ting som, "tag dig sammen. Kom videre. Lev dog dit eget liv. Tal om positive ting". Og alle mine onkler og tanter er på min fars side - de synes mine søskende og jeg er nogle tudeprinsesser.
Så nu holder jeg og mine søskende os væk fra familiearrangementerne.
Er der nogen derude, som forstår min sorg? Den dobbelte sorg i at miste sin dejlige mor, og dernæst at føle sig svigtet af den sidste forælder, man har tilbage... Jeg føler mig så rådvild og har mistet evnen til at skelne mellem godt og ondt, rigtigt og forkert.
Hvad skal jeg stille op med tilværelsen - og med min far?
A

Hey... Det lyder ikke så godt. Jeg synes også din far har fundet en ny alt for tidligt. Men måske har han svært ved at være alene. Men du må have det meget svært. Måske skulle du tale med din far om det. Hvis du altså ikke allerede har gjort det. Hvor gammel er du? Dreng eller pige? Jeg er en pige på 16 år. Hvis du har brug for nogen at tale med, vil jeg gerne skrive med dig. Bare send en mail.

Hvis smerten er blevet værre siden din mor døde, så
det kunne tyde på en vinterdepression. Du kan
søge efter lysterapi på google.dk.
Men det er normalt at det gør ondt i flere år, når man
mister en af sine nærmeste familiemedlemmer. Så
det virker mærkeligt at din far allerede har fået en ny
kæreste. Desuden skal en forældre ikke pyldre for meget
om børnene. For det gør kun ondt værre, den dag de skal
væk herfra. Vi dør jo allesammen før eller siden. Det havde
også være nemmere, hvis du havde haft en kæreste eller en
rigtig god veninde, at støtte dig til.
Elskede din far ikke din mor?
Skjuler han noget?
Var dine forældre skilt?
Du kan også søge ind i en Sorggruppe, der er mange at vælge imellem.
Hvis du søger på google.dk
www.cancer.dk/sundskole/omsorg/sorggrupper/index.asp
www.sorggrupper.folkekirken.dk
www.sorggrupper.dk
Knus, held og lykke
B

Ja, det hele er en meget sørgelig begivenhed.
Men det virker som om din Far, har overblink. Og derved ikke agter at bruge resten af sit liv på sorg.
Selvom han har fundet en ny dame, tror jeg stadig der er føleser og minder fra jeres elskede mor, men det vil være for smertefuldt at hive op i dem.
Og derved prøver din Far at leve i nuet, at han så er hurtiger til at komme sig er klart.
For dit vedkomne og dine søskende. Så vil det være en rigtig dum ide at lukke jer selv ude fra familie arrangemanger, men jeg siger heller ikke i skal springe ud i det.
I må komme jer over jeres afdøde modere, og tage den tid det tager. Hjertet er ikke et ting, det skal også heles, jo ynger du er, jo længere tid tager helingen.
Men på et eller andet tidspunkt, vil i være kommet over det, og på det øjeblik, har i med det samme lyst til at være sammen med andre mennesker.
Tænk også over dette. "Hvad ville min mor have ønsket? Hvad ville hun have bedt mig om at gøre"

Det er altid svært at komme videre når man har mistet en forældre. Min mor døde for 18 år siden kun 54 år gammel. Mine forældre var fraskilt. Det var hårdt og tog mig næsten et over at bearbejde sorgen. Jeg kunne til tider stå i mit køkken og pludselig græde som pisket. Man kommer aldrig over det at ha' mistet men man lære at leve med det...leve med sorgen. Selv om jeg er 45 år gammel idag kan der stadigvæk opstå ting som gør at jeg godt kunne bruge en mor.
Det med din far er måske fordi han ikke kan leve uden en partner, det er der nogen der ikke kan. En ting er sikkert at selv om han nu er forelsket, vil han aldrig glemme de år han var sammen med din mor. Det han måske gør nu er en flugtvej fra hans store sorg. Fordi han langt fra har bearbejdet den. Mænd har det temmeligt svært ved at bearbejde sådanne ting. Min far har været gift 4 gange. Den 3. gang han var gift døde hans kone, og to år efter, da han havde en kæreste, døde hun også. Han har altid hurtigt fundet sig en ny dame igen. Han kan slet ikke leve uden en partner.
Et godt råd hvis du og dine søskene ikke vil møde jeres fars kæreste så prøv at se om i evt. ikke kan møde jeres far uden i byen et sted. Sig til han at det er alt for tidligt for jer og i har svært ved at overskue en ny person iblandt jeres mors ting og omgivelser. Hvis det så viser sig at holde med jeres far og han kæreste så mød dem sammen et sted i byen den første gang. Se hende lidt an men vis også at i stadigvæk savner jeres mor og i lang fra har bearbejdet sorgen. Som i jo har hørt før så er det jeres fars liv, det kan i ikke blande jer i på nogen måde, men gør han det klart at i også har jeres måde at takle tingene. Han trænger til lidt kærtegn og varme og trykhed noget som han jo havde sammen med jeres dejlige mor. Hans savn på det punkt er så stort at han derfor ha' fundet sig en kæreste og at hans forelskelse kan overskygge han sorg over at ha' mistet jeres mor.
Da jeg mistede min mor havde jeg heller ikke den store kontakt til min far. Ham så jeg kun et par gange om året og som regl var han mere fuld en ædru når jeg så ham, han var ikke det tidspunkt nogen far for mig. Så egentlig stod jeg også med en far men jeg kunne ikke bruge ham. Derfor må i søskende bruge hinanden og finde gamle foto frem af jeres mor, sidde og græde og grine sammen over de ting der har været igennem jeres liv med hende. Det kan være en god måde at bearbejde sorgen på.
Jeg vil lige her til sidst ønske jer held og lykke fremover og pas godt på jer selv.

