1tilføjet af

Mysteriet om det store træ opklares

Da der har været en del diskussion mellem Enoch ben Enoch på den ene side og ftg på den anden, vil jeg gerne blande mig i debatten med følgende indlæg, så kan ftg jo komme med sin version senere:
Gud tillod at Nebukadnezar blev verdenshersker. Som Babylons konge havde han store rigdomme, et overdådigt bord, et prægtigt palads — alt hvad han kunne ønske sig i materiel henseende. Men pludselig blev han ydmyget. Han mistede forstanden og opførte sig som et dyr. Han havde ikke længere adgang til det kongelige bord og den kongelige residens, men levede ude på marken og spiste græs som en okse. Hvad var årsagen til denne ulykke? Og hvilken interesse har det for os? — Jævnfør Job 12:17-19; Prædikeren 6:1, 2.
Kongen priser den højeste Gud
2 Kort efter at Nebukadnezar var kommet sig af denne totale sindsforvirring, sendte han en bemærkelsesværdig meddelelse ud i hele sit rige om hvad der var sket. Jehova inspirerede profeten Daniel til at bevare en nøjagtig beretning om disse begivenheder. Den begynder med ordene: „Kong Nebukadnezar til alle folkeslag, folkestammer og tungemål som bor på hele jorden: Måtte jeres fred blive stor. De tegn og undere som den højeste Gud har gjort med mig, behager det mig at bekendtgøre. Hvor store hans tegn, og hvor mægtige hans undere! Hans rige er et rige der varer evindelig, og hans herredømme varer generation efter generation.“ — Daniel 4:1-3.
3 Nebukadnezars undersåtter boede „på hele jorden“, for hans rige strakte sig over det meste af bibelhistoriens verden. Om Daniels Gud sagde kongen: „Hans rige er et rige der varer evindelig.“ Det var ord der ophøjede Jehova i hele det babyloniske rige. Desuden var det anden gang Nebukadnezar havde fået at vide at Guds rige alene er evigt, et rige som vil „bestå evindelig“. — Daniel 2:44.
4 Hvilke „tegn og undere“ havde „den højeste Gud“ gjort? De begyndte med det kongen selv havde oplevet, og som han berettede om med følgende ord: „Mens jeg, Nebukadnezar, levede sorgløst i mit hus og trivedes i mit palads, havde jeg en drøm som gjorde mig bange; og tankebillederne der opstod hos mig mens jeg lå på min seng og mit hoveds syner forfærdede mig.“ (Daniel 4:4, 5) Hvad gjorde Babylons konge efter denne foruroligende drøm?
5 Nebukadnezar tilkaldte Babylons vismænd og fortalte dem drømmen. Men de kom sørgeligt til kort. De kunne slet ikke tyde den. Beretningen fortsætter: „Til sidst kom så Daniel ind til mig, han hvis navn er Beltsazzar efter min guds navn, og i hvem de hellige guders ånd er, og over for ham fremførte jeg hvad drømmen var.“ (Daniel 4:6-8) Daniels navn ved hoffet var Beltsazzar, og den falske gud som kongen kaldte ’min gud’, kan have været enten Bel, Nebo eller Marduk. Da Nebukadnezar dyrkede flere guder, betragtede han Daniel som en i hvem der var „hellige guders ånd“. Og som følge af Daniels stilling som præfekt over alle Babylons vismænd kaldte kongen ham „øverste for magerne“. (Daniel 2:48; 4:9; jævnfør Daniel 1:20.) Naturligvis svigtede Daniel aldrig tilbedelsen af Jehova for at øve magi, men forblev trofast. — 3 Mosebog 19:26; 5 Mosebog 18:10-12.
Et umådelig højt træ
6 Hvad var indholdet af den skrækindjagende drøm som Babylons konge havde haft? „Jeg så altså mit hoveds syner mens jeg lå på min seng,“ sagde Nebukadnezar, „og se, der var et træ midt på jorden, og det var umådelig højt. Træet voksede og blev stærkt, og det var så højt at det til sidst nåede til himmelen, og det kunne ses helt til jordens ende. Dets løv var smukt, og dets frugter var mange, og der var føde på det til alle. Under det søgte markens dyr skygge, og på dets grene boede himmelens fugle, og fra det fik alt kød næring.“ (Daniel 4:10-12) Det fortælles at Nebukadnezar var meget betaget af Libanons store cedre. Han tog over for at se dem og fik nogle af dem bragt til Babylon som tømmer. Men han havde aldrig set et træ der lignede det der forekom i drømmen. Det stod „midt på jorden“ og kunne ses af alle, og det var så frugtbart at der var føde nok på det til alle.
7 Men Nebukadnezar havde drømt mere, for han fortsatte: „Jeg så videre i mit hoveds syner mens jeg lå på min seng, og se, en vægter, ja, en hellig, kom ned fra himmelen. Han råbte højt, og han sagde følgende: ’Fæld træet og skær dets grene af. Ryst dets løv af og spred dets frugter. Lad dyrene flygte fra skyggen under det og fuglene fra dets grene. I skal dog lade dets rodstub blive i jorden, men i bånd af jern og kobber, mellem græsset på marken; og lad det vædes af himmelens dug, og lad det dele lod med dyrene blandt jordens planter.’“ — Daniel 4:13-15.
8 Babylonierne havde deres egen religiøse opfattelse af gode og onde ånder. Men hvem var denne „vægter“ der kom ned fra himmelen? Da han kaldes „en hellig“, var han en god engel der kom fra Gud. (Jævnfør Salme 103:20, 21.) Man kan forestille sig de spørgsmål Nebukadnezar havde lyst til at stille: Hvorfor skulle træet fældes? Hvilket formål skulle det tjene at rodstubben blev lagt i bånd af jern og kobber så den ikke kunne vokse? Til hvilken nytte kunne en træstub være?
9 Nebukadnezar må være blevet endnu mere forvirret da han hørte hvad vægteren videre sagde: „Lad dets hjerte forandres fra at være et menneskes, og lad det få et dyrehjerte, og lad syv tider gå hen over det. Sagen hviler på vægternes afgørelse og anmodningen på de helliges udsagn, for at de levende kan erkende at den Højeste er hersker over menneskenes rige og giver det til hvem han vil, og selv den ubetydeligste blandt menneskene ophøjer han over det.“ (Daniel 4:16, 17) Et træ har ikke et bankende menneskehjerte. Og hvordan kan et dyrehjerte gives til et træ? Hvad er de „syv tider“? Og hvilken forbindelse har alt dette med herredømmet over „menneskenes rige“? Det ville Nebukadnezar uden tvivl gerne vide.
