Må man bruge blod som medicin?
Gælder det bibelske forbud mod blod også medicinsk brug, for eksempel til transfusion, der jo ikke var kendt på Noas, Moses’ eller apostlenes tid?
Det er sandt at de nuværende behandlingsmetoder som indbefatter brug af blod ikke fandtes dengang, men det betyder ikke at medicinsk brug af blod er af ny dato. I omkring 2000 år blev menneskeblod i Ægypten og andre steder betragtet som „det ypperste middel mod spedalskhed“. Og dengang Assyrien lå forrest i den teknologiske udvikling, skrev en læge til kong Asarhaddon om den behandling han gav kongens søn: „[Prinsen] har det meget bedre; min herre kongen kan være lykkelig. Fra og med den 22. dag giver jeg (ham) blod at drikke, han vil drikke (det) i 3 dage. I yderligere 3 dage vil jeg give (ham blod) til indvortes behandling.“ Asarhaddon havde kontakt med israelitterne. Men eftersom de havde Guds lov, ville de aldrig drikke blod som medicin.
Blev blod brugt som medicin i romertiden? Naturforskeren Plinius (der levede samtidig med apostlene) og lægen Aretaios fra det andet århundrede beretter om at man brugte menneskeblod til behandling af epilepsi. Tertullian skrev senere: „Tænk på dem der med grådig tørst ved et skuespil i arenaen tager det friske blod af onde forbrydere . . . og bærer det bort for at helbrede deres epilepsi.“ Han stillede dem i modsætning til de kristne, idet han sagde: „Vi har end ikke dyreblod ved vore måltider . . . Ved retssager mod kristne tilbyder I dem pølser fyldt med blod. I er naturligvis overbeviste om at netop det . . . er ulovligt for dem.“ De første kristne gik hellere i døden end at indtage blod.
„Blodet i den mere almindelige form gik . . . ikke af mode som ingrediens i medicin og magi,“ fortæller bogen Flesh and Blood. „I 1483, for eksempel, lå Louis XI af Frankrig for døden. ’Hans tilstand forværredes dag for dag, og lægemidlet hjalp ham ikke, skønt det var af en ganske særlig art: for han håbede stærkt på at blive rask ved at drikke menneskeblod som han fik fra nogle børn.’“
Hvordan så med blodtransfusion? Forsøgene med dette begyndte tidligt i 1500-tallet. Thomas Bartholin (1616-80), professor i anatomi ved Københavns Universitet, skrev imod dette: ’De der indfører brugen af menneskeblod til indvortes behandling af sygdomme synes at misbruge det og begå en alvorlig synd. Kannibaler fordømmes. Hvorfor vender vi os da ikke bort i afsky fra dem der besmitter deres svælg med menneskeblod? Det samme gør sig gældende med hensyn til det at modtage fremmed blod fra en opskåret vene, enten gennem munden eller ved hjælp af transfusionsredskaber. Ophavsmændene til denne praksis er hjemfaldne til straf ifølge Guds lov, efter hvilken det er forbudt at spise blod.’
I tidligere århundreder indså tænkende mennesker altså at den bibelske lov gjaldt indtagelse af blod i venerne lige så vel som indtagelse gennem munden. Bartholin sluttede: „Begge måder at indtage [blod] på har ét og samme formål, nemlig at blodet skal medvirke til at nære eller læge det syge legeme.“
Denne korte oversigt kan hjælpe dig til at forstå det urokkelige religiøse standpunkt Jehovas vidner indtager. De sætter livet højt, og de søger god lægehjælp. Men de er besluttede på ikke at krænke Guds norm, som altid har været den samme: De der respekterer livet som en gave fra Skaberen, forsøger ikke at opretholde livet ved at indtage blod.
Men nu har man i årevis hævdet at blod redder liv. Læger kan fortælle om tilfælde hvor nogle der har lidt et akut blodtab, er kommet sig hurtigt efter at have fået transfusioner. Derfor spørger du måske: ’Hvor klogt eller uklogt er det, lægeligt set, at modtage blod.’ Fra lægeside fremføres argumenter til støtte for at bruge blod. Du skylder derfor dig selv at undersøge tingene for at kunne træffe et informeret valg.