som du måske kan læne dig en lille smule op ad?
En "normal" sorgproces regner man med sker indenfor ca. 2 år. Holder sorgen sig vedvarende stærk og uforløst, så dagligdagen ikke kan leves normalt, anbefaler man hjælp til at lære at rumme tabet. - men det lyder til at du allerede har god hjælp, både fra søskende og en professionel.
Mht. din far, tænker jeg fortrængning. At nu har han været i kontakt med sorgen og smerten i det omfang han kan tåle. Og i stedet for at tage "hele turen", vælger han nu at putte nyt, og forhåbentligt godt i sit liv. Men kan altså ikke tåle at I har en almindelig og længere sorgproces.
Det kan også lyde lidt som om han i stedet for at få kontakt med sin egen sorg, har været der for jer andre? På den måde har han også kunnet undgå at komme i kontakt med sin egen sorg, og i stedet bruge energien på at støtte jer andre.
Mht. din sorg, så er der jo både et chock fordi det gik så stærkt. Ingen tid til at indstille sig på et farvel. Dernæst var du rigtig glad for din mor, og så gør det altså meget ondt at miste.
Sorg er som alle andre følelser oftest ikke statisk. Dvs. den skifter karakter. Nogle gange alt opslugende, andre gange mere som en trist baggrundsstemning. Med god hjælp vil den langsomt udvikle sig til en størrelse, hvor den ikke gør så vanvittig ondt længere. Og en tristhed og erkendelse af det smertelige tab vil vokse frem uden de overvældende "akutte" følelser. Men det tager tid, og kræver ofte også hjælp og støtte.
Din far kan I vist ikke gøre så meget ved, andet end det I gør, nemlig lade ham klare det på sin måde. Og så selv finde den støtte I har brug for. Så jeg synes det lyder som om du/I er i gang med en sorgproces, der nok skal få jer igennem til en almindelig hverdag, efterhånden også med plads til glæde igen.
knus,

Hvad skal jeg nu stille op med tilværelsen, spørger du. Jamen, du skal hurtigst muligt se at få det bedste ud af det. Livet er en engangs-chance. Der er ingen grund til at spilde tiden. Det gælder også for din far.
Jeg forstår dine problemer så godt, at det gør ondt når du beskriver dem. Tro mig, jeg har været/er der selv, stadig efter mere end 30 år. Min far var også hurtig til at fylde tomrummet efter min mors død. Jeg brød mig heller ikke om hans timing - eller hans kæreste for den sags skyld, og det gør jeg stadig ikke.
I dag har jeg fortsat ikke et normalt forhold til min far. Helt uden bitterhed har jeg accepteret at han koncentrerer sig om sit liv, sin dagligdag i sin nye familie. Til gengæld passer jeg så min dagligdag, uden at føle mig forpligtet til at være en aktiv og synlig del af hans liv. Og helt oprigtigt er jeg glad på hans vegne, selvom jeg naturligvis hellere havde set at vi også havde overskud til et naturligt fællesskab sammen. At det ikke er lykkedes bærer vi begge ansvaret for.
Jeg synes du skal tænke over, at når din far ikke har overskud til at dele sorgarbejdet efter tabet af din mor med dig, så er det naturligvis fordi han skal bruge alle sine følelsesmæssige ressourcer i opmærksomheden overfor sin nye kæreste. Han greb chancen, og det forpligter ham. Han kan ikke tillade sig i dagligdagen med sin nye kærlighed konstant at synliggøre sin og jeres fælles fortvivlelse, uden risiko for at støde sin nye fremtid fra sig. Tro ikke det er nemt for ham, men for kærestens skyld skal det helst se overkommeligt ud.
På dit indlæg kan jeg forstå at du snakker om disse problemer med både venner og psykologer. Bliv ved med det. Ikke kun om det smertelige tab af din mor, men også om hvad du føler som din fars svigt.
Og når du så er klar, så må du overveje om du fortsat vil være en aktiv del af din fars liv. Som du er også han sårbar. Og på et tidspunkt må I – alene - snakke sammen om jeres følelser efter din mors død. Men lad være med at presse ham til at vælge mellem dig og sin nye fremtid. Med mindre du har gjort op med dig selv, at du ikke vil være en del af hans fremtid. Tænk over det, og træf ikke forhastede beslutninger.

Hej
Jeg syntes du skal få din far til at åbne dette websted og få ham til selv at læse hvad det er der sker. Han vil måske derved bedre forstå din måde at reagere på og få snakket ud om det så I kan komme videre sammen. Det kan ikke nytte du/I lader ham smutte - det vil skade meget på længere sigt. Men nogen mænd er så uselvstændige at de ikke kan leve alene og desuden er de eksperter i at fortrænge facts og focusere på noget andet. Det er ikke det samme som at han ikke føler noget for jeres mor. Han ved bare at det kun gør ondt og så er det lettere at lade være at sørge.
Håber inderligt for jer at det lykkedes.

med at få en dame ind i huset, jeg forstår ham ikke.
Du burde komme først i lang tid fremover.
Må også være mærkeligt for den nye dame at opholde sig blandt alle din ting ting.
Jeg ville ikke flytte ind så hurtigt efter, og se nu, om det holder!
Kærlig hilsen til dig.

med at få en dame ind i huset, jeg forstår ham ikke.
Du burde komme først i lang tid fremover.
Må også være mærkeligt for den nye dame at opholde sig blandt alle din ting ting.
Jeg ville ikke flytte ind så hurtigt efter, og se nu, om det holder!
Kærlig hilsen til dig.

... at du skal respekterer din fars måde at bearbejde og tackle hans tab på... Hun var din mor og tabet af hende er din sorg -
Hans måde at komme videre på, behøver ikke at ligne din for at være rigtig - *Ss*
Det kan godt være at det er hurtigt... men måske hans måde at sørge for ikke at falde helt sammen på...
Måske er hans kmmentarer til jer, om at komme videre etc. hans måde at sige til jer på, at han ikke kan rumme mere sorg, at han bliver nødt til at holde det på afstand for at komme videre...
Måske har han blot være så god i sit sorgarbejde at han har fået lagt det værste bag sig - og nu ønsker at starte op på resten af hans liv - inden det pludselig er for sent -
Måske han bare ønsker at ende som en tvær, ulykkelige gammel mand - i et alt for stort hus - helt alene -
- Kan du følge mig ????

Skulel selvfølgelig stå :
Måske han bare IKKE ønsker at havne som ...........