En dårlig nyhed for kongen
10 Da Daniel hørte drømmen, blev han først forbløffet, derefter forfærdet. Men da Nebukadnezar opfordrede ham til at forklare den, sagde han: „Min herre, måtte drømmen gælde dem der hader dig, og dens tydning dine modstandere. Det træ som du så, som voksede sig stort og blev stærkt, . . . det er dig selv, o konge, for du er blevet stor, og du er blevet stærk, og din storhed er vokset og når til himmelen, og dit herredømme til jordens ende.“ (Daniel 4:18-22) I Bibelen bruges træer nogle gange som symbol på enkeltpersoner, herskere og riger. (Salme 1:3; Jeremias 17:7, 8; Ezekiel, kapitel 31) Ligesom det umådelig høje træ i drømmen havde Nebukadnezar ’vokset sig stor og stærk’ som overhoved for en verdensmagt. Men det store træ symboliserede et „herredømme til jordens ende“, et herredømme som omfattede „menneskenes rige“. Det er derfor et billede på Jehovas universelle suverænitet, især i forhold til jorden. — Daniel 4:17.
11 Der ville imidlertid ske en forandring med Nebukadnezar, en forandring der betød en fornedrelse af ham. Daniel sagde videre: „Når kongen så en vægter, ja, en hellig, komme ned fra himmelen og sige: ’Fæld træet og ødelæg det. I skal dog lade dets rodstub blive i jorden, men i bånd af jern og kobber, mellem græsset på marken; og lad det vædes af himmelens dug, og lad det dele lod med markens dyr indtil syv tider er gået hen over det,’ så er dette tydningen, o konge, og det er den Højestes afgørelse der vil ramme min herre kongen.“ (Daniel 4:23, 24) Der skulle virkelig mod til at overbringe den mægtige konge dette budskab!
12 Hvad ville der ske med Nebukadnezar? Vi kan forestille os hans reaktion da Daniel tilføjede: „Du vil blive drevet bort fra menneskene, og din bolig skal være blandt markens dyr, og du vil som okserne få planter at spise; og du vil blive vædet af himmelens dug, og syv tider vil gå hen over dig, indtil du erkender at den Højeste er hersker over menneskenes rige og giver det til hvem han vil.“ (Daniel 4:25) Åbenbart ville Nebukadnezars egen hofstab ’drive ham bort fra menneskene’. Men måske ville nogle medfølende kvæghyrder eller fårehyrder tage sig af ham? Nej, for det var Gud der havde truffet den afgørelse at Nebukadnezar skulle bo blandt „markens dyr“ og spise planter.
13 Ligesom træet blev fældet, ville Nebukadnezar blive styrtet fra sin stilling som verdenshersker — men kun for en tid. Daniel forklarede: „Men eftersom man sagde at træets rodstub skulle blive tilbage, vil dit rige være sikret dig efter at du har erkendt at det er himmelen der har magten.“ (Daniel 4:26) I Nebukadnezars drøm fik stubben af det fældede træ lov til at blive stående, men fastgjort med bånd så den ikke kunne vokse. Svarende hertil ville Babylons konges ’stub’ blive ved med at eksistere, men være forhindret i at vokse og trives i „syv tider“. Hans stilling som verdenshersker ville være som den bundne træstub. Den ville blive bevaret til ham indtil syv tider var gået hen over den. Jehova ville sørge for at ingen i den periode ville efterfølge Nebukadnezar som Babylons enehersker. Muligvis har hans søn Evil-Merodak fungeret som hans stedfortræder.
14 I betragtning af det der blev forudsagt om Nebukadnezar, erklærede Daniel modigt: „Måtte mit råd derfor behage dig, o konge: bryd med dine synder ved retfærdighed, og med din brøde ved barmhjertighed mod de fattige. Måske vil din fremgang vare ved.“ (Daniel 4:27) Hvis Nebukadnezar ville vende om fra sine synder ved at give slip på sin stolthed og ved ikke at undertrykke sit folk, kunne det måske ændre situationen for ham. Cirka to hundrede år tidligere havde Jehova jo besluttet at udslette indbyggerne i Assyriens hovedstad, Nineve, men undlod at gøre det fordi Nineves konge og hans undersåtter angrede og omvendte sig. (Jonas 3:4, 10; Lukas 11:32) Hvad med den stolte Nebukadnezar? Ville han ændre sind?
Drømmens første opfyldelse
15 Nebukadnezar blev ved med at være stolt. En dag da han gik omkring på sit palads, 12 måneder efter at han havde haft sin drøm om træet, sagde han pralende: „Er dette ikke det store Babylon som jeg har bygget til kongelig residens i kraft af min magt og til ære for min majestæt?“ (Daniel 4:28-30) Nimrod havde grundlagt Babylon (Babel), men Nebukadnezar havde givet byen glans og herlighed. (1 Mosebog 10:8-10) I en af sine indskrifter siger han pralende: „Nebukadnezar, Babylons konge, genopbygger af Esagila og Ezida, søn af Nabopalassar, er jeg. . . . Esagilas og Babylons forsvarsværker styrkede jeg og befæstede mit herredømmes navn for evigt.“ (Archaeology and the Bible af George A. Barton, 1949, side 478, 479) En anden indskrift nævner omkring 20 templer som han renoverede eller genopbyggede. „Under Nebukadnezars styre,“ oplyser The World Book Encyclopedia, „blev Babylon en af de prægtigste byer i oldtiden. I sine inskriptioner nævnede han sjældent sine militære operationer, men han skrev om sine byggeprojekter og sin hengivenhed for Babyloniens guder. Han byggede sandsynligvis Babylons Hængende Haver, et af oldtidens syv underværker.“
16 Men den stolte og pralende Nebukadnezar skulle snart blive ydmyget. Den inspirerede beretning lyder: „Mens ordet endnu var i kongens mund, lød en røst fra himmelen: ’Det siges dig, kong Nebukadnezar: „Riget er taget fra dig, og du vil blive drevet bort fra menneskene, og din bolig skal være blandt markens dyr. Du vil som okserne få planter at spise, og syv tider vil gå hen over dig, indtil du erkender at den Højeste er hersker over menneskenes rige og giver det til hvem han ønsker.“’“ — Daniel 4:31, 32.