Det er sandt at de nuværende behandlingsmetoder som indbefatter brug af blod ikke fandtes dengang, men det betyder ikke at medicinsk brug af blod er af ny dato. I omkring 2000 år blev menneskeblod i Ægypten og andre steder betragtet som „det ypperste middel mod spedalskhed“. Og dengang Assyrien lå forrest i den teknologiske udvikling, skrev en læge til kong Asarhaddon om den behandling han gav kongens søn: „[Prinsen] har det meget bedre; min herre kongen kan være lykkelig. Fra og med den 22. dag giver jeg (ham) blod at drikke, han vil drikke (det) i 3 dage. I yderligere 3 dage vil jeg give (ham blod) til indvortes behandling.“ Asarhaddon havde kontakt med israelitterne. Men eftersom de havde Guds lov, ville de aldrig drikke blod som medicin.
Blev blod brugt som medicin i romertiden? Naturforskeren Plinius (der levede samtidig med apostlene) og lægen Aretaios fra det andet århundrede beretter om at man brugte menneskeblod til behandling af epilepsi. Tertullian skrev senere: „Tænk på dem der med grådig tørst ved et skuespil i arenaen tager det friske blod af onde forbrydere . . . og bærer det bort for at helbrede deres epilepsi.“ Han stillede dem i modsætning til de kristne, idet han sagde: „Vi har end ikke dyreblod ved vore måltider . . . Ved retssager mod kristne tilbyder I dem pølser fyldt med blod. I er naturligvis overbeviste om at netop det . . . er ulovligt for dem.“ De første kristne gik hellere i døden end at indtage blod.
„Blodet i den mere almindelige form gik . . . ikke af mode som ingrediens i medicin og magi,“ fortæller bogen Flesh and Blood. „I 1483, for eksempel, lå Louis XI af Frankrig for døden. ’Hans tilstand forværredes dag for dag, og lægemidlet hjalp ham ikke, skønt det var af en ganske særlig art: for han håbede stærkt på at blive rask ved at drikke menneskeblod som han fik fra nogle børn.’“
Hvordan så med blodtransfusion? Forsøgene med dette begyndte tidligt i 1500-tallet. Thomas Bartholin (1616-80), professor i anatomi ved Københavns Universitet, skrev imod dette: ’De der indfører brugen af menneskeblod til indvortes behandling af sygdomme synes at misbruge det og begå en alvorlig synd. Kannibaler fordømmes. Hvorfor vender vi os da ikke bort i afsky fra dem der besmitter deres svælg med menneskeblod? Det samme gør sig gældende med hensyn til det at modtage fremmed blod fra en opskåret vene, enten gennem munden eller ved hjælp af transfusionsredskaber. Ophavsmændene til denne praksis er hjemfaldne til straf ifølge Guds lov, efter hvilken det er forbudt at spise blod.’
I tidligere århundreder indså tænkende mennesker altså at den bibelske lov gjaldt indtagelse af blod i venerne lige så vel som indtagelse gennem munden. Bartholin sluttede: „Begge måder at indtage [blod] på har ét og samme formål, nemlig at blodet skal medvirke til at nære eller læge det syge legeme.“
Denne korte oversigt kan hjælpe dig til at forstå det urokkelige religiøse standpunkt Jehovas vidner indtager. De sætter livet højt, og de søger god lægehjælp. Men de er besluttede på ikke at krænke Guds norm, som altid har været den samme: De der respekterer livet som en gave fra Skaberen, forsøger ikke at opretholde livet ved at indtage blod.
Men nu har man i årevis hævdet at blod redder liv. Læger kan fortælle om tilfælde hvor nogle der har lidt et akut blodtab, er kommet sig hurtigt efter at have fået transfusioner. Derfor spørger du måske: ’Hvor klogt eller uklogt er det, lægeligt set, at modtage blod.’ Fra lægeside fremføres argumenter til støtte for at bruge blod. Du skylder derfor dig selv at undersøge tingene for at kunne træffe et informeret valg.