Kære du.
Hvor jeg forstår dig så godt, har selv mistet min
mor for 18 siden, og savner hende stadig meget, men jeg "skriver" til hende. Det gør jeg over nettet på
MINDET, hvor alle, der har miste kan gå ind og tænde et lys samt skrive om, hvordan de har det. Det gør jeg tit, jeg fortæller hende om savnet og om hvordan det går i hverdagen, det letter helt utroligt, og man kan være anonym. Det synes jeg, du skulle prøve. Pas godt på dig selv.
KH - ricato

vedkommende skriver faktisk at de respekterer farens adfærd, men er kede af den! Og at de ønsker ham det godt!
Så du er da en tumpe at hælde sådan en gang bræk i hovedet på vedkommende om de ønsker en sur og tvær gammel far alene i et stort hus - det står der udtrykkeligt at de ikke øsnker!

glem han så er han ikke det være

skive et svar hjælper ikke du får ikke et svare igen alle de ting du siger eller spøre om står der bar

Pyha - det ramte lige i hjertekulen, dét du skrev. For 8 år siden døde min mor - 46 år gammel. Jeg var bare 20 år. Jeg havde én ældre søskende og en far, der greb sorgen meget anderledes an end jeg, hvilket var frustrerende i sig selv. Jeg ville gerne snakke og mærke - de gemte sig væk, følte jeg. Et halvt år efter min mors død, flyttede en ny kvinde ind hos min far - det var underligt. Folk sagde, det var for tidligt. JEG følte det var tidligt, men havde det samtidig som du; jeg undede kun min far et nyt liv. Men hvordan kan det forenes med mindet om en højt elsket mor? Jeg holdt fast i, at følelesen var MIN. Og at den var okay at have. Jeg ved nu, at man ikke kan tale om, at folk finder en anden for tidligt - men jeg gav mig hen i følelsen, at JEG følte det var det. Forstår du? Min far er stadig lykkelig med hende han mødte dengang. Det er jeg glad for, også selvom vi var igennem en svær tid, hvor billeder, møbler og farver blev sikftet ud, alt imens jeg sørgede.
Jeg føler med dig, fordi jeg ved din sorg er urimelig stor og svær at tackle, men jeg vil samtidig opmuntre dig. Der ER lys i tunnelen, hvis du lader tiden arbejde. Brug dine søskende. Brug hinanden. Måske er det for jer en idé at skrive et brev til Jeres far og hans kæreste? Fortæl ham, at I respekterer hans behov og ønsker, men fortæl at I stadig er midt i JERES sorg, og at det tager tid for Jer at vænne Jer, dels til at undvære Jeres elskede mor, og dels at det tager tid og energi at forholde sig til et nyt menneske i hans liv. Fortæl ham, at I under ham hans lykke, men at I har brug for forståelse til jeres sorgproces. Fortæl kæresten, at I har brug for tid, og at I håber på hendes accept og forståelse.
Jeg ved af erfaring, at det er svært ikke at hænge sig i detaljer, men husk på, at din fars kærestes hund, duften af hendes parfume eller billederne, der er taget ned, IKKE handler om Jeres kærlighed til Jeres mor. Den vil altid være der. Og den skal I værne om.
Jeg er selv forælder i dag - og ved at det man ønsker allermest for sine børn, er at de har det godt. Din far ønsker også, at I har det godt, men hans egen sorgproces fylder en del for ham, og hans valg overskygger måske jeres behov. I er jo voksne tænker han måske. Selvom det ikke er rart at opleve, så ER der meget forskellige måder at sørge på...man kan være meget uenig i andres måder. Det var jeg!
Måske er din fars nye kæreste, på sigt, en stor ressource i Jeres liv? Giv hende en chance, når I har fået det hele på afstand. Være ærlig overfor hinanden, og overfor Jeres far. Allerede nu. Fortæl eller skriv åbent, hvis I ikke magter at se hinanden lige nu. Fortæl hvor meget I savner Jeres far. Være sikre på, at han og den nye kæreste forstår, at I respekterer, at de er fundet sammen, og at I bare har brug for tid....
Lykke til Jer alle
Kærligst Kristine

Jeg mistede selv min dejlige varme og altid nærværende mor sidste sommer...hun led en langsom og pinefuld død...blev kun 66.
Jeg ser heller ikke min far særlig tit....de var skilt..og min far har siden han fandt sin nye kone...ikke interesseret sig ret meget for os børn af første ægteskab...slevom de dog var gift i 22 år.
Til gengæld har jeg en søster..og vi har lovet hinanden at holde sammen og passe godt på hinanden..så når jeg mangeler min mor...er ked af det ...tænker på hende...og det sker tit...så er det min søster jeg bruger.
Vi har lavet vores egen lille aftale om hvordan vi vil bibeholde mindet om alt det gode om hende...vi ses ofte...kigger i gamle fotalbum...mindes hende for alt det gode og det sjove vi husker...og ender tit med at sidder og skraldgrine..over gamle minder.
Det at tale om sin mor...at snakke om hendes liv sammen med os...letter lover jeg dig...er ligesom hun blir levende i billeder igen...
Kan godt forstå at du syns at det er svært at din far allerede har fundet en anden...men tror lidt at det måske mest skyldes at nogle mænd ikke er så gode til at leve alene...de magter det ikke...så måske er det ikke kærlighed han har fundet...men blot en erstatning for din mor...såen praktisk set.
Håber du og dine søskende kan hjælpe hinanden i sorgen...og huske på at din mor med garanti..ikke ville have ønsket at du gik og sørgede alt for længe..man skal ikke glemme...men gemme minderne dybt i sit hjerte og så lejlighedsvis tage dem frem..og tænke med et smil på alt det din mor nåede og ikke på alt det hun gik glip af.