17 Nebukadnezar mistede straks sin forstand. Han blev drevet bort fra menneskenes samfund og spiste planter „som okserne“. Ude blandt markens dyr befandt han sig ikke i et paradis hvor han bare kunne sidde i græsset og nyde den forfriskende brise. I nutidens Irak, hvor Babylons ruiner ligger, kommer temperaturen i sommermånederne op på 50 grader celsius og falder om vinteren til ned under frysepunktet. Uden pasning og pleje og udsat for vejr og vind kom Nebukadnezars lange, sammenfiltrede hår til at ligne ørnefjer, og hans uplejede finger- og tånegle blev som fuglekløer. (Daniel 4:33) Hvilken ydmygelse for denne stolte verdenshersker!
18 I Nebukadnezars drøm blev det store træ fældet, og stubben blev bundet så den ikke kunne vokse opad i syv tider. Svarende hertil blev Nebukadnezar „styrtet fra sin kongetrone“ da Jehova slog ham med vanvid. (Daniel 5:20) Man kunne faktisk sige at kongens hjerte ændredes fra at være et menneskehjerte til at blive et oksehjerte. Men Gud holdt Nebukadnezars trone i beredskab til ham til de syv tider var gået. Mens Evil-Merodak muligvis fungerede som regeringens midlertidige overhoved, var Daniel „hersker over hele provinsen Babylon og øverste præfekt over alle Babylons vismænd“. Hans tre hebraiske venner varetog fortsat forvaltningen af denne provins. (Daniel 1:11-19; 2:48, 49; 3:30) De fire landflygtige afventede at Nebukadnezar blev genindsat på tronen som en konge der var ved sin fornufts fulde brug, og som havde lært at „den Højeste er hersker over menneskenes rige og giver det til hvem han ønsker“.
Nebukadnezars genindsættelse
19 Da der var gået syv tider, fik Nebukadnezar sin forstand tilbage. Idet han anerkendte den højeste Gud, sagde han: „Da dagene var gået, løftede jeg, Nebukadnezar, mine øjne til himmelen, og jeg fik derpå min forstand tilbage; og jeg velsignede den Højeste, og jeg priste og ærede ham som lever evindelig, for hans herredømme er et varigt herredømme, og hans rige varer generation efter generation. Og alle jordens beboere er for intet at regne, og han gør som han vil med himmelens hær og jordens beboere. Og der er ingen som kan holde hans hånd tilbage og sige til ham: ’Hvad gør du?’“ (Daniel 4:34, 35) Ja, Nebukadnezar kom virkelig til at erkende at den Højeste er den suveræne hersker i menneskenes rige.
20 Da Nebukadnezar blev genindsat på tronen, var det som om båndene af jern og kobber omkring træstubben i drømmen var blevet fjernet. Om sin genindsættelse sagde han: „På dette tidspunkt fik jeg min forstand tilbage, og til min kongeværdighed fik jeg min majestæt og min glans tilbage; og mine kongelige embedsmænd og mine stormænd opsøgte mig, og jeg blev genindsat over mit rige, og yderligere fik jeg en storhed ud over det sædvanlige.“ (Daniel 4:36) Hvis nogen af hofembedsmændene havde foragtet den sindsforvirrede konge, så „opsøgte“ de ham nu i stor underdanighed.
21 Den højeste Gud havde virkelig gjort „tegn og undere“! Det bør ikke overraske os at den genindsatte babyloniske konge sagde: „Nu priser og ophøjer og ærer jeg, Nebukadnezar, himmelens Konge, fordi alle hans gerninger er sande og hans veje er rette, og fordi han kan ydmyge dem der vandrer i hovmod.“ (Daniel 4:2, 37) Denne anerkendelse gjorde imidlertid ikke Nebukadnezar til en af de ikkejøder der tilbad Jehova.
Vidnesbyrd fra verdslige kilder
22 Nogle har identificeret Nebukadnezars vanvid med sygdommen lykantropi. Et fransk lægeleksikon siger: „LYKANTROPI . . . af [ly´kos], lupus, ulv; [an´thropos], homo, menneske. Dette navn blev knyttet til den sygdom hvor mennesker tror de er blevet forvandlet til et dyr og efterligner dette dyrs stemme eller skrig, udseende eller adfærd. De pågældende forestiller sig som regel at de er blevet forvandlet til en ulv, en hund eller en kat; i nogle tilfælde også til en okse, som i Nebukadnezars tilfælde.“ (Dictionnaire des sciences médicales, par une société de médicins et de chirurgiens, Paris 1818, bind 29, side 246) Symptomerne ved lykantropi ligner dem hvormed Nebukadnezars sindsforvirring beskrives. Men da hans sindssygdom var påført ham af Gud, kan man ikke med bestemthed identificere den med nogen kendt lidelse.
23 Bibelforskeren John E. Goldingay henviser til flere steder i de gamle kileskrifttekster hvor Nebukadnezars vanvid og genindsættelse på tronen omtales. Han siger for eksempel: „Et fragment af en kileskrifttekst ser ud til at nævne en sindslidelse hos Nebukadnezar og muligvis at han forsømte og forlod Babylon.“ Han henviser til et dokument kaldet „Den Babyloniske Job“ og siger at det „taler om at han blev tugtet af Gud, om sygdom og ydmygelse, at han søgte tydningen af en skrækindjagende drøm, at han blev fældet som et træ, blev fordrevet, spiste græs, mistede forstanden, var som en okse, at Marduk udsatte ham for regnen, at hans negle blev ødelagt, at hans hår voksede, at han var lagt i lænker, og at han blev genindsat på tronen, hvilket han takker sin gud for“.
Syv tider der berører os
24 Fremstillet ved det store træ var Nebukadnezar et symbol på verdensherredømmet. Men træet stod desuden for et herredømme og en suverænitet der var langt større end Babylons konges. Det var et symbol på Jehovas, ’himmelens Konges’, universelle suverænitet, især i forhold til jorden. Før Jerusalem blev ødelagt af babylonierne, blev Guds suveræne herredømme over jorden repræsenteret ved det rige som blev regeret fra Jerusalem, hvor David og hans arvinger sad på „Jehovas trone“. (1 Krønikebog 29:23) Gud selv lod dette suveræne herredømme omstyrte og lægge i bånd i 607 f.v.t. da han brugte Nebukadnezar til at ødelægge Jerusalem. Guds suveræne herredømme over jorden, udøvet af kongerne i Davids slægt, blev bundet eller lagt i bånd i syv tider. Hvor langt et tidsrum strakte disse syv tider sig over? Hvornår begyndte de, og hvad markerede enden på dem?
