bonusmor -

hej
jeg har en rigtig dejlig bonusdatter og hun kalder mig for mor......
Vi har det virkelig godt når vi er sammen med hende og vi har et ganske normalt familie liv, d.v.s. at det er altid mig der henter hende fra børnehave de dage vi har hende, fordi jeg har som regl tideligst fri og har bilen. vi laver alt muligt sammen som det var min egen datter (hun er 5 år)
men vi har så også mange problemer med biologiske moderen fordi hun mener at vi ikke tager ansvar nok for hende og at vi hellere vil bruge pengene på ny bil og derfor kræver hun at det kun er faderen til barnet (altså min mand:-))der må hente og bringe barnet selvom at han så skal give afkald på nogen ting om søndagen og han har vagt nogen af søndagerne og derfor har svært ved at aflevere hende......
Er det rimeligt at lave dette til et problem, når det ellers køre godt for vores hverdag og kan det ikke være ligemeget hvem der aflevere og henter, hvis barnet har det godt..
Knus mgade

Hvis det fungere for Jer når i har datteren, må det jo være det der tæller. Men det overrasker mig ikke, at du skriver det, for man hører altid om at en af forældrene ikke er tilfreds.
Moderen mangler nok opmærksomhed, men den må hun finde et andet sted at få.
Lad hende ikke bestemme over Jeres liv.
Held og lykke
En mor

om ikke moderen vil gå med til at i henter og bringer barnet tilbage i hørnehaven. På den måde tager i jo mere ansvar (ikke at der er nødventig, men brug det som agument), og hun kan ikke se hvem der henter/bringer.
venlig hilsen
Nina

hej Nina.l
tak for rådet
vi henter hende i børnehaven men moderen vil ikke gå med til at vi aflevere hende igen i børnehaven om mandagen, for så mener hun at vi har hende i for mange dage.......
dejligt at hører et brugbart respons

hej myynameis
det er dejligt at høre at det ikke er en selv der er helt galt på den, men man kan bare mange gange føle sig spæret for nogen ting pga den biologiske mor..... som bonusmor har man jo intet at skulle sige.... det er nok også forståligt nok da jeg rent faktisk ikke har været med til at lave hende:-) men alligevel er hun jo en del af mit liv også og jeg er trods alt gift med faderen, som faktisk er skide god til at tage mig med som en del af det hele....... det er os begge der tager beslutninger der vedrøre datteren når vi har hende, det er virkeligt dejligt......
og i det hele taget syntes jeg at fædere skal have mere at sige i sådanne sager....
tysind tak for dit sympati

At bestemme over datteren eller hvem hun skal være sammen med, når hun er på samvær med sin far.
Det må faderen gøre hende klart.
Jeg spurgte amtet engang min eksmand havde været min datter være alene med hans daværende kæreste, jeg havde aldrig set hende og syntes det var noget underligt noget at overlade mit barn til mennesker jeg ikke kendte. Jeg fik den besked, at det havde jeg ingen indflydelse på, når hun var hos sin far.
Så hun kommer til at bide det i sig. Det gjorde jeg så også, da det viste sig at denne kæreste oftest var mere til at stole på end min eksmand og jeg vidste at når hun bare var der, ja, så drak han i det mindste ikke........Så længe det holdt!
Nå nok om det, det er fortid, så længe du og faderen er ved jeres fulde fem, så kan ekskonen intet stille op. Ellers ring dog og tag en snak med hende.....

Venligst
Løvemor

hej løvemor
tak for din dejlige respons
tro mig, vi har forsøgt at snakke med hende mange gange og det hjælper i et stykke tid, men så kommer der et eller andet igen.....
Hun er meget svær for til tider når hun er stabil (har det godt) er hun i veldig humør og vil gerne snakke men bøtten kan lige så hurtig vende igen....
Min mand snakker utolig meget med et af hendes nære familiemedlem (gamle kammerater) og han siger at hun virkelig har problemer psykisk - drikker - hun lyver meget over for alle i familien og især for os...... (det er altså ikke for at gøre hende en dårlig "syndebuk" om eller jeg tror at jeg kan gøre det bedre)
jeg har snakket med hende for et års tid siden, hvor jeg fortalte hende, at jeg ville ikke tage hendes mor rolle fra hende og at det kan jeg heller ikke for det der er imellem et barn og moderen er noget helt specielt for dem begge....
jeg mener at hun gør et godt stykke arbejde og hun er en god mor og barnet trives rigtigt, så der er intet at klantre......
men hvorfor så skabe problemer?????