men jeg er ikke noget godt eksempel at følge. Jeg mistede selv min rigtige mor da jeg var 12 år gammel og min far blev pludselig mere nærværende overfor mig, men det var underligt og anstrengt da jeg altid kun havde kunnet med min mor. Min far og jeg havde altid haft flere skænderier end hyggelige stunder sammen og det blev endnu værre da min mor døde. Han blev tvær og indelukket og der var altid en dårlig stemning i huset indtil vi ca et halvt år senere ikke snakkede om min mor. Alle hendes ting var væk. Jeg kunne ikke snakke med nogen om det og begyndte at drikke og ryge hash med de "store" drenge. Siden begyndte jeg at experimenterer med diverse organiske stoffer.
Da jeg var femten boede hos en plejefamilie og jeg røg hver dag og det blev ikke bedre da min første rigtige kæreste forlod mig. Jeg var sønderknust og ville bare drukne mine sorger og det gjorde jeg også. Indtil da havde jeg aldrig rørt snitter, men en dag fik en veninde spurgt mig om jeg ville prøve og at hun have noget amf. Egentlig havde jeg altid sagt at jeg ikke ville røre nogle ikke-organiske stoffer men jeg var ligeglad med alt og tænkte hvorfor ik? Det værste der kan ske er at jeg dør.
Jeg tog ikke nogle andre kemiske stoffer i lang tid efter det. Jeg syntes ikke det havde været fedt. Jeg følte ikke rigtig at jeg kunne mærke det men som tiden gik med jeg mere og mere nysgerrig og en aften tog jeg en snitte igen, og denne gang var det for fedt. Jeg var selvsikker, energisk og udadvendt og jeg kunne klare hele verden.
Efter det gik der igen lang tid før jeg rørte noget, men da jeg kastede mig ud i det tredje gang var det for fuld kræft. Jeg begyndte for alvor at experiementere med ecstasy, MDMA og LSD. I hverdagene var jeg nødt til at tage speed for at kunne passe mine ting, ikke tilfredsstillende men lige nok til at hutle den igennem folke skolen. I gymnasiet blev mine forældre klar over at havde et misbrug og sendte mig til psykolog, men jeg mente ikke selv jeg havde brug for professional hjælp, jeg var ikke indstillet på det.
Jeg er nu på nippet til at blive smidt på gaden af mine forældre, der ikke længere vil lade mig bo under deres tag så længe jeg bliver ved med at tage stoffer. De sidste par dage har jeg kun røget hash, men kan stadig mærke MDMA i kroppen men jeg tror så lidt på mig selv og at jeg kan blive stoffri at jeg overvejer at pakke mine ting og ligge mig ind ved mariakirken og forsumpe resten af mit liv der. For at stoppe med at såre mine forældre der kun har gjort godt for mig, og meget mere end min rigtige far der aldrig har været der for mig.
Jeg havde lyst til at snakke med nogen, men min familie var der ikke for mig, og jeg havde hverken søskende eller venner at støtte mig op af. hvilket jeg fortryder i dag fordi jeg tror det ville kunne have hjulpet mig videre.
Det er vigtigt at du gør det klart for din far at selvom han ikke ønsker at snakke om sin kone så har du og dine søskende brug for at snakke om jeres mor og mindes hende. Ikke glemme hende. Som tiden går vil jeres sorg blive mindre og mindre åbenlys og mindre og mindre "in your face", men det betyder ikke at du er kommet over det. Hvis du er føler at du altid er "glad og positiv" når du er sammen med venner, kollegaer, i skole, bekendte, men aldrig har overskud til noget i hjemmet og altid er sur og tvær og det bare bliver værre og værre, mens du ikke ser noget formål med dit liv, så søg professional hjælp.
Jeg fortryder idag at jeg ikke ville tage imod den hånd der blev strakt mig, fra amtet, fra venner og familie, men jeg var ikke klar.
I morgen skal jeg til min første samtale med en ny misbrugskonsulent, og jeg håber virkelig jeg er klar til at modtage hjælp og indrømme at jeg har brug for den. Jeg indrømmer alt her, men kun fordi jeg ikke er andet end et navn på en skærm. Ved ikke om jeg kan indrømme det for et andet menneske ansigt til ansigt.

Jeg forstår udemærket din sorg og hvordan du har det lige nu. Jeg mistede selv min far i 1995, han blev skudt i Middelfart, og ikke engang et år efter døde min onkel af tb. Det er hårdt at miste en man holder af, men på den anden side kan jeg godt forstå din far, det er hans måde at klare sorgen på, men han har sku ikke glemt din mor og ønsker det heller ikke, det er bare nemmere at kapere når man har en at dele den med. røv dog for fanden at tage dig sammen og møde denne nye kæreste, hvem ved, måske er hun sød. min mor fandt også en ny og jeg havde det på samme måde som du har det nu, men jeg er utrolig glad for at de har mødt hinanden fordi han er virkelig en rar mand.
Tro mig, de døde forlader os aldrig og man glemmer heller aldrig det man har haft sammen. prøv i stedet at være glad på din fars vegne, han kunne jo være gået i den modsatte grøft, og så ville hans liv være ødelagt.
Med hensyn til sorgen så tag den i dit tempo. bryder du dig ikke om at vise følelser overfor andre så lås døren til dit værelse og tud, til du tørrer ud, det er den bedste måde at få sorgen ud på.....
Jeg ønsker dig alt mulig held i fremtiden, og husk, du er ikke den eneste der har det svært med det..

jeg er igang med at starte en sorggruppe, og hvis du skulle få brug for det kan jeg kontaktes på e- mail: daniella-sabina@sol.dk
bare skriv, og jeg vil svare tilbage

bare fordi de gør noget man ikke kan luide eller synes om, Accepter tingenes tilstand, og brug ikke tid på selvmedlidenhed for det er direkte dumt, jeg har selv været der men er kommet videre og lever en normal og forholdsvis lykkelig tilværelse, det kommer alt sammen med tiden, men det der du foresæår gør sku da kun ondt værre

Du skriver bl.a.: "Er der nogen derude, som forstår min sorg? Den dobbelte sorg i at miste sin dejlige mor, og dernæst at føle sig svigtet af den sidste forælder, man har tilbage... Jeg føler mig så rådvild og har mistet evnen til at skelne mellem godt og ondt, rigtigt og forkert."
Ja jeg forstår dig til fulde. Jeg mistede selv min mor i foråret - meget pludseligt - fandt jeg hende død - liggende på gulvet. Hun var åndsfrisk til det sidste. Jeg har nu været igennem 2 mærkedage og næste store højtid - julen - nærmer sig. Jeg gruer. Men man skal igennem 1 år - siges der - før man er helt ovre det værste.
Jeg gik i chok og var ude af mig selv den første tid efter, men efterhånden får man tingene lidt på afstand.
Blot som en trøst for dig, at du er ikke den eneste, der er i den situation.