25 Under Nebukadnezars sindssygdom blev „hans hår . . . langt som ørnes fjer og hans negle som fugles kløer“. (Daniel 4:33) Det må have taget mere end syv dage eller syv uger. Flere oversættelser siger „syv tider“, andre „syv fastsatte (bestemte) tider“ eller „syv tidsperioder“. (Daniel 4:16, 23, 25, 32) En tekstvariant af Septuaginta-oversættelsen siger „syv år“. Den jødiske historiker Flavius Josefus fra det første århundrede betragtede de „syv tider“ som „syv år“. (Antiquities of the Jews, 10. bog, kapitel 10, paragraf 6) Flere hebraiskkyndige opfatter også de nævnte „tider“ som „år“. An American Translation, Today?s English Version og James Moffatts oversættelse siger alle „syv år“.
26 Øjensynlig var de „syv tider“ i Nebukadnezars tilfælde syv måneår. Et måneår er på gennemsnitlig 360 dage, eller 12 månemåneder på hver 30 dage. (Jævnfør Åbenbaringen 12:6, 14.) De „syv tider“ eller syv år var altså i kongens tilfælde 7 × 360 dage, eller 2520 dage. Men hvordan forholder det sig med drømmens større opfyldelse? De profetiske „syv tider“ varede meget længere end 2520 dage. Det fremgår af Jesu ord: „Jerusalem skal nedtrædes af nationerne, indtil nationernes fastsatte tider er udløbet.“ (Lukas 21:24) Denne ’nedtrædning’ begyndte i 607 f.v.t. da Jerusalem blev ødelagt og Guds forbilledlige rige ophørte med at eksistere i Juda. Hvornår ville nedtrædningen være forbi? Det ville den ved „genoprettelsen af alt det som Gud har talt om“; eller med andre ord: når Guds suveræne herredømme over jorden igen manifesterede sig, nemlig gennem det symbolske Jerusalem, Guds rige. — Apostelgerninger 3:21.
27 Hvis man tæller 2520 bogstavelige dage fra Jerusalems ødelæggelse i 607 f.v.t., når man kun til år 600 f.v.t., et år som ikke har nogen bibelsk betydning. End ikke i 537 f.v.t., da de udfriede jøder igen befandt sig i Juda, var der tale om at Jehovas suveræne herredømme igen manifesterede sig på jorden. Arvingen til Davids trone, Zerubbabel, blev nemlig ikke gjort til konge, men kun til landshøvding over den persiske provins Juda.
28 Eftersom de „syv tider“ er profetiske, må vi anvende følgende bibelske regel på de 2520 dage: „En dag for et år.“ Denne regel er fremsat i en profeti om babyloniernes belejring af Jerusalem. (Ezekiel 4:6, 7; jævnfør Fjerde Mosebog 14:34.) De „syv tider“ hvori herredømmet over jorden ville være overladt til hedenske riger uden indblanding fra Guds riges side, ville derfor strække sig over 2520 år. De begyndte med Judas og Jerusalems ødelæggelse i den syvende månemåned (den 15. tisjri) i år 607 f.v.t. (2 Kong. 25:8, 9, 25, 26) Fra dette tidspunkt til år 1 f.v.t. er der 606 år. De resterende 1914 år strækker sig fra dette tidspunkt til 1914 e.v.t. De „syv tider“, eller 2520 år, endte således den 15. tisjri, eller den 4./5. oktober, 1914 e.v.t.
29 I dette år udløb „nationernes fastsatte tider“, og Jehova overdrog herredømmet til „den ubetydeligste blandt menneskene“ — Jesus Kristus — som af sine fjender var blevet agtet så ringe at de lod ham pælfæste. (Daniel 4:17) For at indsætte den messianske konge på tronen løste Jehova de symbolske bånd af jern og kobber der befandt sig omkring hans suveræne herredømmes „rodstub“. Den højeste Gud lod således et kongeligt „skud“ vokse frem af den som en manifestation af Guds suveræne herredømme over jorden ved det himmelske rige med Davids fornemste arving, Jesus Kristus, som konge. (Esajas 11:1, 2; Job 14:7-9; Ezekiel 21:27) Vi kan være Jehova taknemmelige for dette lykkelige resultat og for at han har afdækket mysteriet om det store træ.
[Fodnote]
Et måneår er 11 dage kortere end et gennemsnitligt solår. For at få måneåret til at stemme med solåret måtte en 13. måned på 29 dage lægges til visse år. Det gjorde man syv gange i løbet af en periode på 19 år.
Kilde: Giv agt på Daniels Profeti
tilføjet af

Suplerende oplysninger.

Bibelens 27. bog — Daniels Bog
Skribent: Daniel
Skrevet i: Babylon
Fuldført: ca. 536 f.v.t.
Spænder over: 618–ca. 536 f.v.t.
I VOR tid da alle jordens nationer står på randen af en katastrofe, henleder Daniels Bog vor opmærksomhed på profetiske budskaber af meget stor betydning. Mens Samuelsbøgerne, Kongebøgerne og Krønikebøgerne er baseret på øjenvidners historiske beretninger om Guds forbilledlige rige (det davidiske dynasti), koncentrerer Daniels Bog sig om verdens nationer, og den giver os forhåndssyner af de store dynastiers magtkamp lige fra Daniels tid og frem til „endens tid“. Dette er verdenshistorie skrevet på forhånd. Bogen fører os frem til et fængslende højdepunkt, hvor den viser os hvad der skal ske „i de sidste dage“. Ligesom Nebukadnezar må nationerne gennem bitter erfaring lære „at den Højeste er hersker over menneskenes rige“, og at han til sidst giver det til en der er „som en menneskesøn“, Messias og Føreren, Kristus Jesus. (Dan. 12:4; 10:14; 4:25; 7:13, 14; 9:25; Joh. 3:13-16) Ved at give nøje agt på de profetiske opfyldelser af Daniels inspirerede bog, vil vi bedre kunne værdsætte Jehovas evne til at profetere og hans forsikring om at han vil beskytte og velsigne sit folk. — 2 Pet. 1:19.