... jeg synes, at den er svær; det som jeg umiddlbart studser over er, at din bonusdatter kalder dig "mor". Som mor til et delebarn, ville jeg være rystet i min grundvold hvis han kaldte andre "mor". - Jeg synes ikke at det er rimeligt overfor den biologiske mor og synes, at I som de voksne burde sige fra overfor dette. Hun HAR en mor og kun een mor - der er et hav af alternativer.
Jeg står selv i den situation, at jeg har sagt fra overfor at det er mit barns fars nye kone, der henter og bringer. Een ting er at vi har en speciel situation og hun var på banen mens vi stadigvæk boede sammen - men på mig er det HELT forkert, at en anden end forældrene overtager den rolle. OK hvis det kan knibe indimellem og bonusforldren så træder til, men at den opgave overdrages til en anden permanent - det er forkert, syns' jeg. Kan heller ikke helt forstå, at en forælder fravælger den kontakt til børnehaven, pædagoger, andre forældre og kammerater??? - Jeg har selv været bonusmor og blev "påduttet" den rolle og jeg synes det var helt, helt forkert og misforstået. Der er så mange følelser i klemme når der kommer en bonusforælder ind i billedet, man bliver nødt til at træde varsomt og respektere de følelser. Den biologiske mor prøver at sætte nogle grænser, ikke for at genere jer, men fordi hun har det skidt med at en anden overtager hvad der burde være faderens rolle.
Pøj-pøj med det.
Målle

godt hvad du mener, men jeg syntes ikke man tænker på barnet men på sine egne følelser og dem må man lade ligge....
Situationen er at den biologiske mor havde en lang adfærde inden hun blev gravid - mens og efter hun fødte, så allerede der har hun jo givet afkald på en familie med faderen, og jeg mener at så må man acceptere at der kommer en anden
det med at hun begyndte at kalde mig for mor startede som 3 årig, jeg reagerede ikke på det i starten - viste ikke lige hvad jeg skulle gøre, jeg har jo en mor rolle i hjemmet og det er jo naturligt for kvinder... da hun så blev ved og søgte en respons fra mig, skulle jeg jo reagere for andet ville jo være omsorgssvigt i den pædagogiske forstand, hun ville ikke rigtig noget bare se hvordan jeg reagerede npr hun kaldte mig mor..... jeg sagde til hende (3½ år) om det var fordi hun gerne ville kalde mig mor, det svarede hun ja til og derefter fortalte jeg hende at det måtte også hun gerne, men hun skulle vide at jeg ikke var hendes rigtige mor, det viste hun godt sagde hun, men du er jo som en mor sagde hun..... det er jo ikke til at stå for......
Tro mig jeg havde længe gået og tænkt over det og der måtte jo være en grund til at hun gerne ville kalde mig mor...... måske har hun brug for det for at placere mig i familiebilledet hos os, for tryghedens skyld...... jeg tænkte også på senere, når min mand og jeg fik børn og de kalder mig mor, vil hun så føle sig elsket når hun ikke måtte/føle sig udenfor familien, for det er jo stadig hendes familie også.....
Jeg tænker meget på barnets behov og trivsel og ikke på den biologiske mor, fordi det ikke handler om hendes behov og trivsel men på barnets
jeg kan tildels forstå at du har sagt fra ved nogen af tingene, men det gør det jo ikke just nemmere at dele et barn, og det skyldes dine følelser.....
jeg ved ikke om du forstår hvad jeg mener????

da jeg senere ville oprette mig som mgade ville den ikke acceptere dette så jeg kalder mig jerliv istedenfor