kære A.
Jeg kan med den største lethed forstår hvad du går i gennem.
Det er nu 5 år siden min elskede far gik bort han blev 47. (jeg selv var 20.)
vores historier er næsten identiske efter dødsforløbet.
Jeg voksede op i en kærlig familie med 2 meget omsorgsfulde forældre og jeg kende kun til tryghed og varem fra begge mine forældre. vi var en rigtig kerne familie med 2 forældre og 3 børn hvoraf jeg er den mellemste.
mine forældre havde været gift i 25 1/2 år da min far en dag faldt om og døde af hjerte stop.
dagene derefter var naturligvis fulde af sorg fra alles sider men der gik ikke længe før min mor blev kold og ligeglad med os børn.
Hun inviterede fremmede fyre med hjem og sende min bror på værelset (han var 17 og gik på efterskole så han var kun hjemme i weekenden)
mens han skulle opholde sig på værelset hyggede hun sig med diverse fyre.
få måneder efter vores fars død flyttede hun fra huset ned til en fyr hun havde mødt. Det glædede os at hun nu var faldet til ro og havde fået en fast fyr. lykken varede dog kun meget kort for denne fyr var alkoholiker og voldelig og meget ubehagelig over for os alle.
Vi nægtede derfor at komme i deres hjem og min bror flyttede hjem til mig.
En måned efter smed fyren min m or ud og hun flyttede også hjem til mig.
her boede de så i yderligere 4 måneder indtil min mor mødte endnu en fyr som hun flyttede hjem til.
Det er nu ved at være 3 1/2 år siden. og jeg har ALDRIG set hendes fyr. dette skyldes at vi endnu engang ikke var gode nok for hende. i flere måneder prøvede jeg hverdag at invitere både hende og hendes fyr hjem til os men de kunne aldrig og spurgte jeg om de gav kaffe kunne jeg mødes med min mor i føtex men ikke komme hjem til dem.
så pludeslig den 4 December for 3 år siden fik jeg et julekort fra hende at hun var blevet gift med ham samme dag.
Jeg sende julekortet tilbage til hende og sagde at jeg ikke synes hun kunne behandle mig på denne måde og jge synes ikke hun kunne være bekendt at gifte sig med en jeg slet ikke havde mødt (mine brødre havde mødt ham) kun min lille bror var inviteret med til brylluppet.
Jeg har ikke set min mor siden og ønsker det heller ikke. hun har i dag ændret sit navn og har ikke kontakt til hverken mig eller min ældste bror. der var ikke længere plads til os i hendes liv.
Jeg betegner mig selv som forældreløs og griber tit mig selv i at ønske at det var hende der var død og ikke min far.
smerten efter min fars død forsvinder aldrig jeg savner ham stadig lige meget i dag som for 5 år siden men min kolde mor som svigtede mig så groft betyder intet for mig idag.
men min pointe i hele det her er: har din far ikke plads til jer i sit liv så glem ham det er hårdt men hjælper. og styrk dig ved hjælp af dine søskende.
Du har ikke brug for at skulle fortjene hans opmærksomhed eller trøste ham det er ham der skal trøste dig.
De kærligste hilsner
Tullamore

Har du mon mistet?
For mig har det hjulpet at skrive til min mor, ved godt jeg ikke får svar men man kommer af med en masse tanker osv. Ved også fra andre at det har hjulpet dem..så den holder altså ik..men mmåske det ikke er alle det hjælper på det kan jeg jo ikke vide.

Håber for dig at du har mod til at åbne dig over for misbrugskonsulenten, for det lyder som om du gerne vil videre med dit liv. Selv om det må være utrolig svært så er det jo nu du skal tage imod hjælpen, så du kan kommme godt videre med dit liv, og ikke som den gang da du lige havde mistet og slet ik kunne overskue at tage i mod hjælp.
Måske du kunne skrive dette indlæg som du har skrevet ud og tage det med og vise konsulenten det ville da være en start.
Men det ser da ud til du er på rette vej når du kan åbne dig her inde burde du jo også på et tidspunkt kunne åbne dig over for andre??
Håber det hele lykkes for dig for vi har jo kun dette ene liv at tage af, så det er jo med at få så meget ud af det som muligt.
Tanker her fra

vedkommende skriver jo at hun er glad på sin fars vegne og at hun også gerne vil møde den nye kæreste men det bare er for tidligt og når det ik er længere siden.

Jeg forstår din sorg og det er svært at miste sin mor, for der er et særligt bånd til ens mor.
Vi sørger alle på forskellige måder, men det betyder ikke, at vi ikke alle har elsket den person, som vi har mistet.
Du føler, at din far er kommet for hurtig over hendes død, men han har taklet situationen på sin måde, og det er godt for ham, at han har kunnet åbne sit sind og hjerte for en anden person, som forhåbentlig gør ham glad og giver ro i hans liv.
Du har brug for længere tid til at bearbejde den enorme sorg, du føler i dit hjerte.
Tag den tid du har brug for til at sørge og forklar din far, at selvom I begge elskede din mor højt, så har du brug for længere tid, for at sorgen kan komme så meget på afstand, så du i0gen kan føle glæden i dit hjerte og du kan bære at se fremtiden i øjne uden din mor.
Det er rigtigt, at man ikke må lade sorgen tage overhånd, så den fylder alt i ens liv, og man ikke kan finde glæden ved livet igen, men det er alt sammen en balancegang, som hver især selv må prøve at finde.
Glæd dig på din fars vegne og prøv at åbne op for hans nye kærlighed og giv dig så selv den tid du har brug for for at komme over sorgen og videre i livet.
Pas godt på dig selv.

Hej..
Ja man har ikke lyst til at tro det....men hvor er vi mange i samme båd.
Min mor døde for 14 år siden (vil lige sige jeg savner hende rigtig meget endnu, men har fået sorgen på afstand)
Men når det er sagt....så har jeg en biologisk far som sørger for at holde sorgen igang hele tiden.
Han har så ondt af sig selv og har haft det siden min mor døde.(hun blev kun 46 år.)Hun døde af bryst kræft efter kun 1½ års sygdom.
Efter så mange år er jeg bare blevet tilstrækkelig træt af en far, som kun tænker på sig selv hele tiden.Han har fundet en ny kvinde(Meget kort tid efter min mors død.)Men hun har nok i sine egne børn og børnebørn så ja hende har vi (mine 2 søskende og jeg) ikke haft glæde af som "reserve mor".
Men skidt da så også bare med det, bare man da så havde haft en sød far.(Men han render kun hende i røven hele tiden)
Der er mange grunde, som jeg slet ikke kan komme ind på her i indslaget...men vil da godt lige fortælle jer hvad I ville sige til en far som kun prioterede at være sammen med jer og jeres børn....til kl.21.00 en Jule aften..?? Lige siden den jule aften den 24.12.2003 sagde det bare stop inden i mig.Fra den dag af besluttede jeg mig for ikke at ville være til besvær for han mere.
Jeg fortalt mine børn på 10+12+14 år at jeg havde besluttet ikke at have kontakt med min far mere...og jeg fortalte dem sandheden og mine følelser.
De sagde så alle incl min søde mand....jamen mor du har jo også altid lært os,at man ikke skal spille tid på mennesker som ikke er gode ved en...og dermed via deres opdragelse har de accepteret at vi ingen kontakt har med ham idag.(har mine 2 søskende heller ikke.)Mærkeligt at vi 3 personer kan blive enige om det uden at "mennesket" ikke ta'r at ser på sig selv lidt indefra.
Jeg ved godt, at jeg ikke her er kommet, med alle de ting han har gjort mod os (mine søskende og mig) men faktisk er jeg flov over det....så det lader jeg lige ligge.(men jeg skal nok svare hvis nogle vil have et svar.)
Men vil da lige fortælle at jeg faktisk 3 uger efter min mor's død fødte en dejlig velskabt søn som han slet ikke var interesseret i.(ja ingen af mine 3 børn har han været noget for....siger det helt ærlig ikke alt om dette menneske, som kunne have være en måske god Morfar.!!
Idag har jeg intet med han at gøre...og faktisk er det en utrolig lettelse for mig og mine søskende ikke at skulle have alle disse negative følelser igang hele tiden.Har givet en utrolig dejlig indre ro.
Og en ting er sikker jeg VIL aldrig have kontakt med han igen....lever og ånder bare for min egne dejlige søskende og mine børn og mand.
Lev mens du gør det....og elsk mens du har lyst til det....men ikke for en hver pris..!!
Den afklaret Kvinde på 36 år