2 Bogen er opkaldt efter den der har skrevet den. Navnet „Daniel“ (hebraisk: Danije?l´) betyder „Gud er min dommer“. Ezekiel, der levede samtidig med Daniel, bekræfter at Daniel var en virkelig person, for han nævner ham sammen med Noa og Job. (Ez. 14:14, 20; 28:3) Daniel tidsfæster begyndelsen af sin bog til „kong Jojakim af Judas tredje regeringsår“. Dette var i 618 f.v.t., Jojakims tredje år som tributpligtig konge over for Nebukadnezar. Daniel fortsatte med at få profetiske syner helt frem til Kyros’ tredje år, omkring 536 f.v.t. (Dan. 1:1; 2:1; 10:1, 4) Hvilken begivenhedsrig tid Daniel levede i! I sin barndom og tidlige ungdom levede han under Guds kongedømme i Juda. Så blev han som en halvvoksen fyrste sammen med sine fornemme judæiske fæller ført til Babylon, og der oplevede han bibelhistoriens tredje verdensmagts storhed og fald. Daniel levede så længe at han kom til at tjene som regeringsembedsmand i det fjerde verdensrige, Medo-Persien. Daniel må have levet i næsten hundrede år.
3 Daniels Bog har altid stået opført i det jødiske katalog over de inspirerede skrifter. Fragmenter af Daniels Bog er blevet fundet sammen med fragmenter af andre kanoniske bøger i Dødehavsrullerne, hvoraf nogle er blevet dateret til første halvdel af det første århundrede f.v.t. Et endnu mere betydningsfuldt bevis for bogens ægthed har vi imidlertid i henvisningerne til den i De Kristne Græske Skrifter. Jesus nævner specielt Daniel i sin profeti om „afslutningen på tingenes ordning“, hvori han flere gange citerer fra Daniels Bog. — Matt. 24:3; se også Dan. 9:27; 11:31 og 12:11 — Matt. 24:15 og Mark. 13:14; Dan. 12:1 — Matt. 24:21; Dan. 7:13, 14 — Matt. 24:30.
4 Skønt den historisk-kritiske bibelforskning har betvivlet at Daniels Bog er historisk nøjagtig, har arkæologiske fund gennem årene fuldstændig gjort kritikernes påstande til intet. For eksempel har kritikerne rettet deres hån imod Daniels udtalelse om at Belsazzar var konge i Babylon på et tidspunkt da man anså Nabonid for at være den der havde magten. (Dan. 5:1) Arkæologerne har nu fundet uigendrivelige beviser for at Belsazzar virkelig har levet og at han var Nabonids medregent i det babyloniske riges sidste år. For eksempel bekræfter en gammel kileskrifttekst der kaldes „Et polemisk digt om Nabonid“ at Belsazzar udøvede kongelig myndighed i Babylon, og den fortæller hvordan han blev Nabonids medregent. Andre kileskrifttekster støtter den opfattelse at Belsazzar havde kongelige funktioner. En tavle der er dateret i Nabonids tolvte år, indeholder en ed der er aflagt både i kong Nabonids navn og i kongesønnen Belsazzars navn, hvilket viser at Belsazzar var sidestillet med sin fader. Dette er også af interesse når man skal forklare hvorfor Belsazzar tilbød at gøre Daniel til „den tredje i riget“ hvis han kunne tyde skriften på væggen. Nabonid ville blive betragtet som den første, Belsazzar som den anden, og Daniel ville blive udråbt som den tredje hersker. (Dan. 5:16, 29) En forsker siger: „De hentydninger til Belsazzar der findes i kileskrifter, har kastet så meget lys over den stilling han indtog, at hans plads i historien er klarlagt. Der er mange indskrifter der viser at Belsazzar stod næsten lige med Nabonid i position og anseelse. Det er en fastslået kendsgerning at der under det sidste nybabyloniske herredømme det meste af tiden var et dobbeltstyre. Nabonid udøvede den øverste myndighed fra sit hof i Tema i Arabien, mens Belsazzar virkede som medregent i hjemlandet med Babylon som sit hovedsæde. Det er klart at Belsazzar ikke var en svag vicekonge; han havde fået ’kongemagten’ betroet.“
5 Nogle har søgt at så tvivl om Daniels beretning om den brændende ildovn (kap. 3) ved at påstå at det blot er et sagn. Et oldbabylonisk brev lyder i uddrag: „Således siger Rîm-Sin, din herre: Fordi han har kastet slavedrengen i ovnen, skal du kaste slaven i ildovnen.“ I en kommentar til denne tekst nævner G. R. Driver interessant nok at denne straf „forekommer i beretningen om de tre hellige mænd (Dan. III 6, 15, 19-27)“.
6 Jøderne tog ikke Daniels Bog med blandt Profeterne, men blandt Skrifterne. I den autoriserede danske oversættelse af Bibelen er Daniels Bog imidlertid anbragt samme sted som i den græske Septuaginta og den latinske Vulgata, nemlig mellem de store og de små profeter. Bogen består i virkeligheden af to dele. Den første af disse, kapitlerne 1 til 6, gengiver i kronologisk orden Daniels og hans venners oplevelser i statens tjeneste fra 617 til 538 f.v.t. (Dan. 1:1, 21) Den anden del, kapitlerne 7 til 12, er skrevet i første person af Daniel selv som referent og beskriver de syner og samtaler med engle som han havde fra 553 til 536 f.v.t. (Dan. 7:2, 28; 8:2; 9:2; 12:5, 7, 8) De to dele udgør tilsammen én harmonisk bog, Daniels Bog.
BOGENS INDHOLD
7 Forberedelsen til statstjenesten (1:1-21). I 617 f.v.t. kommer Daniel til Babylon sammen med de fangne jøder. De hellige redskaber fra Jerusalems tempel er også med, og de bliver opbevaret i et hedensk skatkammer. Daniel og hans tre hebraiske venner er blandt de unge judæere af kongelig slægt der udvælges til at få en treårig oplæring i kongens palads. Da Daniel i sit hjerte er besluttet på ikke at besmitte sig med den hedenske konges fine mad og vin, foreslår han en prøve der går ud på at han og hans venner i ti dage kun skal spise grøntsager. Prøven falder ud til gunst for Daniel og hans venner, og Gud giver dem lærdom og visdom. Nebukadnezar udnævner disse fire til sine rådgivere. Det sidste vers i kapitel 1, som kan være føjet til længe efter at den foregående del blev skrevet, oplyser at Daniel stadig var i kongens tjeneste omkring 80 år efter at han var draget i landflygtighed, det vil sige omkring år 538 f.v.t.