Jeg står selv i en situation hvor min mormor er rigtig syg. Hun har lige fået konstateret canser. Jeg ved at hun endnu ikke er død, men allerede inde for den sidste måned, hvor alt dette er sket, har jeg set min mors sorg. Jeg har en stærk tro på Gud og på et liv efter døden, og jeg ved ikke om du er kristen eller nogen sinde har tænkt over, at der måske var mere mellem himmel og jord. Jeg ved blot, at denne tro gør, at jeg er forberdt, og at jeg er sikker på, at min mor og hele vores familie kommer igennem dette med en oprejst panne. Min mormor siger, at hendes begravelse skal være en festdag med god mad osv, fordi hun ikke frygter døden og hvad der skal ske. Hun ved at det der venter hende er godt, og at hun kommer til at være sammen med min morfar, når han engang også dør. Jeg har en tro på, at det samme sker med din mor. Hun kommer også til et sted, som er meget bedre end denne verden. Hun savner helt sikkert også dig og elsker dig, men ved at I skal ses igen. Jeg ved ikke om dette hjælper, men måske det gav dig en smule håb. Din mor ser dig og er ved dine side hele tiden. Giv ikke op. Hun ønsker at du skal komme videre og ikke "falde". Hav tro!

Hej
Det er bare så synd for dig,jeg har været i den samme situation og er det endnu.Jeg har ikke noget med min far at gøre, ville ellers gerne,siden min mor døde for 10 år siden.
Men jeg tror egentlig de har det dårligt, når en de har levet sammen med i mange år pludselig dør.
Min mor var 68 og havde haft alzheimer i mange år,så vi var forberedt på at det pludselig kunne ske men jeg var ikke klar over at at jeg også skulle "miste" min far på den måde til en anden kvinde.
Men heldigvis har jeg da min familie.
Min far er meget ensom i dag, damen kommer kun engang imellem, han ser ikke nogen af alle sine børn.
Jeg syntes at et er synd for ham,men det er jo hans valg!
Jeg tænker altid på et lille ordsprog: ELSK MIG MEST NÅR JEG MINDST FORTJENER DET; DA HAR JEG MEST BRUG FOR DET.
Jeg syntes at du skal prøve at tale med ham,og se at få det bedste ud af det.For når det går 10 år så er det svært at genoprette.
Håber at det hjælper dig at du ikke er alene.Da jeg læste din historie tænkte jeg, at det var lige som mig.
HIlsen fra en der føler med dig

Hej
Jeg forstår det er svært for dig.
Men måske er det endnu sværere for din far.
Du kan trods alt se sorgen i øjnene, hvorimod din far slet ikke kan. Han må bedøve smerten ved at lukke den helt ude med en anden kvinde.
Måske er det hans eneste måde at overleve på..
Tro på at han gør sit bedste og elsker dig såvel som han helt sikkert har elsket din mor.
Hvem ved hvor længe det holder med hende den nye. Måske får han pludselig brug for din forståelse..
Hilsen Misa

Det må være rimelig svært. Tja man siger jo som du har skrevet at man skal se sorgen i øjne... Jeg har mistet min bedste ven eller en far.. han var som en far for mig! Han var der altid for mig og det er 2år tilbage og jeg er ikke kommet over det endnu.. Det er tæmmeligt svært at se frygten eller sorgen i øjene når en person som står en meget nær.
Jeg kan godt forstår dig! Håber alt lykke for dig!

Er ubeskrivelig til sin mor(jeg regner da med at du er en pige)...Din mor har altid været dit pejlmærke, dit fyrtårn når der har været problemer. Og ikke mindst, så har hun altid været der-hun er den eneste person som du har kendt hele dit liv, inklusiv da du var foster i maven på hende... Derfor er folk altid bundet til deres mødre på en anden og tættere måde end deres fædre.Hvilket fører mig til din far, som
"kun" har kendt din mor i sit voksne liv. Han har aldrig haft den samme afhængighed af hende på samme måde som du har haft, han har jo også som du giver udtryk for været meget fraværende. Derfor er der så stor forskel på jeres sorg! Folk kommer og går i éns liv, ligesom din mor kom og gik i din fars liv. Men din mor kom aldrig ind i dit liv, hun skabte dit liv-derfor føler du denne sorg. Jeg har aldrig prøvet at miste en forælder, hvilket jeg priser mig lykkelig over da jeg ikke er særligt gammel, men dette er den eneste forklaring jeg kan se på jeres forskellige følelser. Hvordan du skal komme dig "over" det,ja det vil du nok aldrig rigtig, men jeg håber at du vil forsøge at tage tingene en ad gangen-glæde dig over de små ting, og prøve at lade være med at tænke på hendes død. Og prøv at se det som en naturens gang-ting, hvilket lyder underligt, men har hjulpet mig når folk tæt på mig er gået bort-folk fødes og folk dør, og sådan er livets gang. En dag vil du også dø, ligesom alle os andre, men når det sker kommer det så meget bag på os. Det har hjulpet mig at tænke på at det jo var betingelsen med livet-hvis man får det, kan man også regne med at miste det en dag!
Jeg håber du vil begynde at se livets glæder snart, for det der er sket er forfærdeligt, men en dag vil dine minder om din mor gøre dig glad, ikke ked af det:)

Hej,
Vi ser at du stadig ahr behov for at tale med nogen om sorgen over din moders død. Sorgen skal forløbe naturligt, ved din far ikke.
det er en proces som skal forløbe og som tager tid.
Jeg mener at have hørt om selvhjælpsgrupper for unge her i københavn, men jeg husker ikke hvor i øjeblikket.
Ring f.eks. til SR-bistand. De burde vide noget om det.
Du kunne i mangel af bedre måske tale med en psykolog? Så skal du nok have fat i de sociale myndigheder.
hav det godt!
frede

Da jeg læste dit indlæg, var det som at læse min egen historie. Min historie er bare 21 år gammel, og min stedfar flyttede samman med en kvinde med en søn på 13, jeg var selv 16.
Vi talte aldrig om min mors død, som skete over 2 dage. Efter 2 mdr. flyttede kæresten ind og efter ca. ½ år skred jeg, efter et stort skænderi, hvor han tog hendes parti.
Dengang var der intet som hed psykologhjælp eller andre former for støtte. Mine bedsteforældre havde deres sorg over at miste en datter, og mine venner kunne ikke sætte sig ind i min situation, de var teen-agerer så jeg måtte i stedet høre på hvor meget de hadede deres forældre.
Stille og roligt fik jeg øjnene op for, at jeg måtte lære at leve mit eget liv, og træffe de rigtige beslutninger. Det har kostet mange tårer, til gengæld skal jeg ikke takke nogen for at have holdt hånden over mig på min vej frem i livet, derfor er mit lille råd til dig.: Tal med din søster, find ud af om hun føler det samme som dig og så sørg for at støtte hinnanden og hold fast i det i har. Måske en dag vågner jeres far op og indser at han var for egoistisk. Held og lykke til jer begge.

Gør det! Tænk aktivt, bevidst på din mor, forsøg at huske så mange detaljer så muligt - selvom det er forfærdeligt svært og hårdt (min far døde for to år siden under nogenlunde lignende omstændigheder som dem jeg har læst hér) er det kommet mig meget til gode.
Det skræmmende er, hvordan vi menneskers hukommelse kan spille os puds, så vi, om ikke glemmer, så lader selv vores nærmeste glide lidt væk i erindringen, hvis vi ikke minder os selv om det. Og for mig at se er det fantastisk vigtigt at huske - både de muntre og tunge stunder i éns liv - så tydeligt som muligt. Det vil gøre dig mere bevidst om hvem du er, hvordan du har udviklet dig, og ikke mindst vil det forhåbentlig hjælpe dig med at huske din mor, som det menneske HUN var.
Evigt liv kan for mig defineres på den måde. Min far lever videre i min hukommelse, mine handlinger og I mig. Jeg håber du vil føle det samme.

Kære Copenhagen Screaming
Først min kompliment til dig. Du har et utroligt flot sprog, - du er meget velformuleret og raffineret i din brug af ord. Trist, at dine ord skal bruges på så sørgelig en historie. Jeg føler, at din historie giver et ekko i mig. Jeg er blevet enke for tre uger siden og står nu tilbage med to mindreårige sønner. Det er en meget svær opgave, som kræver en forfinet balancegang. Jeg forstår din smerte, over at miste din elskede mor, og nu også din frustration over din fars handlekraftige hurtighed. For han er hurtig - din far. Det lyder umiddelbart som om, at han har tacklet tingene rigtigt fra start i sin omsorg for Jer piger. Det har I også brug for. Derimod lyder det ikke helt rigtigt, at han nu kridter banen så klart op, og kræver en følelsesmæssig afklaring fra Jeres side ved at presse Jer til en accept af hans nye forhold. Din far oplever helt sikkert en ulidelig tomhed efter din mor, men jeg synes helt sikkert, at hans allerede rimeligt cementerede engagement med en anden kvinde er alt for tidligt. Det underbygges kun endnu mere af hans krav til Jer omkring denne kvinde og Jeres fremtidige liv. Når man står tilbage som ene-forældre er og bliver det, som tidligere nævnt, en meget forfinet balancegang. Selvom ingen kan påkræve et menneske x-antal måneders sorgperiode, ligger der alligevel et hensyn til de børn, som står tilbage uden mor. I bør alle - både I og Jeres far komme hele igennem det her, og det lykkedes ikke, såfremt Jeres far påtvinger Jer en accept af en ny kvinde, så tidligt efter Jeres mors død. Konfrontér Jeres far. Igen. Kald på hans empati, men lad ham også forstå, at I accepterer hans menneske. Din far har et hensyn at tage til Jer børn. Det skal han stå ved. Han har naturligvis et behov for en privat sfære - men hvor er hans forfinede balancegang? I er ikke tudeprinsesser - I er unge børn, som bærer sorg. I har mistet Jeres mor og er bange for at "miste" Jeres far. Acceptér, at Jeres far er en voksen mand med et voksent behov, men få ham til at fatte, at hans balancegang er gået i vasken. Kræv ikke, at han skiller sig af med kvinden - MEN KRÆV HAM I JERES LIV!
Pas på Jer selv...

Hej med dig. Ja, det er ikke nemt. Du er ufattelig ked af det - og det er forståeligt. Men m.h.t. til din far, så har han godt nok været tidlig ude. Det kan godt være han har svært ved at leve alene, men han har ikke tænkt meget på jer børn. Som du selv skriver er det selvfølgelig ikke meningen at han skal leve resten af sit liv alene, men han kunne godt have taget lidt mere hensyn. Men jeg vil ikke dømme for meget. Min mand døde som 36 årig og jeg selv var 34. Vores søn var på det tidspunkt 9 år, og lige meget hvad jeg gjorde ville han ikke snakke om det med mig. Hver gang jeg spurgte ham hvorfor, svarede han bare: "mor, det er nok at du græder". Hvad stiller man op med sådan en voksenhed. Jeg er enig med flere af de som skriver her, at din far ikke kan tackle sorgen og slet ikke den smerte det er at sidde alene tilbage. I er ikke hjemboende kan jeg forstå, og så er i der jo heller ikke. Tro mig, din far har overhovedet ikke glemt jeres mor, og måske kommer sorgen tilbage til ham en skønne dag, som en spand kold vand. Min kom efter 12 år. Fordi heller ikke jeg bearbejdede sorgen nok - ville "glemme" sorgen og smerten. Jeg fandt en ny efter knap et år. Min søn - (han var nok yngre end du da han mistede sin far) blev glad - men efter en tid græd han og sagde:"mor han er jo ikke lige som far"- nej det var han selvfølgelig ikke - og først mange mange år senere fandt jeg ud af at det var derfor mine to efterfølgende ægteskaber røg - de var jo ikke lige som "far". Hvad du skal gøre ved jeg ikke, men hold jer ikke væk. Den nye kan for så vidt ikke gøre for det heller, bortset fra at hun burde have ventet med at flytte ind, derfor kunne de jo godt være kærester. Jeg håber for dig, at du kommer videre, men sort taget tid, så meget har jeg da lært. Men det er normalt. Min nye kærestes datter, som også mistede sin mor (som 26 årig) har haft det meget svært, men nu 4 år efter kan hun heldigvis tackle det, men det bliver da ved med at være svært i visse perioder. Jeg håber hun en dag kan bruge mig. Jeg har dog kun kendt hende kort tid, og hun får den tid hun skal bruge til at finde ind til mig. Mine arme er åbne og måske din fars kærestes er også, prøv at give tid.
V.h.