8 Drømmen om billedstøtten (2:1-49). I det andet år af sit kongedømme (sikkert regnet fra Jerusalems ødelæggelse i 607 f.v.t.) bliver Nebukadnezar foruroliget over en drøm. Hans magere kan ikke fortælle ham drømmen og tyde den. Han tilbyder dem store gaver, men de indvender at ingen andre end guderne kan opfylde kongens ønske. Kongen bliver rasende og befaler at vismændene skal dræbes. Eftersom denne befaling også gælder de fire hebræere, beder Daniel om at få en frist så han kan tyde drømmen. Daniel og hans venner beder til Jehova om vejledning. Jehova åbenbarer drømmen og dens betydning for Daniel, som så føres frem for kongen og siger: „Der er . . . en Gud i himmelen som åbenbarer hemmeligheder, og han har ladet kong Nebukadnezar vide hvad der skal ske i de sidste dage.“ (2:28) Daniel beskriver drømmen. Den handler om en vældig billedstøtte. Dens hoved er af guld, dens bryst og arme af sølv, dens bug og hofter af kobber, dens ben af jern, og dens fødder dels af jern, dels af ler. En sten rammer og knuser billedstøtten og bliver et stort bjerg der fylder hele jorden. Hvad betyder det? Daniel forklarer at Babylons konge er hovedet af guld. Efter hans rige vil der følge et andet, et tredje og et fjerde rige. Til sidst „vil himmelens Gud oprette et rige som aldrig vil blive ødelagt. . . . Det vil knuse og gøre ende på alle disse riger, men selv bestå evindelig“. (2:44) I taknemmelighed og værdsættelse priser kongen Daniels Gud som „gudernes Gud“ og gør Daniel til „hersker over hele provinsen Babylon og øverste præfekt over alle Babylons vismænd“. Daniels tre venner får ledende stillinger i riget. — 2:47, 48.
9 De tre hebræere overlever opholdet i den brændende ildovn (3:1-30). Nebukadnezar opstiller en mægtig billedstøtte af guld, 60 alen (knap 27 meter) høj, og befaler at alle de ledende i riget skal overvære indvielsen af den. Ved lyden af en bestemt slags musik skal alle falde ned og tilbede billedstøtten. Enhver der ikke gør det, skal kastes i den brændende ildovn. Det bliver meddelt at Daniels tre venner, Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego, har nægtet at adlyde befalingen. De bliver ført for den opbragte konge og vidner frimodigt: „Vor Gud som vi tjener, [kan] redde os. . . . guldbilledstøtten som du har opstillet, tilbeder vi ikke.“ (3:17, 18) Fyldt med forbitrelse giver kongen ordre til at ovnen skal gøres syv gange hedere end sædvanlig og at de tre hebræere skal bindes og kastes i den. Da kongens mænd gør dette, bliver de selv dræbt af den flammende ild. Nebukadnezar bliver forfærdet. Hvad er det han ser inde i ovnen? Fire mænd går uskadte omkring inde i ilden, og ’den fjerde ligner en gudssøn’. (3:25) Kongen råber til de tre hebræere at de skal træde ud af ilden. Det gør de. De er ikke så meget som blevet svedet — der er ikke engang brandlugt ved dem! Som følge af at de modigt holdt fast ved den sande tilbedelse, udråber Nebukadnezar tilbedelsesfrihed for alle jøderne i riget.
10 Drømmen om de „syv tider“ (4:1-37). Denne drøm gengives i beretningen som Daniels afskrift af et babylonisk statsdokument. Det blev skrevet af den ydmygede Nebukadnezar. Nebukadnezar anerkender først den højeste Guds magt og rige. Derefter fortæller han om en drøm der forfærdede ham, og om hvordan den blev opfyldt på ham. Han så et træ der nåede til himmelen og gav ly og føde til alt kød. En vægter råbte: ’Fæld træet. Bind dets stub med jern og kobber. Lad syv tider gå hen over det, for at det kan erkendes at den Højeste er hersker over menneskenes rige og ophøjer den ubetydeligste blandt menneskene over det.’ (4:14-17) Daniel tydede drømmen og forklarede at træet symboliserede Nebukadnezar. Snart gik denne profetiske drøm i opfyldelse. Da kongen ved en lejlighed gav udtryk for stort hovmod, blev han slået med vanvid og levede som et dyr på marken i syv år. Derefter fik han sin forstand igen, og han anerkendte Jehovas overhøjhed.
11 Belsazzars banket, skriften på væggen tydes (5:1-31). Det er den skæbnesvangre nat mellem den 5. og 6. oktober 539 f.v.t. Kong Belsazzar, søn af Nabonid og medregent i Babylon, afholder en stor banket for tusind af sine stormænd. Påvirket af vinen lader kongen de hellige kar af guld og sølv fra Jehovas tempel hente, og i deres drukkenskab drikker Belsazzar og hans gæster af dem mens de priser deres hedenske guder. I samme øjeblik viser der sig en hånd som skriver et gådefuldt budskab på væggen. Kongen bliver rædselsslagen. Hans vismænd kan ikke tyde skriften. Til sidst bliver Daniel ført ind. Kongen tilbyder at gøre ham til den tredje i riget, hvis han kan læse og tyde skriften, men Daniel siger at kongen kan beholde sine gaver. Derefter læser han skriften og forklarer dens betydning: „MENE, MENE, TEKEL og PARSIN. . . . Gud har talt dit riges dage og gjort ende på det. . . . Du er blevet vejet på vægten og fundet for let. . . . Dit rige er blevet delt og givet til mederne og perserne.“ (5:25-28) Samme nat bliver Belsazzar dræbt, og mederen Darius overtager riget.
12 Daniel i løvekulen (6:1-28). Højere embedsmænd i Darius’ rige forsøger at skade Daniel ved at få kongen til at udstede en lov om at det i 30 dage skal være forbudt at bede til nogen gud eller noget menneske, bortset fra kongen. Enhver der ikke følger befalingen skal kastes for løverne. Daniel nægter at adlyde denne lov der berører hans tilbedelse, og han vender sig til Jehova i bøn. Han bliver kastet i løvekulen. Jehovas engel lukker på mirakuløs vis løvernes gab, og næste morgen er kong Darius glad for at finde Daniel uskadt. Fjenderne bliver nu kastet ned til løverne og fortæret af dem, og kongen udsteder et dekret om at alle skal frygte Daniels Gud, eftersom „han er den levende Gud“. (6:26) Daniel har fremgang i regeringens tjeneste, under både Darius og Kyros.
13 Syner af dyrene (7:1–8:27). Vi vender tilbage til „kong Belsazzar af Babylons første år“, der efter alt at dømme var 553 f.v.t. Daniel har selv en drøm, som han nedskriver på aramaisk. Han ser fire store og frygtindgydende dyr vise sig, det ene efter det andet. Det fjerde er overmåde stærkt, og et lille horn skyder op blandt de andre horn og ’taler store ord’. (7:8) Den gamle af dage viser sig og tager sæde. „Tusind gange tusind“ tjener ham. ’En der er som en menneskesøn’ træder frem for ham, og der bliver „givet ham herredømme og ære og kongemagt, og alle folkeslag, folkestammer og tungemål skal tjene ham“. (7:10, 13, 14) Daniel modtager derefter tydningen af synet af de fire dyr. De symboliserer fire konger eller riger. Blandt de ti horn på det fjerde dyr vokser et lille horn frem. Det bliver mægtigt og fører krig mod de hellige. Men så sættes retten i himmelen, og ’riget og herredømmet og storheden som tilhører rigerne under den ganske himmel bliver givet til det folk som er den Allerhøjestes hellige’. — 7:27.
14 To år senere, længe før Babylons fald, ser Daniel et andet syn, som han nedskriver på hebraisk. En gedebuk med et anseligt horn i panden kæmper med og overvinder en stolt vædder der har to horn. Gedebukkens store horn bliver brudt af, fire mindre horn vokser frem, og fra et af disse skyder et lille horn frem der bliver stort, så det endog trodser himmelens hær. Det bliver forudsagt at der skal gå 2300 dage indtil helligdommen bringes tilbage til sin „rette tilstand“. (8:14) Gabriel forklarer synet for Daniel. Vædderen symboliserer Mediens og Persiens konger. Gedebukken er kongen af Grækenland, hvis rige vil blive delt i fire. Senere vil en konge med bistert ansigt modstå „fyrsternes Fyrste“. Eftersom synet ’først gælder om mange dage’ skal Daniel indtil videre holde det hemmeligt. — 8:25, 26.
15 Messias, Føreren, forudsiges (9:1-27). I mederen Darius’ første år undersøger Daniel Jeremias’ profeti. Da Daniel forstår at de 70 år hvori Jerusalem ifølge profetien skal ligge øde, nærmer sig deres afslutning, beder han til Jehova og bekender sine egne og Israels synder. (Dan. 9:1-4; Jer. 29:10) Gabriel viser sig for at fortælle at der vil være „halvfjerds uger . . . til at gøre ende på overtrædelsen og bringe synd til ophør og skaffe soning for brøde“. Messias, Føreren, vil komme efter afslutningen af de 69 uger, og skal derefter ryddes bort. Pagten skal stå ved magt for de mange til afslutningen af den 70. uge, og til sidst skal der komme ødelæggelse og udslettelse. — Dan. 9:24-27.
16 Norden mod Syden, Mikael står frem (10:1–12:13). Det er „kong Kyros af Persiens tredje år“ og følgelig omkring 536 f.v.t., ikke længe efter at jøderne er vendt tilbage til Jerusalem. Efter tre ugers faste befinder Daniel sig ved bredden af floden Hiddekel. (Dan. 10:1, 4; 1 Mos. 2:14) En engel viser sig for ham og forklarer at „perserrigets fyrste“ forsøgte at hindre ham i at komme til Daniel, men at „Mikael, en af de øverste fyrster,“ kom ham til hjælp. Han lader nu Daniel se et syn der gælder „de sidste dage“. — Dan. 10:13, 14.
17 Dette fængslende syn drejer sig først om det persiske dynasti og en kommende kamp mod Grækenland. En mægtig konge skal stå frem og udøve et stort herredømme, men hans rige skal blive delt i fire dele. Med tiden vil der blive to lange kongerækker, Sydens konge og Nordens konge, der kæmper imod hinanden. Magtkampen vil bølge frem og tilbage. Disse uforbederligt onde konger vil tale løgn ved samme bord. „Ved den fastsatte tid“ vil kampen blusse op igen. Guds helligdom vil blive vanhelliget, og „afskyeligheden der forårsager ødelæggelse“ skal opstilles. (11:29-31) Nordens konge vil sige ting man undres over mod gudernes Gud og ære fæstningernes gud. Når Sydens konge „i endens tid“ støder sammen med Nordens konge, vil Nordens konge overskylle mange lande og også trænge ind i „Prydelsens land“. Forfærdet af rygter fra øst og nord vil han rykke ud i forbitrelse og „slå sine paladstelte op mellem det store hav og Prydelsens hellige bjerg“. „Men han skal møde sit endeligt, og ingen kommer ham til hjælp.“ — 11:40, 41, 45.
18 Det storslåede syn fortsætter: Mikael står op for ’Guds folks sønner’. Der skal komme „en trængselstid“ der ikke har haft sin mage i menneskenes historie, men de der findes skrevet i bogen skal undslippe. Mange af dem som sover i jordens støv vil vågne til evigt liv, og „de der har indsigt vil stråle som glansen på den udstrakte himmel“. De vil føre mange til retfærdighed. Daniel skal sætte segl for bogen „indtil endens tid“. „Hvor længe er der til enden på disse underfulde ting?“ Engelen nævner tidsperioder på henholdsvis tre og en halv tid, 1290 dage og 1335 dage, og at kun „de som har indsigt skal forstå“. Ja, disse mennesker er lykkelige! Til sidst fremholder engelen det beroligende løfte for Daniel at han skal hvile og stå op til sin lod „ved dagenes ende“. — 12:1, 3, 4, 6, 10, 13.
HVORFOR DEN ER GAVNLIG
19 Alle der er besluttede på at bevare deres uangribelighed i en fremmed verden, gør vel i at betragte det gode eksempel vi har i Daniel og hans tre venner. Uanset hvor meget de blev truet, fortsatte de med at leve efter guddommelige principper. Da deres liv var i fare, handlede Daniel ’velovervejet og fornuftigt’ og med respekt for kongens overordnede myndighed. (2:14-16) Da sagen blev stillet på spidsen foretrak de tre hebræere den brændende ildovn frem for at udføre en afguderisk handling, og Daniel foretrak løvekulen frem for at give afkald på den forret at bede til Jehova. I hvert af disse tilfælde ydede Jehova beskyttelse. (3:4-6, 16-18, 27; 6:10, 11, 23) Daniel selv er et storartet eksempel på gudfrygtig tillid til Jehova Gud. — 2:19-23; 9:3-23; 10:12.