Et sted kom jeg til at skrive sort det skulle selvfølgelig være sorg. Sorry

meget i din egen sorg over tabet af din mand, at din dengang lille søn på 9, helt måtte spille voksen, og tilsidesætte sine egne behov for at sørge, for der var vist kun plads til dine sorgreaktioner.
Du skal ikke tage imod el. blive stolt over at et 9-års barn, siger noget så "voksent", som du kalder det, som "du græder hele tiden, og det er nok".
Nej, det er ikke nok. Det levnede ikke plads til ham.
Hvor var din ansvarsfølelse for at hjælpe din søn til en sorgbearbejdning, uagtet du selv var meget ked af det?
Hvad gjorde du for at støtte ham til at kunne reagere og sørge over tabet af sin far? - han har jo mistet mindst lige så meget som du gjorde.
Det lyder trist, at din lille søn blev den voksne, og du tilsyneladende bare indkasserede/tog al pladsen til at lade din sorg fylde. Som minimum burde du have inddraget ham, og hjulpet ham til at hans reaktion/sorg er mindst lige så vigtig som din.
Du burde ikke bare have taget det for et "voksent" udtryk fra et lille barn. Det skal et lille barn ikke bære! Det skal du. For du var/ er den voksne.
INd i mellem tager jeg mig til hovedet over hvor dybt egoistske nogle voksne er i fht. til deres børn.
Dette er en af gangene, desværre.

jeg forståd dit smerte men jeg ville sporg dig ville du også miss din far???????
håbe du kan fande ud af det!

Du og din søster skal tage det i den rækkefølge i kan følge med i....Og jeres far er sguda et skvat hvis han siger at han nu er en pakke løsning...hvis det havde være mig havde han aldrig set mig igen. Han tænker vist med en anden legmesdel en hovedet, og det skal i ikke finde jer i. meddel ham at hvis han ikke ønsker at se jer uden hans pakkedame....så er det bare ærgerligt, for i er ikke klar til at blive konfronteret med en ny "mor" og lad så for gudskyld være med at kontakte ham, han skal nok komme på banen når det kommer så langt, lad ikke jeres far styre jeres liv og jeres følelser.
mange knus herfra

Min mor døde sidste år af kræft, hun blev også kun 46 år. 3 uger efter hendes begravelse fandt min far en ny.. Så selvom vores sorg nok ikke er den samme, så kan jeg godt forestille mig hvordan du har det. Jeg har gået i langt tid og spekuleret over, om det var mig der var noget galt med?
Så nu vil jeg sidde og læse alle svarene igennem for at se om der er noget jeg kan bruge.
Tak fordi du skrev et indlæg og fordi nu ved jeg, at jeg ikke er alene (-:

Lad mig slå fast at jeg fyldt ud forstår din sorg.
Min mor dødede sidste år efter et noget langt sygdomsforløb. (brystkræft) Mit problem ligger ikke så meget i sorgen over min mor, ikke at jeg ikke savner hende (det gør jeg) men mere den efterfølgende konflikt med at finde sammen som familie igen. Min far fandt også hurtigt en ny kæreste. Jeg havde været ude og sige tidligere at jeg ville være okay hvis han fandt sig en ny, dog med 2 ing for øje - ikke får flere børn eller blive gift igen. Det skal nok lige siges at min mor kun nåede at blive 48 år og min far kun er 44 år. Så han skal naturligvis ikke være alene i fremtiden.
Problemet er som sådan heller ikke hans kæreste, men hele forløbet omkring hende. Hun var rundt hos familien og vennerne inden vi tre tøser (har to mindre søster 19/21) fik af vide han var i et forhold. Jeg meldte klart ud fra start at jeg ikke var klar til at møde hende og at det gik lige lidt for hurigt for mig. Jeg var og er okay med at de er sammen - men hvor blev - komme kærester af og bare nyde hinanden. Hvorfor skal alt så såå pisse hurtigt. hvorfor skal hun med til alt og inddrages i alt. (de bor ikke sammen endnu)
jeg føler jeg har mistet min familien.. er uden rod og mangler støtte. Jeg er så SUR på min far over at han ikke har kunne fortælle sig kæreste hvordan tingene hænger sammen men i stedet gør mig til et problem fordi jeg ikke vil lade mig passe ned i den fine lille boks.
jeg kunne forsætte, længere endnu, men vil stoppe .. men som det nok fremgår tydelig så tror jeg bare du skal være glad for at dig og din søster er på samme side. Vi startet ud sammen, men de to andre har fået indordnet sig og jeg sår så alene med LORTEN, så og sige.
jeg kan ikke give dig nogen råd, for jeg synes, jeg har prøvet alt uden held - er kommet frem til at mænd bare er super dårlige til at forholde sig til sorg. Men jeg vil kæmpe videre lidt endnu i håb om at genvinde lidt af den familieråd vi havde de sidste 1½ år af min mors liv. Om ikke andet så for min søns skyld.
det var lidt af min historie .. set fra min side :-)

Jeg ved godt, det er nu 6 år siden det du fortæller er sket, og håber du har fået det bedre, men efter at have læst dit indlæg kan jeg kun sige WOW, en mere hjerteløs, arogant stupid, idiot skal man da længe se efter...
Efter 4mdr !!!!!!!!!!!!!!!!
Det jo direkte sygt,,, hvor fanden er den respekt for sorg og kærlighed, Ja alle skal videre i deres liv, man fandme da ikke så hurtigt, det jo så respektløs som noget kan være....
Det jo sygt..
Kæft hvor jeg inderligt ønsker at du ikke har tilvendt dig den tanke at dette er meget normalt FOR DET ER DET SKU IK! og håber virkelig på , du har fundet styrken i dig selv, og du mindes din mor, med mindre sorg, og mere minder for den dejlige mor hun var for dig. Er lidt målløs over dit indlag med din far, det der er sket er og vil altid være forkert i både kærlighedens navn, og ikke mindt respektens
Håber du klare dig tøs, ....

Mvh