20 Daniels syner er spændende, og det er trosstyrkende at læse om dem. Lad os først tage de fire syner om verdensrigerne: 1) Synet af den frygtindgydende billedstøtte, hvis hoved af guld symboliserer det dynasti af babyloniske konger der begyndte med Nebukadnezar, hvorefter tre andre riger fremstår, som skildret ved billedstøttens øvrige dele. Det er disse riger der bliver knust af „stenen“, som til sin tid bliver „et rige som aldrig vil blive ødelagt“, Guds rige. (2:31-45) 2) Derefter følger Daniels egne syner, hvoraf det første handler om de fire dyr der symboliserer „fire konger“. Disse fire dyr ligner henholdsvis en løve, en bjørn, en leopard med fire hoveder, og et dyr der har store tænder af jern, ti horn og senere et lille horn. (7:1-8, 17-28) 3) Dernæst er der synet af vædderen (Medo-Persien), gedebukken (Grækenland) og det lille horn. (8:1-27) 4) Endelig har vi synet af Sydens konge og Nordens konge. Daniel 11:5-19 beskriver nøjagtigt rivaliseringen mellem de ægyptiske og seleukidiske udløbere af Alexanders græske verdensrige efter Alexanders død i 323 f.v.t. Fra vers 20 fortsætter profetien med at gælde de nationer som skulle afløse hinanden som Sydens og Nordens konge. Jesu henvisning til „afskyeligheden der forårsager ødelæggelse“ (11:31), i profetien om tegnet på sin nærværelse, viser at denne magtkamp mellem de to „konger“ vil fortsætte helt frem til „afslutningen på tingenes ordning“. (Matt. 24:3) Hvor er det en trøstende forsikring profetien giver os: at Mikael i den „trængselstid som der ikke har været så længe der har været nationer til og frem til den tid“, selv vil stå frem for at fjerne ugudelige nationer og indføre fred for den lydige menneskehed! — Dan. 11:20–12:1.
21 Så er der Daniels profeti om de „halvfjerds uger“. Efter 69 uger skulle „Messias, Føreren,“ fremstå. Det er bemærkelsesværdigt at det var 483 år (69 gange 7 år) efter at ’ordet om at genopbygge Jerusalem udgik’ ved det dekret som Artaxerxes udstedte i sit 20. regeringsår og som Nehemias satte i kraft i Jerusalem, at Jesus fra Nazaret blev døbt i Jordanfloden og salvet med hellig ånd og således blev Kristus (det vil sige „den Salvede“). Det skete i år 29 e.v.t. Derefter kom der, som Daniel også havde forudsagt, ’en udslettelse’, nemlig da Jerusalem blev ødelagt i år 70. — Dan. 9:24-27; Luk. 3:21-23; 21:20.
22 I Nebukadnezars drøm om det fældede træ, som Daniel nedskrev i kapitel 4, fortælles det at kongen, der pralede af sine egne bedrifter og stolede på sin egen magt, blev ydmyget af Jehova Gud. Han måtte leve som et af markens dyr indtil han erkendte at „den Højeste er hersker over menneskenes rige og giver det til hvem han ønsker“. (Dan. 4:32) Vil vi i dag være ligesom Nebukadnezar og prale af hvad vi har udrettet og sætte vor lid til menneskers magt, så Gud må straffe os, eller vil vi viseligt anerkende at han er hersker over menneskenes rige, og sætte vor lid til hans rige?
23 Håbet om Riget understreges på en trosstyrkende måde gennem hele Daniels Bog. Jehova Gud fremstilles som den øverste hersker, der opretter et rige som aldrig vil blive ødelagt og som skal knuse alle andre riger. (2:19-23, 44; 4:25) Selv de hedenske konger Nebukadnezar og Darius blev tvunget til at anerkende Jehovas overhøjhed. (3:28, 29; 4:2, 3, 37; 6:25-27) Jehova ophøjes og herliggøres som den gamle af dage der afsiger dom i stridsspørgsmålet om Riget, og giver „en der var som en menneskesøn“, evigvarende „herredømme og ære og kongemagt“ for at „alle folkeslag, folkestammer og tungemål skal tjene ham“. Det er „den Allerhøjestes hellige“ der har del i Riget sammen med Kristus Jesus, „Menneskesønnen“. (Dan. 7:13, 14, 18, 22; Matt. 24:30; Åb. 14:14) Han er Mikael, den store fyrste, der udøver sit riges magt for at knuse og gøre ende på alle riger i denne gamle verden. (Dan. 12:1; 2:44; Matt. 24:3, 21; Åb. 12:7-10) Forståelsen af disse profetier og syner skulle opmuntre alle der elsker retfærdighed til at granske Guds ord for at komme til kundskab om de absolut „underfulde ting“ i forbindelse med Guds hensigter vedrørende Riget som åbenbares for os gennem Daniels inspirerede og gavnlige bog. — Dan. 12:2, 3, 6.
[Fodnoter]
Insight on the Scriptures, bind 1, side 1269; se også Hjælp til forståelse af Bibelen, side 636, 637.
Insight on the Scriptures, bind 1, side 283; se også Hjælp til forståelse af Bibelen, side 129.
Archaeology and the Bible, 1949, George A. Barton, side 483.
The Yale Oriental Series · Researches, bind XV, 1929.
Archiv für Orientforschung, bind 18, 1957-58, side 129.
Det ser ud til at Belsazzar begyndte at herske som medregent fra Nabonids tredje år. Eftersom det antages at Nabonid begyndte at herske i 556 f.v.t., må hans tredje regeringsår og „kong Belsazzar af Babylons første år“ have været 553 f.v.t. — Dan. 7:1; se Insight on the Scriptures, bind 1, side 283; bind 2, side 457; se også Hjælp til forståelse af Bibelen, side 129.
Daniel 2:4b–7:28 er skrevet på aramaisk, mens resten af bogen er skrevet på hebraisk.
Nehemias 2:1-8; se også Insight on the Scriptures, bind 2, side 899-901.
SuperDebat.dk er det tidligere debatforum på SOL.dk, som nu er skilt ud separat.